Takayama Inari-helligdommen (高山稲荷神社) ligger ud til kysten ved Det Japanske Hav i nærheden af byen Tsugaru på Tsugaru-halvøen i den vestlige del af Aomori-præfekturet. Helligdommen er som navnet antyder helliget Inari, gudinden for bl.a. ris, sake, te, ræve, frugtbarhed, succes mm. Der findes omkring 32.000 inari-helligdomme rundt om i Japan. Hovedhelligdommen for dem alle er Fushimi Inari-helligdommen i Kyoto.
Der hersker lidt usikker om hvornår Takayama Inari-helligdommen blev grundlagt, men omkring år 1701. Helligdommen er især berømt for sin lange række af omkring 200 røde torii-porte. Portene er arrangeret i et bølgende forløb der minder om en drage, da helligdommen også er helliget Ryūjin, havets dragegud. Portene er gaver fra de tilbedende så rækken udvides langsomt. Det er en forholdsvis ny tradition som startede for omkring 40 år siden. Det koster 150.000 yen at få opført en port. Ved siden af helligdommen er der et mindesmærke for en række amerikanske sømænd som døde i 1889, da skibet Cheseborough stødte på grund under en tyfon ved Shariki-landsbyen – nu en del af Tsugaru.
Der er en lille cafe tilknyttet helligdommen hvor der også er mulighed for at købe diverse souvenirs. En lille sti fører fra helligdommen ned til kysten hvorfra der en fin udsigt udover vandet.
Adresse
Washinosawa-147-1 Ushigatacho, Tsugaru, Aomori 038-3305
Hjemmeside (på japansk)
Transport i bil
Omkring 1 times kørsel fra Aomori by eller Hirosaki by. Tjek ruteforslag på Google Maps eller lign. Afhængig af rute er der ca. 45-55 km til helligdommen.
Transport med tog og bus
Den offentlige transport til helligdommen er ikke så hyppig. Afhængig af tog- og busforbindelser tager turen fra Aomori station eller Hirosaki station til helligdommen omkring 2-4 timer hver vej. Ved nogle afgange skal der skiftes på Kawabe station undervejs. Så regn med at det er en heldagsudflugt og ikke et sted du besøger et par timer en formiddag eller eftermiddag.
Fra Aomori station:
Ruten her er den de fleste foreslår. Der er dog mange varianter så tjek selv nærmere. Kig under Afgangstider nedenfor.
- Tag toget til Goshogawara station (五所川原駅). Lige overfor stationspladsen ligger stoppestedet Goshogawara Ekimae (se Google-kort) hvor flere busser afgår. Det er det lokal busselskab Konan Bus der står for driften. Ved busstoppestedet ligger en større ventesal hvor du kan tjekke afgangstiderne til de forskellige busser (bemærk al information er kun på japansk).
Tag Kodomori-linjen (via Juso) og hop af på stoppestedet Takayama Inari-helligdommens indgang (高山稲荷神社 入口標柱) (se Google-kort). Busturen tager omkring 45 min. Herfra er der 3 km’s gang på en ret stille landevej (rute 228). På et tidspunkt skal der krydses en større vej (Melondori-vejen), men der er lyskryds.
Bemærk: Der er flere steder på nettet der foreslår at man i stedet for at gå ringer efter en taxa fra stoppestedet. Stoppestedet ligger dog langt fra alting i et mindre beboelseskvarter og det er tvivlsomt hvornår taxaen kan komme. Men hvis du er god til japansk eller har mod på at booke en taxa via en af de mange apps der findes, så gør det endelig.
Fra Hirosaki station:
- Tag toget til Goshogawara station (五所川原駅) og følg anvisningerne som fra Aomori station. Afhængig af tog- og busforbindelser tager turen fra Hirosaki til helligdommen omkring 2-3 timer hver vej.
Afgangstider
- Tjek bus- og togtider på Japan Route Finder & Planner eller via deres app
- Tjek bustider på den japanske hjemmeside Navitime. Konan Bus hjemmeside virker her pr. august 2024 ikke, så du kan desværre ikke se deres køreplaner
Med forbehold for ændringer går bussen fra Goshogawara station pr. august 2024: kl. 6.50, 9.45, 12.05, 13.40, 15.40, 16.10, 17.15
Med forbehold for ændringer går fra bussen fra Takayama Inari-helligdommens indgang (altså busstoppestedet 3 km fra helligdommen) pr. august 2024: kl. 9.07, 12.12, 15.12, 16.07, 17.57
Transport med taxa fra Goshogawara station eller Kizukuri station
- Fra Goshogawara station – der er omkring en 25 km fra stationen til helligdommen, så regn med ca. 30 minutters kørsel.
- Fra Kizukuri station – omkring 20 km til helligdommen, så regn med ca. 25 minutters kørsel.