dazaifu_tenmangu_helligdommen

Dazaifu Tenmangū-helligdommen i Dazaifu

Udgivet i Dazaifu, Kyushu-regionen
11. september 2025

Intro

Dazaifu Tenmangū-helligdommen (大宰府天満宮) i Dazaifu tæt på Fukuoka er den ene af omkring 14.000 Tenmangū-helligdomme i Japan der er helliget Sugawara Michizan (845-903) en politiker, digter og lærd mand fra Heian-perioden. Michizane opnåede hurtigt stor politisk magt ved det kejserlige hof. Men blev sendt i eksil fra Kyoto til Dazaifu efter at han var blevet offer for sin rivals komplot (et medlem af den herskende Fujiwara-klan). Det var lykkedes denne at overbevise kejser Daigo om at Michizane planlagde højforræderi. Michizane døde i Dazaifu i 903 ikke mange år efter han var sendt i eksil.

I 930 blev landet ramt af en lang række naturkatastrofer. I Kyoto forårsagede kraftig regn og torden mange ødelæggelser og flere medlemmer af Fujiwara-klanen døde. Det kejserlige hof med kejseren i spidsen konkluderede at det var Michizanes vrede ånd der stod bag pga. den uretfærdige behandling han havde været udsat for. Man begyndte at ofre til Michizanes ånd under navnet Tenman-Tenji (Michizane’s guddommelige ånd) eller som guden for uddannelse, lærdom og litteratur. Dazaifu Tenmangū-helligdommen er bygget oven på hans grav. Dazaifu Tenmangū-helligdommen i Daizaifu og Kitano Tenmangū-helligdommen i Kyoto regnes som de to vigtigste Tenmangū-helligdomme i Japan.


Helligdomsområdet

Dazaifu Tenmangū-helligdommen er placeret for enden af en mindre shoppinggade tæt på Dazaifu station. Efter du har passeret torii-porten kommer du til den røde Taikobashi-bro der fører over en dam med iris der er anlagt på en sådan måde at den danner tegnet for hjerte på japansk. Den rigt udsmykkede og farvestrålende Rōmon-port er indgangen til selve helligdomsområdet der er omkranset på alle sider af mure med fine træskærerarbejder. Templets hovedbygning honden stammer fra 1591.



Lige til højre for honden-bygningen (se billedet øverst) står det berømte tobiume-blommetræ (“det flyvende blommetræ”) som ifølge overleveringen fløj fra Kyoto til Dazaifu for at følge Michizane i hans eksil. Michizane var meget glad for blommetræer og de vokser gerne ved alle Tenmangū-helligdomme i Japan. Dazaifu Tenmangū-helligdommen har omkring 6000 blommetræer (lidt under 200 forskellige varianter) som blomstrer fra slutningen af februar og et godt stykke ind i marts måned.

Helligdommen er meget populær blandt studerende. Helligdommen sælger da også et stort udvalg af omamori-amuletter der bl.a. kan hjælpe (måske) de studerende til at bestå deres eksaminer. Helligdommen har også et mindre museum der udstiller dens skatte.

I det sydøstlige hjørne af helligdommens område er der lavet en moderne passage med rulletrapper og en tunnel (med lyseffekter i regnbuefarver) der giver adgang til det nærliggende Kyushu Nationalmuseum.


Status for renovering: Templets hovedbygning bliver renoveret fra maj 2023 frem til omkring 2026. Som erstatning er der opstillet en midlertidig bygning for de bedende. Bygningen er noget speciel med et tag dækket af græs og træer.


Praktisk information

Adresse
4-chōme-7-1 Saifu, Dazaifu, Fukuoka 818-0117
Hjemmeside

Google-kort

Transport

Helligdommen ligger 250 meter fra Dazaifu Station.


Oplevelser i nærheden

Ikke langt fra helligdommen ligger Kōmyōzenji-templet der tilhører Rinzai-sekten inden for zenbuddhismen. Templet har to meget fine stenhaver der er værd at besøge.