kamikochi

Kamikochi-naturområdet

Udgivet i Chubu-regionen, Matsumoto
28. september 2024

Kamikochi-naturområdet (上高地 – betyder noget i stil med “der hvor guderne stiger ned”) er en del af Chubu Sangaku nationalparken der ligger i den nordlige del af de japanske alper i nærheden af byen Matsumoto.

Kamikochi er egentlig et plateau der strækker sig over flere kilometer i Azusa floddalen, omkring 1500 meter over havet hvilket er på grænsen mellem bjergzone og subalpinzone. Kamikochi er omgivet af sneklædte bjerge hvoraf flere er berømte f.eks. Nishihotakadake (2909 m), Okuhotakadake (3190 m), Maehotakadake (3090 m) og den vulkanen Yakedake (2455 m), der sidst var i udbud..

Historie

Den nordlige del af de japanske alper blev formet i en geologisk proces mellem 0,8 og 2,6 millioner år siden. Gennem den relative hurtige dannelse af disse bjerge, dannede Azusa-floden en dyb dal hvor vandet løb ned mod Gifu-præfekturet. Transformationen af Kamikochi til det flade plateau vi ser i dag begyndte omkring 12000 år siden med lavarester fra den nærliggende Shiratani-vulkan. Denne lava blokerede dalen og Azusa-flodens frie strøm, og det resulterede i dannelsen af en stor sø. Over tid blev denne sø stille og roligt fyldt op med sedimenter fra de omkringliggende bjerge. Vandet fra søen blev efterhånden tvunget væk i en sydøstlig retning via et  efterhånden stadig større afløb som snart blev til en egentlig flod: Azusa-floden. Sedimentet som var med til at danne det nuværende landskab er eksempelvis omkring 300 meter dybt i Taisho-søen.

Flora

Der er omkring 10 forskellige typer af piletræer i Kamikochi-området. Disse piletræer gror langs bredden af Azusa-floden og er et karakteristisk træk ved Kamikochi. Der er også mange japanske elmetræer og japanske lærketræer. Der gror også forskellige alpine blomster, blomstrende træer og buske.

Fauna

Aber og et rigt fugleliv med over 100 arter som f.eks. narcissusfluesnapper, stor flagspætte, fyrremejse, japansk rødhals, bjergvipstjert, blåstjert, japansk nattergal, gråhovedet værling, kurillerdrossel, japansk løvsanger, sortmejse og mange flere. Der er også bjørne i området, men det er sjældent at de kommer til Azusa-floden.



Værd at se:

  • Taisho-søen: denne sø blev dannet af en mudderbølge der var et resultat af Yakedake vulkanudbruddet i 1915 som blokerede Azusa-floden. Det at Hotaka-bjergryggen spejler sig i søen sammen med de visnede træer i selve søen gør denne sø til et af de mest besøgte områder i Kamikochi. Siden 1920’erne er denne sø iø. blevet brugt som reservoir til vandkraftproduktion.
  • Tashiro-søen en lavvandet sø der ligger i et moselignende område med smuk udsigt til bjergene.
  • Kappabashi-broen (河童橋) er nærmest blevet symbolet på Kamakochi og er et populært sted at tage fotos. Det var oprindeligt en vindebro, men blev genopbygget som en hængebro i 1910. Den første udgave af hængebroen havde intet rækværk og selve broen bestod bare af en række træstammer. Den nuværende bro i træ som blev færdig i 1997 er den femte version af broen. Broen blev kendt over hele Japan da romanen Kappa af Ryunosuke Akutagawa udkom i 1927. Romanen foregår i Kamikochi og omkring Kappabashi-broen og handler om de mystiske kappa-ånder (egl. vandbørn) som lever i vandet, og som er en vigtig del af Japans folketro.
  • Myojin-søen ligger ca. en times gåtur fra Kappabashi-broen. Man skal krydse Azusa-floden over Myojin-broen for at komme dertil. Søen er en del af Hotaka-helligdommen og der kræves derfor et symbolsk beløb for at se søen. Søen er ottetalsformet og består af Ichi no Ike, den første sø, og Ni no ike, den anden sø. Søen huser en sjælden form af søgræs kaldet icho baiko mo, ørreder og gråænder. Hotaka-helligdommen er helliget Hotakami no Mikoto den gud der beskytter trafikken til søs og de japanske alper som sådan. Hotaka hovedtempel ligger i Azumino by. Der er også et mindre Hotaka tempel på toppen af Oku-Hotakada-bjerget. Hvert år d. 8. oktober afholdes en bådfestival kaldet Ofune shinji der ærer de omkringliggende bjerge.

Transport
Kamikochi ligger imellem byerne Takayama og Matsumoto hvor adgangen fra Matsumoto er den nemmeste. Tag toget fra Matsumoto station til Shin-Shimashima station (30 minutter). Herfra går der en bus lige ved siden af togstationen (alt er tydeligt markeret, og der står også personale til at hjælpe) direkte til Kamikochi. Der er en del steder i Kamikochi-området hvor bussen stopper, så man kan hoppe af undervejs afhængig af hvad man har planlagt af vandring. Det tager ca. 60 minutter at komme frem til Kamikochi besøgscenter og busterminal som er centrum for området. Det er her man finder turistinformationen, et naturinfocenter, restaurant, butik der sælger lokale madevarer, forskelligt hiking udstyr etc.

Man kan købe en t/r billet både til tog og bus på Matsumoto station ved nogle særlige Kamikochi billetautomater. Der findes forskellige billettyper afhængig af hvor mange dage man vil være i Kamikochi. For opdateret info ang. transport mm. og flere forslag til transport med tog, bus og bil mm. se links nedenfor. Bemærk Japan Rail Pass kan ikke bruges på nogen af strækningerne.

Husk: skal man retur fra Kamikochi busterminalen til Shin-Shimashima station (enkelte busser fortsætter helt til Matsumoto) er det vigtigt at have en såkaldt seiriken ombordstigningsbillet. Hvis der er mange der skal med samme bus, er det kun dem der har sådan en billet der kan komme i betragtning. Man bliver kaldt til bussen efter det nummer der står på billetten. Det nemmeste er at kigge på tidsplanen når man ankommer til Kamikochi busterminalen, beslutte sig for den busafgang man vil have hjem, og så hente en seiriken billet ved billetkontoret med det samme. Alle er klar over hvad det går ud på, og personalet taler engelsk i billetkontoret.

Påklædning:
Til en dagsvandretur er det en god ide at medbringe varm trøje og vindjakke og ordentlige sko med kraftig sål eller egentlige vandresko. Alm. gummisko er næsten ikke nok. Husk også paraply og lidt mad og drikke til turen undervejs. Der er mulighed for købe mad og drikke ved busterminalen og ved Tashiro og Myojin søen. Temperaturen kan svinge meget og afhænger af årstid, vejr og vind. En tur i området i slutningen af maj bød på temperaturer mellem 10 og 25 grader i løbet af dagen. Længerevarende vandreture op i bjergene (anbefales kun i perioden midt juni til midt september) og overnatning med telt kræver selvfølgelig en anden type planlægning. Se tips og info i Links nedenfor.

Vandreture
Kamikochi-området er helt lukket ned om vinteren, men der er adgang fra ca. midten af april til midten af november. De specifikke åbnings- og lukkedatoer bliver meldt ud i god tid hvert år (se under Links forneden).

Kamikochi er lukket for privat bilkørsel, så den eneste måde at bevæge sig rundt i området på er til fods. Der er indtil flere vandrestier i området (kort kan fås ved busterminalen), og de svinger i længde og sværhedsgrad. Den nemmeste tur og en af de smukkeste er turen langs Azusa-floden fra Taisho søen til Myojin broen. Terrænet er fladt og kræver ikke særlige forudsætninger. Turen tager nogle timer. De fleste går på stien på den ene eller den anden side af floden, men den afmærkede skovsti t/r til Taisho-søen kan også anbefales.


Links til videre læsning
Officiel side til Kamikochi masser af information til planlægning af besøg, kort mm.

Infobrochure (PDF) med markerede vandrestier

Officiel side fra Kamakochi’s turistbureau

Japan Guides intro