Kamikura-helligdommen i Shingu by (神倉神社) er et af de ældste hellige steder i Kumano-området og er tilknyttet det nærliggende Hayatama Taisha. Sammen med bla. de tre Kumano-helligdomme, Kumano-Sanzan, kom Kamikura-helligdommen i 2004 på Unescos’s liste over verdensarv.
Ifølge en gammel japansk skabelsesmyte steg tre guder (Kumano-Hayatama, Kumano-Musubi og Ketsumi-Miko) ned til jorden; stedet de ankom til var en klippe Gotobiki på toppen af bjerget Kamikura.
Pga. den guddommelige kontakt betragtes klippen som hellig og tilbedes stadig den dag i dag som omdrejningspunktet i Kamikura-helligdommen. Den store klippe har et helligt reb – shimenawa – hængende omkring sig.
For at komme op til helligdommen skal du klatre op af 535 stejle trin (nogen har en 45 graders hældning). Det er ikke en tur for folk med højdeskræk. Fra toppen er der en fin udsigt udover Shingu by og Stillehavet.
Hvert år den 5. februar afholdes der en ildfestival her, Kumano-Otomatsuri. Om aftenen løber mænd fra toppen af helligdommen ned af trappetrinene så hurtigt de kan, mens de holder fakler der er tændt ved en hellig ild ved helligdommen.
Adresse
1 Chome-13-8 Kamikura, Shingu, Wakayama 647-0081
Hjemmeside (på japansk)
Transport
Helligdommen ligger omkring 15 minutters gang fra Shingu station.