5. marts 2022

Japansk buddhisme består af flere skoler og retninger. Blandt de vigtigste er:

Nara buddhisme

Nara-buddhismen er en fælles betegnelse for de seks tidligste retninger inden for den japanske buddhisme: Kegon, Hossō, Risshū, Jōjitsu, Sanron og Kushu. De er også kendt under den samlede betegnelse Rokushū (“De seks skoler”).

Kegon

Kegon er en buddhistisk-filosofisk retning der kom til Japan fra Kina i løbet af Nara-perioden. På kinesisk kaldes den Huayan (“blomsterornament”). Huayans doktriner blev baseret på mahayanasutraen Avatamsaka Sutra, oversat til kinesisk som Huayan Jing ‘Blomsterornamentsutraen’.

Avatamsaka-sutraen handler om buddhaen Vairocana (på japansk: Dainichi Nyorai). Her repræsenteres idealet om al tings enhed, et harmonisk hele af alle væsener som alle er indbyrdes afhængige og sammensmeltede med Vairocana som et centrum der gennemtrænger alt. Kegon er ikke længere som sådan en aktiv skole, men har ansvaret for Tōdaiji-templet i Nara som er berømt for sin store Vairocana buddha-statue.

Hossō

Denne skole har sine rødder i den indiske Yogachara-skole, en mahayanabuddhistisk filosofisk skole hvis udgangspunkt er den meditative praksis yoga.

Hossō blev grundlagt i Japan 650’erne af munken Dōshō. Skolens lære er at kun bevidstheden er virkelig og ydre ting eksisterer ikke. I løbet af det 8. århundrede havde skolen stor politisk indflydelse og præsterne Genbō og Dōkyō var med til at udvikle skolen yderligere.

Hovedtemplerne er Horyū-templet, Kōfukuji-templet og Yakushiji-templet, alle beliggende i eller omkring Nara.

Risshū (Ritsu)

Risshū blev grundlagt i Japan af den blinde kinesiske præst Jianzhen bedre kendt som Ganjin på japansk. Ganjin kom i 754 til Japan på opfordring af en række japanske præster. De manglende ordinerede præster der kunne indvie præster og det skulle Ganjin hjælpe til med. Flere medlemmer af den kejserlige familie blev indviet da han kom til landet.

Risshū-skolen specialiserede sig i vinaya, en række forskrifter især for munke og nonner, men også etiske leveregler af mere generel karakter. Skolen eksisterer ikke længere som selvstændig skole men blev indlemmet i Shingon-skolen.

Skolens hovedtempel er det stadig eksisterende Tōshōdaiji-tempel i Nara.

Jōjitsu

Jōjitsu-skolen blev introduceret i Japan i 625 af den koreanske munk Ekwan. Skolens doktrin er hverken selvet eller elementerne som tilsammen danner den åndelige og materielle verden har en permanent, upåvirkelig virkelighed – og derfor kan de heller ikke eksistere.

Skolen har sit navn efter dets vigtigste religiøse tekst Jōjitsu-ron (Afhandling om etableringen af sandheden), som tilskrives den indiske lærde Harivarman som i det 3-4. århundrede studerede Hinayana og Mahayana lære.

Jōjitsu ekistererer ikke længere som selvstændig skole men er en underafdeling af Sanron-skolen.

Sanron

Sanron-skolen (“De tre bøger”) blev indført i Japan i det 7. århundrede af den koreanske munk Ekwan som også grundlagde Jōjitsu-skolen. Skolens lære tager udgangspunkt i 3 vigtige skrifter (jf skolens navn): Mūlamadhyamakakārikā (Afhandling om middelvejen) samlet af filosoffen Nagarjuna som levede i slutningen af det 2. århundrede ; Dvādasá-dvāra-śāstra (Afhandling om de 12 porte) også af Nagarjuna og Śataka-śāstra tilskrevet hans elev Āryadeva.

Sanron-skolen som sådan eksisterer ikke men Nagarjunas doktrin om at intet eksisterer, alt er tomt har fortsat stor betydning for mahayanabuddhismen.

Kusha-shū

Kusha-shū skolen blev introduceret til Japan i 658 af to japanske præster, Chitsu og Chitatsu, som under en rejse i Kina var blevet elever af kinesiske lærere.

Skolen er opkaldt efter dets vigtigste tekst, den såkaldte Abidatsuma-kusha-ron af den indiske filosof Vasubandhu. Her beskrves læren om Sarvāstivāda, en gammel indiske skole som mente at alle ting (dharmaer) både i fortid, nutid og fremtid eksisterer, selvet/jeget som en permanent ting er derfor en illusion.

I løbet af det 9. århundrede ophørte skolen med at eksistere både i Kina og i Japan. I Japan blev den en del af Hossō-skolen.


Heian buddhisme

Kejser Kanmu besluttede i 794 at flytte Japans hovedstad til Kyoto og i de følgende århundreder der kendes som Heian-perioden (794-1185) kom nye buddhistiske retninger til Japan fra Kina ikke mindst shingon og tendai. 

Shingon

Shingon (“sande ord”) blev grundlagt af Kūkai (774-835) også kendt under tilnavnet Kobo Daishi ‘Den Store Mester’ i 800-tallet. Han rejste til Xian i Kina hvor han blev oplært i esoterisk eller tantrisk buddhisme (Vajrayana) af munken Hui-kyo (746-805) og efter sin hjemkomst til Japan stiftede han i 816 et stort kloster på bjerget Koyasan syd for Osaka. Det udviklede sig til at blive et af de største og mest betydningsfulde klosterkomplekser i landet og shingon buddhismen blev en af de mest populære former for japansk buddhisme som det stadig er den dag i dag.

Kukai har haft en enorm betydning både for udviklingen af buddhismen i Japan (bla. med en systematisering af buddhismen i ti udviklingstrin) men også for japansk kultur som sådan. Han regnes for at være en stor kunstner inden for kalligrafi og billedkunst, skrev digte og opfandt det japanske stavelsealfabet kana som stadig bruges i kombination med kanji-billedtegn.

Kukai ligger begravet i et mausoleum på Koyasan. Det er den helligste bygning på bjerget og er endemålet for mange japanske pilgrimme. På Shikoku-pilgrimsfærden skal man besøge 88 templer på Shikoku-øen (en rute på omkring 1200 km) og derefter afslutte sin rejse med et besøg på Koyasan.

Shingon er en form for tantrisk buddhisme og hviler på en skjult lære (mikkyo), som ikke kan formidles i ord, men kun gennem ritualer, der først blev tilgængelige efter 2. Verdenskrig. Universet betragtes som den kosmiske Buddha Vairocanas (Mahavairocana) legeme, der optræder i to former: som hunkøn i “livmoderverdenen” og som hankøn i “diamantverdenen”; begge med tilhørende mandalaer, som er religionens vigtigste kultgenstande, og som anvendes ved indvielsesritualet (kanjo). 1Andreasen, Esben: shingon-buddhisme i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 29. januar 2022 fra https://denstoredanske.lex.dk/shingon-buddhisme

Shingon buddhismens to hovedtempler er Tōji-templet i Kyoto og Kongobuji-templet på Koyasan-bjerget.

Videre læsning: Den officielle hjemmeside for shingon buddhismen i Japan (på engelsk)

Tendai

Tendai buddhismen udspringer af den kinesiske Tiantai-buddhisme og blev indført i Japan i 806 af munken Saichō (767- 822) (også kendt under navnet Dengyō Daishi). Et andet navn for religionen er Hokke En-sekten. Hovedprinicppet i tendai er at buddhanaturen er i alt og alle, og at målet for det religiøse liv er at realisere buddhanaturens kosmiske, tidløse væsen. Lotussustraen er tendai-buddhismens vigtigste skrift.

Hovedtemplet er Enryakuji-templet på Hiei-bjerget i det nordlige Kyoto.

Videre læsning: Den officielle hjemmeside for tendai buddhismen (på engelsk)


Kamakura buddhisme

Kamakura syd for Tokyo var i perioden 1192 til 1333 Japans politiske centrum. Landet blev styret herfra under det såkaldte Kamakura-shogunat. I denne periode blev der opført mange templer i byen da shogunatet støttede buddhismen.

Jōdo-shū 

Jōdo-shū blev grundlagt af Enko Daishi ‘Hōnen‘ (også kendt under navnene Genku, Kurodani Shonin og Yoshimizu Shonin) i 1175. Det er en mere folkelig retning inden for mahayanabuddhismen også kendt som Det rene lands skole. Jōdo-shū vigtigste skrift er Sukhāvatīvyūha-sutraen (“Sutraen om det uendelige liv”, på japansk Muryōju-kyō). Centralt i Jōdo-shūs lære er nembutsu dvs. recitation eller påkaldelse af Amida Buddhas navn.

I modsætning til tidligere retninger inden for japansk buddhisme appellerer Jodoshu bevidst til de ulærde, som ikke magter de indviklede forskrifter og asketiske øvelser eller meditation. I forhold til Jodo Shinshu er idealet ikke abstrakt tro på Amida, idet Jodoshu også lægger vægt på fromme gerninger.2Andreasen, Esben: Jodoshu i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 31. januar 2022 fra https://denstoredanske.lex.dk/Jodoshu

Hovedtemplet er Chionin-templet i Kyoto. Andre vigtige templer er Eikandō-templet (Zenrenji-templet) også i Kyoto og Kōmyōji-templet i Kamakura.

Videre læsning: Den officielle hjemmeside for for jodo shu (på engelsk, opdateres ikke længere) ; Den officielle hjemmeside for jodo shu (på japansk)

Jōdo Shinshū

Jōdo Shinshū er en anden folkelig retning inden for japansk buddhisme grundlagt af Kenshin Daishi ‘Shinran‘ (1173-1262) i 1224. Den praktiserer nembutsu som Jōdo-shū.

I Jodoshinshu lægges der dog større vægt på Amidas virke, idet det enkelte menneske frelses før døden i det øjeblik af tro og omvendelse (shinjin), hvor Amida overtager og forvandler den enkeltes liv. Ligesom Jodoshu tager Jodoshinshu afstand fra askese, spirituelle øvelser eller meditation, men anser nembutsu for at være Amidas virke i den enkelte. 3Andreasen, Esben: Jodoshinshu i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 2. februar 2022 fra https://denstoredanske.lex.dk/Jodoshinshu

Jōdo Shinshū blev i 1603 splittet op i to hovedtempler der begge ligger i Kyoto: Nishi Honganji-templet og Higashi Honganji-templet.

Ji-shū

Ji-shū blev grundlagt af Ippen Shōnin (1234–1289, også kendt som Zuien) i 1270 som en del af Det rene lands skole. Ippen rejste rundt i Japan og opfordrede til at påkaldelse af Amidas navn via nembutsu skulle ske på faste tidspunkter af døgnet. Hans skole blev herefter døbt Ji-shū (“Tidsskolen”)

Hovedtemplet er Shōjōkōji-templet også kaldet Yugyōji-templet i Fujisawa.

Yūzū-Nembutsu

Yūzū Nembutsu er en af de tidligste skoler inden for Rene Land buddhismen grundlagt i 1117 af Ryōnin (1072–1132) der var en munk fra tendai buddhismen. Skolen eksisterer den dag i dag men har ikke nær så mange medlemmer som f.eks. Jōdo Shinshū. Primære skrifter for skolen er Lotussutraen og Avatamsaka-sutraen (‘Blomsterornamentsutraen’).

Som navnet siger er fokus for skolen nembutsu men især den gennemtrængende effekt nembutsu har kaldet yūzū. Påkaldelse af Amidas navn tilgodeser ikke kun den person der gør det men hele menneskeheden nyder godt af nembutsu.

Hovedtemplet er Dainenbutsuji-templet i Osaka.

Nichiren

En samlet betegnelse for flere japansk buddhistiske retninger der udspringer af den lære som munken Nichiren Daishonin (1222-1282) underviste i. Efter Nichirens død blev der etableret flere Nichiren-buddhistiske skoler som Nichiren Fuju-fuse-ha, Honmon Butsuryū-shū, Nichiren-shū og Nichiren Shōshū. Moderne religiøse skoler som Risshō Kōsei Kai, Reiyūkai og Nipponzan-Myōhōji-Daisanga er også influeret af Nichiren i større eller mindre grad. Soka Gakkai grundlagt i 1930 hørte tidligere under Nichiren Shōshū, men brød fuldstændig med denne i 1991.

Fælles er troen på Lotussutraen, religiøs intolerance og hævdelsen af Japan som centrum for en kommende verdensomspændende buddhisme.4Andreasen, Esben: Nichiren-buddhisme i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 2. februar 2022 fra https://denstoredanske.lex.dk/Nichiren-buddhisme

Zenbuddhisme 

Læs nærmere i artiklen om den japanske Zenbuddhisme. Den er inddelt i tre sekter: Rinzai, Sōtō og Ōbaku.