Kabuki (歌舞伎) er en traditionel japansk teaterform med stiliseret skuespil suppleret med recitation, mime, sang og dans. Ordet kabuki er sammenstilling af ka (sang), bu (dans) og ki (evne).
Indhold
Historie
Kabuki-teatret opstod i starten af 1600-tallet da en kvindelig danser Okuni sammen med sin teatertrup begyndte at optræde med forskellige danse (kaldet kabuki odori, dvs.”moderne danse”) ved Kamo-flodens bred i det centrale Kyoto. Iført lyse, farvestrålende kimonoer var Okunis optrædener meget anderledes og mere vovede end man var vant til. Man brugte en scene der mindede om Noh-teatrets på det tidspunkt.
En vigtig bibeskæftigelse for de kvindelige dansere var prostitution. Tokugawa-shogunatet modsatte sig dog denne aktivitet ved at indføre en lov i 1629 der forbød kvindelige optrædende og senere hen også unge mandlige optrædende. Herfra udviklede kabuki-teatret sig i en retning som stadig den dag i dag adskiller denne teaterform fra alle andre, nemlig dets brug af onnagata, dvs. voksne mandlige skuespillere der har specialiseret sig i at spille kvinder.
Efterhånden udviklede kabuki-teatret sin egen form for scene (væk fra noh-scenens opbygning) med scenetæppe og en gangbro ned blandt publikum (se nedenfor). I 1700-tallet var kabuki en konkurrent men også en samarbejdspartner i forhold til det samtidige dukketeater (bunraku).
Chikamatsu Monzaemon (1653-1724) der regnes for en af Japans største dramatikere, skrev flere skuespil direkte til kabuki-teatret selvom han fortsatte med at skrive til dukketeater. Det var på dette tidspunkt mere populært i Osaka/Kyoto-området end kabuki. For at tiltrække publikum blev mange skuespil til dukketeater derfor omskrevet for at passe til kabuki, og kabuki-skuespillerne begyndte også at efterligne dukkernes karakteristiske bevægelser.
I 1867 sluttede Tokugawa-shogunatet og dermed også den herskende samurai-klasse. Hele den sociale struktur som var basis for den underliggende købmandskultur som kabuki-teatret var en del af, forsvandt.
Kabuki-teatret prøvede efterfølgende at genopfinde sig selv vha. inspiration fra Vesten f.eks. ved brug af vestligt tøj, men uden større held. Kabuki-skuespillerne Ichikawa Danjuro IX (1838-1903) og Onoe Kikugoro V (1844-1903) opfordrede til at man holdt fast i det klassiske kabuki-repertoire.
I det 20. århundrede prøvede dramatikere som Okamoto Kido (1872–1939) og Mishima Yukio (1925–1970) som ellers ikke var en del af kabuki-verdenen, at modernisere kabuki-skuespillene ved at skrive mere realistiske, dramatiske stykker kendt som shin kabuki – det nye kabuki.
Kabuki-teatret spiller den dag i dag stadig en væsentlig rolle i den japanske underholdningsindustri. De store kabuki-stjerner spiller også med i film og moderne skuespil som f.eks. den meget berømte onnagata-skuespiller Bando Tamasaburo V (f.1950) som også har instrueret flere film. Hans roller uden for kabuki-verdenen har også her været at spille kvinder.
Typer af skuespil
Langt de fleste af de skuespil
Kabuki-skuespil kan inddeles i to overordnede kategorier: jidaimono – historiske skuespil som omhandler tiden før Edo-perioden der er Japans guldalder (1603-1868) og sewamono – moderne skuespil som handler om Edo-perioden.
Hertil kommer regionale typer som aragoto fra Tokyo der er historiske skuespil med en ekspressiv spillestil og wagoto fra Kyoto der er romantiske hverdagsskuespil i en mere afdæmpet, komisk stil.
De fleste af de historiske skuespil omhandler forskellige historiske fortællinger eller heltesagn der er overleveret gennem tiden. Der er dog taget en del kunstneriske friheder i forhold til det historiske materiale for at lave et skuespil der vil virke overbevisende.
Det var i øvrigt forbudt at skrive skuespil om samuraiklassen i Edo-perioden, så nogle historiske skuespil omhandler forskellige samtidige begivenheder men som så er omskrevet til at foregå lidt tilbage i tiden. Som eksempel kan nævnes skuespillet Kanadehon Chūshingura om de 47 herreløse samuraiers hævntogt i 1701-1703, men som i skuespillet foregår i den tidlige Muromachi-periode (1338-1573).
De moderne skuespil er mere realistiske end de historiske, både i replikkerne og i valg af kostume. De omhandler gerne begivenheder der lige har fundet sted som f.eks. en skandale, et mord eller et selvmord. En senere variant fra begyndelsen af 1800-tallet er hverdagsskuespil (kizewamono) med fokus på livet i de lavere klasser af det japanske samfund. De var gerne mere sensationsprægede og voldsomme.
Udover historiske og moderne skuespil er der forskellige danse eller dansedramaer (shosagoto). Disse er enten et drama der kun består af en række danseforestillinger, eller også tager man dansescenen fra et almindeligt skuespil og opfører som en selvstændig forestilling. En af de mest berømte kabuki-danse er Fuji Musume (Fuji jomfruen, “Blåregnsjomfruen”) fra 1826 om ulykkelig kærlighed.
Skuespillere
Skuespillerne er omdrejningspunktet for kabuki-teatret og har mange trofaste fans der mere følger deres favoritskuespiller end hvilket skuespil de er med i. Skuespillerne er alle del af en specifik skuespillerfamilie og hver familie har deres egen stil og måde at tilgå de enkelte roller på. Der er omkring 30 kabuki-familier med ca. 300 skuespillere i alt.
For at blive en professionel kabuki-skuespiller skal man enten være født ind i en af familierne eller adopteret.
Familiens navn er et scenenavn (yago) som ved en højtidelig ceremoni tildeles hvem der nu er overhoved for familien. Navnet forpligter – vedkommende skal ikke kun fortsætte sin forgængers måde at spille på, men skal også også tilføje sine egne individuelle nuancer.
Som eksempel kan nævnes skuespillerfamilien Ichikawa Danjūrō som fra maj 2020 bliver ledet af Takatoshi Horikoshi (f. 1977) under navnet Ichikawa Danjūrō XIII. Familiens kabuki-karriere begyndte tilbage i 1675 med Ichikawa Danjūrō I.
Et af de mest berømte aspekter ved kabuki-teatret er som før nævnt dets brug af onnagata – specialiserede mandlige skuespillere der spiller kvinderoller. Målet for en onnagata-skuespiller er ikke at efterligne en kvinde, men snarere på en symbolsk måde at udtrykke essensen af hvad feminint er.
Skuespillernes bevægelser følger en række faste, stiliserede bevægelser (kata). F.eks. bruges mie ved dramatiske højdepunkter hvor skuespilleren i et kort øjeblik fastfryser sine bevægelser i et slags tableau.
Udover skuespillerne er der også forskellige scenehjælpere (kuroko eller kurogo) på scenen i løbet af en forestilling. De er som regel klædt helt i sort og med en speciel hovedbeklædning med et slags forhæng der går ned og dækker ansigtet. De hjælper skuespillerne med rekvisitter mm. I kabuki er sort lig med ingenting så når kuroko-hjælperne er på scenen er de i princippet usynlige for publikum. De bevæger sig også på en bestemt måde på scenen.
Kostumer og sminke
Karakteristisk for især de historiske skuespil (aragoto-varianten) er store farverige, ekstravagante kostumer og parykker og overdreven sminkning (kumadori). Både konturer og farver understreger karaktertræk og følelser i sminkningen. Kumadori blev første gang taget i anvendelse i 1673 af skuespilleren Ichikawa Danjūrō I (1660–1704).
Onnagata-skuespillere bruger en hvid grundsminke kaldet oshiroi som skifter i intensitet afhængig af rollen samt lysende rød og blå som også bruges forskelligt afhængigt af rollen. Jo kraftigere den hvide farve er, jo højere er personen placeret på den sociale rangstige. Almindelige borgers grundsminke er mere kedelig grå.
Den røde farve symboliserer godhed, mod, styrke, lidenskab og overnaturlige evner, mens den blå farve symboliserer jalousi, frygt og det onde. Den brune farve bruges f.eks til uhyrer. Der findes omkring 50 forskellige stilarter inden for sminkning og udfra valget af farver kan man som publikum hurtig finde ud af om en person er god eller ond.
Scenen
Kabuki-scenen er bred, men ikke dyb. I midten er der en stor drejescene der betragtes som en japansk opfindelse fra 1758. Scenebaggrunden er et bagtæppe med motiver som træer, sten eller en eller anden form for landskab. Scenetæppet åbnes og lukkes ved forestillingens begyndelse og slutning.
Tæppets design er rimelig fast for de fleste kabuki-teatre: brede, vertikale striber af sort, mørk orange og grøn. Dette design bruges også i bunraku-dukketeatret.
Scenen er opdelt i en venstre side (set fra publikums side = højre side) og en højre side (set fra publikums side = venstre side). I venstre side sidder forestillingens fortæller og en musiker der spiller på strengeinstrumentet shamisen. Her hænger også et gardin som dækker over skuespillernes indgang og udgang til scenen.
I højre side af scenen er der bla. et sort forhæng. Bag dette sidder en lang række musikere med forskellige instrumenter der supplerer og shamisen-musikeren (se næste afsnit).
Fra højre side af scenen går der en gangbro (hanamachi) ned gennem publikum til teatersalens bagvæg. Den bruges til vigtige ind- og udgange i løbet af forestillingen – ofte afbrudt af en form for tableau (mie) midt på broen.
Både på selve scenen og på gangbroen er der elevatorer og faldlemme der bruges som dramatiske virkemidler eks. hvis et spøgelse eller andet overnaturligt væsen pludselig skal vise sig.
Musik og lydeffekter
Det vigtigste musikinstrument i kabuki er det 3-strengede instrument shamisen. Der eksisterer flere forskellige musikgenrer bla. den lyriske nagauta (lang sang) og den mere ledsagende/fortællende musik hvor sangeren ledsages af en shamisen-musiker (evt. andre instrumenter). Øvrige instrumenter kan være fløjter, trommer og andet slagtøj.
Hyōshigi er et meget simpelt musikinstrument der består af to aflange træstykker der slås mod hinanden og giver et højt smæld. Det bruges til at annoncere at forestillingen starter, til at skabe dramatik eller forvirring ved at slå dem sammen hurtigere og hurtigere.
Lydeffekter spiller også en stor rolle i kabuki f.eks. ved brug af
- Hon-tsuri en bronzeklokke ophængt i et træstativ. Klokken bruges til at angive tiden, men også til at understrege dramatiske højdepunkter når f.eks. skurken afslører sin sande natur.
- Ekiro er små klokker fastgjort på en snor som bruges til at efterligne heste i scener der foregår på en landevej eller lignende.
- Ame uchiwa er en vifte med påsatte små perler der bruges til at skabe effekten af regn
- Odaiko er en stor tromme der kan bruges til en lang række forskellige effekter som vind og bølger eller til at understrege en uhyggelig stemning
- Toribue er fuglefløjter. Der findes flere forskellige fløjter til at illudere forskellige slags fugle.
Kabuki og træsnit
Yakusha-e (役者絵) er navnet på en særlig type af de japanske træsnit der afbilleder kabuki-skuespillere. De blev i Edo-perioden (træsnittenes guldalder) betragtet som datidens filmstjerner, og yakusha-e blev brugt som reklamesøjle for kommende forestillinger mm. Billederne viste skuespillerne i deres roller med kostumer, frisurer og sminke.
Hvor kan man se kabuki-teater?
Der er mulighed for at se kabuki-forestillinger flere steder i Japan:
Tokyo: Kabukiza-kabukiteatret, Shinbashi Enbujo, The National Theater, Asakusa Public Hall
Osaka: Osaka Shochikuza
Kyoto: Minamiza-kabukiteatret
Øvrige: Hakataza-kabukiteatret (Fukuoka) og Kanamaruza kabukiteatret (Kotohira)
Flere af kabuki-teatrene har lavet audio-guides på engelsk, så man som udlænding kan følge med under forestillingen. Minamiza-teatret i Kyoto gør meget for at udbrede kendskabet til kabuki for ikke-japansk talende besøgende.
Som regel spiller teatrene en dag- og en aftenforestilling, nogen gange tre forestillinger i løbet af en dag. Hver forestilling har sit eget program og varer som regel mellem 4 og 5 timer. Ved nogle forestillinger kan man nøjes med kun at booke billet til en enkelt akt hvis man ikke mulighed for at se hele programmet. Husk kikkert hvis man sidder langt fra scenen.
Links til videre læsning
Udenlandske sider
Kabuki web onlinebooking til forestillinger, info om kabuki mm.Invitation to kabuki – fra Japan Arts Council, god intro hvad kabuki er, scenens opbygning etc.
Kabuki play guide omfattende side
Kabuki : the classical theater of Japan mange billeder
Kabuki intro fra Japan Times
Kabuki21 resumeer af kendte kabuki-skuespil, biografier af kendte kabuki-skuespillere mm
Kabuki – Japan Guide intro også med en kort gennemgang af de forskellige kabuki-teatre
Key kabuki words – god ordliste fra NHK
TheatreHistory.com – Kabuki: a history
Artikel fra Britannica.com
Wikipedias artikel
Bøger
A bilingual guide to Japanese traditional performing arts / Naramura Masayuki, Jeffrey Hunter. Tankosha, 2009. 192 siderAn illustrated guide to Japanese traditional clothing and performing arts. Tankosha, 2017. 158 sider ; ill. i farver
Rinko, Kimino: Photographic kabuki kaleidoscope in Japanese and English. Tokyo: Shogakukan, 2016. 123 sider ; ill. i farver