22. august 2026

Shikoku-regionen i Japan består af fire præfekturer: Ehime, Kagawa, Tokushima og Kochi. Regionen har to betydningsfulde keramiktraditioner: Tobe-yaki fra Ehime-præfekturet og Ōtani-yaki fra Tokushima-præfekturet. Begge er officielt anerkendt som traditionelle håndværk af den japanske regering.

Læs også Hanafubuki.dks artikel om Japans seks gamle keramikskoler .


Tobe-yaki (fra Tobe, Ehime-præfekturet)

Tobe-yaki er hvidt porcelæn med karakteristiske mørkeblå mønstre (underglasur) der produceres i og omkring byen Tobe i Ehime-præfekturet. Keramikken kendetegnes ved sin praktiske, holdbare kvalitet og sit tidløse formsprog.

Historie

Tobe-yakis moderne porcelænstradition begyndte i 1770’erne. I 1775 beordrede lensherren Katō Yasutoki i Ōzu-domænet forsøg med porcelænsfremstilling ved hjælp af affald fra områdets slibestensproduktion. Efter flere mislykkede brændinger lykkedes det i 1777 Sugino Jōsuke at fremstille hvidt porcelæn. I 1818 fandt Mukai Genji en forekomst af porcelænssten ved Kawanoobori, som gjorde det muligt at fremstille et lysere porcelæn og fik stor betydning for den videre udvikling.

I Meiji- og Taisho-perioden blev produktionen moderniseret og nye dekorations- og fremstillingsteknikker taget i brug. Tobe-yaki udviklede samtidig et betydeligt eksportmarked, og i Taisho-perioden blev mere end 70 procent af produktionen sendt til udlandet, blandt andet under navnet “Iyo bowls”.

Efter anden verdenskrig fik Tobe-yaki ny opmærksomhed fra mingei-bevægelsen. I 1953 besøgte blandt andre Yanagi Sōetsu, Hamada Shōji og Bernard Leach byen og fremhævede den håndværksmæssige kvalitet og de traditionelle arbejdsmetoder der stadig var bevaret. I 1976 blev Tobe-yaki officielt registreret som et traditionelt håndværk.

Kendetegn og produkter

Tobe-yaki forbindes især med et kraftigt og forholdsvis tykt hvidt porcelæn med en varm grundtone, velegnet til daglig brug. De klassiske blå mønstre males med det koboltholdige pigment gosu på det forbrændte porcelæn og dækkes derefter af en transparent glasur før den afsluttende højtemperaturbrænding. Dekorationen ligger dermed under glasuren, ikke på den.

Udtrykket spænder i dag fra traditionelle blå-hvide mønstre til celadon, farverige dekorationer og moderne design. Der produceres service, vaser, tekander og andet brugskeramik. I dag er der omkring 100 aktive keramikværksteder i Tobe.

Læs mere om Tobe-yaki

  • Tobe ware fra Kogei traditional crafts of Japan

Sightseeing og shopping

Tobe-yaki Togeikan

83 Miyauchi, Tobe, Iyo District, Ehime 791-2120
Hjemmeside · Google-kort

Center med udstillinger af historisk og moderne Tobe-yaki. På første sal sælges et stort udvalg af keramik fra omkring 30 lokale ovne, mens anden sal bruges til bemaling og forskellige keramiske aktiviteter. Kamadashi Market, et særskilt salgsarrangement, afholdes også her forår og efterår.

Tobe Town Ceramic Creation Center

82 Gohonmatsu, Tobe, Iyo District, Ehime 791-2133
Hjemmeside (på japansk) · Google-kort

Oplevelsesværksted hvor man kan dekorere, håndforme og arbejde på drejeskive. Her fås også gratis kort over de lokale keramikværksteder.

Tobe Ware Traditional Industry Hall

335 Ominami, Tobe, Iyo District, Ehime 791-2132
Google-kort

Kommunens centrale udstillingssted for Tobe-yakis historie, fremstillingsproces og både historiske og moderne værker. Skiftende særudstillinger på anden sal.

Tobe-yaki Festival

Tōkaidō Yutori Park, Tobe

Stor årlig keramikfestival i april, hvor omkring halvtreds lokale ovne samles til salg, udstillinger og keramiske aktiviteter. Kontrollér årets datoer på Tobe Kommunes hjemmeside.

Autumn Tobe-yaki Festival

Tōkaidō Yutori Park, Tobe

Selvstændig efterårsfestival med direkte salg fra lokale Tobe-yaki-producenter. Afholdes normalt omkring november.

Krukke i Tobe-yaki fra 1800-tallet
Krukke i Tobe-yaki, 19. årh.

Ōtani-yaki (fra Naruto, Tokushima-præfekturet)

Ōtani-yaki er en traditionel japansk keramiktype fra Naruto i Tokushima-præfekturet der er særligt berømt for sine ekstremt store størrelser og unikke fremstillingsteknik.

Historie

Ōtani-yakis oprindelse føres traditionelt tilbage til 1780, da pottemageren Bun’emon fra Bungo-provinsen kom til Ōtani-landsbyen på sin pilgrimsfærd til Shikokus 88 templer. Han demonstrerede sin drejeskiveteknik over for landsbyens overhoved, Mori Zesuke, der lod bygge en ovn hvor Bun’emon fremstillede hverdagskeramik af det lokale røde ler.

Kort efter forsøgte Tokushima-lenet også at etablere porcelænsproduktion i området, men lensovnen blev kortlivet, fordi egnede råmaterialer manglede. I 1784 hentede Nōda Heijihei en pottemager med forbindelse til Shigaraki og etablerede en klatreovn til lertøj. Det regnes som et vigtigt grundlag for den videre Ōtani-yaki-tradition.

Under Meiji-æraen blev Ōtani-yaki brugt til at producere aigame (opbevaringskrukker til indigofarvning), da Tokushima var et center for indigoproduktion. I 2003 blev Ōtani-yaki officielt udpeget som et traditionelt håndværk af det japanske handelsministerium.

Kendetegn og produkter

Det mest karakteristiske ved Ōtani-yaki er nerokuro-teknikken, som bruges til de allerstørste kar. To håndværkere arbejder sammen: den ene ligger ved siden af drejeskiven og holder den i rotation med fødderne, mens den anden former leret. Teknikken er usædvanlig og er blevet et af de mest genkendelige symboler på Ōtani-yaki.

Keramikken fremstilles traditionelt af jernholdige lertyper, som giver et kraftigt og jordnært grundmateriale. Udtrykket varierer betydeligt mellem de forskellige ovne og spænder fra store robuste kar til tyndere sakeudstyr og moderne bordservice.

De mest anerkendte produkter er de meget store krukker (kame) og havekar, der kan være lige så høje som en voksen person. Der fremstilles også teskåle, kopper, tallerkener, vaser og andre dagligdagsgenstande.

Læs mere om Ōtani-yaki

  • Otani ware fra Kogei traditional crafts of Japan
  • Otani ware fra Japan Traditional Crafts Aoyama Square
  • Otani yaki fra JTCO Japanese Traditional Culture Promotion & Development Organization

Sightseeing og shopping

Yano Tōen (矢野陶苑)

71 Kubara, Otani, Oasa-cho, Naruto, Tokushima 779-0302
Google-kort

Gammelt arbejdende værksted, der laver Ōtani-yaki. Mulighed for selv at prøve at lave keramik.

Motoyama-gama Tamura Pottery (元山窯 田村陶芸展示館)

3-1 Nakadori, Otani, Oasa-cho, Naruto, Tokushima 779-0302
Hjemmeside · Google-kort

Butik, galleri og udstillingslokale med Ōtani-yaki. Mulighed for keramikoplevelser.

Arudeyo Tokushima

2-20 Shinmachibashi, Tokushima, Tokushima 770-0904
Hjemmeside · Google-kort

Butik med lokalt kunsthåndværk og specialiteter fra Tokushima, herunder Ōtani-yaki. Ligger på første sal i Awaodori Assembly Hall.

Festivaler

Ōtani-yaki Village Spring Festival

Afholdes i slutningen af april hvert år. De seks lokale ovne holder salg, keramiske aktiviteter og forskellige arrangementer.

Ōtani-yaki Kiln Festival (Kama Matsuri)

Afholdes normalt i november. Festivalens format og steder har ændret sig de senere år, og arrangementet foregår nu typisk hos de enkelte Ōtani-yaki-værksteder frem for samlet ved Tōrin-in. Kontrollér den officielle Ōtani-yaki-side for årets datoer og program.