Takkoku no Iwaya-templet (達谷窟) ligger omkring 6 km sydvest for byen Hiraizumi i Tōhoku-regionen. Det tilhører Tendai-sekten inden for den japanske buddhisme. Templet blev grundlagt i 801 af Sakanoue no Tamuramaro for at takke sejrsguden Bishamon efter han havde besejret sin fjende Akuro Takamaro.
Hovedbygningen kaldet Bishamondō (se billedet øverst) adskiller sig fra mange andre japanske tempelbygninger ved at være bygget delvist ind i en naturligt dannet hule i en klippevæg. Hulen er 150 meter bred og 35 meter høj og er blevet udvidet længere ind i klippen for at kunne rumme bygningen. Den har igennem tiden været brændt ned flere gange, og det er usikkert hvordan den oprindeligt har set ud. Den nuværende bygning på træpæle stammer fra 1961 og er inspireret af Kiyomizudera-templet i Kyoto.
I den bagerste del af bygningen er der en statue af Buddha i træ, muligvis lavet af munken Jigaku Daishi tilbage i Heian-perioden (794-1185). Den er gemt væk i et kabinet og vises sjældent frem. Næste gang er i 2042.
Mod syd foran Bishamondō ligger en lille japanske have med en dam og en lille ø midt i. Her ligger Bentendō-bygningen hvor man kan se en statue af gudinden Benten. Til venstre for Bishamondō er der et stort stenrelief af Ganmen Daibutsu (en stor Buddha) skåret ind i klippevæggen. Oprindelig var det en hel buddhafigur, men kun hovedet er tilbage nu. Figuren blev ødelagt i forbindelse med et jordskælv i 1896. Man mener Ganmen Daibutsu stammer fra Muromachi-perioden (1336-1573).
På templets grund ligger også Fudōdō-bygningen med en sjælden træstatue af guden Fudōdō fra slutningen af Heian-perioden og Kondō den gyldne bygning med en statue af Yakushi Buddha samt et klokketårn.
Adresse
029-4102 Iwate, Nishiiwai-distriktet, Hiraizumi, Kitazawa−1 6
Hjemmeside
Transport
Der er ingen offentlig transport til templet. Enten skal man køre dertil i egen bil, leje en cykel ved siden af Hiraizumi station og cykle derud eller tage en taxa fra stationen.