Om denne side
Ukiyo-e – “billeder fra den flydende verden” – er den japanske træsnitkunst, der skildrede Edo-tidens byliv, skønheder, skuespillere og landskaber. Herunder kan du læse om træsnittene historie, teknikken bag et træsnit, de vigtigste genrer samt en oversigt over, hvor du kan købe og opleve ukiyo-e i Japan.
Spring til: Køb af træsnit · Museer og sightseeing
Intro
Ukiyo-e (浮世絵 egl. “billeder fra den flydende verden”) er en japansk kunstnerisk genre som opstod i begyndelsen af Edo-perioden (1603-1868). Gennem malerier, bogillustrationer og træsnit skildres dagligdagen i datidens storbyer som Kyoto og Edo (nuværende Tokyo). Ukiyo-e er sidenhen nærmest blevet synonym med træsnit som også var den mest udbredte udtryksform.
Oprindelig var især forlystelseskvartererne med deres kurtisaner og berømte kabuki-skuespillere de foretrukne motiver. Senere i starten af 1800-tallet blev emnevalget udvidet med berømte landskaber og steder i Japan samt motiver af blomster, fugle mm. (se nedenfor).
Kendte kunstnere inden for ukiyo-e-kunsten er Katsushika Hokusai (1760-1849), Andō Hiroshige (1797-1858), Kitagawa Utamaro (ca. 1753-1806), Tōshūsai Sharaku (aktiv 1794–1795), Keisai Eisen (1790–1848) og Utagawa Kunisada (også kendt som Utagawa Toyokuni III, 1786–1865).
Historie
Træsnit som produktionsform kom til Japan allerede i det 8. århundrede og var den primære måde at trykke på helt frem til det 19. århundrede. Som i Kina blev teknikken først brugt til at kopiere forskellige buddhistiske tekster og sidenhen også kinesiske bøger. Det var først i det 16. århundrede at egentlige bøger på japansk begyndte at blive trykt. Disse bøger blev oftest kun illustreret med sort og hvid, og hvis der var farveillustrationer, blev de efterfølgende malet i hånden. Der skulle gå nogle århundreder før man begyndte at trykke med farver. I 1740’erne eksperimenterede man med ekstra trykblokke der kunne give farverne lyserød og grøn (træsnit kaldet benizuri-e se nedenfor).
Omkring 1765 var man kommet så langt i udviklingen at træsnit blev trykt i flere farver med én trykstok for hver farve: en teknik der på japansk kaldes nishiki-e dvs. brokadebilleder. Kunstnere som Suzuki Harunobu (1724–1770) var foregangsmænd for denne nye type af ukiyo-e som var mere realistiske og ekspressive end tidligere.
Man anvendte vandbaserede vegetabilske farvepigmenter som man i trykkeprocessen efterhånden kunne styre i en sådan grad at det var muligt at lave bløde nuancer og f.eks. gengive reflekser i vandet eller i et spejl. Et metalpulver kaldet mica blev nogle gange tilført for at give en ekstra skinnende overflade. Da Hokusai og Hiroshige, to af de mest berømte ukiyo-e-kunstnere, var på deres højeste, brugte man op til 20 forskellige farver i trykningen.
Guldalderen for produktionen og udviklingen af ukiyo-e var i perioden 1750-1850. Efter dette tidspunkt blev det stadig sværere at opretholde det kunstneriske niveau pga. stigende produktionsomkostninger. Da efterspørgslen og interessen efter ukiyo-e også faldt, koncentrerede udgiverne sig om at producere træsnit så billigt som muligt med kopiering af motiver og brug af syntetiske farvestoffer i stedet for vegetabilske farvepigmenter. I slutningen af 1800-tallet var produktionen af ukiyo-e på et lavpunkt og blev overhalet af nye kunstneriske udtryksformer som fotografiet og litografien. Selvom interessen for ukiyo-e faldt i Japan, var interessen for træsnittene stigende i Europa.
I 1870’erne blev de en stor inspirationskilde for impressionistiske kunstnere som Edgar Degas, Claude Monet, Edouard Manet, Vincent van Gogh og James McNeill Whistler. Kunstnerne var optaget af de kraftige, enkle farver og den flade asymmetriske komposition.
Hvordan laves ukiyo-e?
Der ligger et kompliceret teknisk holdarbejde bag produktionen af ukiyo-e, en produktionsform som stadig udføres i Japan den dag i dag. Arbejdet indebærer fire personer (ukiyo-e-kvartetten): udgiveren (som havde ret stor kontrol over hele processen), kunstneren, gravøren og trykkeren.
Trin 1 kunstneren og gravøren
Når kunstneren er færdig med sit motiv, laves der en nøjagtig kopi som gravøren, mens tegningen stadig er våd, lægger på en træplade af kirsebærtræ (også kendt som en stok) med motivet nedad. Tuschen efterlader et spejlvendt aftryk som gravøren herefter med forskellige redskaber graverer, så der kan laves en trykstok.
Trin 2 trykkeren
Kunstneren har lavet en tegning for hver farve træsnittet skal have, på samme måde skal gravøren lave trykstokke for hver farve. Gravøren graverer ikke hele motivet for hver trykstok men kun det område der skal have den pågældende farve. Derefter får trykkeren de færdige trykstokke og kan gå i gang med at trykke træsnittet på et fugtigt stykke japansk washi-papir. Papiret der bruges, er bl.a. kōzo lavet af plantefibre fra morbærtræet.
En markør kaldet kentō som består af to streger i en ret vinkel, skæres i hver trykstok i hjørnerne for at sikre at papiret bliver placeret korrekt i gennem hele trykkeprocessen.
Trin 3 udgiveren
Udgiverens rolle var stor i Edo-perioden: “motivet blev valgt ud fra, hvad han vurderede var på mode og ville sælge mest. Et populært træsnit blev reproduceret omkring 200 gange i første oplag, hvorefter man reparerede trykstokkene og efterfølgende trykte op til 2000 eksemplarer. Træsnit skulle være tilgængelige for alle – prisen måtte ikke overstige en skål nudler.” [Citat fra bogen Møde med Japan : Degas, Monet, Gauguin, s. 94]
Kvindelige skønheder (bijin-ga)
Billeder af forskellige skønheder var et af de tidlige træsnitsmotiver. De viser ofte en eller flere kvinder i helfigur med fokus på deres tøj og frisure. Kvinderne der portrætteres, er som regel kurtisaner der arbejdede som professionelle entertainere i forlystelseskvartererne i de japanske storbyer i Edo-perioden, eksempelvis det berømte Yoshiwara-kvarter i Edo.
Bijin-ga (美人画) var nogle af de mest populære træsnit og fungerede lidt som nutidens pin up-billeder. Bijin-ga blev betragtet som billige og vulgære af overklassen, mens de repræsenterede et romantiseret kvindeideal hos de lavere klasser. Eisen er en af de kunstnere der især arbejdede inden for denne genre.
Kabuki-skuespillere (yakusha-e)
Udover bijin-ga var billeder af de forskellige berømte kabuki-skuespillere (yakusha-e-billeder, 役者絵) populære. De blev betragtet som datidens filmstjerner, og yakusha-e blev brugt som reklamesøjle for kommende forestillinger mm. Billederne viste skuespillerne i deres roller med kostumer, frisure og sminke.
Landskaber, rejser og fugle og blomster
Landskabsmotiver
Træsnit med landskabsmotiver (fukeiga) dukkede først sent op i 1830’erne. Af magtpolitiske grunde var der forskellige tiltag fra shogunatets side der skulle besværliggøre produktionen af kabuki-træsnit og dermed minimere indflydelsen hos den voksende købmandsklasse (kaldet chōnin).
Valget af farver til trykning blev indskrænket, og man forbød at bruge det førnævnte metalpulver mica som ellers var populært at bruge som en skinnende baggrund til billeder af kurtisaner og skuespillere. Disse restriktioner sammen med forbedrede muligheder for at lave mere detaljerede billeder, gjorde at landskabet vandt frem som motiv. Det var nu muligt at udtrykke mere præcist forskellige skift i lys og mørke, vand og vejrtyper som eks. snevejr.
Både Hokusai og Hiroshige brugte især landskabet som motiv i deres værker. Hokusai var enormt produktiv, hans mest kendte serie er nok 36 landskaber med Fuji (ca. 1830), hvor ledemotivet er Fuji-bjerget, Japans hellige bjerg; det bedst kendte blad fra serien er Den store bølge ud for Kanagawa.
Rejsemotiver
Rejselysten blev også større i Edo-perioden, og her fungerede landskabs-ukiyo-e som souvenirs eller postkort fra de steder folk havde besøgt eller gerne ville besøge en dag. Der udviklede sig en helt særlig type af ukiyo-e kaldet meishō dvs. billeder af berømte steder. Hiroshige lavede bl.a. en serie med motiver af De 53 rastepladser på Tokaido (hovedvejen der løb mellem Edo dvs. Tokyo og Kyoto) med eksempler på den lokale kultur og humor man kunne finde undervejs. Af andre serier fra hans side kan nævnes Hundrede berømte udsigter fra Edo, De 69 rastepladser på Kiso Kaido, Berømte steder i Kyoto og Otte landskaber i Omi-provinsen.
Fugle og blomster
Udover landskabs- og rejsemotiver var genren fugle og blomster også populær (kaldet kachō-e 花鳥絵). Det var en genre som især shin-hanga-bevægelsen (新版画) i starten af det 20. århundrede benyttede sig af. Shin hanga prøvede at genopfinde de traditionelle ukiyo-e fra Edo-perioden men med mere moderne streger inspireret af Vesten. Som eksempler på kunstnere kan nævnes Ohara Koson (1877–1945), Ito Sozan (1884–?) og Imao Keinen (1845–1924).
Sagn, myter mm.
Japan har en lang tradition for sagn, myter, eventyr og legender. Hovedpersonerne i disse fortællinger – helte og skurke, monstre og dæmoner – var også et yndet motiv for ukiyo-e-kunstnerne. Her var der mulighed for at bruge masser af farver og lave handlingsmættede, dramatiske motiver. Som eksempel på kunstnere kan nævnes Utagawa Kuniyoshi og hans elev Kawanabe Kyōsai.
Billeder til vifter (uchiwae)
I Japan findes der to typer af traditionelle vifter som stadig produceres den dag i dag: sensu som er en foldevift og uchiwa som er en flad, stiv vifte der ikke kan foldes sammen. Sidstnævnte type, uchiwa, var et populært maleformat for ukiyo-e-kunstnerne i Edo-perioden (1603-1868). Motivet var sommer, festivaler, lys og lethed.
Som eksempel på kunstnere der lavede disse såkaldte uchiwae (uchiwa-billeder) kan nævnes Katsukawa Shunshō (1726-1793), Utagawa Toyokuni (1769-1825), Kunisada (1786-1865), Kuniyoshi (1797-1861) og Hiroshige (1797-1858).
Eksempler på øvrige typer og genrer af ukiyo-e
Aizuri-e (藍摺り絵)
Type af ukiyo-e hvor farven blå er den dominerende. Som eksempel kan nævnes Hokusais Den store bølge ud for Kanagawa.
Aka-e (赤絵)
Type af ukiyo-e hvor farven rød er den dominerende.
Benizuri-e (紅刷絵)
En tidlig type af ukiyo-e med flere farver hvor pink (beni) og grøn er de dominerende farver. Se eksempel ovenfor under Kabuki-skuespillere. Denne type videreudvikler sig til nishiki-e eller brokadebillede.
Muzan-e (無残絵)
Ukiyo-e med bloddryppende og voldelige motiver.
Musha-e
Krigerbilleder. Portrætter af forskellige samuraier.
Sensō-e (せんそうえ)
Billeder af krigsscener.
Rekishi-ga (歴史画)
Historiske billeder.
Mitate-e (見立絵)
Billeder der gør parodi med forskellige ting eks. kunst etc.
Joreishiki (女禮式)
Viser kvinders tidsfordriv, deres hobbyer, takt og tone etc.
Shunga (春画)
Betyder egl. forårsbilleder, men dækker over ukiyo-e med erotiske motiver.
Surimono (摺物)
En luksusudgave af ukiyo-e som blev bestilt af private og altså ikke solgt kommercielt. Surimono var mere eksperimenterende både i motivvalg, farvevalg og trykkemetode end de kommercielle ukiyo-e. De blev ofte lavet i forbindelse med særlige begivenheder fx ved nytår.
Uki-e (浮絵)
Perspektivbillede der har fokus på dybde og baggrund efter vestligt forbillede. Kunstnere som Okumura Masanobu (1686-1764) og Toyohara Kunichika (1835-1900) arbejdede inden for denne type som er forløberen for landskabstræsnit.
Yokohama-e
Ukiyo-e med motiver af udlændinge og forskellige steder i Yokohama. I 1859 blev havnen i Yokohama åbnet for omverdenen og blev et centralt sted for Japans udenrigshandel efter landet havde været stort set isoleret fra den øvrige verden siden 1603. For at tilfredsstille japanernes nysgerrighed over for disse mærkelige fremmede, var det oplagt at bruge dem som motiv på træsnit. Der blev lavet flere end 800 forskellige træsnit indtil produktionen stoppede i 1880’erne.
Derudover kan nævnes e-hon eller træsnitsbøger (絵本) – en type af japansk billedbog med flere ukiyo-e samlet som var populær især i 1800-tallet.
Links til videre læsning
Få her en række forslag til videre læsning både generelt om træsnit, men også egentlige billedbaser hvor du se se flere eksempler på træsnit.
Henvisninger til bøger og artikler
Et lille udvalg af bøger og artikler på dansk og engelsk om træsnit.
Hvor kan du købe træsnit i Japan?
Et par forslag til forhandlere i Tokyo og Kyoto:
Sightseeing info
Mange museer i Japan har træsnit som en del af deres samling. Her følger et par forslag til generelle kunstmuseer der udstiller træsnit og specialmuseer som kun fokuserer på træsnit: