13. oktober 2026

Japansk karry (カレー, karē) er en populær ret i det japanske køkken. Der er mange restauranter der har retten på menukortet. CoCo Ichibanya fx er en kæderestaurant der siden 1978 kun har serveret retter med japansk karry. Japansk karry kan også nemt tilberedes hjemme i dit eget køkken.

Det var englænderne der i slutningen af 1800-tallet introducerede Japan for karry. I første omgang var det vestligt inspirerede gryderetter smagt til med karrypulver. Men japanerne tog krydderiet til sig og tilpassede det deres egen smag.

Anvendelse

En af de bedst kendte retter med japansk karry er karryris (カレーライス, karē raisu). Som navnet antyder er det en karrygryderet med ris. Den består af forskellige grøntsager som fx kartofler, gulerødder, løg og kød (kylling, oksekød eller svinekød). Selve saucen er normalt lavet af karrypulver eller et færdiglavet karrykoncentrat som består af en blanding af basale indiske krydderier. Den typiske japanske karry er generelt tykkere i konsistensen, mindre krydret og mere sød end indiske karryretter.

Japansk karry spises normalt med en stor ske i vestlig stil. Den serveres gerne med lidt surt til – ofte fukujinzuke eller rakkyoløg.

En meget almindelig variation af japansk karry er katsu karē som er karryris serveret med et stykke tonkatsu (friturestegt svinekotelet skåret i skiver).

I 1950’erne kom de første færdiglavede karrykoncentrater i faste blokke på markedet, bl.a. fra det japanske firma S&B Foods i 1954. De minder i udseende om bouillonterninger. Det gjorde at det pludselig var meget nemt at lave karryretter derhjemme og er en af grundene til at japansk karry fortsat er en af de mest populære hverdagsretter at lave derhjemme.

Der findes et utal af varianter af karrykoncentrater og i forskellige styrker fra meget mild til meget stærk. Det er også muligt at købe færdiglavede karryretter med kød og grøntsager der blot skal opvarmes i en gryde.

Links til videre læsning

Udenlandske sider