Indhold
Tidlig lertøj
Yakimono (焼きもの), bogstaveligt “brændte ting”, er en af Japans ældste kunstformer. Landets keramiske tradition går mere end 10.000 år tilbage til Jomon-perioden (ca. 13.000 f.Kr.–300 f.Kr.) hvor jagt- og samlerkulturer fremstillede kar uden glasur og brændte dem i åbne bål.
Navnet Jomon betyder “rebmønster” og henviser til de karakteristiske mønstre der blev trykt i den fugtige lerflade før brænding.
I Kofun-perioden (300–538 e.Kr.) blev brændingsteknikkerne forbedret, og man begyndte at bruge overdækkede ovne hvilket gjorde lertøjet stærkere og mere ensartet.
De seks store keramikskoler
I det 5. århundrede blev nye teknikker introduceret fra den koreanske halvø, hvor pottemagere fremstillede stentøj af jernrigt ler og brændte det ved omkring 1000-1200 °C. Resultatet var et hårdt, gråt materiale med en grønlig askeglasur, kendt som Sue-yaki. I det 8. århundrede fremstillede man lertøj med trefarvet glasur med ikke blot grønne, men også gule og brune glasurer. Dette krævede også brænding ved en høj temperatur og dette var nu standardmåden at producere keramik på i Japan.
I begyndelsen af det 13. århundrede blev grundlaget for den japanske keramikkunst lagt, da håndværkeren Kato Shirozaemon (1169–1249) vendte hjem fra Kina og opførte en ovn i Seto i Owari-provinsen (i dag Aichi-præfekturet). Her blev de første japanske værker i kinesisk stil fremstillet, og Seto blev et af landets vigtigste centre for keramik.
Sammen med Shigaraki, Tamba, Bizen, Tokoname og Echizen blev Seto senere regnet blandt de seks såkaldte gamle keramikskoler der udgjorde kernen i Japans tidlige keramikproduktion.
Keramik og porcelæn
I Sengoku-perioden (1500-tallet) ændrede den japanske æstetik sig i takt med buddhismens og teceremoniens udbredelse. Te-mestre som Sen no Rikyu foretrak enkle, uglaserede skåle frem for de rigt dekorerede porcelænsskåle fra Kina.
I Kyoto opstod Raku-yaki, en type tekeramik med bløde former og afdæmpede farver. Traditionen blev grundlagt i samarbejde mellem Raku-familiens første pottemager og Sen no Rikyu og videreføres i dag af den 15. generation af familien. De oprindelige værksteder og mange af de historiske genstande kan opleves på Raku-museet i Kyoto.
Omtrent samtidig blev kaolin, den lerart der bruges til porcelæn, opdaget nær Arita på Kyushu. Det markerede begyndelsen på Arita-yaki, den første japanske porcelænstype.
Fra dette tidspunkt udviklede keramikkunsten sig i to retninger: på den ene side de rustikke, enkle former præget af wabi-sabi – skønheden i det uperfekte – og på den anden side de teknisk avancerede porcelæner med præcise former og stærke farver.
Fra midten af 1600-tallet blev japansk porcelæn en vigtig eksportvare. Især blå-hvidt Arita-porcelæn var eftertragtet i Europa. Produktionen nåede sit højdepunkt under Edo-perioden (1603–1867) hvor mange lokale lensherrer opmuntrede pottemagere til at udvikle egne stilarter. Denne støtte skabte en bred vifte af lokale traditioner og løftede japansk keramik til et kunstnerisk niveau, uafhængigt af kinesisk indflydelse.
I Meiji-perioden (1868–1912) blev samfundet moderniseret, og mange traditionelle håndværk kom under pres. Nogle årtier senere blev interessen genoplivet af Yanagi Soetsu, filosoffen bag mingei-bevægelsen (folkekunstbevægelsen). Han indsamlede hverdagskeramik der ellers var ved at forsvinde, og grundlagde Museet for Folkekunst i Tokyo i 1936.
Regionale traditioner
Japan har mere end 50 anerkendte keramiske områder som hver har deres særlige materialer, glasurer og brændingsmetoder.
Shigaraki-yaki i Shiga-præfekturet er en af de ældste keramiske traditioner. Her kombineres groft, stenet ler med en naturlig askeeffekt fra træfyrede ovne. Byen er også kendt for sine keramiske figurer af tanuki (mårhunde). I Shigaraki Ceramic Cultural Park kan man se både udstillinger og traditionelle ovne.
Bizen-yaki i Okayama-præfekturet er kendetegnet ved sin rødbrune farve og rustikke overflade, skabt ved brænding ved 1200–1300 °C uden glasur. Stilen har været kendt siden 1300-tallet og blev populær blandt te-mestre i 1500-tallet. Bizen Pottery Museum ved Imbe Station udstiller værker fra Nara-perioden og frem til nutiden.
Hagi-yaki i Yamaguchi-præfekturet blev til i slutningen af 1500-tallet, inspireret af koreansk keramik. De bløde former og dæmpede farver fremhæver lerets naturlige struktur. Samlinger af Hagi-keramik kan ses på Hagi Uragami Museum og Yoshika Taibi Memorial Museum.
Kutani-yaki fra Ishikawa-præfekturet opstod i midten af 1600-tallet. De tidlige værker blev udført i mørkegrønne, blå og gule glasurer. Produktionen blev afbrudt i 1730, men genoptaget omkring 1800 med en overglasur-teknik der gjorde det muligt at skabe farverige og detaljerede mønstre. Både Kutaniyaki Art Museum og Kutaniyaki Exhibition Hall i Kaga Onsen viser historiske og moderne eksempler på denne keramik.
Tobe-yaki fra Ehime-præfekturet på Shikoku blev udviklet i 1777 på foranledning af områdets lensherre. Det er en type blå-hvid keramik med en tyk base og fine penselstrøg i forskellige blå nuancer.
Mashiko-yaki fra Tochigi-præfekturet har en kortere historie og opstod i det 19. århundrede. Lerets høje jernindhold giver keramikkens overflade en varm, kobberrød tone. Byen Mashiko ligger omkring 100 kilometer nord for Tokyo og er i dag kendt for sine mange værksteder og butikker langs hovedgaden. To gange om året afholdes Mashiko Pottery Fair som tiltrækker besøgende fra hele landet.
Se mere under de enkelte keramiktyper her på Hanafubuki.dk.
Links til videre læsning
e-yakimono.net omfattende side om yakimonoJapanese ceramics – from tea cups to state of the art toilets discover the rich history of Japanese ceramics – guide fra JNTO
Traditional Japanese Crafts: The Complete Guide to Japanese Ceramics guide fra nethandelsstedet BECOS
Ceramics fra Japan Traditional Crafts Aoyama Square overskuelig intro til de vigtigste keramiktyper
Explore Japanese ceramics endnu en omfattende side inkl. links
Pottery and Porcelain: Part of the Japanese Lifestyle nummer af onlinemagasinet Nipponia no. 32, 2015
Wikipedias artikel om japansk keramik
The Ceramic Society of Japan
Robert Yellin Yakimono Gallery salg-og infosted om japansk keramik. Yellin skriver for Japan Times om keramik
Oversigt over keramiktyper brugt ved teceremonier fra Japanese Tea Ceremony Net
Wikipedias oversigt over de forskellige keramiktyper
Bøger
The Japanese pottery handbook / Penny Simpson, Lucy Kitto, Kanji Sodeoka. Revised edition. New York: Kodansha USA, 2014. 127 siderSawada, Mieko: Japanese pottery. – (Bilingual guide to Japan). Shogakukan, 2020. 125 sider
Wilson, Richard: Inside Japanese ceramics. Weatherhill Inc, 1999. 192 sider
Yellin, Robert Lee: Ode to Japanese pottery : sake-cups and flasks. Coherence, 2004
