Keramik fra Chūbu-regionen i Japan

Keramikken fra Chubu-regionen i Japan kendetegnes ved flere traditionelle og historisk betydningsfulde stilarter.

Læs også Hanafubuki.dks artikel om Japans seks gamle keramikskoler.

Tre af de seks gamle keramikskoler – Tokoname-yaki og Seto-yaki fra Aichi-præfekturet, og Echizen-yaki fra Fukui-præfekturet – er alle en del af Chūbu-regionen i Japan.

---

Akazu-yaki (Aichi-præfekturet)

Akazu-yaki har rødder i Setos mere end tusind år gamle keramiktradition i Akazu-området nær Nagoya. De teknikker og glasurer der i dag forbindes med Akazu-yaki blev især udviklet gennem middelalderen og Edo-perioden. Keramikken kendetegnes ved syv traditionelle glasurer — aske, jern, Ko-Seto, Ki-Seto, Shino, Oribe og Ofuke — og af flere dekorationsteknikker, blandt andet indridsede parallelle linjer.

Akazu-yaki er især kendt for tallerkener, kopper og tilbehør til teceremonien og ikebana.

Læs mere om Akazu-yaki

• Akazu ware fra Japan Traditional Crafts Aoyama Square

Sightseeing og shopping

---

Toyoraku-yaki (Nagoya, Aichi-præfekturet)

Toyoraku-yaki (豊楽焼), også læst Hōraku-yaki, blev grundlagt af Katō Rikei (1708-1796) i Nagoya-området i den senere del af Edo-perioden. Traditionen blev videreført gennem otte generationer og ophørte i 1925 efter den ottende Toyosukes død.

Bemærk: Da produktionen er ophørt, findes der ikke længere aktive værksteder at besøge.

Læs mere om Toyoraku-yaki

• Wikipedias artikel

---

Iga-yaki (Mie-præfekturet)

Iga-yaki er en keramiktype fremstillet i og omkring byen Iga i Mie-præfekturet med brug af lokalt ler. Keramikken kendetegnes ved sin asymmetriske form, livlige glasur og tydelige sodmærker der giver hvert stykke en unik karakter.

Historie

Iga-yakis rødder går omkring 1.300 år tilbage, men den keramiske tradition som i dag især forbindes med Iga fik sin karakteristiske form i Muromachi-perioden (1336-1573) og Azuchi-Momoyama-perioden. Keramikeren Jiro Dayu nævnes ofte som ophavsmand til stilens udtryk, men rollen kan ikke dokumenteres i de officielle kilder. I Azuchi-Momoyama-perioden (1573-1603) voksede populariteten kraftigt i takt med opblomstringen af wabi-cha, den enkle og tilbageholdte retning inden for teceremonien.

Det faktum at de militære chefer i Iga-provinsen (den vestlige del af nutidens Mie-præfektur) også var temestre, kan have haft en stærk indflydelse på håndværkets udvikling.

I Edo-perioden (1603-1868) faldt Iga-yaki midlertidigt ud af kurs på grund af skiftende trends i teceremonien. Men i det 18. århundrede inviterede man keramikere fra Kyoto og Seto til at producere hverdagsting hvilket udviklede produktionen fra primært teceremonigenstande til en bredere vifte af produkter som lergryder, yukihira (glaserede fajancepander med håndtag) og andet service.

Kendetegn

Det særlige ved Iga-ler er dets exceptionelle varmebestandighed hvilket skyldes at området engang var en del af Biwa-søens leje. Leret indeholder mange forstenede mikroorganismer som giver keramikken dens porøse struktur og fremragende evne til at holde på varme.

Produkter

I dag produceres både traditionelle teceremonigenstande (teskåle, vandbeholdere, røgelsesbeholdere) og moderne brugskeramik, især donabe-lergryder der er højt værdsat af professionelle kokke.

Se video (engelske undertekster)

Læs mere om Iga-yaki

• Iga ware onlineudstilling fra Google Arts and Culture
• Iga ware fra Kogei traditional crafts of Japan
• Iga ware fra Iga turistinformation
• Iga Traditional Ware Museum (på japansk)
• Wikipedias artikel

Sightseeing og shopping

---

Inuyama-yaki (Inuyama, Aichi-præfekturet)

Keramikken er kendt for sine røde og grønne farver samt naturmotiver. Der produceres stadig Inuyama-keramik i dag, men i mindre målestok.

---

Koito-yaki (Takayama, Gifu-præfekturet)

Koito-yaki stammer fra byen Takayama i De Japanske Alper. Keramikken kendetegnes ved brugen af to forskellige typer ler og af Irabo-glasuren, som traditionelt er brunlig. Den koboltblå Ao-Irabo-glasur, som i dag er Koito-yakis mest genkendelige træk, er en langt senere udvikling ved den moderne Koito-ovn.

Historie

Den første Koito-yaki-produktion begyndte i 1620’erne. Lensherren Kanamori Shigeyori fik med hjælp fra sin ældre bror, temesteren Kanamori Sōwa, keramikere fra Kyoto til Hida, hvor de etablerede en ovn ved Koitozaka vest for Takayama. Der fulgte senere en ny kortvarig produktion fra 1836, som kun varede omkring fem år, og den nuværende Koito-ovn er en endnu senere genoplivning.

Fremstilling

For at lave Koito-yaki skal leret først støbes, tørres og brændes, før Irabo-glasuren påføres. Den traditionelle Irabo-glasur er brunlig og fremstilles blandt andet af rød jord og træaske. Den blå Ao-Irabo er en moderne innovation udviklet ved Koito-ovnen. Glasuren giver keramikken en flot overflade.

Produkter

Der produceres en bred vifte af Koito-yaki-produkter som service, fade, vaser, ting til teceremonier og anden traditionel keramik.

Læs mere om Koito-yaki

• Koito yaki fra JTCO Japanese Traditional Culture Promotion & Development Organization

Sightseeing og shopping

---

Kutani-yaki (Ishikawa-præfekturet)

Kutani-yaki er keramik produceret i byerne Kanazawa, Komatsu, Kaga og Nomi i Ishikawa-præfekturet. Den er berømt for kraftige farver dekoreret i en tyk overglasur med emaljefarver. De primære farver er rød, gul, grøn, lilla og mørkeblå, og motiverne omfatter fugle, blomster og geometriske mønstre.

Historie

Den traditionelle fortælling fører Kutani-yakis begyndelse tilbage til 1650’erne. Den første lensherre over Daishōji-domænet, et sidefyrstendømme under Maeda-slægten, Maeda Toshiharu (1618-1660), var en kendt temester og elev af Kobori Enshū. Da man omkring 1655 opdagede porcelænssten i Kutani, sendte han Gotō Saijirō til Arita for at lære porcelænsfremstilling. Gotō Saijirō overtog teknikkerne og byggede en ovn i Kutani.

Ko-Kutanis præcise oprindelse har imidlertid været omdiskuteret i over hundrede år. Arkæologiske og kunsthistoriske undersøgelser har knyttet mange værker i Ko-Kutani-stil til Arita, mens nyere naturvidenskabelige analyser igen peger på en væsentlig tidlig produktion i Kaga. Betegnelsen Ko-Kutani bør derfor bruges med opmærksomhed på den faglige diskussion.

Den tidlige produktion ophørte i begyndelsen af 1700-tallet af årsager der stadig er uklare. Omkring et århundrede senere begyndte en række nye ovne at genoplive traditionen. Man skelner derfor mellem Ko-Kutani, den tidlige produktion, og Saikō-Kutani fra 1800-tallet og frem.

Produkter

Det er især service der produceres i dag.

Se video (engelske undertekster)

Læs mere om Kutani-yaki

• Kutani ware onlineudstilling fra Google Arts and Culture
• Kutani ware fra Kogei traditional crafts of Japan
• Kutani Ware fra Japan Pottery Net
• The Kutani Ceramic Web Site
• Kutani ware fra Britannica.com
• Wikipedias artikel
• Kutaniyaki Art Museum

Sightseeing og shopping

---

Matsushiro-yaki (Matsushiro, Nagano-præfekturet)

Matsushiro-yaki er en traditionel keramiktype fra Matsushiro-distriktet i Nagano by med en historie på over 200 år der går tilbage til midten af Edo-perioden. Keramikken kendes på sine enkle former og de karakteristiske glasurer i blå og grønne nuancer.

Historie

Produktionen begyndte i den senere del af Edo-perioden under Sanada-slægtens styre og var tæt knyttet til Matsushiro-domænets støtte til lokalt håndværk.

Kendetegn og produkter

Den karakteristiske blågrønne overflade skabes gennem samspillet mellem det jernholdige lokale ler og glasurer fremstillet af blandt andet aske og hvidt ler. Glasurerne lægges ofte i flere lag og danner under brændingen de flydende blå og grønne nuancer som forbindes med Matsushiro-yaki.

Matsushiro-yaki har traditionelt været brugskeramik, især kopper og andre genstande til hverdagsbrug, og fremstilles oftest hånddrejet.

I dag findes stadig enkelte aktive værksteder og ovne i Matsushiro hvor besøgende kan opleve produktionen og deltage i undervisning i keramik.

Læs mere om Matsushiro-yaki

• Matsushiro pottery (PDF)

---

Mino-yaki (Tajimi, Toki, Mizunami, Kani, Gifu-præfekturet)

Mino-yaki er keramik fra Mino-området i Gifu-præfekturet, især byerne Tajimi, Toki, Mizunami og Kani. Området fik sit store gennembrud i Momoyama-perioden (1573–1603) hvor værkstederne udviklede flere stilarter der stadig præger japansk keramik i dag.

Historie og anvendelse

Mino-yaki blev i høj grad brugt til teceremonien og til service, men traditionen har altid haft blik for brugsting der kan være en del af hverdagen. I dag forbindes Mino-yaki ofte med skåle, kopper, tallerkener og kander til daglig brug, men det er netop spændvidden der gør området særligt.

Kendetegn

Du kan finde alt fra helt enkle former med bløde glasurer til mere dristige udtryk med tydelige penselspor, asymmetri og markante farver. Når man taler om Mino-yaki som klassisk tradition, nævnes især Kiseto (gul Seto), Setoguro (sort Seto), Shino og Oribe.

Kiseto – gul Seto

Kiseto (gul Seto) er en Mino-stil der kendes på sin lyse, gultonede glasur, ofte beskrevet som mildt gylden eller sart gul. Stilen udviklede sig især i Mino i slutningen af 1500-tallet og omkring Momoyama-perioden. Kiseto forbindes med en sans for det dæmpede og elegante hvor farven får lov til at spille hovedrollen, mens formen holdes enkel, ofte med den let uregelmæssighed som passer godt til teceremoniens æstetik.

Mange Kiseto-genstande har fine udskæringer eller diskrete dekorationer, og nogle eksempler viser også små farvespil i glasuren der kan give overfladen liv uden at virke prangende. Som type står Kiseto godt som modvægt til de mere dramatiske udtryk i Oribe.

Setoguro – sort Seto

Setoguro (sort Seto) er især kendt for teskåle med en dyb, sort glasur der kan virke både tæt og levende på samme tid. Det særlige ved Setoguro er ikke kun farven, men også den teknik der kan ligge bag: en metode hvor emnet tages ud af den varme ovn og køles hurtigt hvilket giver glasuren sit karakteristiske sorte udtryk.

Netop den hurtige afslutning på brændingen giver Setoguro et udtryk der føles umiddelbart og intenst. Hvis Kiseto ofte opleves mild og varm, er Setoguro dens mørke, kraftfulde modstykke.

Shino-yaki – mælkehvid glasur

Shino-yaki er stentøj der er fremstillet siden slutningen af 1500-tallet og især forbindes med en tyk, mælkehvid feldspatglasur. Shino fik stor betydning for Momoyama-periodens tekeramik, men traditionen omfatter også skåle, fade, mukōzuke og andet bordservice. Et særkende er de bittesmå huller i glasuren som mange temestre værdsætter, fordi de giver materialet karakter og dybde.

Varianter

Inden for Shino findes flere varianter. Eshino-yaki kendes på dekorationer med underglasur-jernmønstre, mens Nezumi-Shino opstår ved at lægge en jernholdig slip over hele overfladen og derefter skrabe mønstret gennem laget, så den lyse lerbund blotlægges. Emnet dækkes med feldspatglasur, og efter brændingen står baggrunden musegrå, mens mønstret træder lyst frem.

Oribe-yaki – grøn glasur

Oribe-yaki (織部焼) er en Mino-keramiktype der har været fremstillet siden Azuchi-Momoyama-perioden omkring 1600-tallet. Den har navn efter og forbindes tæt med temesteren Furuta Oribe (1544-1615), hvis æstetiske idealer fik stor betydning for periodens keramiske formsprog. Det er dog ikke sikkert hvor direkte han selv deltog i udviklingen eller produktionen af de værker der bærer hans navn.

Kendetegn

Oribe-yaki fremstår ofte med en dyb grøn kobberbaseret glasur, men kan også forekomme i sorte, lysegrønne og røde varianter. Stilen er kendt for sine farverige og dristige designs, som optog en bred billedverden fra samtidens tekstiler, maleri og naturmotiver.

Varianter

Produktionen foregår primært i byen Toki i Gifu og omfatter flere undertyper som E-Oribe (jernmønstre under glasur), Kuro-Oribe (mørkegrøn/sort glasur), Ao-Oribe (lys grøn glasur) og Aka-Oribe (indridsede mønstre med glasur).

Anvendelse

Oribe-yaki er højt værdsat for sin kunstneriske frihed og æstetiske variation og bruges fortsat til blandt andet tekopper og andre dagligdags og ceremonielle genstande.

Læs mere om Mino-yaki

• Mino ware fra Kogei traditional crafts of Japan
• Mino wares fra e-yakimono.net
• Mino ware fra Japan Pottery Net
• Mino Ware Tradition Industrial Hall udstillingssted mm.
• Ceramic Valley Mino Japan informationsside om Mino-yaki

Sightseeing og shopping — Mino-yaki

Læs mere om Shino-yaki

• Shino fra Savory Japan
• Shino ware fra Britannica.com
• Wikipedias artikel

Læs mere om Oribe-yaki

• Oribe fra Savory Japan
• Wikipedias artikel
• Turning point: Oribe and the arts of sixteenth-century Japan – udstillingskatalog (PDF) fra Metropolitan Museum

---

Ofuke-yaki (Nagoya, Aichi-præfekturet)

Ofuke-yaki udviklede sig i første halvdel af 1600-tallet under Owari-Tokugawa-familiens beskyttelse. Tokugawa Yoshinao lod etablere en ovn i Shimo-Ofuke-haven nord for Nagoya borg, hvor keramikere med forbindelse til Seto fremstillede blandt andet teudstyr og brugsgenstande. Ofuke-yaki er især kendt for teskåle og tebeholdere med en lys blågrøn glasur baseret på feldspat og træaske.

Slotsovnen forsvandt med det feudale system ved overgangen til Meiji-perioden, men glasuren og traditionen levede videre i Seto og Akazu. Det er også derfor Ofuke indgår blandt Akazu-yakis syv glasurer.

Læs mere om Ofuke-yaki

• Wikipedias artikel

---

Shibukusa-yaki (Takayama, Gifu-præfekturet)

Shibukusa-yaki er en traditionel, håndlavet og håndmalet keramik- og porcelænstype fra Takayama i Gifu-præfekturet. Traditionen går tilbage til slutningen af Edo-perioden (omkring midten af 1800-tallet) hvor produktionen begyndte i 1841 som et initiativ fra den lokale magistrat der ønskede at fremme en ny, lokal industri under Edo-shogunatet.

Kendetegn

Shibukusa-yaki blev udviklet med inspiration fra andre keramikcentre, blandt andet Seto, Hizen og Kutani, men adskiller sig ved sin karakteristiske stil med en rig, hvid glasur som grundlag. Den fremstilles i flere teknikker, herunder underglasurblåt (sometsuke), rødmalet aka-e, celadon og hvidt porcelæn.

Fremstilling

Produktionen foregår stadig i de oprindelige værksteder, hvor hvert stykke formes og males i hånden efter traditionelle metoder hvilket giver en unik karakter og høj håndværksmæssig kvalitet. Shibukusa-yaki er i dag officielt anerkendt som en lokal kunsthåndværkstradition i Gifu-præfekturet.

Produkter

Typiske produkter omfatter traditionelt spisestel og tekeramik dekoreret med fine, håndmalede blomstermotiver. Shibukusa-yaki betragtes som fornemme gaver og symboler på godt håndværk og æstetik.
Traditionen føres videre af nutidige pottemagere der både bevarer de klassiske teknikker og fortsætter med at udvikle og forny stilen.

Læs mere om Shibukusa-yaki

• Shibukusa yaki fra JTCO Japanese Traditional Culture Promotion & Development Organization
• Hida pottery / shibukusa ware fra Japan House Los Angeles

---

Suzu-yaki (Suzu og Noto, Noto-halvøen, Ishikawa-præfekturet)

Suzu-yaki (珠洲焼) er en traditionel japansk stentøjstype fra byerne Suzu og Noto på Noto-halvøen i Ishikawa-præfekturet. Keramikken kendetegnes ved sin sorte til grå, uglaserede overflade der opnås gennem reduktionsbrænding – en brænding med lavt iltniveau hvor det lokale jernholdige ler giver keramikken dens særlige farve.

Historie

Produktionen begyndte i anden halvdel af 1100-tallet og bredte sig gennem middelalderen til store dele af Japan. I slutningen af 1400-tallet ophørte den, og Suzu-yaki forsvandt som levende keramiktradition. Arkæologiske undersøgelser førte i 1900-tallet til fornyet interesse, og i 1970’erne blev produktionen genoptaget.

Kendetegn

Suzu-yaki er især kendt for sine enkle og funktionelle former og blev oprindeligt brugt til hverdagsgenstande som krukker, kander og mortere. Det naturlige askefald fra fyringen skaber varierende teksturer og subtile farvenuancer på overfladen.

Fremstilling

Den historiske Suzu-yaki blev brændt i lange anagama-ovne bygget ind i skråninger. Moderne Suzu-keramikere viderefører den uglaserede, reduktionsbrændte tradition i forskellige typer ovne, herunder træfyrede.

Suzu-yaki efter jordskælvet i 2024

Suzu-yaki blev hårdt ramt af jordskælvet på Noto-halvøen 1. januar 2024, som ødelagde størstedelen af områdets keramikovne. Før jordskælvet arbejdede mere end halvtreds keramikere med traditionen. Keramikerne og Suzu Kommune har siden arbejdet på at genetablere værksteder, fællesovne og undervisning, og keramikaktiviteterne ved kommunens keramikcenter er igen i gang. Genopbygningen af produktionsmiljøet fortsætter.

Læs mere om Suzu-yaki

• Suzu ware onlineudstilling fra Google Arts & Culture.

---

Banko-yaki (Yokkaichi, Mie-præfekturet)

Banko-yaki er en traditionel japansk keramikstil fra byen Yokkaichi i Mie-præfekturet med rødder omkring 300 år tilbage til midten af 1700-tallet. Den blev grundlagt af købmanden Nunami Rōzan som fremstillede teudstyr mærket med ordene “Banko fueki” – “evigt uforanderligt liv” – som et symbol på keramikkens holdbarhed og tidløse kvalitet.

Kendetegn

Banko-yaki er især kendt for sin fremragende varmebestandighed der opnås gennem brugen af petalit i råmaterialet. Det lithiumholdige mineral reducerer materialets varmeudvidelse og gør keramikken bedre i stand til at modstå direkte opvarmning og pludselige temperaturændringer.
Det anvendte ler, særligt den jernholdige såkaldte “lilla ler” (shidei), giver Banko-yaki sin karakteristiske varme, rødbrune til violette farvetone. Farven fremkommer ved højtemperaturbrænding under reduktion hvor iltniveauet er lavt.

Produkter

Produktionen omfatter typisk tekander, donabe (japanske lergryder) og service til daglig brug hvor traditionelt håndværk kombineres med moderne funktionalitet. Keramikken værdsættes både for sine praktiske egenskaber og sin æstetiske skønhed og forbindes ofte med teceremonier og japansk madkultur.

I dag er Yokkaichi fortsat centrum for Banko-yaki-produktionen. Over hundrede værksteder og virksomheder viderefører håndværkstraditionen, samtidig med at de fornyer design og produktionsteknikker.

Læs mere om Banko-yaki

• Artikel om Banko Pottery Center – fra Japan Travel
• Yokkaichi-banko ware fra Kogei traditional crafts of Japan
• Yokkaichi-banko ware fra Japan Traditional Crafts Aoyama Square