Aizome – japansk indigofarvning

Hvad er aizome?

Aizome er det japanske ord for indigofarvning. Den blå indigofarve har i århundreder været brugt til farvning af tekstiler. Allerede i oldtidens Egypten kendte man til farven.

Indigo kan udvindes fra flere forskellige planter som botanisk set ikke er i familie med hinanden. Almindelig indigo (Indigofera tinctoria) der især forbindes med Indien, hører til ærteblomstfamilien. I den klassiske japanske tradition med sukumo på hovedøerne bruger man derimod tade-ai (Persicaria tinctoria, syn. Polygonum tinctorium) fra pileurtfamilien. På Okinawa findes desuden en tradition med ryūkyū-ai (Strobilanthes cusia) som botanisk er en helt anden indigoplante.

---

---

Aizomes historie i Japan

Tade-ai kom til Japan fra det asiatiske fastland. Tokushima-præfekturet beskriver farvningstraditionen som overført fra Tang-Kina via Koreahalvøen i Nara-perioden, og indigofarvede tekstiler fra perioden er bevaret i Horyu-ji og Shosoin.

I Sengoku-perioden blev den dybe indigofarve kachi-iro forbundet med krigerstanden. Navnet blev forbundet med sejr og gjorde farven populær blandt krigere. I Edo-perioden blev aizome langt mere udbredt i takt med bomuldens voksende betydning. Samtidig regulerede periodens luksuslove hvilke materialer og former for udsmykning de forskellige samfundsgrupper måtte bære, og det var med til at øge betydningen af mere afdæmpede farver i påklædningen.

Indigofarvede tekstiler er traditionelt blevet tilskrevet flere praktiske egenskaber, blandt andet at de holder insekter væk. Nyere forsøg med indigofarvede tekstiler peger på en antibakteriel effekt, og undersøgelser af indigoplanter har identificeret antibakterielle forbindelser som tryptanthrin. Andre udbredte påstande om eksempelvis lugtafvisning og hudbeskyttelse er derimod ikke veldokumenterede.

---

---

Sådan foregår indfarvningen med sukumo

Syntetisk indigo har siden slutningen af 1800-tallet fortrængt en stor del af den naturlige indigo, men traditionelle japanske farverier praktiserer stadig aizome med sukumo. Man begynder med at høste bladene fra tade-ai om sommeren, findele dem og tørre dem grundigt. Derefter lægges de op i et anlæg kaldet nedoko hvor de under nøje temperaturkontrol fermenterer i omkring 100 dage og bliver til en mørk, koncentreret bladmasse kaldet sukumo. Regner man hele forløbet med fra plantningen om foråret, tager produktionen næsten et år.

Tokushima-præfekturet på øen Shikoku står fortsat for størstedelen af den japanske produktion af sukumo. Den sukumo der fremstilles i Tokushima, kaldes awa-ai og har historisk været kendt for sin høje kvalitet.

Ved opbygningen af farvekarret blandes sukumo med alkalisk træaskelud og læsket kalk. I traditionelle opskrifter kan der desuden tilsættes blandt andet hvedeklid og sake som næring til mikroorganismerne. Indigo er i sig selv uopløseligt i vand, men i det alkaliske miljø reducerer mikroorganismernes aktivitet farvestoffet til en vandopløselig form som fibrene kan optage. Når stoffet tages op af karret og udsættes for luft, oxideres farvestoffet igen og udvikler den karakteristiske blå farve. Den første tilsætning af læsket kalk kaldes motoishi. Farvekarret passes og fermenterer typisk omkring en uge før det kan bruges, men tiden varierer med blandt andet temperatur og farvekarrets tilstand.

Man kan farve et utal af tekstiltyper og garn, men bomuld, hør og silke hører til de materialer der traditionelt farves med indigo i Japan. Farveintensiteten bygges op ved at gentage indfarvningen og lade stoffet komme i kontakt med luft mellem farvningerne. Antallet af gentagelser afhænger af farvekarret, materialet og hvor dyb en farve man ønsker.

Der findes mange traditionelle japanske farveteknikker hvor man tager udgangspunkt i aizome. En af de bedst kendte er shibori der dækker over en hel gruppe af reserveringsteknikker. Man blokerer eller reserverer bestemte områder af stoffet så de helt eller delvist forhindres i at optage farven.

I nogle former for shibori bindes små partier af stoffet inden det dyppes i farvebadet. Andre shibori-teknikker skaber reserveringen på andre måder. Når stoffet efter farvningen åbnes igen, fremkommer mønsteret i de områder hvor farven helt eller delvist har været holdt ude. Teknikkerne kan bruges til både meget enkle og særdeles komplicerede mønstre og er i dag også udbredt uden for Japan.

---

Farvenuancer i aizome

Aizome kan give alt fra meget blege lyseblå nuancer til en dyb blå der nærmer sig sort. Farven afhænger blandt andet af antallet af indfarvninger, farvekarrets tilstand, råmaterialet og det tekstil der farves.

Der er gennem tiden opstået så mange navngivne indigonuancer at man taler om ai shijūhasshoku — indigoens 48 farver. Tallet skal ikke tages bogstaveligt, men det siger noget om hvor fintmasket blikket for blåt har været. Traditionelt går rækken fra aijiro, den allerlyseste, til tomekon, den mørkeste.

Der findes ikke én autoritativ japansk aizome-skala. Regionale farvetraditioner, historiske farveværker, forskningsinstitutioner og moderne farverier arbejder med delvist forskellige farvenavne, gradueringer og gengivelser af nuancerne. De samme navne kan derfor dække lidt forskellige farver fra kilde til kilde. På tværs af kilderne går især farverne herunder igen i forbindelse med indigo og aizome.

Flere af de mørke farvenavne knytter sig til kon der betegner en dyb, mættet blå. Farven var så udbredt at farverier der specialiserede sig i indigo, blev kendt som konya. Nobuyoshi Hamada beskriver i Colors in Japanese Art shikon og nasu-kon som rødligt-violette variationer af kon, mens tetsu-kon ifølge ham har et mere grønligt skær. Andre japanske kilder og nutidige farverier kan gengive de samme farver anderledes.

Hex-koderne er digitale referenceværdier fra det webbaserede japanske farvekort Wairo Daijiten. De skal ikke forstås som præcise værdier for hvordan et traditionelt indigofarvet tekstil skal se ud. Historiske farvenavne dækker et spænd af nuancer, og den konkrete farve ved aizome varierer med blandt andet råmateriale, farvekar, tekstil og antallet af indfarvninger. Andre moderne farvesystemer, forskningsinstitutioner og japanske farverier kan derfor angive andre digitale værdier for de samme farvenavne. Værdien for kachi-iro følger Wairo Daijitens kode for skrivemåden 褐色, mens Tokushima-præfekturet bruger skrivemåden 勝色. Beskrivelsen af kon-tonerne bygger desuden på Nobuyoshi Hamada: Colors in Japanese Art (2024), s. 72.

---

Links til videre læsning

Tsutsugaki aizome — onlineudstilling om aizome fra Izumo fra Googles Arts and Culture-projekt
Awa-ai — Tokushima-præfekturets præsentation af sukumo, farvenavne og historie
Ai no Ie ved Shikoku University — om aizome, farvekar og traditionelle indigonuancer (på japansk)
Japan Color Research Institute om aizome — målinger og traditionelle farvenavne (på japansk)
Maito Design Works om japansk indigofarvning — et moderne japansk naturfarveris oversigt over indigofarver (på japansk)
Artikel om aizome fra Traditional Kyoto
Wikipedias generelle artikel om indigofarvning
Kort introduktion til aizome — med billeder af blandt andet tøj farvet med indigo, fra web-japan.org
World Shibori Network
Wikipedias artikel om shibori-farveteknikken

---

Bøger og artikler

Colors in Japanese Art: The Use of Color in Japan’s Fine and Decorative Arts / Nobuyoshi Hamada. – Tuttle Publishing, 2024. 208 sider. ISBN 978-4-8053-1818-8
Batikbogen: moderne design med klassisk teknik / tekst: Pepa Martin, Karen Davis; oversætter: Lise Alring; redaktør: Ulrik T. Skafte. – Turbine, 2016. 122 sider

---

Butikker og værksteder med aizome

---

Museum om aizome i Tokushima