Kanazawa Yasue Bladguldsmuseum

Kanazawa Yasue Bladguldsmuseum

Udgivet i Chubu-regionen, Kanazawa
9. august 2023

Kanazawa Yasue Bladguldsmuseum er som navnet siger et museum om bladguld og produktionen af det. Kanazawa er den største producent af bladguld i Japan. Udover en interessant gennemgang af hvordan bladguld og sølvblad produceres, udstiller museet en lang række kunstgenstande fra Meiji-perioden og frem til nu hvor bladguld indgår. Som eksempler kan nævnes byobu-foldeskærme, kakemono (billedruller), Kutani-yaki (en lokal keramikvariant), Kaga maki-e lakkunst, Wajima chinkin (en lokal variant af lakkunst med bladguldspulver) m.fl. Derudover udstilles der også kostumer til brug ved noh-teatret, buddhistiske altre mm.

Museet blev grundlagt tilbage i 1974 af bladguldskunstneren Yasue Takaaki (1898-1997) som ville udstille sin samling af kunstgenstande med bladguld, så de ville blive bevaret for eftertiden og for at håndværket ikke blev glemt. I 1985 overtog Kanazawa by museet og flyttede det i 2010 til sin nuværende placering i Higashiyama-området. Fra Edo-perioden og frem har dette område været centrum for bladguld og er det stadig med mange arbejende værksteder.

Designet af museumsbygningen er inspireret af traditionelle pakhuse fra Kanazawa og indvendig er bladguld brugt i alle rum. Inkl. toilettet til de besøgende hvor alle overflader inkl. fliser og dør (men ikke selve toilettet) er dækket af bladguld.

Udover museet og en museumsbutik huser museet også Kanazawa-Haku Research Center som forsker i og støtter udbredelsen af bladguldsproduktionen i Kanazawa.

Adresse

1-chōme-3-10 Higashiyama, Kanazawa-shi, Ishikawa-ken 920-0831
Hjemmeside

Kort

Transport
From Kanazawa station tag loop bus til busstoppestedet Hashibacho. Herfra er der 5 min.’s gågang.