Byōbu (屏風, egl. “vindskærm” eller “vindvæg”) er en japansk foldeskærm som regel udsmykket med malerier, kalligrafi mm. De har igennem tiden været brugt som rumopdeler i boligindretningen, men også som dekoration.
Historie
Foldeskærme kom til Japan fra Kina i det 8. århundrede og allerede fra starten var den mest almindelige en foldeskærm inddelt i seks paneler. Panelerne bestod af bemalet silke der var indrammet med en kant af silkebrokade og herefter monteret på en træramme. Skærmene blev samlet med silke- og læderstrenge. Foldeskærme blev i denne periode (Nara-perioden) hovedsageligt brugt ved det kejserlige hof.
De ældste eksisterende byōbu man kender til, kan dateres til omkring år 750. De bliver opbevaret i Shōsōin-skatkammeret der er en del af Tōdaiji-templet i Nara. Hvert panel er her et individuelt maleri.
I den efterfølgende Heian-periode (794-1185) blev foldeskærme en fast del af interiøret i buddhistiske templer, shinto-helligdomme og i aristokratiets boliger. Panelerne blev forbundet med snore eller læderremme og forsynet med møntformede beslag, kaldet zenigata, som beskyttede panelernes kanter.
Foldeskærme med seks paneler forblev også populære i den følgende Muromachi-periode (1392-1568), ofte i et sæt, altså to foldeskærme med hver seks paneler. De blev nu ikke kun brugt i private boliger og paladser, men også i træningscentre (dōjō) samt i mange butikker.
Produktionen af foldeskærme i større antal medførte ændringer i fremstillingsprocessen. I stedet for metalhængsler begyndte man at lave hængsler i kraftigt washi-papir der blev monteret på bagsiden af skærmene. Skærmene blev meget lettere at bære rundt og folde sammen.
I Azuchi-Momoyama-perioden (1568-1600) og i begyndelsen af Edo-perioden (1603-1868) voksede foldeskærmene i popularitet og begyndte at blive brugt i huse hos velstillede samuraifamilier; skærme var en populær måde at vise sin rigdom og stand.
I Meiji-perioden (1868-1912) og Taisho-perioden (1912-1926) blev mange foldeskærme produceret med henblik på eksport til udlandet. De japanske skærme var i høj kurs som en del af Vestens fascination af Japan i denne periode, også kaldet japonisme.
Typer af byōbu og beslægtede skærme
- Tsuitate – enkelt skærm eller panel der ikke kan foldes og som står på en stander. Forløberen for foldeskærmen
- Nikyoku byōbu – foldeskærm med to paneler. Typen kom i brug i Muromachi-perioden og findes i mange forskellige udformninger og størrelser
- Furosaki byōbu – en særlig lav topanels-skærm til den japanske teceremoni. Den står ved værtens arbejdsområde og adskiller det fra der hvor gæsterne sidder. Den er ofte omkring 60 cm høj og 85 cm bred, og navnet kommer af furo, det transportable kulbækken den oprindelig skærmede for
- Yonkyoku byōbu – foldeskærm med fire paneler. Typen kendes fra middelalderen og fandtes i forskellige størrelser og funktioner, blandt andet i gangarealer i Kamakura- og Muromachi-perioden. I Edo-perioden blev mindre firepanels-skærme blandt andet anvendt i venteområder ved tehuse
- Rokkyoku byōbu – foldeskærm med seks paneler, den mest populære type og gerne i et sæt med to. Størrelsen var ca. 1,5 x 3,7 meter. Silke eller washi-papir bruges til panelerne
- Foldeskærme med otte og ti paneler findes også, men er mindre almindelige
Foldeskærme i boligindretningen
Et særligt træk ved traditionel japansk boligarkitektur er husenes indre struktur som er konstrueret, så de relativt nemt kan ændres afhængigt af behovet. Ved hjælp af mobile skydedøre (fusuma), halvtransparente skydevinduer (shōji) og endelig indbyggede skabe (oshiire) kunne et rums karakter hurtigt blive ændret. Byōbu gav en yderligere fleksibilitet, fordi de kunne opstilles frit uden skinner og bruges til midlertidigt at opdele større rum, skabe privatliv eller afskærme mod træk.
Kompositionen af maleriet på en foldeskærm var arrangeret på en sådan måde at den bedst kunne ses fra en siddende stilling (dvs. siddende på gulvet). Udviklingen af papirhængsler fra slutningen af 1300-tallet gjorde det muligt for motiverne at fortsætte næsten ubrudt fra panel til panel. Således kunne hele skærmens overflade bruges til en enkelt sammenhængende billedkomposition.
Skærmformatet gav dog hidtil usete kompositoriske udfordringer og muligheder for kunstnerne. Foldeskærme var ikke beregnet til at hænge på væggene som malerier, de var snarere beregnet til at blive brugt i det åbne rum, og de var beregnet til at blive flyttet langs dette rum. Det vil sige at de skulle kunne åbnes helt eller delvist eller endda være lukkede. Vinklerne mellem de enkelte paneler kunne således ændre sig alt efter hvor meget de var åbne eller lukkede.
Udsmykning af foldeskærme – berømte kunstnere og skoler
To retninger inden for den japanske billedkunst har især brugt foldeskærme som baggrund for deres malerier: Kanō-skolen og Rinpa-skolen.
Kanō-skolen
Kanō-skolen var en arveligt organiseret gruppe af professionelle malerværksteder som fra 1400-tallet og mere end tre hundrede år frem blev en af Japans mest indflydelsesrige malertraditioner. Kunstnerne arbejdede både med kinesisk inspireret tuschmaleri og med stærke farver, dekorative mønstre og bladguld1Borggreen, Gunhild: Kanoskolen i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 7. februar 2022 fra https://denstoredanske.lex.dk/Kanoskolen.
Kanō-skolen er opkaldt efter grundlæggeren Kanō Masanobu (1434-1530) og blev videreført hos sønnen Kanō Motonobu (1476–1559). Kanō Eitoku (1543–1590) blev en central skikkelse i skolens udvikling. Han skabte monumentale kompositioner med store figurer, dyr og naturmotiver mod blandt andet glitrende guldgrunde, som passede til Azuchi-Momoyama-periodens pragtfulde borge og paladser. Han udsmykkede både foldeskærme og skydedøre for hærførerne Oda Nobunaga og Toyotomi Hideyoshi. Kanō Tan’yū (1602–1674), barnebarn af Kanō Eitoku, blev Tokugawa-shogunatets (1603–1868) officielle maler og fik en række store udsmykningsopgaver ved shogunatets borge, blandt andet Edo, Nijo, Osaka og Nagoya.
- The Kano school of painting essay fra The Metropolitan Museum of Art
