Introduktion til noh-teatret
Noh-teatret (能, betyder “evne” eller “talent”) er den ældste form for teater i Japan og en af verdens ældste kontinuerligt opførte scenekunstformer. Det er et musikalsk drama, hvor dans, musik, litteratur, skulptur og håndværk forenes i et helhedsudtryk, der bygger på dybe æstetiske idealer og en religiøst inspireret symbolik.
Teksterne, som danner grundlag for forestillingerne, er ofte baseret på klassisk japansk og kinesisk litteratur, mytologi og historiske fortællinger. De fremføres dels som recitation (kataru), dels som sang (utai) akkompagneret af fire musikere – en fløjte og tre typer trommer – samt et kor (jiutai) på seks til otte personer.
Noh-teatret er meget underspillet. Skuespillernes rolle er at antyde stykkets tema ud fra deres udseende og vha. afmålte og kontrollerede bevægelser. Noh sammenlignes ofte med en opera eller musical, men minder nok mere om det første end det sidste.
Noh og kyogen – tragedie og komedie i harmoni
Tæt knyttet til Noh-teatret er Kyogen, en teaterform der udvikledes parallelt med noh. Hvor noh beskæftiger sig med det spirituelle, poetiske og ofte tragiske, er kyogen en komisk pendant, der fokuserer på menneskelige fejl, hverdagsliv og satire.
Der findes to hovedtyper:
- Ai Kyogen – korte komiske mellemspil indlagt i en Noh-forestilling
- Hon Kyogen – selvstændige komedier opført uden Noh-stykker
Begge former spilles på samme type scene, kaldet noh butai, og tilsammen omtales de som Noh Kyogen.
Historisk baggrund
Dengagu og saragaku
Forgængerne til både noh-teatret og kyogen er teaterformerne dengaku og sarugaku. Sarugaku (“abemusik”) kom oprindeligt fra Kina i det 8. århundrede, men fik sit eget japanske udtryk. Sarugaku blev fra det 11. århundrede og frem en almindelig form for underholdning som især blev vist ved de mange helligdom-og tempelfestivaler rundt om i Japan hvor professionelle udøvere lavede akrobatik og tryllekunster, sang og dansede. Sarugaku var oprindelig en meget kort form for komedie. Men langsomt udviklede den sig til et egentlig stykke om almindelige mennesker med satiriske undertoner. Og endte med at være en egentlig komedie kaldet sarugaku.
Dengaku var en anden type af rituel forestilling hvor bønderne såede risplanter og bad til at de fik en god høst. Dengaku blev senere opført som en selvstændig form for underholdning og flyttet væk fra rismarkerne og ind til byerne eks. Kyoto og Nara. Dengaku som havde pralende kostumer og musik fik stor indflydelse på udviklingen af sarugaku. Sarugaku blev nu et syngende og dansende drama med en egentlig handling og blev kendt som sarugaku-noh.
I 1374 besøgte shogun Yoshimitsu (selv en digter og musiker) et tempel for at se den berømte sarugaku-skuespiller Kanami. Han blev så betaget af Kanami og dennes søn Zeami at han inviterede dem til at være en fast del af sit hof som skuespillere og underholdere. Her begyndte de at eksperimentere med forskellige former for teater især sarugaku og blandede poesi, skuespillerkunst, sang og dans til det der fremover blev kendt som noh-teatret. De skrev de fleste af de berømte stykker der stadig er på repertoiret i dag og Zeami skrev en lang række essays vedr. noh’s teknik og æstetik.
Noh
Noh som vi kender det i dag fandt sin endelige form i Muromachi-perioden (1392-1573). Fra da af blomstrede den op med stor støtte fra overklassen og forskellige helligdomme og templer. Den berømte samurai og daimyo (større jordbesidder) Toyotomi Hideyoshi var en af noh-teatrets største støtter og spillede selv flere hovedroller.
Noh fortsatte med at blomstre i Edo-perioden med støtte fra de forskellige daimyo’er og var snart den mest populære form for underholdning blandt den herskende klasse. Noh adskilte sig kraftigt fra kabuki-teatret som blev betragtet som en vulgær, ikke-forfinet form for underholdning for købmandsklassen som samuraier og den herskende klasse aldrig ville se. I samme periode blev noh-teatret mere formaliseret og skarpt defineret. Regiebemærkninger blev skrevet ned, kostumer og masker fandt deres endelige udtryk og skuespillerne fik faste pladser på scenen.
Typer af skuespil i noh-teatret
Noh-stykkerne inddeles i fem hovedkategorier, som traditionelt opføres i rækkefølge:
Kami-mono (神物) – skuespil om guder og shinto-myter.
Shura-mono (修羅物) – skuespil med krigere i centrum
Katsura-mono (鬘物) – skuespil der har en kvinde som hovedperson
Gendai mono-skuespil med en mere nutidig og realistisk historie og ikke overnaturlig og kyōjo mono-skuespil hvor hovedpersonen bliver vanvittig pga. tabet af et barn eller en elskede.
Kiri- eller kichiku-skuespil (切物) hvor djævle, mærkelige dyr og overnaturlige væsener er i centrum.
Et traditionelt noh-program varer en hel dag og består af ét stykke fra hver kategori med kyogen-komedier som lette mellemspil. I moderne opførelser vælger man ofte tre stykker ud af de fem.
Omkring 2.000 manuskripter findes, hvoraf 200–230 stadig opføres i dag. Se liste over de meste kendte.
Eksempel på noh-stykke (video)
Scener fra stykket Tomoe med skuespilleren Mikata Shizuka, Yarai Noh-teatret i Tokyo, 2021
Roller i noh-teatret
I noh har hver deltager en klart defineret funktion. Alle roller i noh-teatret inkl. de kvindelige har traditionelt set altid været spillet af mænd. Men efter 2. verdenskrig fik nogle få kvindelige skuespillere lov til at spille med i noh og siden da er tallet vokset stille.
Rollerne kan inddeles i 4 grupper:
- Shite (仕手, シテ). Shite er hovedpersonen i et noh-stykke og bærer som den eneste en maske. Shite spiller både mande- og kvinderoller, unge som gamle. Shitetsure (仕手連れ, シテヅレ) er shite’s medhjælper. Kōken (後見) er scenehjælpere (1-3 personer). Jiutai (地謡) er koret (6-8 personer).
- Waki (脇, ワキ) er den væsentligste birolle og modspiller over for hovedpersonen. Wakitsure (脇連れ, ワキヅレ) er waki’s medhjælper. Waki spiller kun manderoller som eks. rejsende munke, shinto-præster eller krigere og bærer ikke maske.
- Kyōgen (狂言) udfører ai kyōgen (間狂言) som er et slags mellemspil mellem scenerne og vedkommende kan bære en maske. Kyōgen har en fast plads lige uden for hovedscenen til venstre for scenemedhjælperne og musikerne (se tegning nedenfor).
- Hayashi (囃子) er musikerne der spiller fire forskellige instrumenter (se nedenfor).
Der er som minimum en shite- og en waki-rolle i hvert noh-stykke.
Kostumer i noh-teatret
Skuespillerne i et noh-stykke bærer forskellige typer af kostumer i forskellige kombinationer afhængig af de roller de spiller. Noh-kostumerne er ofte meget farverige og overdådige.
Eks. på typer:
Kahatsu (ting til hovedet)
Fx kazura (paryk)
Kaburi-mono (ting der bæres på hovedet)
Fx eboshi (hat), tengan (hovedprydelse), etc.
Uwagi (forskellige typer overtøj der bæres ovenpå kimonoen)
Fx nōshi (kejserlig dragt), kariginu (frakke til jagt), happi (festivaljakke), chōken (kimonolignende dragt), maiginu (sjal til dans), etc. Choken er en af de mere berømte noh-kostumer kendetegnet ved brede ærmer. Den er som regel lavet af tyndt stof med indvævet guld- og sølvtrådsmønster. Ved brystet og ærmerne hænger der nogle dekorative snore kaldet tsuyu.
Kitsuke (en kortærmet kimono der bæres under den yderste kimono)
Fx surihaku, nuihaku, noshime, etc. Surihaku er en af de mest almindelige og bæres så kun kraven kan ses. Ofte dekoreret med guld og sølvblade. Ved nogle figurer fx kvindelige dæmoner vises mere af den øverste del af kimonoen som et symbol på det overnaturlige.
Uwagi / Kitsuke (den yderste kimono)
Fx karaori en kimono (lavet af brokade) der normalt bæres af en ung kvinde eller et yngre medlem af overklassen. Motivet på kimonoen er ofte hentet fra naturen med planter, blomster og bølger. For mænd og dæmoner bruges en tilsvarende ydre kimono kaldet atsuita. Er atsuita lavet i rød brokade symboliserer den ungdom. Derudover er der typer som eks. mizugoromo som er en kimono med brede ærmer der bæres af almindelige mennesker. Gerne ensfarvet.
Hakama (løse japanske bukser)
Fx ōkuchi (store hakama til krigere), hangiri (ankellange hakama), sashinuki, nagabakama etc.
Øvrigt tilbehør som bånd, snore mm. til at fæstne og binde sammen
Fx kazura-obi, koshi-obi, koshi-himo, etc. Kazura-obi eks. er en stofstrimmel der bindes om hovedet med enderne hængende ned. Den bæres af de kvindelige figurer. Denne type obi fås i forskellige farver og mønstre.
Rekvisitter
De rekvisitter der benyttes i noh kaldes samlet for tsukurimono. Der findes forskellige typer eks. funé (båd), kuruma (vogn), itaya (hus) og torii (indgang til helligdom). De er ret simple og små og bruges mere som symbolske udtryk. Derudover bærer alle medvirkende en vifte.
Masker
Intro
Noh-maskerne (能面 nō-men eller 面 omote) bæres kun af hovedpersonen i et stykke. Masken signalerer hvilken alder og køn han har og hvilken social klasse han tilhører. Der er over 400 forskellige typer masker der groft kan inddeles i fem kategorier: guder, dæmoner, mænd, kvinder og ældre personer. Maskerne er forholdsvis små og dækker kun selve ansigtet med små huller til øjne, næsebor og mund. Maskerne skal være gerne være lette, da de bæres under hele stykket der ofte varer flere timer.
Maskerne skæres ud af et enkelt stykke japansk cyprestræ (kaldet hinoki). Efter den ønskede tykkelse er nået og hullerne til øjne, næse og mund er skåret ud, får masken flere lag gips blandet med lim. Efterfølgende slibes masken til for at skabe det endelige udtryk. Til sidst males den i de farver som passer til den figur den skal repræsentere. Nogle områder forgyldes evt. Hår og linierne omkring øjet males op med sort blæk.
Typer
Ko omote – maske til en meget ung kvinde og jomfru. Har et uskyldigt udtryk. En lidt ældre kvinde bærer en maske kaldet waka-onna.
Fukai – maske til en midaldrende kvinde. Bruges ofte til en mor der har været ude for en tragedie. Har et sørgmodigt udtryk.
Yase onna – maske til et lidende kvindeligt spøgelse der er død som følge af et problematisk kærlighedsforhold.
Uba – maske til en elegant, ældre kvinde.
Okina og hakushikijo – en maske til en ældre mand med et stort smil. Bruges i forskellige festlige sammenhænge og symboliserer glæde.
Hannya – en maske med horn til en kvinde der er blevet forvandlet til en dæmon efter voldsom jalousi. Har et bittert og desperat udtryk.
Tobide – en maske til en dæmon med øjne der stikker ud.
Obeshimi – maske til en tengu – en type af japansk overnaturligt væsen.
Noh-scenen – arkitektur og opbygning
Noh opførtes oprindelig udendørs på midlertidige scener ved templer eller helligdomme i forbindelse med festivaler, højtider etc. Tilskuerne så stykket fra tre sider: foran og fra siderne. I det 14-16. århundrede blev mere permanente scener af træ opført. Fra slutningen af det 19.århundrede kom noh-scenen indendørs i en bygning kaldet nohgaku-do (noh-teater).
Noh-scenen består af fire dele:
Honbutai – hovedscenen
Hovedscenen der er 6×6 m med et blankpoleret gulv og et tag, der støttes af fire søjler. Disse fire søjler kaldes shitebashira (hovedpersonens søjle), metsukebashira (udkigssøjle), wakibashira (modspillerens søjle) og fuebashira (fløjtesøjlen). Under scenegulvet er der somme tider en dyb grav med store resonanskar af ler så skuespillernes fodtrin høres tydeligere.
Hashigakari – gangbro
Skuespillerne kommer fra spejlværelset hvor masken tages på, og ind på scenen i venstre side over en gangbro kaldet hashigakari der betyder hængebro. Nogen gange kan broen fungere som en del af hovedscenen ved sceneskift eller lign. I nogle noh-stykker kan hovedpersonen dukke op som et spøgelse eller en ånd. Og her fungerer gangbroen som et symbolsk bindeled mellem denne verden og de dødes verden (himmel eller helvede). Langs gangbroen er plantet tre små fyrretræer (matsu). Træet der er tættest på indgangen er mindre end det der er tættest på scenen, en simpel måde man over for publikum kan lave et perspektiv i scenedekorationen.
Jiutai-za – koret
Et rektangulært område til højre for hovedscenen. Det er her koret sidder.
Ato-za
Det bagerste område på hovedscenen. Bagvæggen på scenen kaldes kagami ita hvor der er malet et gammelt fyrretræ som er standard dekoration på alle noh-scener. De fire musikere, der samlet kaldes hayashikata, sidder lige foran kagami ita. Fra højre mod venstre er det fue (fløjte), kotsuzumi (skuldertromme), ōtsuzumi (hoftetromme) og taiko tromme. Scenemedhjælperne kaldet kōken sidder til venstre bagerst på en plads kaldet kōkenza.
Illustrationer
Scenens opbygning
1: ichi-no matsu (1. fyrretræ). 2: ni-no matsu (2. fyrretræ). 3: san-no matsu (3. fyrretræ). 4: josho. 5: hasho. 6: kyusho. 7. rækværk. 8. monomi-mado. 9. makuguchi (noh gardin).
10. kagami-ita (bagvæg med billede af fyrretræ). 11. kirido-guchi. 12. kyōgen plads. 13. kōken (scenehjælpere). 14: taiko tromme. 15: otsuzumi (hoftetromme). 16: kotsuzumi (skuldertromme). 17: fue (fløjte). 18: juitai (kor). 19: waki siddeplads. 20: waki-bashira. 21: fue-bashira. 22: shite-bashira. 23: metsuke-bashira.
24-32: hovedscenens inddeling. 33: kizahashi (trappe). 34-37: kensho (publikumspladser) – 34 og 37: waki shomen (se scenen fra siden), 36: shomen (lige foran scenen) og 35: naka shomen (vifteformet område mellem shomen og waki shomen).
Placering af de medvirkende
I midten: shite (hovedpersonen) der bærer maske og holder en vifte.
Forrest til højre: waki. Til højre: 8-personers jiutai (kor).
Bagerst: fire (musikere), fra højre til venstre: fue (fløjte), kozutsumi (skuldertromme), ohzutsumi (hoftetromme) og taiko. Bagerst til venstre: to koken (scenehjælpere).
Hvor kan du opleve noh-teater i Japan?
Der findes stadig mange aktive Noh-scener i Japan, hvor klassiske stykker opføres året rundt.
I Tokyo:
National Noh Theatre (Sendagaya) – den vigtigste scene med både forestillinger og udstillinger.
Kanze Noh Theatre (Ginza) – moderne bygning med udsigtsterrasse og traditionel scene.
Cerulean Tower Noh Theatre (Shibuya) – moderne scene i hotelkompleks.
I Osaka findes Otsuki Noh Theatre, og i Nagoya ligger Nagoya Noh Theatre som også huser et museum med kostumer, masker og historiske genstande.
Gennem tiden er noh også blevet spillet i templer og helligdomme. På Miyajima-øen nær Hiroshima ligger den berømte Itsukushima-helligdom der har en noh-scene opført på pæle ude i vandet (se billede øverst på denne side).
Se links til de forskellige teatre på Japan Guides introside om noh.Links til videre læsning
Wikipedias artikelNoh and Kyogen (PDF) fin intro fra Web Japan
“Noh & Kyogen” fra Japan Arts Council
Nō Plays -Translations of thirteen Noh plays- Japanese Text Initiative, University of Virginia Library
The-Noh.com – meget omfattende side om alt vedr. noh
nohmask.jp fotos af forskellige noh-masker lavet af kunstneren Ichyuu Terai fra Kyoto