5. oktober 202524. august 2026

Intro

Bunraku (文楽), med sit fulde navn Ningyō jōruri Bunraku (人形浄瑠璃文楽), er en traditionel form for japansk dukketeater. Det er en sammensmeltning af flere kunstformer: dukkespil, jōruri (recitation af en dramatisk tekst) og ledsagende musik på det trestrengede instrument shamisen.

Formen opstod omkring år 1600 i begyndelsen af Edo-perioden, da dukkespil blev koblet sammen med jōruri, en fortællegenre der havde været populær siden 1400-tallet. Genren har navn efter prinsesse Jōruri, som de ældste fortællinger handlede om. Dukkerne kom oprindelig fra Korea, og i de tidligste spil blev en enkel dukke holdt over hovedet af én mand. Osaka blev traditionens vigtigste centrum.

En ny stil opstod i 1686, da forfatteren Chikamatsu Monzaemon (1653-1725) og fortælleren Takemoto Gidayū gik sammen på Takemoto-dukketeatret i byen. I 1705 blev dukkeførere, shamisen-spiller og fortæller gjort fuldt synlige for publikum, og i 1720’erne og 30’erne kom den avancerede dukke der føres af tre mand og kan bevæge mund, øjne, øjenbryn og fingre.

Selve navnet Bunraku er derimod ungt. Det opstod i 1870’erne, da teaterlederen Daizō — den fjerde Bunrakuken — kaldte sit teater i Osaka for Bunraku-za efter en trup som Uemura Bunrakuken havde stiftet tidligere i århundredet. Derfra bredte navnet sig til hele genren. I 1955 blev bunraku udpeget som vigtig immateriel kulturarv i Japan.

Dukker (bunraku ningyo)

Dukkerne der bruges til bunraku består af et hoved (kashira), et skulderparti (kata-ita), krop (dō), og arme og ben (te-ashi). Dukkerne er omkring trekvart menneskestørrelse og meget realistisk udførte med bevægelige fingre, arme og mund som dukkeførerne styrer. I modsætning til traditionelt dukketeater bruges der ikke snore til at styre dukkerne.

Dukkeførere (zukai)

Der er normalt tre dukkeførere til at styre hver dukke, og de er fuldt synlige for publikum bag en skærm i hoftehøjde. De bærer sort tøj, sorte sko og en sort hætte (zukin) der skjuler hovedet. En sådan sortklædt figur kaldes kuroko, og iført dragten betragtes de traditionelt set som
usynlige for publikum. Nogle gange bærer den primære dukkefører en kimono uden hætte.

Bunraku-dukke ført af to sortklædte dukkeførere
Dukke og to dukkeførere helt klædt i sort. Cop. Oscar Valencoso – Salomé Planas

Omo zukai – den primære dukkefører

Den primære dukkefører har ansvaret for at bevæge hovedet og den højre arm. Dukkeføreren bruger venstre hånd til at styre hovedets bevægelser og de forskellige ansigtsudtryk, mens han styrer dukkens højre arm med højre hånd.

Hidari zukai – den sekundære dukkefører

Den sekundære dukkefører holder dukken om taljen med venstre hånd og styrer dukkens venstre arm med højre hånd. Vedkommende har også ansvaret for eventuelle rekvisitter som dukken bærer.

Ashi zukai – den tredje dukkefører

Den tredje dukkefører styrer dukkens fødder. En kvindelig bunraku-dukke har ingen fødder, og for at illudere fødder og bens bevægelse bevæger dukkeføreren i stedet kanten af dukkens kimono. Nogle gange bruger dukkeføreren sine egne fødder for at vise bestemte bevægelser.

Fortælleren (tayu) og musikken

En vigtig del af bunraku er fortælleren (tayū) der fra en fremskudt, hævet platform kaldet yuka reciterer samtlige replikker fra alle dukkerne. Det kræver at fortælleren kan gengive forskellige typer stemmer og tonelejer for at kunne repræsentere mænd og kvinder uanset alder. For at styre det rytmiske forløb er der en enkelt musiker til stede på scenen der spiller på en shamisen.

Repertoiret deles i to hovedkategorier: jidaimono, historiske skuespil fra feudaltiden, og sewamono, samtidsdramaer om konflikten mellem hjertets sag og de sociale forpligtelser.

Nogle af Japans største skuespil findes her: Dobbeltselvmord i Sonezaki (1703) af Chikamatsu Monzaemon er et sewamono, mens De trofaste væbneres skatkammer (1748) af Miyoshi Shōraku og Namiki Senryū og Takeda Izumo (1691-1756) er et jidaimono1https://denstoredanske.lex.dk/bunraku. Skuespillene er en blanding af tragiske kærlighedshistorier, heltehistorier og fortællinger om forskellige historiske begivenheder.

Af de omkring syv hundrede skuespil der blev skrevet i Edo-perioden, er cirka 160 stadig på repertoiret. Forestillingerne varede oprindelig en hel dag, men er i dag skåret ned fra seks akter til to eller tre.

Sightseeing info

Osaka

Det Nationale Bunraku-teater

1-12-10 Nippon-bashi, Chuo-ku, Osaka 542-0073

Hjemmeside (på japansk) · Google-kort

Teatret i Osaka er dukketeatrets centrale scene, drevet af organisationen Bunraku Kyokai. Ensemblet optræder desuden i Tokyo og på regionale scener. Der er mulighed for at booke billetter på engelsk via Japan Arts Councils hjemmeside. Omfanget af engelsksproget hjælp varierer fra forestilling til forestilling — undertekster på mobiltelefon og handlingsreferat som PDF tilbydes ved mange, men ikke alle, så kontrollér den aktuelle forestillingsside inden besøget.

Links til videre læsning

← Tilbage til Maleri, teater, film, dans og musik