Hvad er Dogo Onsen?
Dogo Onsen (道後温泉) i byen Matsuyama på Shikoku-øen er en af Japans ældste og mest berømte varme kilder.
I følge overleveringen blev den varme kilde – Dogo Onsen – opdaget i gudernes tidsalder (dvs. tiden før den første japanske kejser Jimmu) af en hejre der havde såret sit skinneben. Den badede i det varme vand hver dag og blev til sidst helbredt og fløjl bort. Da folk så det, begyndte de selv at bade i kilden og snart rygtedes det at kilden kunne helbrede og har siden da været et populært rejsemål for både lokale og turister. Vandet i kilden indeholder svovl og siges at være godt imod bl.a. nervesmerter og reumatisme.
Dogo Onsen spiller en vigtig rolle i romanen Botchan (ikke oversat til dansk) af Natsume Sōseki fra 1906 som fik inspiration til romanen, da han arbejdede som skolelærer i Matsuyama i begyndelsen af det 20. århundrede.
Dogo Onsen Honkan
Den mest berømte bygning i området er Dogo Onsen Honkan, en smuk badeanstalt i træ i tre etager fra 1894. På toppen af bygningen sidder en skulptur af en hvid hejre som minde om Dogo Onsens oprindelse. Bygningens traditionelle arkitektur med elegante interiører, inspireret af Edo-perioden, skaber en meget autentisk atmosfære. Den mest populære sektion, Kami-no-Yu, har rummelige bade, mens Tama-no-Yu tilbyder en mere eksklusiv oplevelse. På øverste etage findes en traditionel tatami-lounge hvor gæster kan slappe af med te efter badet. Dogo Onsen Honkan menes at have fungeret som inspiration til Miyazakis populære animationsfilm “Chihiro og heksene” (2001). Der tilbydes forskellige services så prisen på et besøg afhænger af hvad du har lyst til at prøve. Badene er kønsopdelte.
Adresse
5-6 Dogoyunomachi, Matsuyama, Ehime 790-0842
Hjemmeside
Dogo Onsen Annex Asuka-no-yu
Annekset er en udvidelse til Dogo Onsen som åbnede i 2017. Badene her er mere moderne og stadig kønsopdelte. Der er også mulighed for at booke et privat bad. Udvendigt er bygningen inspireret af byggestilen fra Asuka-perioden (538-710) som er i den periode hvor Dogo Onsen første gang bliver nævnt i historiske kilder.
Adresse
19-22 Dogoyunomachi, Matsuyama, Ehime 790-0842
Hjemmeside
Området omkring Dogo Onsen Honkan
Området her byder på flere charmerende gader med ryokans, hoteller, butikker, caféer og flere seværdigheder:
Tsubaki no Yu (“Camellia-badet”) er et andet offentligt badehus der ligger lige ved siden af Asuka no Yu. Det stammer fra 1980’erne og tilbyder enkle, kønsopdelte indendørs bade og det samme varme kildevand som Dogo Onsen Honkan.
Dogo Onsen Station (Google-kort) stammer fra 1895 og er endestation fra tre forskellige sporvognslinjer. Et “Botchan” damplokomotiv står på stationspladsen foran. Ikke langt herfra kan du se Botchan Karakuri-uret fra 1994 der spiller musik hver time, mens figurer der forestiller personerne fra romanen Botchan kommer til live. Ved siden af uret er der et gratis fodbad (ashi-yu) som alle kan benytte.
For at komme til Dogo Onsen Honkan fra stationen er den hurtigste vej at gå igennem en 250 meter lang overdækket shoppinggade fyldt med butikker der sælger lokale specialiteter, kunsthåndværk og snacks. Her er det ikke ualmindeligt at se gæster fra de omkringliggende ryokans gå rundt i deres yukata-kimono.
Dogo Onsen Sky Walkway & Footbath
Dogo Onsen Sky Walkway & Footbath (Google-kort), også kendt som “Sora-no-Sanpomichi,” er et udsigtspunkt på toppen af Kanmuriyama-højen med panoramaudsigt udover Dogo Onsen Honkan og området omkring (se billedet øverst). Her er der et gratis fodbad med varmt kildevand, omklædningsrum, bænke og en smukt anlagt have med årstidens blomster såsom kirsebærblomster og hortensiaer. Sky Walkway & Footbath åbnede i april 2024.
Vil du vide mere om onsens og varme kilder i Japan?
Så læs Hanfubuki.dks store guide til onsens herunder onsen-etikette.





