23. august 2023

Yukigassen (雪合戦) er det japanske ord for “snekamp”, men det er ikke bare en almindelig sneboldskamp du har med vennerne. Det er en decideret sport.

Yukigassen blev opfundet i byen Sobetsu i Hokkaido tilbage i 1987. Byen ligger smukt i mellem to bjerge og ned til Toya-søen. Om sommeren var der masser af turister, men om vinteren blev der meget stille. Så de lokale prøvede at finde på noget der kunne få turisterne til også at komme om vinteren. Og så gik der ikke lang tid før man begyndte at tænke på en vintersportsgren og yukigassen blev opfundet.

Spillet blev hurtigt tilpasset og modificeret til en kompliceret kombination af sneboldskamp, en form for høvdingebold og capture the flag (ikke noget egl. dansk ord). De første spilleregler blev lavet i 1988 og i det følgende år blev den første turnering afholdt.

Yukigassen spilles på en bane på 10×36 meter med en række afskærmninger på hver banehalvdel der kan bruges i kampen. Der er to hold med hver syv spillere. Hvert hold har 90 snebolde til et sæt. Sneboldene laves på en særlig maskine.

Helt overordnet går spillet ud på at ramme modstanderen med så mange snebolde som muligt og prøve at få fat på modstanderens flag og bringe det tilbage til egen banehalvdel. Bliver du ramt af modstanderens snebold, er du dømt ude.

yukigassen
Cop. Inverty – Own work, CC BY-SA 4.0

Hver kamp har tre 3-minutters sæt, og det første hold der vinder to sæt, vinder kampen. Holdet der vinder to ud af tre kampe går videre i turneringen.

Selvom denne vintersport startede i Hokkaido har den spredt sig til resten af verden og turneringer mm. afholdes nu i Canada, Alaska, Norge, Sverige, Finland, Rusland m.fl.



Links til videre læsning

Udenlandske sider

Yukigassen International
Japan Yukigassen Federation