Nihontō – japanske sværd

Hvad er nihontō?

Nihontō (日本刀) er den samlede betegnelse for forskellige typer af japanske sværd.

Jernsværd kom til den japanske øgruppe fra det asiatiske fastland allerede i Yayoi-perioden, og i Kofun-perioden blev sværd også fremstillet i Japan. De tidlige klinger var overvejende lige ligesom kinesiske og koreanske sværd. Fra omkring 900-1000-tallet udviklede den buede klinge sig med det bølgelignende mønster langs æggen, og det blev grundlaget for den klassiske japanske sværdform. Perioden faldt sammen med samuraiernes politiske fremkomst.

I det 13. århundrede udviklede grupper af sværdmagere i fire provinser – Yamashiro (Kyoto), Yamato (Nara), Bizen (Okayama) og Sagami (Kanagawa) – lokale stilarter der gav deres sværd unikke former og overfladeteksturer. To århundreder senere blev provinsen Mino (Gifu) også kendt for sine fine klinger. De fem kaldes under ét gokaden, de fem traditioner, men den systematiske inddeling er en senere konstruktion der først blev almindelig fra Meiji-perioden.

I modsætning til tidligere var Edo-perioden (1603-1868) en fredstid, hvor sværd fik betydning som gaver, ceremonielle genstande og symboler på samuraiernes autoritet.

Der produceres stadig japanske sværd efter traditionelle metoder. Kombinationen af formen på sværdet (sugata), kvaliteten af stålet (jigane) og mønstrene på klingen (hamon) er egenskaber ved det japanske sværd der er berømt over hele verden.

---

Produktionen af nihontō-sværd

Tatara-metoden (tatara-buki) er den traditionelle måde at fremstille japansk stål – tamahagane. I en lerovn reduceres jernsand med trækul ved høj temperatur uden at jernet smelter helt. Resultatet er en klump, kera, der slås i stykker og sorteres efter kvalitet og kulstofindhold. Det rå tamahagane rummer både urenheder og ujævnt fordelt kulstof, og det er smedens efterfølgende udvælgelse, gentagne smedning og foldning der renser materialet og udjævner kulstoffet.

Længden, bredden og krumningen på det japanske sværd varierer i forhold til den type af krig det var beregnet til og i hvilken periode det blev lavet. Hvert sværd blev håndlavet og gør det fortsat så der er ikke to identiske sværd selvom det er den samme sværdtype.

En almindelig traditionel opbygning kombinerer et blødere, kulstoffattigt kernestål med hårdere stål omkring klingen. Det er denne kombination der gør sværdet modstandsdygtigt ved brug og sikrer at det ikke brækker. Der findes dog flere forskellige opbygningsmetoder, og ikke alle nihontō er konstrueret ens.

Efter klingen er formet hældes der en blanding af ler, kulstof mm. over og klingen opvarmes og afkøles derefter hurtigt. Resultatet er et sværd med en skarp æg mens den bagerste del af klingen beholder sine smidige kvaliteter. Hærdningen danner samtidig den synlige overgangslinje langs æggen, hamon. Den kan have mange forskellige mønstre – lige, bølgende, tandede eller halvcirkulære – afhængigt af smedens teknik og tradition, og mønstret bruges til at bestemme skole og ophav.

Sværdet er nu klar til at blive poleret. Det er et selvstændigt fag med sin egen uddannelse, og polereren kaldes togishi. Arbejdet er langt mere end en skærpning: gennem en lang række stadig finere slibesten rettes og defineres klingens form, overfladen arbejdes igennem, og både stålets struktur (jihada) og hamon fremkaldes så de bliver synlige. Først efter poleringen kan et sværd bedømmes.

---

Udsmykning

Som afslutning skal sværdet samles og udsmykkes (koshirae). Her bruges forskellige stilarter afhængig af perioden. Udsmykningen dækker over flere dele, bl.a.:

• Saya sværdskede ofte lavet af letvægtstræ der bliver lakeret
• Tsuka greb eller håndtag på sværdet. Grebet er ofte beklædt med rokkeskind og omviklet med en snor i den specialiserede teknik tsukamaki. Selve snoren er tit en flettet fladsnor lavet i kumihimo-teknik
• Tsuba parerplade i metal indsat mellem fæstet og klingen på sværdet. De er ofte utrolig flot udsmykkede
• Seppa spændeskive i metal til brug ved monteringen af tsuba
• Habaki et stykke metal der omkranser den nederste del af klingen. Den kiler klingen fast i saya’en så den sidder sikkert, og den er samtidig det stykke som seppa og tsuba spændes op imod når sværdet samles

---

Hovedtyper af sværd

Japanske sværd er kategoriseret efter hvilken periode de blev lavet i og længden på klingen. Man bruger ofte den japanske måleenhed shaku (japansk fod) når man taler om længden på en japansk klinge. Et shaku svarer til en længde på 30,3 cm.

Tachi

Et langsværd med en klinge på min. 60 cm (2 shaku langt) og som blev båret hængende fra hoften med sværdets æg pegende nedad. Tachi-sværd blev produceret fra slutningen af Heian-perioden til Muromachi-perioden dvs. 11.-16. århundrede. Formen og bæremåden er særligt forbundet med kamp fra hesteryg.

Katana

Et langsværd med en klinge på min. 60 cm (2 shaku langt) og som blev båret skubbet igennem bæltet (obi’en) med sværdets æg pegende opad. Denne type blev produceret fra anden halvdel af 1400-tallet og frem. I modsætning til tachi-sværd skulle det bruges i kamp til fods.

Sommetider blev sværd som oprindelig var smedet som tachi-sværd forkortet – anglen, nakago, blev afkortet – fx fordi de fik en ny ejer. Det kaldes suriage, og klingerne blev efterfølgende kategoriseret som katana. Anglen bar ofte smedens signatur, og den blev hugget på den side der vendte udad når sværdet blev båret. Netop derfor kan signaturens placering afsløre om en klinge oprindelig var monteret som tachi eller som katana.

Et katana-sværd er slankt med en enægget klinge og et greb, der kan holdes med to hænder. Katana er historisk forbundet med den japanske kriger, samuraien, og kaldes derfor også samuraisværd.

Wakizashi

Et kortsværd med en klinge på mellem 30 og 60 cm (1-2 shaku langt) der blev båret som et katana-sværd med sværdets æg pegende opad.

Tantō

Et kortsværd med en klinge på mindre end ét shaku, altså under ca. 30,3 cm, der blev båret som et katana-sværd med sværdets æg pegende opad. Typisk længde er omkring 24 cm. Den beslægtede historiske betegnelse koshigatana bruges om kortsværd båret i bæltet.

---

Nihontō i Japan i dag

Sværdsmedning er i dag et lovreguleret håndværk i Japan. En smed skal have gennemført flere års oplæring hos en anerkendt mester og godkendes af myndighederne før han må fremstille sværd, og hvert enkelt kunstsværd skal registreres efter den japanske lov om skydevåben og klingevåben. Reglerne betyder at produktionen er begrænset, men de har samtidig sikret at det traditionelle håndværk er blevet ført videre.

Faget rummer flere specialer end smeden selv. En færdig klinge går gennem hænderne på polereren (togishi), skedemageren, den der vikler grebet, og de metalhåndværkere der laver tsuba og øvrige beslag. Sværdmuseet i Tokyo viser hvert år nye arbejder fra alle disse fag.

Links til videre læsning

• Introduction to Japanese swords (PDF) kort intro fra Kyoto National Museum
• Sværdmuseet i Tokyo med NBTHKs egne introduktioner til klingeform, hamon og sværdtyper
• The Japanese Blade: Technology and Manufacture grundig gennemgang af smedning og materialer fra Metropolitan Museum
• Japan Sword Culture Promotion Association interesseorganisation
• Japanese swords onlineudstilling fra Googles Arts and Culture projekt
• Bizen swords onlineudstilling fra Googles Arts and Culture projekt
• Richard Steins Japanese sword guide omfattende infoside
• Japanese Swords Q&A
• Guide der sammenligner katana og wakizashi
• Nihonto forum
• Nihonto.com
• Samuraisword.com
• Wikipedias artikel om japanske sværd
• Wikipedias artikel om katana
• Ordbog over japanske sværd fra Wikipedia
• Udsmykning af japanske sværd oversigt fra Wikipedia
• Tokugawa Art: Japanese Swords onlinesalg af sværd
• Usagiya Japanese Sword Shop onlinesalg af sværd

Bøger og artikler

Danske

• Samuraierne : Japans krigerelite slog ihjel for ære og penge / Thomas Blom. I: Alt om historie. – 2009, nr. 9. – S. 22-29.
• Samuraiernes undergang / Else Christensen. I: Historie : illustreret videnskab. – 2010, nr. 16. – S. 14-21.

Udenlandske

• Manual for appreciating the Japanese sword – hæfte udgivet af The Japanese Sword Museum. Årstal ukendt.
• Introduction to Japanese swords through pictures. Okayama: All Japan Swordsmith Association, 2014. 48 sider
• The art of the Japanese sword : the craft of swordmaking and its appreciation / Leon Kapp, Yoshindo Yoshihara, Hiroko Kapp. – Tokyo : Tuttle, 2012. – 256 sider

Sightseeing info

Tokyo