Indhold
Intro
Tog er uden tvivl den mest effektive måde at rejse på i Japan. Japan har et virkelig godt jernbanenet der forbinder alle dele af landet. Togene er kendt for at være hurtige og pålidelige.
Der findes et utal af togoperatører i Japan udover Japan Rail, der svarer til DSB herhjemme. Japan Rail står for omtrent 70 % af togtransporten i Japan.
Find mere info på denne side om hvordan man tager med toget i Japan.
Togtyper
Der findes flere forskellige togtyper
Almindelig tog eller bumletog (kakueki-teisha eller futsu-densha)
De standser ved alle stationer
Hurtigtog (kaisoku)
Disse tog standser ikke ved alle stationer
Eksprestog (kyuko)
Disse tog standser ved endnu færre stationer end hurtigtogene.
Særekspres (tokkyu)
Denne type tog standser kun ved større stationer. Her skal man forberedt på at betale et tillæg udover den alm. billetpris.
Superekspres (shinkansen)
Shinkansen-togene er de hurtigste af de forskellige typer af japanske tog og kører også på særlige spor og fra særlige perroner. Shinkansen køres kun af det nationale Japan Rail.
Shinkansen dækker størstedelen af Japan og har i alt 9 linjer. Hver af de ni shinkansen-linjer har forskellige forskellige typer af tog (ekspres, semiekspres og almindelig). Fx har den mest populære linje, Tokaido Shinkansen (som kører Tokyo-Osaka), Nozomi, Hikari og Kodama, hvor Nozomi er den hurtigste og Kodama den langsomste.
Togene har forskellige max. hastigheder (de fleste mellem 260 og 320 km/t). Nozomi-toget fx på Tokaido Shinkansen må køre max. 285 km/t og speedometertest kan afsløre at der køres så tæt på max. hastigheden som overhovedet muligt. Til sammenligning er den tilladte max. hastighed for lyntoget pt. her i Danmark 180 km/t.
Der skal betales et tillæg udover den alm. billetpris, og vær forberedt på at på nogle shinkansen-strækninger kræves der en pladsbillet. Normalt er der både vogne med reserverede og ikke-reserverede sæder.
Vær klar over at der på Tokaido, Sanyo, Kyushu and Nishikyushu Shinkansen er kommet nye krav vedr. bagage. Hvis kufferten samlet (højde+bredde+dybde) måler mere end 160 cm, skal der reserveres et særligt sæde til den. For alle ni shinkansen-linjer gælder det at man ikke må medbringe en kuffert der samlet måler 250 cm eller derover.
Læs mere om de forskellige shinkansentog, togbilletter, krav til bagage mm. på denne infoside fra Japan guide.
Metro
I de fleste større byer er metronettet ret udbygget og velfungerende. Og der er skiltning på engelsk overalt.
Find mere information her:
Togtider
Navitime (aka Japan Travel by Navitime) er nok den bedste side at tjekke togtider. Den svarer lidt til Rejseplanen. Den viser ikke kun tog, men også busser og anden transport. Den kan også bruges til ruteplanlægning hvis man er i bil.
Man kan slå til og fra hvis man har et bestemt rejsekort (fx Rail Pass, se under Togbilletter).
Se nærmere på Navitimes side og download som app via App store eller Google Play.
Google Maps og deres ruteplanlægger kan også bruges. Fx når man skal finde rundt i Tokyo og Osaka med metroen. Men den har nogle mangler når man skal planlægge større rejser, og der er ikke en mulighed for at vælge transportformer fra og til.
Togbilletter
Som udgangspunkt er det selvfølgeligt muligt at købe en helt alm. enkeltbillet mellem to strækninger i Japan. Det gælder både hvis du skal rejse mellem to metrostationer i Osaka eller skal med shinkansen fra Tokyo til Kyoto.
Men der findes forskellige typer af rejsekort i Japan som er værd at kigge nærmere på.
Japan Rail Pass
Et Japan Rail Pass er et rejsekort kun beregnet for udlændinge og skal købes i Danmark på forhånd inden ankomst til Japan. Man kan købe et Japan Rail Pass der er gyldig for 7, 14 eller 21 dage.
Med et Japan Rail Pass i hånden kan du benytte dig af alle Japan Rail-tog, Tokyo Monorail fra/til Haneda Airport, JR Færgen til Miyajima, lokale Japan Rail-busser og enkelte ikke Japan Rail-tog som forbinder til isolerede Japan Rail-linjer.
Se kort over de forskellige ruter.
Et Japan Rail Pass er ikke gyldigt på Nozomi-tog langs Tokaido/Sanyo Shinkansen eller Mizuho-tog langs Sanyo/Kyushu Shinkansen.
Som Japan Rail Pass-indehaver har du mulighed for at købe en særlig tillægsbillet – en Nozomi Mizuho-billet – som skal købes inden du stiger ombord på et Nozomi- eller Mizuho-tog. Det kan kun anvendes af rejsende der har et gyldigt Japan Rail Pass.
Ydermere kræves et tillægsgebyr på Japan Rail-tog, der benytter ikke-Japan Rail-spor og på motorvejsbusser.
Læs flere detaljer her.
Pr. 1. oktober 2023 skete der en kraftig prisstigning på kortet, og der har efterfølgende været meget diskussion om det kan betale sig at købe et Japan Rail Pass.
Svaret er ikke entydigt, det afhænger af dine rejseplaner. Det kan godt betale sig hvis du vil besøge flere regioner og ønsker et rejsekort der er fleksibelt og bekvemt. Men hvis du ikke har så omfattende rejseplaner og blot ønsker fx at rejse tur/retur mellem Tokyo og Kyoto eller Osaka, så kan det måske bedre betale at købe billetter der gælder til de få strækninger du har brug for.
Det kræver lidt detaljerede beregninger (og et ret præcist overblik over rejseplaner og destinationer) før man kan finde ud af om det kan betale sig.
I Danmark kan kortet købes hos rejsebureauet Japanspecialist.
Regionale rejsekort
Udover Japan Rail Pass som dækker hele Japan (med undtagelse af Okinawa-øerne som ikke har tog), findes der et utal af rejsekort som kan benyttes i forskellige regioner af Japan. Hvis man fx. kun planlægger at være i Osaka og derfra besøge Kobe, Himeji, Kyoto og Nara på dagsudflugter, kan man overveje det såkaldte Kansai Thru Pass. Det gælder dog ikke til JR-tog.
Flere kort gælder både til Japan Rail-tog (inkl. shinkansen) og ikke Japan Rail-tog, metro etc. Det er også forskelligt hvor mange dage rejsekortet er gyldigt mm.
De fleste kort kan købes på større stationer i det område hvor kortet gælder. Kortene kan ofte også bestilles hjemme fra Danmark, men vær klar over at det som regel betyder at bestillingen skal veksles til et egl. fysisk kort når du er kommet til Japan.
Læs mere om de forskellige rejsekort på Japan Guide.
IC-kort (Pasmo, Suica etc.)
Andre meget benyttede kort er de såkaldte IC-kort som minder meget om Rejsekortet herhjemme. Kortet kan laves ved billetautomater på de fleste større stationer. Kortet fungerer ligesom det danske rejsekort, som tankes op og checkes ud og ind ved afrejse og ankomst. Det kan både bruges i busser, metroen, shinkansen (med en række restriktioner) og alle andre typer tog.
Der findes forskellige udbydere af disse rejsekort rundt omkring i Japan. I Tokyo er det især Suica og Pasmo der bruges, mens i Osaka er Icoca-kortet det mest brugte.
Fælles for kortene er, at de kan bruges over hele landet. De kan også bruges som betalingsmiddel i mange butikker og hos 7Eleven, Lawson, Family Mart og lign.
Der er pt. (2024) mangel på chip der bruges i de forskellige kort,så de alm. Suica og Pasmo-kort udstedes ikke for øjeblikket. Dog kan udlændinge købe de to kort Welcome Suica og Pasmo Passport som gælder for 30 dage.
Læs mere om de forskellige IC-kort.
Rejsekort til enkelte byer
Det er også muligt at købe dagskort til bus og tog til flere større byer. Fx. et specifikt kort kun til Tokyo metro gældende i 24 timer.
Tjek de forskellige større byers turistinformationssider på nettet for flere detaljer.
Japanske transportudtryk
Hvad hedder en enkeltbillet og en pladsreservation på japansk? Få hjælp via disse links:
Useful vocabulary for train travel in Japan