12. juli 2024
Hvad er raden?

Raden (螺鈿) også kaldet aogai-zaiku er en japansk perlemorsteknik der ofte benyttes ved maki-e lakkunst eller trækunst. Små stykker skal skæres ud i det ønskede mønster og limes enten på lakoverfladen eller træoverfladen eller indlægges i overfladen lidt på samme måde som intarsia.

Raden teknikken blev opfundet i Kina helt tilbage i Tangdynastiet (618-907) og kom til Japan i løbet af Nara-perioden (645-794). I den efterfølgende Heian-perioden (794-1185) fik teknikken et mere japansk præg og man begyndte at bruge den sammen med maki-e teknikken. Raden har været en populær dekorationsform siden og den dag i dag kan man købe lakkunst med både mere traditionelle motiver udført i raden og mere moderne.


Typer af teknik

Atsugai hvor tykke stykker skal anvendes der enten limes på eller indlægges i overfladen. Skallerne er her omkring 1 mm tynde.

Usugai hvor mere tynde skiver limes på overfladen inden den får flere lag lak.

Kenma hvor de tyndeste skiver af skal der kan laves bruges.

maki-e
Lakæske til opbevaring af værdier med maki-e teknik og raden-teknik designet af Ogata Korin fra Rinpa-skolen

Warigai hvor tynde skiver af skal er blev hamret i mindre stykker. Stykkerne bruges især til at dække store områder og områder der er buede.

Mijingai-nuri hvor skallerne knuses og de bittesmå stykker strøs udover baggrunden inden overfladen lakeres.


Eksempler på typer af skal der anvendes i raden

Aogai perlemor i blå og grønne farver fra abelone-skallen (Haliotis spp.). Aogai bruges især i usugai og kenma-teknikkerne eller bruges i mijingai-nuri teknikken.

Awabi det japanske navn for to typer af abelone-skaller (Haliotis madaka eller Haliotis gigantea, Haliotis spp.) som lever i vandene omkring Korea og Japan.

Chogai perlemor fra perlemuslinger (Pinctada) som kan variere i farve fra hvidt over gulligt eller rosa til mørkt gråt eller næsten sort. I gamle dage var det næsten kun den hvide perlemor der blev anvendt da det var den der var nemmest at skaffe, men nu anvendes flere typer af perlemuslinger.

Irogai det japanske navn for en rød abelone-skal (Haliotis rufescens) som nogen gange anvendes til raden.

Yakougai det japanske navn for sneglen Turbo (Lunatica) marmoratus.


Links til videre læsning

Danske sider

Hanafubuki.dk: Japansk lakkunst

Udenlandske sider

Raden – artikel om raden’s historie fra Jaanus
Raden – kort intro til hvordan raden laves – fra Japan Gallery