sølvtemplet_kyoto_ginkakuji

Ginkakuji-templet

Udgivet i Kansai-regionen, Kyoto
10. august 2023

Ginkakuji-templet kaldes også Sølvtemplet og er et meget smukt zentempel fra 1482 der ligger i det nordøstlige Kyoto. Det blev opført af Ashikaga Yoshimasa, den 8. Muromachi shogun og er helliget Kannon barmhjertighedsgudinden (den samme som i Sanjusangen-do templet). Templet skulle også fungere som villa for Yoshimasa når han trak sig tilbage og kaldes derfor også Higashiyamaden-villaen.

Sølvtemplet skulle egentlig have været beklædt med bladsølv, men Yoshimasa døde inden templet blev færdig. Derfor står templet den dag i dag med en mørk nærmest sort træoverflade, men farven passer utrolig godt i forhold den omgivende sandhave der er lysende grå.

Bygningen er i to etager. Stueetagen er bygget i Shoin-stilen som er en traditionel japansk byggestil til almindelig beboelse. 1. etagen er i en kinesisk tempelstil med et såkaldt butsuma-rum (et rum med et buddhistisk alter) hvor en statue af Kannon skulle stå. Føniksfuglen af bronze på taget vender hovedet mod øst og vogter konstant Sølvtemplet. Begge etager er udsmykket med meget fine malerier på skydedørene de såkaldte fusuma.

Det er ikke muligt at se Sølvtemplet indefra.

Tæt ved Ginkakuji står en anden bygning kaldet Togu-do som er en buddhistisk hal også opført af Yoshimasa samt en stor hondo-hal.

Haven

Den japanske have der omgiver Ginkakuji er mindst lige så berømt som templet. Mellem Sølvtemplet og Togu-do er der anlagt en fantastisk sandhave. I den ene ende af sandhaven står en stor sandkegle (kaldet Kōgetsudai) hvor toppen er skåret af for at illudere Fuji-bjerget. Keglen er også designet på en sådan måde at den kan reflektere månens stråler. Omkring keglen er sandet revet i bølger kaldet Ginshadan der skal forestille en kinesisk sø.

Ved siden af sandhaven er der en større have med en stor sø og broer og bagerst i haven kan man af snoede stier vandre op til et udsigtspunkt hvor der er en smuk udsigt til Sølvtemplet og det bagvedliggende Kyoto.


Adresse
2 Ginkakujicho, Sakyo, 606-8402
Hjemmeside

Kort

Læs desuden Japan Guides intro til templet