Inden for japansk buddhisme findes der mange forskellige skoler og retninger. Blandt de mest kendte og udbredte er Zen, Shingon, Rene Land-skolen (Jōdo) og Nichiren-buddhisme.
Buddhismen nåede Japan gennem flere kulturelle forbindelser med det asiatiske fastland. Den officielle introduktion dateres traditionelt til 538, da Paekche-kongedømmet på den koreanske halvø sendte buddhistiske billeder og skrifter til det japanske hof. Religionen havde allerede udviklet sig gennem århundreder i Indien, Centralasien, Kina og Korea og fik siden afgørende betydning for japansk kultur, kunst og samfund.
Buddhisme er fortsat dybt integreret i japansk kultur og i ritualer omkring blandt andet begravelser, mindehøjtideligheder og forfædrekult. Det er vanskeligt at angive en entydig andel af befolkningen som buddhister, fordi mange japanere deltager i både buddhistiske og shinto-prægede traditioner, og de religiøse organisationer opgør deres tilhængere efter forskellige metoder.
Herunder gives en oversigt over de vigtigste buddhistiske skoler i Japan, opdelt efter historiske perioder.
Nara-buddhisme – de første buddhistiske retninger i Japan
Nara-buddhismen er en fælles betegnelse for de seks buddhistiske læreretninger i Nara-perioden: Kegon, Hossō, Ritsu, Jōjitsu, Sanron og Kusha. De kaldes samlet Nanto Rokushū, de seks sydlige skoler.
Det er værd at bemærke at de i høj grad var skolastiske traditioner der blev studeret sideløbende ved de store templer. De fungerede ikke som gensidigt udelukkende trossamfund på samme måde som de senere japanske buddhistiske skoler.
Kegon
Kegon er en buddhistisk-filosofisk retning der kom til Japan fra Kina i løbet af Nara-perioden. På kinesisk kaldes den Huayan (“blomsterornament”). Huayans doktriner blev baseret på mahayanasutraen Avatamsaka Sutra, oversat til kinesisk som Huayan Jing ‘Blomsterornamentsutraen’.
Avatamsaka-sutraen handler om buddhaen Vairocana, i Tōdaiji-sammenhæng kaldet Rushana-butsu. Her repræsenteres idealet om al tings enhed, et harmonisk hele af alle væsener som alle er indbyrdes afhængige og sammensmeltede med Vairocana som et centrum der gennemtrænger alt. Kegon eksisterer fortsat i Japan, men er i dag en forholdsvis lille buddhistisk skole. Dens hovedtempel er Tōdaiji-templet i Nara som er berømt for sin store Vairocana buddha-statue.
Hossō
Denne skole har sine rødder i den indiske Yogachara-skole, en mahayanabuddhistisk filosofisk skole hvis udgangspunkt er den meditative praksis yoga.
Hossō blev introduceret i Japan omkring 654 af munken Dōshō, der havde studeret i Kina hos Xuanzang. Skolen bygger på Yogācāra-traditionens analyse af bevidstheden. Centralt står læren om vijñaptimātratā, ofte gengivet som “kun bevidsthed”, hvor vores erfaring af fænomener forstås gennem bevidsthedens processer. I løbet af det 8. århundrede havde skolen stor politisk indflydelse og præsterne Genbō og Dōkyō var med til at udvikle skolen yderligere.
Hovedtemplerne er Kōfukuji-templet og Yakushiji-templet i Nara.
Ritsu (Risshū)
Risshū blev grundlagt i Japan af den blinde kinesiske præst Jianzhen bedre kendt som Ganjin på japansk. Ganjin kom i 754 til Japan på opfordring af en række japanske præster. De manglende ordinerede præster der kunne indvie præster og det skulle Ganjin hjælpe til med. Flere medlemmer af den kejserlige familie blev indviet da han kom til landet.
Risshū-skolen specialiserede sig i vinaya, en række forskrifter især for munke og nonner, men også etiske leveregler af mere generel karakter. Skolen eksisterer fortsat i Japan.
Skolens hovedtempel er det stadig eksisterende Tōshōdaiji-tempel i Nara.
Jōjitsu
Jōjitsu-skolen blev introduceret i Japan i 625 af den koreanske munk Ekwan. Skolens doktrin er at hverken selvet eller de elementer der tilsammen danner den åndelige og materielle verden har en permanent, uforanderlig egennatur.
Skolen har sit navn efter dets vigtigste religiøse tekst Jōjitsu-ron (Afhandling om etableringen af sandheden), som tilskrives den indiske lærde Harivarman som i det 3-4. århundrede studerede Hinayana og Mahayana lære.
Jōjitsu mistede senere sin selvstændige betydning og blev i Japan især studeret som en supplerende lære inden for Sanron-traditionen.
Sanron
Sanron-skolen (“De tre bøger”) blev indført i Japan i det 7. århundrede af den koreanske munk Ekwan som også grundlagde Jōjitsu-skolen. Skolens lære tager udgangspunkt i 3 vigtige skrifter (jf skolens navn): Mūlamadhyamakakārikā (Afhandling om middelvejen) samlet af filosoffen Nagarjuna som levede i slutningen af det 2. århundrede ; Dvādasá-dvāra-śāstra (Afhandling om de 12 porte) også af Nagarjuna og Śataka-śāstra tilskrevet hans elev Āryadeva.
Sanron eksisterer ikke længere som selvstændig skole, men Nāgārjunas lære om tomhed har fortsat stor betydning for mahayanabuddhismen. Pointen er ikke at intet findes, men at fænomener ikke eksisterer som selvstændige og uforanderlige størrelser — de opstår i afhængighed af betingelser og relationer.
Kusha
Kusha var en skolastisk tradition centreret om Vasubandhus Abhidharmakośa. Den kom til Japan i 600-tallet sammen med buddhistiske lærdomstraditioner fra Kina og blev især studeret i forbindelse med Hossō. Selv om Kusha regnes blandt Nara-periodens seks skoler, fungerede den ikke som en selvstændig religiøs organisation på samme måde som senere japanske buddhistiske skoler.
Skolen er opkaldt efter dets vigtigste tekst, den såkaldte Abidatsuma-kusha-ron af den indiske filosof Vasubandhu. Her beskrives læren om Sarvāstivāda, en gammel indisk skole som mente at alle ting (dharmaer) både i fortid, nutid og fremtid eksisterer, selvet/jeget som en permanent ting er derfor en illusion.
I løbet af det 9. århundrede ophørte skolen med at eksistere både i Kina og i Japan. I Japan blev den en del af Hossō-skolen.
Heian-buddhisme – spirituel fordybelse og esoteriske skoler
I Heian-perioden (794-1185) blev hovedstaden flyttet til Kyoto, og nye former for buddhisme fandt vej til Japan. De to vigtigste retninger, der kom til landet i denne periode, var Shingon og Tendai.
Shingon – esoterisk buddhisme i Japan
Shingon (“sande ord”) blev grundlagt af Kūkai (774-835) også kendt under tilnavnet Kobo Daishi ‘Den Store Mester’ i 800-tallet. Han rejste til Xian i Kina hvor han blev oplært i esoterisk eller tantrisk buddhisme (Vajrayana) af munken Huiguo (746-805) og efter sin hjemkomst til Japan fik han i 816 kejserlig tilladelse til at etablere et religiøst træningssted på bjerget Koyasan syd for Osaka. Det udviklede sig til at blive et af de største og mest betydningsfulde klosterkomplekser i landet og shingon-buddhismen blev en af de mest populære former for japansk buddhisme som det stadig er den dag i dag.
Kukai har haft en enorm betydning både for udviklingen af buddhismen i Japan (bl.a. med en systematisering af buddhismen i ti udviklingstrin) men også for japansk kultur som sådan. Han regnes for at være en stor kunstner inden for kalligrafi og billedkunst, og skrev digte. Senere tradition har blandt andet tilskrevet ham opfindelsen af kana, men de japanske stavelsesskrifter udviklede sig gradvist blandt buddhistiske lærde og kan ikke føres tilbage til én enkelt opfinder.
Kukai døde på Koya-bjerget i 835, og hans mausoleum ved Okunoin er det helligste sted på Koyasan og endemål for mange japanske pilgrimme. Ifølge Shingon-traditionen er Kobo Daishi ikke blot død, men befinder sig fortsat i dyb meditation og virker for alle levende væseners frelse.
Shikoku-pilgrimsfærden omfatter 88 templer på Shikoku-øen, en rute på omkring 1.200 kilometer. Mange pilgrimme vælger desuden at besøge Koyasan og Okunoin før eller efter rundrejsen, men der findes ikke ét obligatorisk forløb.
Shingon er en esoterisk buddhistisk tradition, på japansk mikkyo. Læren formidles ikke alene gennem tekster, men også gennem ritual, meditation, mantraer, mudraer og indvielse fra lærer til elev. Nogle praksisser er knyttet til særlige indvielser, mens andre former for Shingon-praksis er åbne for almindelige troende.
Universet betragtes som den kosmiske buddha Mahavairocanas legeme. Det udtrykkes gennem to komplementære mandalaer, Taizokai (livmoderverdenen) og Kongokai (diamantverdenen), som begge er centreret om Dainichi Nyorai. Mandalaerne er religionens vigtigste kultgenstande og anvendes ved indvielsesritualet kanjo. 1Andreasen, Esben: shingon-buddhisme i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 29. januar 2022 fra https://denstoredanske.lex.dk/shingon-buddhisme
Shingon er i dag opdelt i flere skoler og grene med hver deres hovedtempel. Blandt de vigtigste historiske centre er Tōji-templet i Kyoto og Kongobuji-templet på Koyasan, som er hovedtempel for Koyasan Shingon-shu.
Videre læsning: Den officielle hjemmeside for shingon-buddhismen i Japan (på engelsk)
Tendai – vejen til oplysning for alle
Tendai buddhismen udspringer af den kinesiske Tiantai-buddhisme og blev indført i Japan i 806 af munken Saichō (767- 822) (også kendt under navnet Dengyō Daishi). Hovedprinicppet i tendai er at buddhanaturen er i alt og alle, og at målet for det religiøse liv er at realisere buddhanaturens kosmiske, tidløse væsen. Lotussutraen er tendai-buddhismens vigtigste skrift.
Hovedtemplet er Enryakuji-templet på Hiei-bjerget nordøst for Kyoto.
Videre læsning: Den officielle hjemmeside for tendai-buddhismen (på engelsk)
Yūzū-Nembutsu
Yūzū Nembutsu er en af de tidligste skoler inden for Rene Land-buddhismen, grundlagt i 1117 af Ryōnin (1072–1132) der var en munk fra tendai-buddhismen. Skolen eksisterer den dag i dag men har ikke nær så mange medlemmer som f.eks. Jōdo Shinshū. Primære skrifter for skolen er Lotussutraen og Avatamsaka-sutraen (‘Blomsterornamentsutraen’).
Som navnet siger er fokus for skolen nembutsu men især den gennemtrængende effekt nembutsu har kaldet yūzū. Påkaldelse af Amidas navn tilgodeser ikke kun den person der gør det men hele menneskeheden nyder godt af nembutsu.
Hovedtemplet er Dainenbutsuji-templet i Osaka.
Kamakura-buddhisme – folkelig buddhisme og nye bevægelser
I Kamakura-perioden (1185–1333) opstod nye, mere folkelige buddhistiske retninger. Flere af dem gjorde religiøs praksis mere direkte tilgængelig for brede befolkningsgrupper, men deres metoder var meget forskellige: Rene Land-skolerne lagde vægt på Amida Buddha og nembutsu, Zen på meditationspraksis og Nichiren på Lotussutraen.
Jōdo-shū – det rene lands skole
Jōdo-shū blev grundlagt af Enko Daishi ‘Hōnen’ (også kendt under navnene Genku, Kurodani Shonin og Yoshimizu Shonin) i 1175. Det er en mere folkelig retning inden for mahayanabuddhismen også kendt som Det rene lands skole. Jōdo-shūs lære bygger traditionelt på de tre Rene Land-sutraer (“Sutraen om det uendelige liv”, på japansk Muryōju-kyō). Centralt i Jōdo-shūs lære er nembutsu dvs. recitation eller påkaldelse af Amida Buddhas navn.
I modsætning til tidligere retninger inden for japansk buddhisme appellerer Jodoshu bevidst til de ulærde, som ikke magter de indviklede forskrifter og asketiske øvelser eller meditation. I forhold til Jodo Shinshu er idealet ikke abstrakt tro på Amida, idet Jodoshu også lægger vægt på fromme gerninger.2Andreasen, Esben: Jodoshu i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 31. januar 2022 fra https://denstoredanske.lex.dk/Jodoshu
Hovedtemplet er Chionin-templet i Kyoto. Andre vigtige templer er Eikandō-templet (Zenrenji-templet) også i Kyoto og Kōmyōji-templet i Kamakura.
Videre læsning: Den officielle hjemmeside for for jodo shu (på engelsk, opdateres ikke længere) ; Den officielle hjemmeside for jodo shu (på japansk)
Jōdo Shinshū – den sande skole for det rene land
Jōdo Shinshū er en anden folkelig retning inden for japansk buddhisme grundlagt af Kenshin Daishi ‘Shinran’ (1173-1262) i 1224. Den praktiserer nembutsu som Jōdo-shū.
I Jodoshinshu lægges der dog større vægt på Amidas virke, idet det enkelte menneske frelses før døden i det øjeblik af tro og omvendelse (shinjin), hvor Amida overtager og forvandler den enkeltes liv. Ligesom Jodoshu tager Jodoshinshu afstand fra askese, spirituelle øvelser eller meditation, men anser nembutsu for at være Amidas virke i den enkelte. 3Andreasen, Esben: Jodoshinshu i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 2. februar 2022 fra https://denstoredanske.lex.dk/Jodoshinshu
Hongwanji-traditionen blev i 1602 institutionelt delt, efter at Tokugawa Ieyasu gav Kyōnyo jord til et nyt tempel øst for det eksisterende Hongwanji i Kyoto der begge ligger i Kyoto: Nishi Honganji-templet og Higashi Honganji-templet.
Ji-shū – tidsskolen
Ji-shū udspringer af den omvandrende munk Ippen Shōnin (1239-1289), som fra 1274 opgav sine ejendele og rejste gennem Japan for at udbrede nembutsu, påkaldelsen af Amidas navn. Hans tilhængere udviklede efter hans død den tradition der senere blev kendt som Ji-shū.
Hovedtemplet er Shōjōkōji-templet også kaldet Yugyōji-templet i Fujisawa.
Nichiren – kamp for sandheden og Lotussutraen
En samlet betegnelse for flere japansk buddhistiske retninger der udspringer af den lære som munken Nichiren Daishonin (1222-1282) underviste i. Efter Nichirens død blev der etableret flere Nichiren-buddhistiske skoler som Nichiren Fuju-fuse-ha, Honmon Butsuryū-shū, Nichiren-shū og Nichiren Shōshū.
Moderne religiøse skoler som Risshō Kōsei Kai, Reiyūkai og Nipponzan-Myōhōji-Daisanga er også influeret af Nichiren i større eller mindre grad. Soka Gakkai grundlagt i 1930 hørte tidligere under Nichiren Shōshū, men brød fuldstændig med denne i 1991.
Fælles står Lotussutraen centralt, og en karakteristisk praksis er recitationen af daimoku, Namu Myōhō Renge Kyō, som udtrykker hengivelse til sutraens lære. De forskellige Nichiren-retninger har siden udviklet forskellige fortolkninger, institutioner og religiøse praksisser.4Andreasen, Esben: Nichiren-buddhisme i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 2. februar 2022 fra https://denstoredanske.lex.dk/Nichiren-buddhisme
Zenbuddhisme
Zenbuddhismen blev populær i Japan i Kamakura-perioden og fokuserer på zazen (siddende meditation) og direkte indsigt i sindets natur. Zen omfatter tre japanske skoler: Rinzai, Sōtō og Ōbaku. Rinzai blev etableret omkring slutningen af 1100-tallet og Sōtō i 1200-tallet, mens Ōbaku først kom til Japan i 1600-tallet med den kinesiske munk Ingen, der grundlagde Manpukuji i Uji i 1661.
De tre skoler lægger forskellig vægt på meditation, undervisning og klosterpraksis. Rinzai er blandt andet kendt for brugen af kōan, mens Sōtō fremhæver shikantaza, “blot at sidde”, hvor zazen ikke betragtes som et middel til et senere mål. Ōbaku videreførte en Ming-kinesisk zentradition med egne ceremionele og kulturelle særpræg.
Læs nærmere i Hanafubuki.dks artikel om den japanske zenbudhisme.Links til videre læsning
Danske sider
Udenlandske sider
- Britannicas artikel om buddhisme – meget omfattende også om den japanske buddhisme (artikel er betalingsbelagt men de fleste folkebiblioteker giver deres lånere adgang via bibliotekets hjemmeside)
- Images of Buddha and Kami onlineudstilling fra Googles Art and Culture projekt
- Wikipedias artikel
- Japan Guides artikel om buddhisme i Japan
- Age of the Sage – Transmitting the Wisdoms of the Ages – Buddhism
- British Broadcasting Corporation – Buddhism
- The Catholic Encyclopedia – Buddhism
- ILoveIndia.com – Buddhism
- Cultural India – Indian Religions – Buddhism
- Buddhanet – Basic Buddhism Guide
- Om overnatning i et japansk tempel – fra Japan Guide
Bøger og artikler
- Nielsen, Anders: Buddhisme : introduktion og tekster. Systime, 2015. 238 sider