oura-kirken_nagasaki

Ōura-kirken

Udgivet i Kyushu-regionen, Nagasaki
9. august 2023

Ōura-kirken (大浦天主堂) er en katolsk kirke i Nagasaki der regnes for at være den ældste kristne kirke i Japan. Den blev bygget i slutningen af Edo-perioden omkring 1864 af den franske missionær Bernard-Thadée Petitjean (1829-1884) som samlingspunkt for den store gruppe af udenlandske købmænd der holdt til i Nagasaki. Ved indgangen til kirken står en statue af jomfru Maria.

Ōura-kirken er viet mindet om 26 martyrer der blev korsfæstet i Nagasaki 5. februar 1597. Blandt de dræbte var både udenlandske missionærer (især spaniere og portugisere) og japanere. Det var forbudt at missionere på daværende tidspunkt og shogun Toyotomi Hideyoshi lod de 26 mænd korsfæste for at statuere et eksempel til skræk og advarsel. Helt frem til Meiji-reformerne i 1860’erne var det forbudt at være kristen i Japan og mange  kristne familier praktiserede religionen i det skjulte i Nagasaki.

I 2018 blev kirken sammen med en række andre kristne steder i Nagasaki udnævnt til Unesco verdensarv fordi den fortæller en vigtig historie om kristendommens overlevelse i Nagasaki.

Ved siden af kirken er der et museum der fortæller om kirkens historie, om kristendommens udbredelse i Nagasaki præfekturet og i resten af Japan. Desværre er de fleste forklaringer på japansk. I billetsalget i kirken kan man købe et udmærket hæfte på engelsk om kirken mm.

jomfru_maria_oura_kirken
Statuen af jomfru Maria. Cop. Chris Gladis

Adresse
5-3 Minamiyamatemachi, Nagasaki, 850-0931
Hjemmeside (på japansk)

Kort

Transport
Tag sporvogn nr. 5 fra Nagasaki station og hop af på stoppestedet Ouratenshudo. Herfra er der 5 min.’s gågang.