Heian Jingu-helligdommen (平安神宮) er en af Kyotos yngste shinto-helligdomme. Den blev opført 1895 i anledning af 1100 året for grundlæggelsen af Kyoto og er helliget den første og sidste kejser som regerede over Japan fra byen: kejser Kammu (737-806) og kejser Komei (1831-1867). Heian er det gamle navn for Kyoto.
En enorm torii port (landet største på 23 m) malet i flammende rød shuiro farve markerer adgangsvejen til helligdommen. På hver side af vejen op til helligdommen ligger præfekturet Kyotos bibliotek, Kyotos lokale kunstmuseum og det nationale museum for moderne kunst – alle værd at se.
Selve helligdomsområdet er enormt og der er enorm god plads mellem de enkelte bygninger. De mest centrale af bygningerne er rekonstruktioner af kejserpaladset i Kyoto som det så ud i Heian-perioden (794-1185)
Heian Jingu har en berømt japansk have med en stor dam, fint klippede buske og træer og et lille tested hvor man kan få forfriskninger. I midten af april blomstrer havens hængende kirsebærtræer som altid trækker fulde huse.
Hvert år er helligdommen vært for forskellige festivaler og ceremonier. Den mest berømte er Jidai matsuri festivalen d. 22. oktober der fejrer grundlæggelsen af Kyoto. Højdepunktet i denne festival er det flere timer lange historiske optog hvor et par tusinde mennesker er klædt i tøj fra de forskellige perioder af Japans historie. Optoget starter ved kejserpaladset og slutter ved Heian Jingu-helligdommen.
Adresse
Okazaki Nishitennocho, Sakyo området, Kyoto, Kyoto 606-8341
Hjemmeside (på japansk med mulighed for at få maskinoversat til engelsk)
Transport
Tag bus 5 eller 100 fra Kyoto station. Det tager ca. en ½ time måske lidt mere afhængig af trafikken. Alternativt tag toget via Karasuma Oike til Higashiyama station. Herfra er der ca. 10 min. at gå.