Kort fortalt
Buddhistiske templer findes over hele Japan, fra små bytempler klemt inde mellem kontorbygninger til store klosteranlæg på bjergsiderne. De er stadig aktive religiøse steder, men de fungerer samtidig som museer for japansk arkitektur, havekunst og billedhuggerkunst.
Tempel eller helligdom – sådan kender du forskel
Som udlænding kan det være svært at gennemskue om du står foran et buddhistisk tempel eller en shinto-helligdom. De to religioner har eksisteret side om side i mere end tusind år og har lånt både bygningsformer og ritualer af hinanden. Alligevel er der nogle kendetegn der afgør sagen med det samme.
Indgangen til en shinto-helligdom er altid markeret med en torii-port som markerer overgangen mellem den almindelige, verdslige verden og den åndelige verden. Til gengæld er pagoden symbolet for et buddhistisk tempel. Her opbevares de hellige relikvier af Buddha.
Et tempel har også altid en eller flere Buddha-statuer man kan tilbede, hvorimod en shinto-helligdom ikke gør brug af statuer af sine guder. En anden forskel er det store røgelseskar der står foran et tempel. Afbrænding af røgelse siges at have helende kræfter.
Buddhistisk tempel – tera (寺)
- Indgangen er en sanmon-port af træ
- Pagoden opbevarer hellige relikvier
- Buddha-statuer man kan tilbede
- Stort røgelseskar foran hovedbygningen
- Ofte en kirkegård tilknyttet
Shinto-helligdom – jinja (神社)
- Indgangen er markeret med en torii-port
- Ingen pagode
- Ingen statuer af guderne
- Ingen røgelse
- Bøn ledsages af klap med hænderne
Afbrænding af røgelse hører altså udelukkende til templerne. Ser du et stort kar med røg der vælter op foran en bygning, står du foran et tempel. Bemærk dog at mange anlæg rummer begge dele, fordi de blev bygget sammen i århundrederne før religionerne blev adskilt administrativt i 1868.
Historie
Buddhismen blev introduceret til Japan fra Kina og Korea i det 6. århundrede. Det første officielle buddhistiske tempel, Asuka-dera, blev påbegyndt i 588 og stod færdigt i 596 i Asuka-regionen hvorfra religionen spredte sig til resten af landet. Kejserfamilien og aristokratiet støttede udbredelsen af buddhismen hvilket førte til etableringen af store templer såsom Hōryūji der blev grundlagt i år 607. Templets hovedhal og femetagers pagode blev genopført kort efter branden og regnes i dag for verdens ældste bevarede træbygninger.
Senere blev tempelbyggeriet et statsanliggende: i Nara-perioden fik buddhismen status som statsreligion, og i Edo-perioden (1603-1868) blev stort set alle husstande i landet knyttet til et lokalt tempel gennem det såkaldte danka-system. Det er en væsentlig grund til at der stadig ligger et tempel i næsten hvert eneste japanske nabolag.
Zenbuddhismen der kom til Japan i Kamakura-perioden (1185-1333) medførte en ny bølge af tempelbyggeri med et mere minimalistisk design, som set i Kenchōji og Nanzenji. I Edo-perioden (1603-1868) blev mange eksisterende templer restaureret og nye opført hvilket cementerede buddhismens rolle i japansk kultur og arkitektur.
Terminologi
Japanske tempelnavne følger et system. Endelsen fortæller hvilken slags bygning eller institution der er tale om, og mange templer har desuden et bjergnavn foran det egentlige navn.
Arkitektoniske træk
Hvordan et tempel er bygget op afhænger af hvilken buddhistisk skole det tilhører og hvornår det blev anlagt. Bygningerne går igen fra anlæg til anlæg, men navnene skifter mellem skolerne og perioderne. Her følger de mest karakteristiske træk ved et japansk buddhistisk tempel.
Sanmon – porten til det hellige område
Sanmon markerer overgangen fra den verdslige verden til tempelområdet. Portene kan være enorme og er ofte udsmykket med indviklede træudskæringer og med statuer af vogtere der beskytter anlægget mod onde kræfter. Større templer har flere porte i træk hvor hovedporten er den mest storslåede.
Sanmon-porten ved Chionin-templet i Kyoto er blandt Japans største.
Hondō – hovedbygningen
Hondō, som i ældre anlæg kaldes kondō, er templets åndelige centrum. Her står den primære Buddha-statue, og her holdes ceremonier og bønner. Indretningen spænder fra det helt enkle til rigt forgyldte altre med bemalede lofter og detaljerede træudskæringer.
Hovedhallen på Tōdaiji-templet i Nara rummer en af verdens største bronzestatuer af Buddha.
Tō – pagoden
Pagoden opbevarer hellige relikvier og er tempelanlæggets mest genkendelige silhuet. Den findes i tre- og femetagers udgaver hvor den femetagers, gojū no tō, er den mest udbredte. Formen stammer fra de indiske stupaer, og de fem niveauer henviser til elementerne jord, vand, ild, vind og tomhed.
Tōji-templet i Kyoto har Japans højeste træpagode, og Anrakuji-templet i Bessho Onsen har landets eneste ottekantede pagode.
Jokoro – røgelseskarret
Foran hovedbygningen står et stort kar hvor de besøgende tænder røgelsespinde. Røgen tilskrives rensende og helbredende virkning, og mange vifter den ind over sig selv eller hen mod et sted på kroppen der gør ondt.
Karret foran Sensōji-templet i Asakusa er et af de mest besøgte i landet.
Sandō – stien op til templet
Sandō er den sti der fører fra porten op til hovedbygningen. Den kan være brolagt og flankeret af stenlanterner og gamle træer, eller den kan være en jordsti gennem skoven. Stien er tænkt som en overgang, og jo længere du går, desto længere er du fra hverdagen udenfor.
Ved bytemplerne er sandō ofte forvandlet til en handelsgade med boder, sådan som det er sket med Nakamise-dōri foran Sensōji.
Tōrō – lanternen
Tōrō er lanterner af sten eller bronze der står langs sandō og inde i tempelhaverne. De blev oprindeligt brugt til at oplyse vejen for de besøgende, men fik hurtigt en dekorativ og symbolsk rolle. Om aftenen, når de tændes, giver de anlægget en meditativ stemning der er svær at gengive.
Læs mere om tōrō i den japanske have.
Flere bygninger og detaljer i tempelanlæggetSkjul de øvrige bygninger
Kairō – søjlegangen
Overdækkede gange der forbinder anlæggets vigtigste bygninger og lukker om det centrale gårdrum. Kairō har både en arkitektonisk og en praktisk funktion, fordi den skaber en samlet helhed og samtidig beskytter munke og besøgende mod regn og sol. Søjlegangen omkring Hōryūjis ældste kerne er det klassiske eksempel.
Bonshō – tempelklokken
En stor bronzeklokke der slås udefra med en ophængt træbjælke i stedet for med en knebel indeni. Nytårsaften ringes der traditionelt 108 gange for at symbolisere renselse fra de 108 begær som ifølge buddhismen binder mennesket til genfødslernes kredsløb, samsara. Klokken ved Kenchōji i Kamakura er støbt i 1255 og er udpeget som nationalskat.
Zendō – meditationshallen
Særligt i zenbuddhismen er zendō en central bygning hvor munke og besøgende praktiserer zazen-meditation. Hallen er som regel holdt i et meget enkelt formsprog med tatamimåtter og sparsom udsmykning der understøtter koncentrationen.
Kyōzō – sutrabiblioteket
Bygningen hvor templets sutraer og historiske dokumenter opbevares. Nogle anlæg har en roterende sutrareol, rinzō, og det siges at man opnår samme fortjeneste ved at dreje den rundt som ved at læse alle teksterne. Bygningen kaldes også kyōdō eller kyōko.
Katōmado – det klokkeformede vindue
Et vindue formet som en klokke eller en lotusblomst. Det kom til Japan sammen med zenbuddhismen, men vandt hurtigt indpas langt uden for zentemplerne og findes i dag også i shinto-helligdomme, borge, tehuse og samuraiboliger.
Kōdō – forelæsningshallen
Her holdes møder og undervisning, og her læses sutraerne op. I zentemplerne bærer bygningen navnet hattō i stedet.
Tempelhaver
Mange templer har anlagte haver der understøtter meditation og fordybelse. De kan være tørre landskaber af sten og revet grus, frodige moshaver eller store damhaver til vandring. Haven er ikke pynt, men en del af den religiøse praksis, og den er i mange tilfælde grunden til at et tempel overhovedet er blevet berømt.
Nanzenji, KyotoStenhave i zen-stil og en akvædukt af røde mursten fra Meiji-tiden.
Ryōanji, KyotoJapans mest berømte karesansui-have med femten sten i revet grus.
Byōdōin, UjiParadishave anlagt som en afbildning af Det Rene Land på jorden.
Tenryūji, ArashiyamaEn harmonisk kombination af en have med en central dam og en baggrund med bjerge.
Kirkegårde
De fleste kirkegårde i Japan hører til et buddhistisk tempel. Gravstederne består typisk af et stenmonument med familienavnet indhugget, og de besøgende ærer forfædrene ved at tænde røgelsespinde og hælde vand over stenen som et renselsesritual. Den mest kendte tempelkirkegård er Okunoin på Koyasan hvor titusindvis af gravmonumenter ligger under kæmpestore ceder.
Etikette ved et tempelbesøg
Der er ingen krav om at du skal være buddhist for at gå ind, og fotografering af selve anlægget er som regel velkommen. Men der er en fast rækkefølge de fleste japanere følger, og den er let at gøre efter.
Inde i bygningerne gælder to yderligere regler. Fotografering er som regel forbudt indendørs, og hvis der ligger tatami-måtter på gulvet, tager du skoene af ved indgangen og stiller dem med tåen udad. Skiltene er ofte kun på japansk, men symbolet med et overstreget kamera er let at genkende.
Shukubō – overnatning i et tempel
Flere templer tilbyder overnatning, kendt som shukubō hvor gæster kan opleve klosterlivet, spise traditionel vegetarisk shōjin ryōri-mad og deltage i buddhistiske bønner og meditation. Det mest berømte sted for tempelovernatning er Koyasan i Wakayama-præfekturet. Her giver over 50 templer besøgende mulighed for at opleve den spirituelle atmosfære tæt på.
Læs mere om tempelovernatning i Hanafubuki.dks artikel.
Sightseeing info
Hvor skal du starte?
Der findes titusindvis af buddhistiske templer i Japan, og de færreste når mere end en håndfuld. I Hanafubukis guide er de vigtigste og mest betydningsfulde templer samlet region for region, så du kan planlægge efter hvor du alligevel skal hen.
Læs også
- Hvad er en shinto-helligdom?
- Oversigt over skoler inden for japansk buddhisme
- Zenbuddhisme
- Daibutsu – de store Buddha-statuer
- Jizō-figuren
- Kō – japansk røgelse