Togakushi-helligdommen (戸隠神社) ligger for foden af Togakushi-bjerget nordvest for Nagano. Helligdommen består af fem helligdomme inddelt i den nedre, den midterste og den øverste helligdom (Togakushi Hōkōsha, Hinomikosha, Togakushi Chūsha, Togakushi Okusha and Kuzuryusha, se billeder længere nede).
Helligdommene er relateret til en vigtig historie i japansk mytologi, hvor solgudinden Amaterasu gemte sig i en hule i nuværende Takachiho på Kyushu efter at hendes bror havde drillet hende og derved bragt mørke til verden. For at få sollyset tilbage, forsøgte de andre guder at lokke Amaterasu ud af hulen ved at lave forskellige spektakulære danseforestillinger foran den. Da hun kiggede udenfor, greb en af de andre guder hulens stendør og smed den væk for at forhindre hende i at gemme sig igen. Stendøren blev smidt væk med sådan en kraft at den fløj hele vejen et område i Nagano-præfekturet der efterfølgende blev kendt som Togakushi. Togakushi betyder bogstaveligt talt “gemmedør”.
Der findes forskellige teorier om hvornår helligdommene er blevet grundlagt. En teori siger at den øverste helligdom og hovedhelligdommen Okusha blev grundlagt allerede i år 210 f.Kr. En anden teori siger at den buddhistiske munk Gakumon kom til området i 800-tallet og begyndte at praktisere shugendo (egl. “vejen til åndelig kraft gennem disciplin og træning”). Shugendo er en blandingsreligion med elementer af shamanisme, daoisme, buddhisme og shinto. Et tempel blev anlagt her i år 849 under navnet Togakushiyama Kenkōji.
I de efterfølgende århundreder tiltrak området og templet mange pilgrimme. Templet skiftede mellem at tilhøre shingon og tendai-skolerne inden for den japanske buddhisme men endte med at tilslutte sig tendai.
I mange århundreder var shinto underordnet buddhismen, men ved Meji-restaurationen i 1868 blev de to religioner adskilt (Shinbutsu Bunri). Togakushi skiftede på det tidspunkt status fra at være et buddhistisk tempel og et centrum for shugendo til at være en shinto-helligdom hvilket er fortsat til den dag i dag.
Der er vandrestier og veje mellem de enkelte helligdomme. Man kan tage bussen i mellem de enkelte helligdomme eller følge de vandrestier der er i mellem dem. Et par gode travesko kan anbefales hvis man vælger at gå. Stierne er nemme at følge og der er ikke de store højdeforskelle.
Mange vælger at tage bussen fra Nagano direkte til den øverste helligdom, men hvis man har tid og lyst får man den bedste oplevelse hvis man besøger helligdommene i rækkefølge, startende med Hōkōsha.
Den nedre helligdom – Hōkōsha (Google kort)
Den nedre helligdom er helliget Ame no Uwaharu no Mikoto, guden for kunst, sikker fødsel mm. Efter at have passeret en toriiport fører en lang stentrappe (270 trin) op til helligdommen. Helligdommen blev grundlagt i 1058, men de nuværende bygninger stammer fra 1861. Den centrale bedebygning (haiden) er meget ornamenteret med nogle meget fine træskærerarbejder.
Den midterste helligdom – Chūsha (Google kort)
Fra Hōkōsha er der en gåtur på et par kilometer opad til den midterste helligdom Chūsha der ligger en lille by med butikker og restauranter. Flere af butikkerne sælger køkkentøj mm. i bambus som området er kendt for. Omkring 15 minutters gågang fra Chūsha ligger Kids Ninja Village, en lille forlystelsespark med ninjaer som tema.
Chūsha blev grundlagt i 1087 og er helliget den gud der organiserede danseforestillingerne foran hulen, Ame no Yagokoro Omoikane no Mikoto. Han er gud for intelligens og visdom. I helligdomens loft er der et maleri af en drage lavet af Kawanabe Kyosai (1831-1889), en frisindet søn af en samurai, hvis politiske tegneserier fik ham i fængsel flere gange.
I nærheden af helligdomen står et over 700 år gammelt cedertræ kaldet Goshinboku (helligt træ) og et over 800 år gammelt cedertræ kaldet Sanbonsugi (tredobbelt cedertræ). På helligdommens grund finder man også et vandfald kaldet Sazare. At kigge på det brusende vand der falder siges at bringe held og lykke.
Den øverste helligdom – Okusha (Google kort)
Indgangen til den øverste helligdom er yderligere to kilometer op ad bakke fra den midterste helligdom. Fra parkeringspladsen og busstoppestedet starter den to kilometer lange ankomst til helligdommen som er flankeret af over 300 meter høje japangraner. Undervejs passerer man den fine Zuishinmon-port med stråtag (se billede øverst). I dag er Okusha helliget den gud, der greb og smed stendøren væk, Ame-no-Tajikarao, guden for sport og fysisk kraft.
En alternativ sti til den øvre helligdom fører via Kagamiike (“Spejldammen”), en fredfyldt dam som afspejler det omkringliggende bjerglandskab. Lige overfor indgangen til Okusha ligger Togakure Ninpo-museet som fortæller om Togakure – en lokal afdeling af ninjaer grundlagt i det 12. århundrede.
Den nedre helligdom
Den midterste helligdom
Den øverste helligdom
Adresser
Chūsha-3506 Togakushi, Nagano, 381-4101
Helligdommens hjemmeside (på japansk)
Togakushi Turistinformations hjemmeside (på engelsk)
Brochure med kort (på engelsk, PDF)
Transport
Tjek Japan Guides retningslinjer