sumida_hokusai_museet_tokyo

Sumida Hokusai-museet

22. august 2024

Sumida Hokusai-museet (すみだ北斎美術館) ligger i Sumida-området i Tokyo. Det er et kunstmuseum der udstiller værker af den verdensberømte japanske kunstner Katsushika Hokusai (1760-1849). Han er kendt for sine mange træsnit heriblandt “Den store bølge ved Kanagawa”.

Museet åbnede i 2016 i Sumida-området hvor Hokusai blev født og levede en stor del af sit liv. Museets samling stammer fra forskellige samlere: Peter Morse (1935-1993) hvis samling af Hokusais værker er verdens største og Narazaki Muneshige (1904-2001) der var en førende ekspert inden for japanske træsnit. Derudover har Sumida by også gennem tiden indsamlet værker og doneret til museet.

Museet er i flere etager. Den permanente udstilling ligger på 3. sal. Her går man i dybden med Hokusais værker hvor man via touchscreens, videoer og andet kan studere detaljer. Her er der også udstillet et lille udvalg af træsnit. På 1. og 2. sal afholdes der løbende forskellige særudstillinger med Hokusais værker, fx. en udstilling om Hokusais mange fuglebilleder. I stueetagen er der udover billetkontor, en museumsbutik og et mindre bibliotek med bøger (også på engelsk) om Hokusai og mere generelt om japansk kunst og kultur.

Sumida Hokusai-museet er tegnet af den japanske arkitekt Sejima Kazuyo som også er en del af arkitektfirmaet SANAA. De står bla. bag kunstmuseet 21st Century Museum of Contemporary Art i Kanazawa. Ideen bag bygningens udformning er at det skal være et museum alle kan lide, det skal hænge sammen med den omkringliggende park og legeplads, og det skal være et museum der kan nås fra alle sider. Det har resulteret i flere gangpassager der skærer igennem bygningen i stueetagen og som fører frem til indgangen.


Adresse

2 Chome-7-2 Kamezawa, Sumida by, Tokyo 130-0014
Hjemmeside

Google-kort

Sumida Hokusai-musset ligger 5-10 minutters gang fra Ryogoku station (JR Sobu-linjen og Oeda metrolinje).


Interesseret i at se flere af Hokusais værker?

Besøg også byen Obuse i nærheden af Nagano. Her ligger der også et Hokusai-museum og det lokale Ganshoin-tempel har et fantastisk loftsmaleri med en fugl Fønix malet af Hokusai.