Japansk metalsmedekunst er et traditionelt japansk håndværk hvor man især arbejder med guld, sølv, jern, bronze og tin. Andre metaller anvendes også.
De forskellige teknikker der bruges til bearbejdning af metaller blev først introduceret til Japan fra Kina og den koreanske halvø i den tidlige Yayoi-periode omkring 200 f.Kr. Bronze og jern blev brugt til at lave sværd og kobber til at lave smykker. Metalarbejder som hesteseler eller rustninger begyndte at dukke op i Kofun-perioden (ca. 300 til 538 e.Kr.) samt dekorationer til bronzesværd og spejle.
Med udbredelsen af buddhismen fra Nara-perioden (710-794) og frem blev produkter som metalbeslag til templer, buddhistiske statuer og alterudstyr mere almindelige, og metalbearbejdningsteknikker blev også væsentligt forbedret. Efterhånden som buddhistisk kunst blev populær blev gravering anvendt til at dekorere metalbeslag mm. til de forskellige templer og metalarbejder udviklede sig til at være deciderede kunstværker.
Men metal blev ikke kun brugt til dekorationsformål. Jern blev anvendt til at lave hverdagsting såsom gryder, kedler, sværd og landbrugsredskaber. Med industrialiseringen og masseproduktionen af metalsmedekunst i Kamakura-perioden (1185 -1333) og i Azuchi-Momoyama-perioden (1568 -1600) udviklede teknikkerne sig yderligere. Og metalarbejder var efterhånden ikke længere noget der kun var forbeholdt adelen, men blev hverdagseje.
I Edo-perioden (1603-1868) blev dekorationer til våben og sværd populære og teknisk overlegne dekorationer blev også anvendt på metalbeslag til sværdhylstre og parerplader. Med udviklingen af den japanske teceremoni opstod også et behov for at lave robuste tekedler og her var kedler i jern et oplagt valg.
Japansk metalsmedekunst udvikler sig fortsat den dag i dag og bruges til en bred vifte af produkter også fx blomstervaser, skriveredskaber, vindklokker, lygter etc. De japanske køkkenknive er nok den del af japansk metalsmedekunst der er bedst kendt i dag. Berømmet for deres holdbarhed og skarphed.
Der findes tre grundteknikker inden for japansk metalsmedekunst:
Tankin
Tankin er en teknik hvor du ved hjælp af en træhammer og metalhammer former metalplader i fx guld, sølv, kobber, bronze etc. Teknikken har været kendt længe i Japan. Allerede i Yayoi-perioden blev den brugt til at skabe bronzespejle, jernsværd og rustninger.
Først opvarmes metallet til flere hundrede grader og derefter formes pladen langsomt vha. af en træhammer. En træblok eller lign. med en fordybning bruges som underlag. Dernæst formes metalpladen ved at slå på den med en metalhammer på en slags ambolt (ategan på japansk) for gradvist at skabe den endelige form. Det kræver mange hammerslag at producere et enkelt færdigt værk. Enten efterlades slagmærkerne som en del af det endelig resultat eller også hamres metallet helt glat.
Chukin
Chukin er en støbeteknik hvor smeltet metal hældes i en form kaldet igata og efterlades til afkøling for at hærde metallet. Når metallet tages ud af formen, poleres overfladen for at gøre den skinnende. Støbning bruges hovedsageligt til at skabe tekedler, blomstervaser og buddhistiske statuer. Den store buddha i Todaiji-templet i Nara blev lavet vha. denne teknik.
Chōkin
Chōkin er det japanske ord for gravering i metal som har en lang tradition i den japanske kultur. Allerede i det 12. århundrede brugte man chōkin til at udsmykke rustninger, våben og andet tilbehør til samuraier, eks. tsuba som er en parerplade indsat mellem fæstet og klingen på et japansk sværd. Man brugte også chōkin-graveringskunsten til udsmykke eks. buddhistiske templer især alteret. Sidenhen er denne graveringskunst også blevet brugt til at udsmykke vaser, æsker, klokker, lamper, afbrændere til røgelse mm.
Motiverne kan være meget forskellige, men har altid afsæt i japansk kultur. Fx forskellige landskaber, floder, blomster, dyr, religiøse symboler, mytologiske figurer, geishaer mm.
Som udgangspunkt graverer man i kobber, guld, sølv, jern og ofte udsmykker man efterfølgende det graverede med bladguld eller bladsølv.
Som eksempler på chōkin-graveringskunst kan nævnes lotusfoden som den store Buddha i Tōdaiji-templet i Nara fra år 752 hviler på. Her er brugt en teknik kaldet kebori hvor graveringeren består af hårfine streger.
Links til videre læsning
Danske sider
Hanafubuki.dk: Japansk metalsmedekunstUdenlandske sider
De forskellige teknikker der bruges ved metalsmedekunst – meget fin gennemgang med illustrationer fra Gallery JapanMetalworking med fokus på de forskellig metaller der bruges i japansk metalsmedekunst
Metalwork in Japan fra Britannica.com
Metalwork god længere historisk intro fra Handbook for the Appreciation of Japanese Traditional Crafts
Metalworks intro med de forskellige teknikker der anvendes og salg af kunsthåndværk i metal fra Gallery Japan
Masters of metal artikel fra Art & Antiques
A Delicate Strength | Exploring Metal and Glass in Japan’s Craft Heritage intro fra Japan House Los Angeles
Artikel om chōkin fra JAANUS
Tokyo chokin om graveringskunst fra Tokyo Traditional Crafts
Intro til chokin mm fra Inspired Expressions Atelier
Sightseeing info
Kyoto
Kiyomizu Sannenzaka Museum
337-1 Kiyomizu-Sanchome Sanneizaka Kita-iru Kiyomizudera-monzen Higashiyama-ku Kyoto, 605-0862
Hjemmeside
Museets permanente udstilling fokuserer på metalsmedekunst, cloisonne og makie-lakkunst. Dejligt museum med meget fine genstande og grundige beskrivelser af de forskellige teknikker der ligger bag de enkelte kunstværker.