Keramik fra Kansai-regionen i Japan

Intro

Kansai-regionen i Japan består af præfekturerne Shiga, Nara, Wakayama, Osaka, Kyoto og Hyogo. Regionen har en rig keramisk tradition der inkluderer nogle af Japans mest betydningsfulde keramiktyper.

To af de seks gamle keramikskoler i Japan findes i Kansai-regionen: Shigaraki-yaki fra Shiga-præfekturet og Tamba-yaki fra Hyogo-præfekturet. Læs mere om Shigaraki og Tamba i Hanafubuki.dks artikel om de seks store keramikskoler i Japan.

Akahada-yaki (fra Nara præfekturet)

Akahada-yaki (赤膚焼) bliver lavet i Nara og Yamatokoriyama i Nara-præfekturet, et område der har mange arbejdende værksteder. Keramikken kendes på sin cremehvide glasur med et let rødt skær.

Historie

I 1585 under Tensho-perioden byggede feudalherren Toyotomi Hidenaga (Hideyoshis yngre bror), der var lensherre over Yamato Koriyama borg, et værksted med ovn i landsbyen Gojo på Akahada-bjerget. I slutningen af Edo-perioden fik Akahada-yaki en renæssance med Okuda Mokuhaku (1800-1871) der malede billeder på keramikken som blev meget populær blandt temestre. Akahada-yaki er en af Enshu Nanakama (de syv ovne udvalgt af temester Kobori Enshū). I dag er der seks aktive Akahada-yaki ovne i Nara.

Kendetegn

Akahada-yaki kendetegnes ved sin blødhed og naturlige, varme tekstur der er unik for Nara-ler. Navnet “Akahada-yama” betyder bogstaveligt “bjerg med rød ler der viser sig på overfladen.” Keramikken har en mælkehvid farve med et svagt rødligt skær der kommer fra det jernholdige ler.

Produkter

Der produceres primært tekopper, skåle og andet service til teceremonien, men også vaser og dekorative genstande.

Kyo-yaki eller Kiyomizu-yaki (fra Kyoto præfekturet)

Kyo-yaki er fællesbetegnelsen for den keramik der produceres i Kyoto. Produktionen startede tilbage i midten af det 14. århundrede. Keramikken er kendt for fine mønstre og malede billeder.

Historie

Kyo-yaki spredte sig fra Higashiyama-området i Kyoto i begyndelsen af Edo-perioden, da teceremonien blev populær. Oprindeligt refererede Kiyomizu-yaki specifikt til keramik produceret langs Gojozaka-gaden der fører til Kiyomizu-templet. I dag er al keramik produceret i Kyoto kendt som “Kyo-yaki / Kiyomizu-yaki.”

I begyndelsen af Edo-perioden dukkede højt kvalificerede kunstnere op. Ninsei Nonomura (fra Hyogo-præfekturet) skabte pragtfuld malet keramik, mens Kenzan Ogata (yngre bror til maleren Korin) udviklede originale designs i samarbejde med sin bror. Andre mestre inkluderer Mokubei Aoki, Dohachi Ninnami og Hozen Eiraku.

Kendetegn

Der findes ingen faste mønstre eller teknikker for Kyo-yaki/Kiyomizu-yaki. Det er en fusion af alle teknikker. Keramikken kendetegnes ved sin sofistikerede og delikate æstetik der afspejler Kyotos raffinement. Hver ovn har sine egne unikke traditioner og specialiteter.

Varianter

Kyo-yaki omfatter flere typer, herunder Raku-yaki, Kiyomizu-yaki, Otowa-yaki, Omuro-yaki og Rengetsu-yaki.

Raku-yaki

Raku-yaki (楽焼) bruges næsten udelukkende i forbindelse med den japanske teceremoni, især teskåle kaldet Raku chawan samt vaser og mizusashi-vandbeholdere. Det er en blyglaseret keramik, som man mener første gang blev fremstillet i slutningen af 1500-tallet i Kyoto af Chōjirō, en teglmager af koreansk oprindelse.

Fremstilling

Raku drejes ikke, men formes i hænderne hvilket giver plads til små skævheder og en tyk form. I modsætning til almindelige brændingsprocesser hvor keramikken sættes ind i en kold ovn og langsomt varmes op bliver raku-yaki sat ind i en glødende varm ovn. Den brændes afhængig af type af glasur (rødorange, sortbrun, cremehvid m.fl.) ved 750-1300°C.

Efter en brændetid på omkring en time tages den ud, mens glasuren stadig næsten er flydende. Efterfølgende kan man arbejde med udtrykket og glasurens farve ved enten at sænke den varme keramik ned i fx savsmuld (reduktion) eller vand (oxidation).

Zeze-yaki (fra Shiga præfekturet)

Zeze-yaki (膳所焼) stammer fra byen Ōtsu ved Biwa-søen i Shiga-præfekturet. Det er en enkel keramik med jernglasur i mørke nuancer, der regnes som en af Enshu Nanakama (de syv skoler udvalgt af temesteren Kobori Enshū).

Historie

Produktionen af Zeze-yaki begyndte i den tidlige Edo-periode under beskyttelse af Zeze-domænet. Lensherren Tadafusa Ishikawa var en nær ven af Kobori Enshū, en af de store mestre inden for teceremonien. Med vejledning fra Enshū opnåede Zeze-yaki hurtigt et godt, og keramikkens tebeholdere, mizusashi (vandkrukker) og andre stykker blev værdsat som gaver til feudalherrer. I 1700-tallet gik Zeze-yak dog gradvist i forfald.

I 1919 blev den lokale mand Kenzo Iwasaki bekymret over Zeze-yakis forestående forsvinden. Sammen med sin ven, mestermaleren Shunkyo Yamamoto, byggede han en nobori-gama (klatreovn) på sin ejendom og genoptog keramikproduktionen. Iwasaki viede sit liv til at genoplive Zeze-yaki, og takket være hans indsats fortsætter produktionen den dag i dag.

Kendetegn

Keramikken kendetegnes ved sin mørktonede tetsuyu (jernholdig glasur) og en enkel, delikat stil der udtrykker ånden i “Kirei sabi” (raffineret skønhed og simpelhed) – en æstetik som Enshū værdsatte højt.

Produkter

Der produceres især teskåle og andet teudstyr til den japanske teceremoni.