Den japanske have kan inddeles i forskellige havetyper.
Indhold
Tsukiyama – vandringshave
Tsukiyama som kan oversættes som vandringshave er en af de ældste og mest populære former for nihon teien i Japan. Den blev udviklet i perioden ca. 1600-1868. I vandringshaven afspejles naturen i miniatureform med kunstige bakker som et af de mest karakteristiske træk, med damme og små bække.
Eks.
Kenrokuen-haven i KanazawaMurin-an haven i Kyoto.
Karesansui – sand- og stenhave
Karesansui (Kare = tør, san = bjerg og sui = havet) er den japanske sand- og stenhave. Denne have kaldes også zenhaven eller meditationshaven og opstod oprindeligt i forbindelse med de zenbuddhistiske templer i perioden ca. 1392-1568.
Haven er anlagt med sand eller granitskærver, der er revet i mønster der skal afspejle en flod eller havet med dets bølger. Det er en meget simpel havetype. Ind i mellem bliver der placeret klipper og sten der skal symbolisere øer, bjerge, en båd eller et landskab som sådan.
Eks. – i Kyoto:
Ryōanji-templetKodaiji-templet
Shinnyodo templet (en moderne fortolkning af stenhaven)
Chaniwa – tehave
Chaniwa eller roji kaldes også tehaven og ligger i tilknytning til tehuset hvor teceremonien finder sted. Denne type af japansk have blev udviklet i perioden ca. 1335-1600. Tehaven skal forberede gæsten mentalt og spirituelt inden teceremonien. Den er derfor udpræget simpel og naturlig. Tehaven kan være ret frodig med træer der skal illudere en tæt skov.
Tehaven er bygget op i to dele: først skal man vandre ned af en slynget trædesti (kaldet tobi-ishi) for til sidst at nå tehuset. Her står en tsukubai et stenbassin med en øse som gæsten bruger til at vaske hænder i og skylle sin mund inden vedkommende kan træde ind i tehuset.
Eks.
Urakuen-haven med Jo-an tehuset i Inuyama
Tsubo-niwa – gårdhave
Tsubo-niva er en japansk gårdhave. Tsubo er målet på to tatami-måtter og angiver, at der er tale om en lille nihon teien. Den type japanske have blev udviklet i perioden 780-1868. Tsubu niwa kan både anlægges i en gård, på altanen, taget mm.
Paradishaven
Paradishaven som havetype dukkede op i slutningen af Heian-perioden (794-1185). De skulle symbolisere Rene land paradishaven (jodō (浄土庭園) hvor Amidha Buddha sad på en forhøjning og kiggede ud på en lotusdam. Disse haver havde en ø midt i søen kaldet Nakajima hvor en Buddha-hal stod der forbundet til søbredden af en buet bro.
Det meste berømte eksempel på sådan en have, der stadig eksisterer, er haven ved Byodoin-templet bygget i 1053 i Uji nær Kyoto.
Sø- eller damhaven
Sø- eller damhaven kaldes også Chisen-shoyū-teien. Oversat fra japansk betyder det noget i stil med en “sø-forår-bådudflugt have”. Havetypen stammer fra Kina og kom til Japan i løbet af Heian-perioden (794–1185). Som navnet antyder er fokus her en stor dam eller sø som man kunne gå rundt om eller sejle på.
Eks.
Heian Jingu-helligdommen i Kyoto
Daikakuji-templet i Kyoto
Ritsurin Kōen-haven i Takamatsu
Moderne fortolkninger
Et eksempel på en anderledes have er haven der er tilknyttet Adachi-kunstmuseet nær Matsue. Selv om haven er klassisk opbygget kan den kun beskues inde fra museet gennem vinduerne. Man kan ikke gå rundt i haven