De seks store keramikskoler i Japan – en intro

De seks store keramikskoler i Japan – Seto, Tokoname, Echizen, Shigaraki, Tamba og Bizen – kaldes samlet for Rokkoyō (六古窯), de seks gamle ovne. Betegnelsen blev introduceret omkring 1948 af keramikhistorikeren Koyama Fujio (1900-1975) og bruges om seks repræsentative japanske keramikskoler hvor produktionen har kunnet følges fra middelalderen og frem til i dag. I 2017 blev de seks områder samlet optaget i Japans Japan Heritage-ordning under betegnelsen Six Ancient Kilns.

De fleste af områderne voksede frem omkring produktion af robuste brugsgenstande som krukker, kar, mortere og skåle, ofte i uglaseret, højbrændt stentøj. Seto er den klare undtagelse. Området skilte sig tidligt ud som det vigtigste center for glaseret keramik, inspireret af kinesisk keramik fra Song-dynastiet, med kunder blandt samfundets højere lag.

Lokalt ler, ovnteknik, brændsel, handelsforbindelser og skiftende efterspørgsel gav efterhånden hvert område sit eget særpræg.

I løbet af middelalderen blev de seks områder vigtige centre for både lokal og national handel, og produktionen voksede yderligere i Edo-perioden (1603-1868).

Selvom de i dag er teknologisk moderniserede, er alle seks keramikskoler stadig aktive. De viderefører lange lokale traditioner, samtidig med at moderne materialer, ovne, produktformer og design indgår i produktionen.

Seto-yaki (Aichi-præfekturet)

Seto-yaki (瀬戸焼) produceres omkring byen Seto i Aichi-præfekturet, cirka 20 kilometer nordøst for Nagoya. Området har en keramisk historie der går tilbage til oldtiden, mens den middelalderlige Seto-tradition tog form for omkring 900 år siden, og selve ordet setomono (瀬戸物) bruges i dag i Japan som et generelt udtryk for “keramik”.

Seto-keramikkens rødder går tilbage til Sanage-ovnene som allerede i 400-tallet fremstillede sue-ware af høj kvalitet. I slutningen af 1100-tallet begyndte produktionen af det der i dag kaldes Ko-Seto. Japan havde kendt glaseret keramik langt tidligere, men Seto blev i middelalderen det vigtigste — og blandt de seks gamle keramikskoler det eneste — større center for glaseret keramik og fremstillede blandt andet krukker, flasker og religiøse kar.

I Edo- og Meiji-perioden blev Seto et af verdens mest kendte keramikområder. Under Japans åbning mod Vesten i 1800-tallet deltog Seto-producenter i internationale udstillinger og begyndte at eksportere til USA og Europa. Her introducerede man vestlige teknikker såsom brugen af koboltoxid til blå dekoration og gipsforme til støbning.

Seto-området ligger på et geologisk lag kendt som Seto-gruppen der indeholder kibushi- og gairome-ler samt kvartssand. Kibushi- og gairome-leret har meget lavt jernindhold, og det lyse, ildfaste og plastiske ler gav keramikerne usædvanligt gode muligheder for både glasering og dekoration. Egentlig porcelænsproduktion blev etableret i Seto i begyndelsen af 1800-tallet, senere end i de ledende porcelænsområder på Kyushu.

Seto-yaki spænder fra enkle brugsting til raffineret porcelæn, og de mest kendte varianter er:

• Akazu-yaki som er kendt for syv traditionelle glasurtyper og tolv forskellige dekorationsteknikker
• Sometsuke-porcelæn, hvidt porcelæn med blå dekorationer

I dag produceres både traditionel tekeramik og industriel keramik til blandt andet tandproteser, isolatorer og bildelsproduktion.

Læs mere om Seto-yaki

• Seto yaki – grundig infoside på engelsk fra Seto Yaki Development Association
• Seto ware – onlineudstilling fra Google Arts and Culture
• Seto ware and Chinese ceramics – intro fra Kyoto National Museum
• Seto-sometsuke ware fra Kogei traditional crafts of Japan
• Wikipedias artikel om Seto ware

Seto

Kort over Seto med angivelse af byens mange keramikbutikker og forslag til gåture i keramikkens tegn (på japansk).

Flere broer der krydser Seto-floden er dekoreret med keramiske fliser. Et eksempel er Miyawaki-broen hvor man har brugt Kiseto som er gul i farven.

Tokoname-yaki (Aichi-præfekturet)

Tokoname-yaki (常滑焼) stammer fra Tokoname-byen i Aichi-præfekturet på den vestlige kyst af Chita-halvøen ud mod Ise-bugten. Områdets adgang til havet gjorde det i middelalderen til det største af de seks produktionsområder og et vigtigt centrum for handel og eksport. Tokoname-yaki er især kendt for sine røde tepotter i stentøj og for sin keramik til den japanske teceremoni.

Leret forbindes med aflejringer fra den tidligere Tokai-sø, som dækkede dele af regionen i forhistorisk tid. Søens aflejringer gav området store forekomster af fint keramisk ler. Nogle af Tokonames lertyper er rige på jern, hvilket blandt andet er afgørende for den karakteristiske rødlige farve i de kendte røde, uglaserede shudei-tepotter.

Produktionen af Tokoname-yaki startede i slutningen af Heian-perioden. Her fremstillede man blandt andet beholdere til buddhistiske sutraer, som blev nedlagt i såkaldte kyozuka, sutrahøje. I Muromachi- og Azuchi-Momoyama-perioden kom der desuden genstande til teceremonien og ikebana til, men områdets største styrke var fortsat krukker, kar og andre brugsting.

I Edo-perioden fortsatte man med disse typer sammen med krukker og andre ting til hverdagsbrug. I Meiji-perioden tog man endnu et skridt og begyndte også at lave kloakrør, håndvaske, toiletter, plantekrukker, teglsten mm.

Tokoname-yaki fortsætter den dag i dag med at have et meget stort og varieret udvalg af keramiktyper fra tepotter og bonsaikrukker til byggematerialer og fliser.

Læs mere om Tokoname-yaki

• Tokoname Pottery Path Guide
• Tokoname ware – onlineudstilling fra Google Arts and Culture
• Tokoname ware fra Kogei traditional crafts of Japan
• Wikipedias artikel om Tokoname ware

Tokoname

Mulighed for vandretur i keramikkens tegn. Kig efter skilte med Yakimono Sanpomichi / やきもの散歩道. Ruten starter ca. 5 minutters gang fra Tokoname Station.

Echizen-yaki (Fukui-præfekturet)

Echizen-yaki (越前焼) produceres i Echizen-byen i Fukui-præfekturet på Japans vestkyst mod Det Japanske Hav. Området er omgivet af bjerge på op til 500 meter og har omkring 1.300 års historie med keramisk produktion. Selve Echizen-yaki som særskilt tradition opstod i anden halvdel af 1100-tallet under teknisk påvirkning fra Tokoname. Echizen regnes som et af de vigtigste historiske keramikområder i Hokuriku.

Echizen-leret er stærkt, plastisk og ildfast og egner sig særligt til store kar. Efter brænding får skærven en tæt og solid struktur.

Keramikken er kendetegnet ved en enkel, rustik æstetik ofte med grå og brunlige overflader der fremhæver lerets naturlige farve og tekstur.

Den traditionelle nejitate-teknik, hvor store kar bygges op af lersnore mens pottemageren bevæger sig rundt om emnet og tynder væggen med et træredskab, forbindes med Kamakura-perioden og bruges stadig af moderne håndværkere.

Den højbrændte skærv bliver tæt og holdbar, hvilket gjorde keramikken velegnet til opbevaring af væsker som sake og til beholdere brugt ved tekstilfarvning som aizome – indigofarvning.

Læs mere om Echizen-yaki

• Echizen Pottery Industry Cooperative Association
• Echizen ware fra Kogei traditional crafts of Japan
• Echizen fra Explore Japanese ceramics

Sightseeing og shopping

Shigaraki-yaki (Shiga-præfekturet)

Shigaraki-yaki (信楽焼) stammer fra Kōka-byen i Shiga-præfekturet syd for Biwa-søen, Japans største ferskvandssø. Området ligger under 100 km fra Kyoto og Osaka og har gennem århundreder været et vigtigt knudepunkt for handel og transport.

Det lokale ler forbindes med aflejringer fra den tidligere Biwa-sø og er relativt groft og ildfast. De grove mineralpartikler bidrager til Shigaraki-keramikkens karakteristiske overflade og gør leret velegnet og velegnet til både tekeramik, fliser og store krukker.

Ældre Shigaraki-yaki forbindes især med højbrændt, uglaseret yakishime, hvor det grove lokale ler, den naturlige aske og den direkte påvirkning fra flammerne skaber rødlige, brune og undertiden grønligt skinnende overflader. Feldspat og kvarts danner små glimtende partikler i skærven, og træfyringen giver et uforudsigeligt, organisk udtryk.

Senere udviklede området også en omfattende produktion af glaseret keramik og mange andre produktformer, blandt andet bordservice, hibachi, tepotter, arkitekturkeramik og de velkendte tanuki-figurer.

Shigaraki-området havde keramisk aktivitet allerede i 700-tallet i forbindelse med kejser Shōmus Shigaraki no Miya, men selve Shigaraki-yaki som særskilt keramiktradition regnes i dag for at være opstået omkring midten af Kamakura-perioden under tydelig teknisk påvirkning fra Tokoname. I den periode fremstillede man blandt andet vandbeholdere og store krukker til frøopbevaring. I de følgende århundreder var det især tebeholdere til den japanske teceremoni. Nu om dage er det især hverdagsting som service, blomstervaser, beholdere til paraplyer, fliser mm. der produceres.

Læs mere om Shigaraki-yaki

• Shigaraki-yaki fra Kogei traditional crafts of Japan
• Shigaraki ware – onlineudstilling fra Google Arts and Culture
• Shigaraki ware fra Japan Pottery Net
• Wikipedias artikel om Shigaraki ware

Sightseeing og shopping

Tamba-yaki (Hyōgo-præfekturet)

Tamba-yaki (丹波立杭焼), også kaldet Tachikui-yaki, stammer fra Sasayama og Tachikui i Hyōgo-præfekturet, omgivet af bjergene Kokuzōsan og Wadenjiyama. Områdets floddal hvor morgentågen hurtigt letter har i århundreder været ideel til tørring af ler og brænding af keramik.

Produktionen begyndte i slutningen af Heian-perioden og udviklede sig i Kamakura-tiden hvor anagama-ovne, jordovne gravet ind i bjergsider, blev brugt.

Omkring begyndelsen af 1600-tallet blev den koreansk-inspirerede noborigama-ovn introduceret, hvilket muliggjorde større og hurtigere produktion. Man tog samtidig det traditionelle foddrevne pottemagerhjul kerokuro i brug samt yuyaku-glasurer lavet af aske og jern.

I Edo-perioden blev kvaliteten yderligere forbedret med nye glasurblandinger og lerarter. I 1900-tallet tilpassede Tamba-værkstederne fortsat produktionen til nye behov. Efter anden verdenskrig fremstillede man blandt andet kisha-chabin, tekander til togpassagerer, mens mingei-bevægelsens interesse for Tamba-yaki samtidig var med til at skabe ny anerkendelse af traditionens enkle brugskeramik.

Tamba-keramik er kendt for sin fleksibilitet og tilpasningsevne. Et særligt kendetegn er de såkaldte askemarkeringer, haikaburi, som danner et tilfældigt mønster i overfladen. Farverne spænder fra brunrød til olivengrøn og grå.

Selv om Tamba-yaki har bevaret sine traditionelle former som te- og sakebeholdere, fortsætter pottemagerne i dag med at eksperimentere med moderne design der stadig udspringer af områdets rige natur.

Læs mere om Tamba-yaki

• Tamba-tachikui ware fra Kogei traditional crafts of Japan
• Tanba ware – onlineudstilling fra Google Arts and Culture
• Tanba ware fra Japan Pottery Net
• Tanbayaki.com

Sightseeing og shopping

Bizen-yaki (Okayama-præfekturet)

Bizen-yaki (備前焼) fremstilles i Bizen i Okayama-præfekturet nær Seto-indhavet. Områdets milde klima og rigelige naturressourcer gjorde det ideelt til keramikproduktion allerede i slutningen af Heian-perioden.

Bizen-yaki har navn efter den historiske Bizen-provins, som omfattede dele af det nuværende Okayama-præfektur. Det vigtigste produktionscentrum har gennem århundreder været Imbe i den nuværende Bizen Kommune, og keramikken er historisk også kendt under navnet Imbe-yaki. Bizen-yaki er karakteriseret ved sit rustikke udseende og sin hårdhed. Det er traditionelt uglaseret, højbrændt stentøj, og farverne spænder fra brunrød og orange til grå, sort og beige afhængigt af ler, placering i ovnen, brændsel, aske og flammepåvirkning. Teknikken kaldes yakishime. Der brændes i træfyrede ovne, hvor der traditionelt anvendes kløvet fyrretræ, blandt andet rød fyr, akamatsu. Asken fra træet og flammernes bevægelse bidrager til de karakteristiske naturlige overflader. Skåle, kopper og vaser er blandt de mest almindelige typer der produceres.
Der er stor fokus på kvaliteten af det ler der bruges netop fordi der ikke anvendes glasur efterfølgende. Hiyose-ler, som ligger i særlige lag under rismarkerne omkring Imbe og ofte blandes med sort jord eller andre lokale lerarter,, tørres og blødes op i vand for at rense leret. Det rensede ler afvandes og modnes, før det æltes og formes. Bizen-yaki er gennem historien blevet brændt i forskellige træfyrede ovntyper. De tidlige ovne var anagama, jordovne gravet ind i en skråning, mens den flerkammerede noborigama først blev indført i Bizen sent i Edo-perioden.

En noborigama består af flere forbundne brændekamre placeret trinvis opad, hvilket giver en effektiv fordeling af varmen og plads til at brænde mange stykker ad gangen. Også Shigaraki-yaki og Tamba-yaki bruger noborigama.

Bizen-yaki har rødder i den ældre Sue-keramiktradition som blomstrede i området fra omkring 500-tallet. Selve Bizen-yaki regnes imidlertid for at være opstået i slutningen af Heian-perioden og udviklede sig til en selvstændig tradition i Kamakura-perioden. I slutningen af Muromachi-perioden blev Bizen-yaki særlig populær fordi den var simpel og ikke dekoreret og derfor egnede sig godt til teskåle og andet udstyr til den japanske teceremoni som var under udvikling på det tidspunkt.

Læs mere om Bizen-yaki

• Bizen ware fra Kogei traditional crafts of Japan
• Bizen ware – onlineudstilling fra Google Arts and Culture
• Bizen ware fra Japan Pottery Net
• Bizen ware fra Britannica.com
• Wikipedias artikel om Bizen ware
• Bizen yaki – rustic earthenware from Okayama Prefecture fra Japan House London

Imbe

Museer og butikker der udstiller og sælger Bizen-yaki ligger alle omkring Imbe Station, cirka 40 minutter med toget øst for Okayama.