nezu-museet_tokyo

Nezu-museet

17. oktober 2024

Nezu-museet ligger i Minato-distriktet i Tokyo. Det har eksisteret siden 1940’erne men genåbnede i 2009 i en helt ny moderne museumsbygning tegnet af arkitekten Kengo Kuma. Museet huser forretningsmanden og chefen for Tōbu Railway Co. Nezu Kaichirō’s (1860-1940) privatsamling af ældre japansk og østasiatisk kunst som foldeskærme, shodō (kalligrafi), skulptur, yakimono (keramik), tekstilkunst, lakkunst mm. Museet har ikke en permanent udstilling, men laver løbende særudstillinger med genstande fra deres samling.

Museet har flere nationalskatte i sin samling, hvor den mest berømmede er et par foldeskæme med malerier af Ogata Kōrin (1658-1716 fra den såkaldte Rinpa-skole. De forestiller en lang række strålende blå, japanske iris (Iris laevigata) malet på en baggrund af bladguld. Foldeskærmene er malet omkring 1701-05 (de måler 151.2 x 358.8 cm hver). Foldeskærmene indgår nogenlunde fast i et af museets forårsudstillinger (gerne i perioden medio april – medio maj). Tjek museets hjemmeside for nærmere info.

Museet er også berømt for sin japanske have hvor blå iris blomstrer i fuldt flor i maj måned. Museet har også en fin cafe og en museumsbutik.

Adresse
6-chōme-5-1 Minamiaoyama, Minato-ku, Tōkyō-to 107-0062
Hjemmeside

Kort

Transport
Ca. 10 min.’s gang fra Omotesandō station (Ginza, Hanzōmon og Chiyoda linierne).