Kabuki (歌舞伎) er Japans traditionelle teaterform, kendt for sit stiliserede skuespil, kombineret med recitation, mime, sang og dans.
Navnet forbindes oprindeligt med verbet kabuku, der betegner noget usædvanligt eller normbrydende. Betegnelsen blev blandt andet brugt om de farverigt klædte kabukimono i begyndelsen af Edo-perioden. Tegnene 歌舞伎 blev knyttet til ordet senere og kan læses som sang, dans og kunnen.
Kabuki har mere end 400 års historie og blev i 2008 optaget på UNESCOs repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv.
Kabuki-teatrets historie
Kabuki-teatrets oprindelse
Kabuki opstod i Kyoto omkring begyndelsen af 1600-tallet. En kvinde ved navn Okuni, som kaldte sig miko fra Izumo Taisha, blev omkring 1603 berømt for sine kabuki-odori ved Kamo-flodens bred i det centrale Kyoto. Forestillingerne kombinerede sang, dans og små dramatiske scener og hentede inspiration fra tidens kabukimono, der var kendt for deres usædvanlige klædedragt og normbrydende opførsel. Iført lyse, farvestrålende kimonoer var Okunis optrædener meget anderledes og mere vovede end man var vant til.
Kvindelige dansere og lovgivning
Da Okunis forestillinger blev populære, opstod en lang række kvindelige trupper, og blandt udøverne fandtes også kurtisaner. Onna-kabuki blev enormt populært, men myndighederne mente at forestillingerne bidrog til uro og dårlig moral. I 1629 blev kvinders optræden i kabuki derfor forbudt.
Derefter voksede wakashu-kabuki, spillet af unge mænd, men også denne form blev forbudt i Edo i 1652. Kabuki udviklede sig herefter som teater for voksne mandlige skuespillere, og kunsten at spille kvinderoller som onnagata blev efterhånden en etableret specialisering der stadig adskiller kabuki fra andre teaterformer.
Udvikling af kabuki-scenen
Efterhånden udviklede kabuki-teatret sin egen form for scene (væk fra noh-scenens opbygning) med scenetæppe og en gangbro ned blandt publikum (se nedenfor). I 1700-tallet var kabuki en konkurrent, men også en samarbejdspartner i forhold til det samtidige dukketeater (bunraku).
Chikamatsu Monzaemon (1653-1724) der regnes for en af Japans største dramatikere, skrev flere skuespil direkte til kabuki-teatret selvom han fortsatte med at skrive til dukketeater. Kabuki udviklede sig i tæt samspil med ningyō-jōruri, som dukketeatret hed dengang. Flere af de store dramaer blev oprindeligt skrevet til dukketeatret og siden tilpasset kabuki, og skuespillerne overtog undertiden bevidst stiliserede bevægelser der mindede om dukkernes.
Kabuki efter Tokugawa-shogunatet
I 1867 sluttede Tokugawa-shogunatet og dermed også den herskende samurai-klasse. Hele den sociale struktur som var basis for den underliggende købmandskultur som kabuki-teatret var en del af, forsvandt.
Kabuki-teatret prøvede efterfølgende at genopfinde sig selv vha. inspiration fra Vesten fx ved brug af vestligt tøj, men uden større held. Kabuki-skuespillerne Ichikawa Danjuro IX (1838-1903) og Onoe Kikugoro V (1844-1903) opfordrede til at man holdt fast i det klassiske kabuki-repertoire.
Kabuki i det 20. og 21. århundrede
Fra slutningen af Meiji-perioden opstod shin-kabuki, “ny kabuki”, skrevet af forfattere som ikke kom fra kabukiteatrenes traditionelle kreds af dramatikere. Blandt de vigtigste var Okamoto Kido (1872-1939) og Mayama Seika (1878-1948), der skrev mere realistiske og psykologisk anlagte stykker. Senere fortsatte moderne forfattere med at skrive nye værker til kabukiscenen, blandt dem Mishima Yukio (1925-1970).
Kabuki-teatret spiller den dag i dag stadig en væsentlig rolle i den japanske underholdningsindustri. De store kabuki-stjerner spiller også med i film og moderne skuespil som f.eks. den meget berømte onnagata-skuespiller Bando Tamasaburo V (f.1950) som også har instrueret flere film. Hans roller uden for kabuki-verdenen har også her været at spille kvinder.
Typer af kabuki-skuespil
Kabuki-skuespil inddeles traditionelt i tre kategorier efter indhold:
Jidaimono – historiske skuespil
Hertil kommer regionale typer som aragoto fra Tokyo der er historiske skuespil med en ekspressiv spillestil og wagoto fra Kyoto der er romantiske hverdagsskuespil i en mere afdæmpet, komisk stil.
De fleste af de historiske skuespil omhandler forskellige historiske fortællinger eller heltesagn der er overleveret gennem tiden. Der er dog taget en del kunstneriske friheder i forhold til det historiske materiale for at lave et skuespil der vil virke overbevisende.
Tokugawa-shogunatet begrænsede skildringen af samtidige politiske begivenheder i Edo-perioden, og dramatikere flyttede derfor ofte nyere hændelser tilbage til en historisk periode og ændrede personernes navne. Som eksempel kan nævnes skuespillet Kanadehon Chūshingura om de 47 herreløse samuraiers hævntogt i 1701-1703, men som i skuespillet foregår i den tidlige Muromachi-periode (1338-1573).
Sewamono – samtidige hverdagsskuespil
De moderne skuespil er mere realistiske end de historiske, både i replikkerne og i valg af kostume. De omhandler gerne begivenheder der lige har fundet sted som f.eks. en skandale, et mord eller et selvmord. En senere variant fra begyndelsen af 1800-tallet er hverdagsskuespil (kizewamono) med fokus på livet i de lavere klasser af det japanske samfund. De var gerne mere sensationsprægede og voldsomme.
Shosagoto – danse og dansedramaer
Ud over historiske og moderne skuespil er der forskellige danse eller dansedramaer. Disse er enten et drama der kun består af en række danseforestillinger, eller også tager man dansescenen fra et almindeligt skuespil og opfører som en selvstændig forestilling. En af de mest berømte kabuki-danse er Fuji Musume (Blåregnspigen, “Blåregnsjomfruen”) fra 1826 om ulykkelig kærlighed.
Aragoto og wagoto – to klassiske spillestile
Aragoto, “grov stil”, udvikledes i Edo omkring Ichikawa Danjūrō I og er kraftfuld, overdrevet og heroisk med markante bevægelser, kraftig sminke og store gestus. Wagoto, “blød stil”, udvikledes i Kyoto og Osaka især omkring Sakata Tōjūrō I og er blødere, mere realistisk og raffineret med vægt på romantiske og komiske roller.
De to er spillestile og ikke kategorier af skuespil — begge kan optræde i både jidaimono og sewamono.
Kabuki-skuespillere og skuespillerfamilier
Skuespillerne er omdrejningspunktet for kabuki-teatret og har mange trofaste fans der mere følger deres favoritskuespiller end hvilket skuespil de er med i. Mange af de mest fremtrædende skuespillere kommer fra traditionsrige skuespillerslægter hvor roller, teknikker og scenenavne videregives gennem generationerne. Hver slægt har sin egen stil og måde at tilgå de enkelte roller på, og der er omkring tredive slægter med et par hundrede skuespillere i alt.
Det er dog også muligt at blive kabukiskuespiller uden at være født ind i en sådan familie. National Theatre har siden 1970 uddannet nye professionelle skuespillere gennem et særligt træningsprogram, hvorefter de kan blive elever hos etablerede kabukiskuespillere.
Scenenavne og skuespillerhuse
Kabuki har et særligt system af nedarvede scenenavne. Et prestigefyldt scenenavn, myōseki, kan videregives til en ny skuespiller gennem en offentlig navneovertagelse kaldet shūmei. Navnet forpligter: modtageren skal ikke blot videreføre sin forgængers måde at spille på, men også tilføje sine egne nuancer.
Skuespillerlinjerne har desuden et yagō, et traditionelt husnavn som publikum kan råbe under forestillingen. Ichikawa Danjūrō-linjens yagō er Naritaya, mens Onoe Kikugorō-linjens er Otowaya.
Som eksempel kan nævnes Ichikawa Danjūrō-linjen, hvor Ichikawa Ebizō XI i 2022 overtog navnet Ichikawa Danjūrō XIII. Linjen går tilbage til 1675 med Ichikawa Danjūrō I.
Onnagata-skuespillere
Et af de mest berømte aspekter ved kabuki-teatret er som før nævnt dets brug af onnagata – specialiserede mandlige skuespillere der spiller kvinderoller. Målet for en onnagata-skuespiller er ikke at efterligne en kvinde, men snarere på en symbolsk måde at udtrykke en stiliseret scenisk fremstilling udviklet gennem faste konventioner for bevægelse, stemme, kostume og sminke.
Mimik
Skuespillernes bevægelser følger en række faste, stiliserede bevægelser (kata). F.eks. bruges mie ved dramatiske højdepunkter hvor skuespilleren i et kort øjeblik fastfryser sine bevægelser i et slags tableau.
Scenehjælpere
Ud over skuespillerne er der også forskellige scenehjælpere (kuroko eller kurogo) på scenen i løbet af en forestilling. De er som regel klædt helt i sort og med en speciel hovedbeklædning med et slags forhæng der går ned og dækker ansigtet. De hjælper skuespillerne med rekvisitter mm. I kabuki er sort lig med ingenting så når kuroko-hjælperne er på scenen er de i princippet usynlige for publikum. De bevæger sig også på en bestemt måde på scenen.
Kostumer og sminke i kabuki
Karakteristisk for især de historiske skuespil (aragoto-varianten) er store farverige, ekstravagante kostumer og parykker og overdreven sminkning (kumadori). Både konturer og farver understreger karaktertræk og følelser i sminkningen. Kumadori siges traditionelt at være blevet udviklet af skuespilleren Ichikawa Danjūrō I (1660-1704), der ved sin debut i 1673 anvendte rød og sort ansigtssminke.
Farverne bærer betydning. Rød kumadori forbindes især med mod, retfærdighed og overmenneskelig styrke. Indigo bruges ofte til store skurkeroller eller onde ånder, mens brun anvendes til dæmoner, spøgelser og andre overnaturlige væsner. Ud fra farvevalget kan publikum hurtigt aflæse om en figur er god eller ond.
Onnagata-skuespillere bruger en hvid grundsminke kaldet oshiroi. Sminken varierer efter rollens type, alder og status og adskiller sig fra kumadoris kraftige konturer.
Denne visuelle kunstform er en central del af kabuki og en af grundene til at kabuki-teatret er så visuelt fascinerende for både japanere og internationale besøgende.
Scenen i kabuki-teatret
Kabuki-scenens design er unikt: Den er bred, men ikke dyb. I midten er der en stor drejescene, mawari-butai, som tilskrives Namiki Shōzō omkring 1758 og regnes som en japansk opfindelse. Scenografien er ofte omfattende og kan omfatte hele bygningselementer, malede kulisser og forskellige typer gardiner. Scenetæppet åbnes og lukkes ved forestillingens begyndelse og slutning.
Tæppet, joshiki-maku, er sammensyet af brede lodrette striber i sort, kakifarvet og mørkegrønt. Mønster og farver kan variere en smule mellem teatrene. Dette design bruges også i bunraku-dukketeatret.
Scenen har faste områder med hver sin funktion. Yuka er området for takemoto-fortælleren og shamisenspilleren. Kuromisu, også kaldet geza, er et afskærmet rum bag et sort forhæng, hvor musikere spiller den musik og de lydeffekter der ledsager forestillingen.
Fra scenens shimote-side går der en gangbro (hanamichi) ned gennem publikum til teatersalens bagvæg. Den bruges til vigtige ind- og udgange i løbet af forestillingen – ofte afbrudt af en form for tableau (mie) midt på broen.
Både på selve scenen og på gangbroen er der elevatorer og faldlemme der bruges som dramatiske virkemidler eks. hvis et spøgelse eller andet overnaturligt væsen pludselig skal vise sig.
Musik og lydeffekter i kabuki-teatret
Instrumenter
Det vigtigste musikinstrument i kabuki er det trestrengede shamisen. Musikken deles i flere former. Den musik der spilles fra kuromisu kaldes geza og omfatter både sang med shamisen, rene shamisenstykker og narimono med fløjter, trommer og andet slagtøj samt lydeffekter. Dertil kommer de fortællende musikformer takemoto, tokiwazu og kiyomoto, hvor en fortæller ledsages af shamisen. Den lyriske nagauta, “lang sang”, hører til dansestykkerne.
To aflange træstykker der slås mod hinanden og giver et højt smæld kaldes i kabuki ki; hyōshigi er det mere generelle navn på instrumenttypen. De markerer blandt andet at tæppet åbnes og lukkes, og de kan skabe dramatik eller forvirring ved at blive slået hurtigere og hurtigere.
Lydeffekter
Lydeffekter spiller også en stor rolle i kabuki fx ved brug af
Hon-tsuri en bronzeklokke ophængt i et træstativ. Klokken bruges til at angive tiden, men også til at understrege dramatiske højdepunkter når f.eks. skurken afslører sin sande natur.
Ekiro er små klokker fastgjort på en snor som bruges til at efterligne heste i scener der foregår på en landevej eller lignende.
Ame uchiwa er en vifte med påsatte små perler der bruges til at skabe effekten af regn
Odaiko er en stor tromme der kan bruges til en lang række forskellige effekter som vind og bølger eller til at understrege en uhyggelig stemning
Toribue er fuglefløjter. Der findes flere forskellige fløjter til at illudere forskellige slags fugle.
Kabuki og japanske træsnit (Yakusha-e)
Yakusha-e (役者絵) er navnet på en særlig type af de japanske træsnit der afbilleder kabuki-skuespillere. De blev i Edo-perioden (træsnittenes guldalder) blandt Edo-periodens store berømtheder, og yakusha-e blev brugt som reklame og formidling af skuespillere og forestillinger for kommende forestillinger mm. Billederne viste skuespillerne i deres roller med kostumer, frisurer og sminke.
Hvor kan du se kabuki-teater i Japan?
Du kan opleve Japans traditionelle teaterform i flere japanske byer:
Tokyo
- Kabukiza-teatret
- Shinbashi Enbujo
- Asakusa Public Hall
Osaka
- Osaka Shochikuza
Kyoto
- Minamiza-teatret
Fukuoka
- Hakataza
Kotohira, Kagawa
- Kanamaru-za, Japans ældste bevarede kabukiteater
National Theatre i Tokyo er midlertidigt lukket på grund af en omfattende genopbygning. Japan Arts Council arrangerer i byggeperioden kabukiforestillinger på forskellige teatre i Tokyo.
Mulighederne for engelsksproget støtte varierer efter teater og forestilling. Kabukiza i Tokyo tilbyder aktuelt en caption-service med engelske undertekster og forklaringer, mens andre teatre og forestillinger ikke nødvendigvis har engelsksproget støtte. Kontrollér derfor det aktuelle program før besøget. Minamiza-teatret i Kyoto gør meget for at udbrede kendskabet til kabuki for ikke-japansktalende besøgende.
Programmerne varierer meget. Nogle dage spilles der en dag- og en aftenforestilling, andre dage tre adskilte forestillinger, og hver forestilling har sit eget program. Ønsker du ikke at se et helt program, kan Kabukiza tilbyde billetter til enkelte akter. Ordningen afhænger af det aktuelle program, så billetmulighederne bør kontrolleres på KABUKI WEB før besøget. Husk kikkert hvis du sidder langt fra scenen.
Links til videre læsning
- KABUKI WEB onlinebooking til forestillinger, info om kabuki mm.
- Invitation to kabuki – fra Japan Arts Council, god intro hvad kabuki er, scenens opbygning etc.
- Kabuki play guide omfattende side
- Kabuki : the classical theater of Japan mange billeder
- Kabuki intro fra Japan Times
- Kabuki21 resuméer af kendte kabuki-skuespil, biografier af kendte kabuki-skuespillere mm
- Kabuki – Japan-guide.com intro også med en kort gennemgang af de forskellige kabuki-teatre
- Key kabuki words – god ordliste fra NHK
- TheatreHistory.com – Kabuki: a history
- Artikel fra Britannica.com
- Wikipedias artikel
Bøger om kabuki
- A bilingual guide to Japanese traditional performing arts / Naramura Masayuki, Jeffrey Hunter. Tankosha, 2009. 192 sider
- An illustrated guide to Japanese traditional clothing and performing arts. Tankosha, 2017. 158 sider ; ill. i farver
- Rinko, Kimino: Photographic kabuki kaleidoscope in Japanese and English. Tokyo: Shogakukan, 2016. 123 sider ; ill. i farver