shinsekai osaka

Shinsekai

Udgivet i Kansai-regionen, Osaka
28. august 2024

Shinsekai (新世界, egl. “Den nye verden”) er et af de mere kendte nabolag i Osaka der har en lidt gammeldags retrostemning over sig.

Området blev udlagt i sin nuværende form lige efter århundredeskiftet hvor der i 1903 blev afholdt en stor industriudstilling her. Mange millioner besøgte området i løbet af de fem måneder udstillingen varede. Efterfølgende begyndte man at udvikle Shinsekai til at være et underholdningsdistrikt med restauranter og barer. Efter 2. verdenskrig husede Shinsekai de mange arbejdere der var med til at genopbygge Osaka.

Området er bevidst delt op i to områder hvor den nordlige del er inspireret af Paris. Det er her Shinsekais vartegn står. Det 103 meter høje Tsutenkaku-tårn som blev bygget i 1912 i en form der minder om Eiffeltårnet i Paris (se Google-kort). Det blev ødelagt af ildebrand i 1943 og blev revet ned efter 2. verdenskrig. En ny udgave af tårnet blev dog opført i 1956. Næsten øverst i en højde af 91 meter er der en stor udsigtsplatform og ovenover er der en udsigtsterrasse i det fri. Tårnet er designet af Tachū Naitō som også har designet Tokyo Tower.

Den sydlige del er inspireret af Coney Island i New York. Det er her Shinsekais mange kushikatsu-restauranter ligger. Kushikatsu er en lokal madspecialitet for Osaka. Det er forskellige sticks med kød, grøntsager, frugter mm. der frituresteges. Prøv at besøge en af restauranterne om aftenen hvor området virkelig liver op, når alle lysene og reklameskiltene tændes.

Shinsekai har i årtier haft et noget blakket ry med en del fattigdom, hjemløse og prostitution. Især før 1990’erne var der meget kriminalitet. Men Shinsekai er bedre end sit rygte og har i de sidste 10 udviklet sig til en større turistdestination og et sted som også opsøges af de lokale på jagt efter et godt og billigt måltid.

Shinsekai er et oplagt sted at tage hen og fotografere hvis du er interesseret i gadefotografi – både i dagslys og om aftenen. Læs mere om fotografering i Japan.

Adresse

1 Chome Ebisuhigashi, Naniwa-distriktet, Osaka, 556-0002

Google-kort


Spa World

Har du lyst til at prøve Japans berømte varme kilder, kan du besøge Spa World der også ligger i Shinsekai. Det er et større kompleks der består af et hotel, spaområde, badeland, træningsfaciliteter, restauranter mm. Spaområdet er fordelt på to etager og er inddelt i en europæisk og en asiatisk afdeling. Badene er kønsopdelte og der skiftes løbende hver måned så alle har mulighed for at prøve de forskellige afdelinger. Der bades nøgen og tatoveringer accepteres ikke.

Adresse

3 Chome-4-24 Ebisuhigashi, Naniwa-distriktet, Osaka, 556-0002
Hjemmeside

Google-kort


Billedet øverst. Cop. Felix Garcia Vila – den sydlige del af Shinsekai