Introduktion til noh-teatret
Noh-teatret (能, betyder “evne” eller “talent”) er en af Japans ældste bevarede teatertraditioner og en af verdens ældste kontinuerligt overleverede scenekunstformer. Sammen med den komiske teaterform kyōgen udgør noh den tradition der kaldes nōgaku, som i 2008 blev optaget på UNESCOs repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv. Det er et musikalsk drama, hvor dans, musik, litteratur, skulptur og håndværk forenes i et helhedsudtryk, der bygger på dybe æstetiske idealer og en religiøst inspireret symbolik.
Teksterne, som danner grundlag for forestillingerne, er ofte baseret på klassisk japansk og kinesisk litteratur, mytologi og historiske fortællinger. De fremføres dels som recitation (kataru), dels som sang (utai) akkompagneret af fire musikere – en fløjte og tre typer trommer – samt et kor (jiutai) på seks til otte personer. Trommen taiko indgår dog ikke i alle noh-stykker.
Noh-teatret er meget underspillet. Skuespillernes rolle er at antyde stykkets tema ud fra deres udseende og ved hjælp af afmålte og kontrollerede bevægelser.
Noh og kyōgen – to sider af nōgaku
Tæt knyttet til Noh-teatret er Kyogen, en teaterform der udvikledes parallelt med noh. Hvor noh i høj grad bygger på sang, dans, poesi og stiliseret handling, er kyōgen især baseret på dialog og komik hentet fra menneskelige svagheder og middelalderens hverdagsliv.
Der findes to hovedtyper:
- Ai-kyōgen – en kyōgen-skuespiller optræder som del af et noh-stykke, ofte for at forklare fortællingens baggrund mens shite er væk fra scenen. Rollen kan også tilføre et mere jordnært eller komisk element
- Hon-kyōgen – selvstændige komedier opført uden noh-stykker
Begge former spilles på samme type scene, kaldet noh butai, og tilsammen kaldes de nōgaku (能楽).
Historisk baggrund
Sangaku, sarugaku og dengaku
Forgængerne til både noh-teatret og kyōgen er teaterformerne sarugaku og dengaku.
Rødderne går blandt andet tilbage til sangaku, en samling af forskellige underholdningsformer der kom til Japan fra det kinesiske fastland i 700-tallet. Sangaku omfattede blandt andet akrobatik, tryllekunst, sang, dans og komiske imitationer. I Japan blev traditionen gradvist blandet med lokale scenekunster og religiøse forestillinger, og betegnelsen sarugaku kom efterhånden i brug.
Sarugaku blev fra 1000-tallet og frem en almindelig form for underholdning, som især blev vist ved de mange helligdoms- og tempelfestivaler rundt om i Japan. Traditionen var i begyndelsen kortere komiske numre, men udviklede sig langsomt til egentlige stykker om almindelige mennesker med satiriske undertoner.
Dengaku havde rødder i danse og ritualer forbundet med landbruget, blandt andet risdyrkning, men udviklede sig siden til en professionel scenekunst der også blev populær ved hoffet og blandt samuraier. Dengaku og sarugaku påvirkede hinanden, og professionelle trupper opførte både dengaku-nō og sarugaku-nō. Konkurrencen og udvekslingen mellem dem blev afgørende for udviklingen af det senere noh.
I 1374 oplevede shogunen Ashikaga Yoshimitsu, selv digter og musiker, en opførelse med den berømte sarugaku-skuespiller Kan’ami og hans unge søn Zeami. Yoshimitsu blev stærkt betaget af deres kunst og gav dem sin støtte og beskyttelse.
Kan’ami indarbejdede blandt andet elementer fra dengaku og andre samtidige scenekunster, mens Zeami videreudviklede noh til en raffineret kunstform præget af poesi, sang og dans. Zeami skrev en lang række skuespil og teaterteoretiske værker, blandt dem Fūshikaden, og fik afgørende betydning for den noh-tradition der blev videreført til senere generationer.
Noh
Noh fik sin grundlæggende kunstneriske form i Muromachi-perioden (1392-1573) og blev siden videreudviklet og stadig stærkere formaliseret. Fra da af blomstrede traditionen med stor støtte fra overklassen og forskellige helligdomme og templer. Den berømte samurai og daimyo (større jordbesidder) Toyotomi Hideyoshi var en af noh-teatrets største støtter og spillede selv flere hovedroller.
I Edo-perioden fik noh en særlig position som ceremoniel scenekunst under Tokugawa-shogunatet og blev tæt knyttet til samuraiklassen. Det stod dermed socialt og institutionelt i kontrast til kabuki-teatret, der især udviklede sig som populært teater i de voksende bysamfund. I samme periode blev noh-teatret mere formaliseret og skarpt defineret. Regiebemærkninger blev skrevet ned, kostumer og masker fandt deres endelige udtryk og skuespillerne fik faste pladser på scenen.
Typer af skuespil i noh-teatret
Noh-stykker inddeles traditionelt i fem hovedkategorier efter shites rolle. Inddelingen havde også betydning for rækkefølgen i det klassiske heldagsprogram:
- Første kategori – kami-mono (神物), også kaldet waki-nō: stykker hvor hovedpersonen typisk er en guddom eller guddommelig ånd
- Anden kategori – shura-mono (修羅物): krigerstykker, ofte om afdøde krigere der fortæller om deres liv, kamp og lidelser
- Tredje kategori – katsura-mono (鬘物): ofte lyriske og elegante stykker med en kvindelig hovedfigur
- Fjerde kategori – zatsu-mono (雑物): den mest forskelligartede gruppe, som blandt andet omfatter stykker om levende mennesker, sindslidelse, besættelse og adskillelse. Hertil hører kyōjo-mono, hvor hovedpersonen mister forstanden efter tabet af et barn eller en elsket
- Femte kategori – kiri-nō (切能), også kaldet kichiku-mono: hurtigere og ofte dramatiske afslutningsstykker hvor dæmoner, overnaturlige væsner eller andre kraftfulde figurer står i centrum
Mugen nō og genzai nō
En anden måde at skelne mellem noh-stykker på er mellem mugen nō og genzai nō. I mugen nō møder waki ofte en ånd eller et spøgelse der genfortæller en begivenhed fra fortiden, mens handlingen i genzai nō udspiller sig i fortællingens nutid. Det er en anden inddeling end de fem programkategorier, og et stykke kan høre til begge systemer.
Program og repertoire
Det traditionelle gobandate-program omfattede fem noh-stykker, ét fra hver kategori, med kyōgen mellem stykkerne, og kunne vare en hel dag. Så omfattende programmer er sjældne i dag. Moderne forestillinger består ofte af ét eller to noh-stykker sammen med et kyōgen-stykke.
Det nuværende noh-repertoire består af omkring 240 stykker, selv om repertoiret varierer noget mellem de forskellige skoler. Se liste over de mest kendte stykker.
Eksempel på noh-stykke (video)
Scener fra stykket Tomoe med skuespilleren Mikata Shizuka, Yarai Noh-teatret i Tokyo, 2021
Roller i noh-teatret
I noh har hver deltager en klart defineret funktion. Den professionelle noh-tradition var gennem århundreder stærkt mandsdomineret, og mænd spillede også de kvindelige roller. Kvinder dyrkede dog noh som elever, undervisere og udøvere allerede før anden verdenskrig, og fra 1948 blev de optaget som professionelle medlemmer af Nohgaku Association. Siden er antallet af kvindelige noh-udøvere vokset.
Udøverne tilhører fire faglige specialiseringer:
- Shite (仕手, シテ). Shite er hovedpersonen i et noh-stykke og bærer i mange stykker en maske. Også enkelte andre roller kan være maskerede afhængigt af stykket. Shite spiller både mande- og kvinderoller, unge som gamle. Shitetsure (仕手連れ, シテヅレ) er shite’s medhjælper. Kōken (後見) er scenehjælpere (1-3 personer). Jiutai (地謡) er koret (6-8 personer).
- Waki (脇, ワキ) er den væsentligste birolle og modspiller over for hovedpersonen. Wakitsure (脇連れ, ワキヅレ) er waki’s medhjælper. Waki er som regel en levende mandlig figur i fortællingens nutid, for eksempel en rejsende munk, shinto-præst eller kriger, og optræder normalt uden maske.
- Kyōgen (狂言) udfører ai kyōgen (間狂言) som er et slags mellemspil mellem scenerne og vedkommende kan bære en maske. Kyōgen har en fast plads lige uden for hovedscenen til venstre for scenemedhjælperne og musikerne (se tegning nedenfor).
- Hayashi (囃子) er musikerne. De fire instrumenttyper er fue (fløjte), kōtsuzumi (skuldertromme), ōtsuzumi (hoftetromme) og taiko (tromme der spilles med stave). Taiko indgår dog ikke i alle noh-stykker.
Der er som minimum en shite- og en waki-rolle i hvert noh-stykke.
Kostumer i noh-teatret
Skuespillerne i et noh-stykke bærer forskellige typer af kostumer i forskellige kombinationer afhængig af de roller de spiller. Noh-kostumerne er ofte meget farverige og overdådige.
Eks. på typer:
Kahatsu (ting til hovedet)
Fx kazura (paryk)
Kaburi-mono (ting der bæres på hovedet)
Fx eboshi (hat), tengan (hovedprydelse), osv.
Uwagi (forskellige typer overtøj der bæres ovenpå kimonoen)
Fx nōshi (kejserlig dragt), kariginu (frakke til jagt), happi (festivaljakke), chōken (kimonolignende dragt), maiginu (sjal til dans), osv. Choken er en af de mere berømte noh-kostumer kendetegnet ved brede ærmer. Den er som regel lavet af tyndt stof med indvævet guld- og sølvtrådsmønster. Ved brystet og ærmerne hænger der nogle dekorative snore kaldet tsuyu.
Kitsuke (en kortærmet kimono der bæres under den yderste kimono)
Fx surihaku, nuihaku, noshime, osv. Surihaku er en af de mest almindelige og bæres så kun kraven kan ses. Ofte dekoreret med guld og sølvblade. Ved nogle figurer fx kvindelige dæmoner vises mere af den øverste del af kimonoen som et symbol på det overnaturlige.
Uwagi / Kitsuke (den yderste kimono)
Fx karaori en kimono (lavet af brokade) der normalt bæres af en ung kvinde eller et yngre medlem af overklassen. Motivet på kimonoen er ofte hentet fra naturen med planter, blomster og bølger. For mænd og dæmoner bruges en tilsvarende ydre kimono kaldet atsuita. Er atsuita lavet i rød brokade symboliserer den ungdom. Derudover er der typer som fx mizugoromo som er en kimono med brede ærmer der bæres af almindelige mennesker. Gerne ensfarvet.
Hakama (løse japanske bukser)
Fx ōkuchi (store hakama til krigere), hangiri (ankellange hakama), sashinuki, nagabakama osv.
Øvrigt tilbehør som bånd, snore mm. til at fæstne og binde sammen
Fx kazura-obi, koshi-obi, koshi-himo, osv. Kazura-obi fx er en stofstrimmel der bindes om hovedet med enderne hængende ned. Den bæres af de kvindelige figurer. Denne type obi fås i forskellige farver og mønstre.
Rekvisitter
De enkle scenekonstruktioner der anvendes i noh kaldes tsukurimono. De består ofte af lette træ- eller bambusrammer og kan symbolisere for eksempel funé (båd), kuruma (vogn), itaya (hus) eller torii (indgang til helligdom). Formen er bevidst enkel, fordi omgivelserne først og fremmest skabes gennem skuespillernes bevægelser, sang og publikums forestillingsevne.
Viften er desuden en central lille rekvisit, og mange af de medvirkende bærer en vifte på scenen.
Masker
Noh-maskerne (能面 nō-men eller 面 omote) forbindes især med shite, som i mange stykker bærer maske for at gestalte en kvinde, guddom, ånd, dæmon eller anden figur. Også enkelte andre roller kan være maskerede. Masken markerer alder, køn, karaktertype og eventuel overnaturlig identitet, mens kostumet i høj grad angiver social status.
Der findes omkring tres etablerede grundtyper med adskillige hundrede individuelle varianter. De klassificeres blandt andet i guder, dæmoner, mænd, kvinder og ældre personer. Maskerne er forholdsvis små og dækker kun selve ansigtet med små huller til øjne, næsebor og mund. Maskerne skal gerne være lette, da de bæres under hele stykket der ofte varer flere timer.
Maskerne skæres traditionelt ud af et enkelt stykke solcypres (Chamaecyparis obtusa), på japansk hinoki. Masken hules ud på bagsiden, og hullerne til øjne, næse og mund skæres ud, hvorefter overfladen behandles med gofun, et hvidt pigment fremstillet af pulveriserede skaller og blandet med animalsk lim, nikawa, og vand.
Efterfølgende slibes masken til for at skabe det endelige udtryk, og til sidst males den med mineral-, jord- og plantepigmenter i de farver der passer til figuren. Nogle områder kan forgyldes, og hår og linjerne omkring øjnene males op med sort.
Typer af masker
Ko-omote – maske til en meget ung kvinde og jomfru. Har et uskyldigt udtryk. En lidt ældre kvinde bærer en maske kaldet waka-onna.
Fukai – maske til en midaldrende kvinde. Bruges ofte til en mor der har været ude for en tragedie. Har et sørgmodigt udtryk.
Yase onna – maske til et lidende kvindeligt spøgelse der er død som følge af et problematisk kærlighedsforhold.
Uba – maske til en elegant, ældre kvinde.
Okina og hakushikijo – en maske til en ældre mand med et stort smil. Bruges i forskellige festlige sammenhænge og symboliserer glæde.
Hannya – en maske med horn til en kvinde der er blevet forvandlet til en dæmon efter voldsom jalousi. Har et bittert og desperat udtryk.
Tobide – en maske til en dæmon med øjne der stikker ud.
Obeshimi – maske til en tengu – en type af japansk overnaturligt væsen.
Noh-scenen – arkitektur og opbygning
Noh opførtes oprindelig udendørs på midlertidige scener ved templer eller helligdomme i forbindelse med festivaler, højtider osv. Tilskuerne så stykket fra tre sider: foran og fra siderne. I det 14-16. århundrede blev mere permanente scener af træ opført. Fra slutningen af det 19.århundrede kom noh-scenen indendørs i en bygning kaldet nohgaku-do (noh-teater).
Noh-scenen består af fire dele:
Honbutai – hovedscenen
Hovedscenen der er omtrent 5,4 × 5,4 meter med et blankpoleret gulv og et tag, der støttes af fire søjler. Disse fire søjler kaldes shite-bashira (hovedpersonens søjle), metsuke-bashira (udkigssøjle), waki-bashira (modspillerens søjle) og fue-bashira (fløjtesøjlen). Under scenegulvet er der somme tider store lerkar der fungerer som resonanskamre så skuespillernes fodtrin høres tydeligere.
Hashigakari – gangbro
Skuespillerne kommer fra spejlværelset hvor masken tages på, og ind på scenen i venstre side over en gangbro kaldet hashigakari. Nogle gange kan broen fungere som en del af hovedscenen ved sceneskift eller lign. I nogle noh-stykker kan hovedpersonen dukke op som et spøgelse eller en ånd. Og her fungerer gangbroen som et symbolsk bindeled mellem denne verden og de dødes verden (himmel eller helvede). Langs gangbroen er plantet tre små fyrretræer (matsu). Træet der er tættest på indgangen er mindre end det der er tættest på scenen, en simpel måde man over for publikum kan lave et perspektiv i scenedekorationen.
Jiutai-za – koret
Et rektangulært område til højre for hovedscenen. Det er her koret sidder.
Ato-za
Det bagerste område på hovedscenen. Bagvæggen på scenen kaldes kagami ita hvor der er malet et gammelt fyrretræ som er standard dekoration på alle noh-scener. De fire musikere, der samlet kaldes hayashikata, sidder lige foran kagami ita. Fra højre mod venstre er det fue (fløjte), kōtsuzumi (skuldertromme), ōtsuzumi (hoftetromme) og taiko tromme. Scenemedhjælperne kaldet kōken sidder til venstre bagerst på en plads kaldet kōkenza.
Illustrationer
Scenens opbygning
1: ichi-no matsu (1. fyrretræ). 2: ni-no matsu (2. fyrretræ). 3: san-no matsu (3. fyrretræ). 4: josho. 5: hasho. 6: kyusho. 7. rækværk. 8. monomi-mado. 9. makuguchi (noh gardin).
10. kagami-ita (bagvæg med billede af fyrretræ). 11. kirido-guchi. 12. kyōgen plads. 13. kōken (scenehjælpere). 14: taiko tromme. 15: ōtsuzumi (hoftetromme). 16: kōtsuzumi (skuldertromme). 17: fue (fløjte). 18: jiutai (kor). 19: waki siddeplads. 20: waki-bashira. 21: fue-bashira. 22: shite-bashira. 23: metsuke-bashira.
24-32: hovedscenens inddeling. 33: kizahashi (trappe). 34-37: kensho (publikumspladser) – 34 og 37: waki shomen (se scenen fra siden), 36: shomen (lige foran scenen) og 35: naka shomen (vifteformet område mellem shomen og waki shomen).
Placering af de medvirkende
I midten: shite (hovedpersonen) der bærer maske og holder en vifte.
Forrest til højre: waki. Til højre: 8-personers jiutai (kor).
Bagerst: fire (musikere), fra højre til venstre: fue (fløjte), kōtsuzumi (skuldertromme), ōtsuzumi (hoftetromme) og taiko. Bagerst til venstre: to koken (scenehjælpere).
Hvor kan du opleve noh-teater i Japan?
Der findes aktive noh-teatre og historiske noh-scener over store dele af Japan. Tokyo og Kyoto har nogle af de vigtigste faste teatre, men der opføres også noh i Osaka, Nagoya og mange andre byer samt ved templer og helligdomme. Programmerne varierer fra traditionelle forestillinger til kortere introduktionsprogrammer for førstegangsbesøgende.
Tokyo
- National Noh Theatre, Sendagaya — Japan Arts Councils nationale teater for noh og kyōgen med regelmæssige forestillinger og skiftende udstillinger. Mange af teatrets egne forestillinger har engelske og japanske undertekster på individuelle skærme ved sæderne
- Kanze Noh Theater, Ginza — Kanze-skolens teater, placeret i tredje kælderetage i GINZA SIX, med regelmæssige noh-forestillinger
- Cerulean Tower Noh Theatre, Shibuya — scene i Cerulean Tower Tokyu Hotel
Kyoto
- Kyoto Kanze Noh Theater — et af Kyotos centrale noh-teatre med løbende forestillinger. Der arrangeres også enkelte programmer med engelsksproget introduktion
- Kongō Noh Theater — Kongō-skolens teater med en historisk scene fra 1800-tallet indbygget i den nuværende bygning
Osaka og Nagoya
- Ohtsuki Noh Theatre, Osaka — grundlagt i 1935 med en historisk scene der er registreret som materiel kulturejendom
- Nagoya Noh Theatre — stort noh-teater ved Nagoya-borgen med udstillingsrum om noh.
Gennem tiden er noh også blevet spillet i templer og helligdomme. På Miyajima-øen nær Hiroshima ligger den berømte Itsukushima-helligdom der har en noh-scene opført på pæle ude i vandet (se billede øverst på denne side).
Se links til de forskellige teatre på Japan-guide.coms introside om noh.Links til videre læsning
- Wikipedias artikel
- Noh and Kyogen (PDF) fin intro fra Web Japan
“Noh & Kyogen” fra Japan Arts Council
- Nō Plays -Translations of thirteen Noh plays- Japanese Text Initiative, University of Virginia Library
- The-Noh.com – meget omfattende side om alt vedr. noh
- nohmask.jp fotos af forskellige noh-masker lavet af kunstneren Ichyuu Terai fra Kyoto