11. november 202522. august 2026

Tidlig lertøj

Yakimono (焼きもの), bogstaveligt “brændte ting”, er en af Japans ældste kunstformer. Landets keramiske historie går omkring 15.000 år tilbage til Jomon-perioden (ca. 13.000 f.Kr.-300 f.Kr.) hvor jagt- og samlerkulturer fremstillede kar uden glasur og brændte dem i åbne bål.

Navnet Jomon betyder omtrent “snoremønster” og henviser til de aftryk fra snoede fibre der er karakteristiske for mange af periodens kar. Der blev dog også anvendt en række andre dekorationsteknikker, blandt andet fingeraftryk, skaller, bambusredskaber og pålagte lerbånd.

Omkring begyndelsen af 400-tallet blev nye ovn- og drejeteknikker introduceret fra den koreanske halvø. De gjorde det muligt at fremstille Sue-yaki, et hårdt, gråt stentøj brændt ved væsentligt højere temperatur end det tidligere lertøj.

De seks store keramikskoler

Sue-yaki blev brændt ved omkring 1.000-1.200 °C i ovne med reducerende atmosfære. Aske fra brændslet kunne smelte på overfladen og danne en naturlig, grønlig askeglasur — en effekt fra selve brændingen og ikke en påført glasur. I 700-tallet fremstillede man desuden nara sansai, lertøj med trefarvet blyglasur i grønt, gult og brunt, efter kinesisk forbillede. Denne type blev brændt ved lav temperatur og var forbeholdt hoffet og templerne, mens det højbrændte Sue-stentøj forblev den udbredte produktion.

Sammen med Shigaraki, Tamba, Bizen, Tokoname og Echizen blev Seto senere regnet blandt de seks såkaldte gamle keramikskoler der alle udviklede sig til betydningsfulde middelalderlige produktionscentre og har bevaret keramisk produktion frem til i dag.

Keramik og porcelæn

I 1500-tallet fik den mere afdæmpede wabi-cha-æstetik stor betydning for tekeramikken. Temestre som Sen no Rikyū værdsatte enkle former og materialer hvis udtryk passede til den nye teæstetik, og det skabte en særlig interesse for japanske og koreanske skåle ved siden af de kinesiske genstande der længe havde haft høj status.

I Kyoto opstod Raku-yaki, en type tekeramik med bløde former og afdæmpede farver. Traditionen blev grundlagt i samarbejde mellem Raku-familiens første pottemager Chōjirō og Sen no Rikyū og videreføres i dag af 16. generation Raku Kichizaemon, mens den tidligere 15. generation, Raku Jikinyū, fortsat arbejder som keramiker. På Raku-museet i Kyoto kan man se værker af Chōjirō og af senere generationer af Raku-familien.

I begyndelsen af 1600-tallet fandt man store forekomster af porcelænssten nær Arita på Kyushu. Det markerede begyndelsen på Arita-yaki, den første japanske porcelænstype. Japansk porcelæn bygger på knust porcelænssten, ikke på den blanding af kaolin, feldspat og kvarts der kendes fra europæisk porcelæn.

Fra 1600-tallet eksisterede en lang række keramiske traditioner side om side. Den rustikke tekeramik præget af wabi-sabi, skønheden i det uperfekte, spillede fortsat en vigtig rolle, mens porcelænsproducenterne udviklede både blå-hvide og flerfarvede varer til det japanske marked og til eksport. Samtidig opstod en række regionale ovne med deres egne materialer, glasurer og dekorationsformer.

Fra midten af 1600-tallet blev japansk porcelæn en vigtig eksportvare. Både det blå-hvide sometsuke og de flerfarvede overglasurvarer var eftertragtede i Europa, ikke mindst Kakiemon- og Imari-typerne. Produktionen nåede sit højdepunkt under Edo-perioden (1603-1868) hvor mange lokale lensherrer opmuntrede pottemagere til at udvikle egne stilarter. Denne støtte skabte en bred vifte af lokale traditioner, samtidig med at kinesiske og koreanske former, glasurer og dekorationer fortsat spillede en vigtig rolle.

I Meiji-perioden (1868-1912) blev samfundet moderniseret, og mange traditionelle håndværk kom under pres. Nogle årtier senere blev interessen genoplivet af Yanagi Sōetsu, filosoffen bag mingei-bevægelsen (folkekunstbevægelsen). Han indsamlede og formidlede hverdagsgenstande og kunsthåndværk udført af anonyme håndværkere og gjorde denne type genstande til centrum for bevægelsens æstetik. I 1936 grundlagde han Museet for Folkekunst i Tokyo.

Teskål i Shino-yaki fra 1500-1600-tallet
Teskål (chawan) i shino yaki, 16-17. århundrede.

Regionale traditioner

Japan har mere end 50 byer og områder der er kendt for keramisk produktion, og traditionerne varierer betydeligt i materialer, glasurer, ovntyper og formsprog.

Shigaraki-yaki i Shiga-præfekturet

er en af de ældste keramiske traditioner. Her kombineres groft ler med synlige feldspat- og kvartspartikler med en naturlig askeeffekt fra træfyrede ovne. Byen er også kendt for sine keramiske figurer af tanuki (mårhunde). I Shigaraki Ceramic Cultural Park kan man se både udstillinger og traditionelle ovne.

Bizen-yaki i Okayama-præfekturet

er kendetegnet ved sin rødbrune farve og rustikke overflade, skabt ved brænding ved 1.200-1.300 °C uden glasur. Traditionen regnes for at være opstået i slutningen af Heian-perioden og blev populær blandt temestre i 1500-tallet. Bizen City Museum of Art ved Imbe Station har en permanent præsentation af Bizen-yakis historie og viser desuden skiftende udstillinger med keramik og anden kunst.

Hagi-yaki i Yamaguchi-præfekturet

blev etableret i begyndelsen af 1600-tallet, efter at Mōri-klanen flyttede sit hovedsæde til Hagi i 1604. Traditionen byggede i høj grad på teknikker fra koreanske pottemagere der var kommet til Japan efter invasionerne af Korea i 1590’erne. De bløde former og dæmpede farver fremhæver lerets naturlige struktur. Samlinger af Hagi-keramik kan ses på Hagi Uragami Museum og Yoshika Taibi Memorial Museum.

Kutani-yaki fra Ishikawa-præfekturet

opstod i Daishōji-domænet omkring midten af 1600-tallet. De tidlige arbejder, senere kendt som Ko-Kutani, er berømte for kraftige flerfarvede overglasurdekorationer i rødt, grønt, gult, lilla og mørkeblåt. Produktionen ophørte efter omkring halvtreds til tres år af årsager der stadig ikke er klarlagt. Omtrent et århundrede senere blev porcelænsproduktionen genoptaget i Kaga-området under betegnelsen Saikō-Kutani, den genoplivede Kutani-tradition. Både Kutaniyaki Art Museum og Kutani-yaki Kiln Museum i Yamashiro Onsen viser historiske og moderne eksempler på denne keramik.

Tobe-yaki fra Ehime-præfekturet

på Shikoku udviklede sig som porcelænstradition i 1700-tallet. I 1777 lykkedes det Sugino Jōsuke at fremstille hvidt porcelæn som led i Ōzu-domænets forsøg på at opbygge en lokal porcelænsindustri. Traditionen forbindes især med kraftigt, robust hvidt porcelæn og blå underglasurdekoration med gosu.

Mashiko-yaki fra Tochigi-præfekturet

har en kortere historie og opstod omkring 1853, da Ōtsuka Keizaburō etablerede en ovn i området. Det lokale, jernholdige ler blev oprindeligt brugt til robuste hverdagsgenstande som skåle, krukker og tekander. Efter at Hamada Shōji bosatte sig i Mashiko i 1924, blev byen et vigtigt centrum for mingei-bevægelsen. Byen Mashiko ligger omkring 100 kilometer nord for Tokyo og er i dag kendt for sine mange værksteder og butikker. To gange om året afholdes Mashiko Pottery Fair, forår og efterår, med boder fordelt rundt om i byen og størst koncentration omkring Jōnaizaka og Sayado.

Se mere under de enkelte keramiktyper her på Hanafubuki.dk.

Links til videre læsning

Bøger

  • The Japanese pottery handbook / Penny Simpson, Lucy Kitto, Kanji Sodeoka. Revised edition. New York: Kodansha USA, 2014. 127 sider
  • Sawada, Mieko: Japanese pottery. – (Bilingual guide to Japan). Shogakukan, 2020. 125 sider
  • Wilson, Richard: Inside Japanese ceramics. Weatherhill Inc, 1999. 192 sider
  • Yellin, Robert Lee: Ode to Japanese pottery : sake-cups and flasks. Coherence, 2004
← Tilbage til Japansk keramisk kunst