kumano_nachi_taisha_helligdommen

Kumano Nachi Taisha

Udgivet i Kansai-regionen, Kumano
18. oktober 2024

Nachi Taisha (熊野那智大社) er en af de tre Kumano-helligdomme der tilsammen er kendt under navnet Sanzan. Helligdommen ligger nogle få kilometer inde i landet fra kystbyen Katsuura på Kii-halvøen syd for Osaka.

Nachi Taisha blev grundlagt i sin tid for at tilbede det nærliggende Nachi-vandfald der er Japans højeste (se nedenfor). Helligdommen er derudover helliget 12 guder der tilsammen kaldes Kumano-guderne. Helligdomsområdet består af flere bygninger opført omkring en central plads. Helligdommen blev flyttet til sin nuværende plads i år 317 fra den nærliggende Hiro-helligdom (se nedenfor).

De gamle japanske krøniker Kojiki og Nihongi omtaler en sort trebenet krage – Yatagarasu – der var tjener for solens gudinde Amaterasu. Amaterasu sendte Yatagarasu afsted for at guide Japans første kejser Jimmu fra Kumano hvor han han var strandet til det nuværende Nara hvor han sidenhen grundlagde Japans første hovedstad. Ifølge legenden vendte Yatagarasu derefter tilbage hertil Kumano Nachi Taisha og blev her.

Miagatahikosha fra 1867 er en mindre bygning på området som er opført for at ære Yatagarasus hvilested. Lige foran bygningen står en mindre statue af Yatagarasu.

Til højre for miagatahikosha ligger haiden hvor du som besøgende beder. Bag haiden ligger seks separate helligdomme (honden) som samlet fungerer som den indre helligdom. Den indre helligdom som iø. ikke er åben for offentligheden indeholder også den såkaldte Karasuishi-sten som er den form Yatagarasu forvandlede sig til, da den vendte retur til Kumano Nachi Taisha.

På den centrale gårdplads står også et helligt kamfertræ der menes at være 850 år gammelt. Træets enorme stamme er hult og du har som besøgende mulighed for at gå igennem det. Undervejs passerer du et lille alter.

Nachi Taisha er en del af pilgrimsruten i Kii-bjergkæden som i 2004 blev optaget på UNESCO’s liste over verdensarv.



Seigantoji-templet og dets pagode

Seigantoji-templet tilhører tendai-skolen inden for den japanske buddhisme. Det blev bygget tilbage i 1590. Templet har en særlig betydning som det første stop på Saikoku Kannon-pilgrimsruten med stop ved 33 templer der alle er helliget Kannon, bodhisattva’en for medfølelse. “Saikoku” betyder “vestlige provinser” og antyder at de steder der skal besøges alle er i området svarende til det der i dag er kendt som Kansai-regionen. Saikoku Kannon-pilgrimsruten var kendt allerede i Heian-perioden (794-1185) hvor den var populær blandt pensionerede kejsere og medlemmer af aristokratiet.

Indtil slutningen af ​​Edo-perioden (1603-1867) fungerede Seigantoji-templet og Nachi Taisha-helligdommen som én enhed; en shinto-buddhistisk synkretisme (Shinbutsu shūgō) kendt som Nachisan. Dette sluttede, da den nye Meiji-regering beordrede en streng adskillelse af shintohelligdomme fra buddhistiske templer, og præsterne blev tvunget til at forlade bygningerne. I 1874 fik præsterne tilladelse til at bruge den ledige hovedbygning som et nyt tempel kaldet Seigantoji, egl. “Templet for passage til den blå kyst”. Sanmon (bjergporten) blev bygget i 1933 og er bemærkelsesværdig pga. dens sjældne kombination af buddhistiske skytsguder (nio) og komainu-løvehunde som traditionelt vogter indgangen til shintohelligdomme.

Til templet hører en stor pagode berømt for sin placering ift. Nachi-vandfaldet som gør den til et oplagt fotospot. Pagoden er en rekonstruktion fra 1972 af en lignende pagode der brændte ned i 1581. Du har mulighed for at komme ind i pagoden og se udsigten udover området fra en anden vinkel.

Seigantoji-templet har også Japans største “waniguchi gong”, en type japansk metalgongong hvis navn bogstaveligt betyder “krokodillemund”. Denne gongong er 1,4 meter bred og vejer 450 kilo. Den hænger lige inden for indgangen til templets hovedbygning.

Adresse

8 Nachisan, Nachikatsuura, Higashimuro-distriktet, Wakayama 649-5301

Hjemmeside (på japansk)

Google-kort


Daimonzaka-stien

Ligesom Hongu Taisha og Hayatama Taisha var Nachi Taisha et af hovedmålene på Kumano Kodo-pilgrimsruterne. Hvis du gerne vil prøve at ankomme til Nachi Taisha som pilgrimme i århundreder før har gjort det, så er en gåtur op af Daimonzaka-stien oplagt. Stien er brolagt med trappetrin og har en længe på omkring 600 meter. Kommer du i bus, skal du hoppe af ved Daimonzaka-stoppestedet (Google-kort). Bussen fortsætter til indgangen til Nachi Taisha.

Daimonzaka-stien – på vej til Kumano Nachi Taisha

Nach-vandfaldet og Hiro-helligdommen

Nachi-vandfaldet er det længste vandfald i Japan med et fald på 133 meter. Vandfaldet er 13 meter bredt fra toppen. Det regnes også for at være Japans smukkeste vandfald. Lyden af vandfaldet er på listen over Japans 100 lydskaber.

Lige ved siden af vandfaldet ligger Hiro-helligdommen som er opført for ære den gud der bor i vandfaldet. Hiro Gongen dvs. Okuninushi er guden for bl.a. ægteskabelig harmoni. Hiro-helligdommen har i modsætning til andre shintohelligdomme ikke nogen bygning hvor du beder, da det primære tilbedelsesobjekt jo er selve vandfaldet. En torii-port er placeret lige foran vandfaldet som du som bedende stiller dig foran.

Da Hiro-helligdommen hører inden under Kumano Nachi Taisha bliver de guder der tilbedes der, båret hertil hvert år den 14. juli for en endags “hjemkomst” som en del af Nachi Taishas berømte ildfestival.

Adresse

Nachisan, Nachikatsuura, Higashimuro-distriktet, Wakayama 649-5301

Google-kort



Transport

Der går busser til Kumano Nachi Taisha både fra Kiikatsura station og Nachi station. Begge busture er nogenlunde lige lange: turen fra Kiikatsura station tager ca. 30 minutter, mens den tager 20 minutter fra Nachi station.