12. oktober 2026

Hashi (箸) er det japanske ord for spisepinde og spisepinde bliver brugt til at spise stort set al japansk mad. Knive og gafler bruges også i Japan, men kun til vestlig mad. Fx spises en af de mest populære retter i Japan – karryris (カレーライス) – altid med ske og gaffel. En porcelænsske eller træske bruges ofte til at spise suppe med.

Historien bag spisepinde

Man kender til brug af spisepinde i Japan i 700-tallet, men de har nok været i brug endnu tidligere. Brugen af spisepinde begyndte allerede under Shang-dynastiet i Kina for mere end 3.000 år siden og spredte sig herfra til resten af Østasien. Oprindeligt fungerede spisepindene ikke som bestik men som et redskab i ceremonielle øjeblikke når man tilbad guderne. De var lavet af bambus og samlet i toppen. Senere blev de adskilt i to pinde som vi kender i dag og anvendelsen blev udvidet til at håndtere hverdagens forskellige gøremål men især til at spise mad med.

I løbet af 1600-tallet udviklede man i Wakasa-provinsen (nuværende sydvestlige del af Fukui-præfekturet) lakteknikken wakasa-nuri som senere også blev brugt på spisepinde. Lakeringen gjorde at spisepindene holdt længere og snart blev den produktionsmåde bredt accepteret rundt om i Japan. Byen Obama, som tidligere var hovedstaden i Wakasa-provinsen, står i dag for produktionen af over 80 procent af de spisepinde der lakeres. I byen ligger Hashi no Furusato-kan WAKASA, et udstillings- og salgssted med spisepinde fra egnen.

Forskellige japanske spisepinde

Typer af spisepinde

I Japan bruger man forskellige typer af spisepinde afhængigt af tidspunkt, sted og anledning.

Yanagi bashi og iwai bashi (祝箸) spisepinde lavet af piletræ som bruges i forbindelse med nytårsfejring og andre festlige begivenheder. Begge ender af spisepindene er skåret tyndt ud i en spids for at symbolisere at man deler et måltid med guderne (en ende er for guderne og den anden for menneskene).

Ryōri bashi længere spisepinde omkring 30 cm der bruges til at lave mad med. De har lidt samme funktion som en madpincet. Enderne på spisepindene er lavet meget tynde for at kunne tage små stykker mad op. Nogle gange er de lavet i metal og anvendes til fx fritering kaldet agebashi.

Saibashi (菜箸) madlavningspinde på over 30 cm som findes i de fleste japanske køkkener. Mori bashi, også kaldet mana bashi, har tynde spidser af metal og bruges af kokke til at anrette maden pænt.

Rikyū bashi spisepinde med tilspidsede ender. De hører til det traditionelle kaiseki-måltid der serveres under den japanske teceremoni, men bruges i dag også i finere japanske restauranter. Rikyū bashi lavet af det rødlige kernetræ fra sugi (japangran) bruges ved formelle begivenheder.

Meoto-bashi et sæt med to par spisepinde som gives som bryllupsgave til brudeparret.

Kuromoji (黒文字) en variant af pindemadspinde der fås både som et sæt med pinde eller med en enkelt pind. Traditionelt laves de af busken kuromoji (Lindera umbellata, intet dansk navn) hvor noget af barken efterlades som dekoration. De bruges til søde sager (wagashi) serveret under teceremonien. På traditionelle cafeer og lign. kan man også komme ud for at en kuromoji ligger ved den søde sag som altid følger med teen.

Aotake no hashi spisepinde lavet af grøn bambus. De bruges som serveringspinde i forbindelse med kaiseki-måltidet under den japanske teceremoni. Hvis der er et led i midten af bambusen, kaldes spisepindene naka-bushi (naka=i midten, bushi=led). Hvis leddet er i den øverste ende der hvor man holder spisepindene, kaldes de ten-bushi (ten=toppen).

Materialer

De japanske spisepinde er som regel lavet i træ ofte bambus som derefter lakeres (nuribashi) eller får en anden overfladebehandling. Andre materialer kan være elfenben (kun til særlige lejligheder), metal, ben, plastik osv. Som udgangspunkt foretrækkes spisepinde i træ da de har et godt greb om maden.

Der findes også spisepinde som er helt ubehandlede og som bruges som engangsbestik. De to spisepinde er kun delvis skåret igennem og man skal splitte dem i to før brug. Denne type kaldet wari-bashi bruges på restauranter, cafeer, udleveres i supermarkedet til det indkøbte take away osv. Træet der bruges hertil kan være gran, bambus, ceder, cypres og lign. Stort set alle wari-bashi spisepinde importeres fra Kina. Forbruget af dem er enormt i Japan og i de senere år er der kommet en øget opmærksomhed på træforbruget og miljøbelastningen og man forsøger at finde alternativer.

Etiketten omkring spisepinde

Der er forskellige regler der er gode at huske på når du spiser med spisepinde. De er som følger:

Under måltidet

  • Sørg for at holde fast på den bagerste del af spisepindene – ikke i midten eller forrest lige ved spidserne
  • Peg ikke med spisepindene (kaldes sashi-bashi, 指し箸)
  • Stang ikke maden med spisepindene (kaldes sashi-bashi, 刺し箸)
  • Efterlad ikke spisepindene siddende i maden fx i skålen med ris. Det har associationer til død og begravelse (kaldes tate-bashi)
  • Vift ikke med spisepindene eller sid og leg med dem
  • Brug ikke spisepindene til at flytte rundt på tallerkner og skåle (kaldes yose-bashi)
  • Hvis du skal give noget mad videre til en anden, bruger du ikke spisepindene (kaldes hashi-watashi). Det eneste tidspunkt to mennesker holder den samme ting på samme tid med spisepinde i Japan er efter en afdød er brændt og de pårørende samler knoglerne op fra asken og lægger dem i en urne.
  • Sushi fx nigiri spiser du helst i en mundfuld. Men hvis du bliver nødt til at dele noget i to stykker, presser man spisepindene ned samtidig med at man bevæger dem fra hinanden. Større stykker fx tempura og lign. er det ok at tage stykket op med spisepindene og tage en bid
  • Skal du tage mad fra et fælles fad, bruger du de serveringspinde (toribashi) der ligger ved fadet. At vende sine egne spisepinde om og bruge den anden ende regnes også for uhøfligt (kaldes sakasa-bashi).
  • Hvis du allerede har brugt dine spisepinde til at spise med, bruges den anden ende til at tage mad fra en tallerken man deler med andre.
  • Slik eller sut ikke på spidserne af spisepindene (kaldes neburi-bashi)
  • Du holder ikke begge spisepinde i en hånd som hvis det var en kniv (kaldes nigiri-bashi)
  • Sørg for ikke at dryppe sauce fra maden eller spisepindene mens du fører maden op til munden (kaldes namida-bashi)
  • Tag ikke noget mad fra bunden af en ret med spisepindene i stedet for at tage fra toppen (kaldes koji-bashi)
  • Spil ikke tromme med spisepindene på bordet (kaldes tataki-bashi)
  • Hvis der er flere forskellige retter at vælge imellem på bordet, fører du ikke spisepindene frem og tilbage over retterne mens du beslutter dig (kaldes mayoi-bashi)
  • Du leder ikke efter indhold i en skål suppe med dine spisepinde (kaldes saguri-bashi)

Færdig med at spise

  • Når du er færdig med at spise, lægger du ikke spisepindene krydsede på bordet da det symboliserer død. Hvil spidserne på spisepindeholderen når spisepindene ikke bruges. Hvis der ikke er en holder, så læg dem på en tallerken eller oven på en skål.
  • De skal altid lægges horisontalt med spidserne pegende til venstre

Links til videre læsning

Shopping info – hvor kan du købe spisepinde i Japan?

Spisepinde kan købes overalt i Japan, og der findes mange specialbutikker der kun fører spisepinde.

Tokyo

I Tokyo kan du fx prøve Nakamisedori-gaden i Asakusa og sidegaderne deromkring. Et andet bud er den berømte køkkengade Kappabashi-dōri.

Ellers så prøv Ginza Natsuno i Ginza, en specialbutik med over 3.000 forskellige spisepinde mm. fra hele Japan. Mulighed for at få indgraveret sit navn.

Kyoto

I Kyoto er butikkerne i Kyoto station et godt bud, Kyoto Handicraft Center nær Heian Jingu-helligdommen eller de mange specialbutikker der ligger i Higashiyama-området fx i Ninenzaka-gaden. Nishiki-markedet er et andet godt bud.

Vil du vide mere om etikette i Japan?