Kompirasan-helligdommen (金刀比羅宮) eller dets mere officielle navn Kotohiragū-helligdommen er hovedtemplet for de forskellige Kompira-helligdomme rundt om i Japan. Guden Konpira Gongen er den søfarendes og skibstransportens beskytter.
Helligdommen ligger halvvejs oppe af Zozu-bjerget i Kotohira og for at nå derop er du nødt til at forcere en lang række temmelig stejle trapper med 785 trin til hovedbygningen og i alt 1368 trin til den indre helligdom (se kort).
De forskellige bygninger er en fascinerende blanding af buddhistisk og shintoistisk arkitektur. I mange århundreder fungerede stedet som en blanding mellem et buddhistisk tempel og en shinto-helligdom. Men med Meiji-restaurationen i 1868 blev det officielt udpeget til at være en helligdom. Man ved ikke præcist hvornår helligdommen blev grundlagt, men på et eller andet tidspunkt i løbet af det 1. århundrede.
Udsigten udover Kotohira by fra hovedbygningen (Gohun-gu) er fantastisk, men som sagt skal du først arbejde lidt på at komme derop. Første del af turen går igennem en længere shoppinggade med diverse butikker. Her er trinene til at overkomme. Men derefter følger flere hundrede trappetrin som bliver stejlere og stejlere jo længere du kommer op. Du kan leje en vandrestav til at støtte dig – og det kan anbefales.
Ved siden af hovedbygningen (se billede øverst) er der en udsigtsplatform med udsigt udover Kotohira. Der er også en ema-bygning, en bygning der udstiller forskellige votivtabletter af skibe, supertankere og lignende hvis mandskaber igennem tiden har søgt helligdommens beskyttelse.
Har du mod på yderligere eventyr, er der flere hundrede trin der fører til Okusha, den indre helligdom. På vejen til hovedbygningen passeres i øvrigt den imponerende Asahi-sha bygning og Omote Shoin, et kunstmuseum med forskellige udstillinger.
Adresse
892-1, Kotohira, Nakatado-distriktet, Kagawa 766-8501