10. oktober 2023

Kaga hachiman okiagari (加賀八幡起上り) er en dukke fra byen Kanazawa. Det er et stykke traditionelt stykke legetøj som man har kendt til siden Edo-perioden (1603-1868). Dukken fås i forskellige farver og størrelser og laves i en teknik der minder meget om papier-mâché. Efterfølgende males den med akrylfarve.

Der findes flere forklaringer på dukkens oprindelse: Daimyoen Maeda Toshitsune der herskede over Kanazawa (Kaga)-området sørgede for at sætte en produktion i gang af denne type dukke som en indkomstmulighed for samuraierne i hans område. En anden forklaring går på at en gammel mand som højt respekterede kejser Ojin (guddommeliggjort i skikkelse af guden Hachiman) lavede en dukke med kejserens ansigt og gav den rødt tøj på og siden blev dukken sat i egentlig produktion.

I Kanazawa-området gives dukken som en slags amulet til nyfødte for at ønske dem lykke og et godt helbred. Dukken bliver også givet som gave omkring nytår eller som lykønskning til en der har været syg.

Siden 1862 er der en bestemt butik i Kanazawa Nakashima Menya (中島めんや) der har produceret disse dukker. Der er mulighed for at deltage i forskellige workshops i butikken, så man selv kan få lov at male en Kaga hachiman okiagari dukke.

kaga hachiman okiagari


Shopping info
Kanazawa

Nakashima Menya
2 Chome-2-18 Owarichō, Kanazawa-shi, Ishikawa-ken 920-0902
Hjemmeside

Kort