Fūrin (風鈴) er en japansk vindklokke. Den hænges gerne i tagudhænget eller i vinduet om sommeren. Lyden fra klokken siges at have en afkølende effekt.
Ned fra klokken hænger en rektangulær papirstrimmel, kaldet tanzaku (短冊). Når vinden fanger papiret, sættes den indvendige tunge, zetsu (舌), i bevægelse, så den rammer klokken og frembringer lyden. Tanzaku kan være udsmykket med små illustrationer, måske et vers fra et digt eller lign.
Historie
Vindklokken stammer oprindelig fra oldtidens Kina hvor klokken blev brugt som en slags “vejrprofeter”. Man hængte jadestykker op i bambuslunde og brugte lyden af dem, når de ramte hinanden, til at spå om lykke og ulykke. Skikken hed senfūtaku (占風鐸). Med buddhismen kom den klokkeformede fūtaku (風鐸) til Japan. Den blev støbt i bronze og hængt op under de fire hjørner af tagudhænget på buddhistiske templer hvor lyden blev tillagt en beskyttende virkning mod onde ånder. Klokkerne blev malet røde fordi rødt netop var den farve der skulle holde det onde borte.
Glasvindklokker optræder første gang i skriftlige kilder i Kyōhō-perioden (1716-36). Glashåndværkere fra Nagasaki rejste rundt til Osaka, Kyoto og Edo og fremviste fremstillingen af såkaldte bidoro-fūrin som en slags forestilling. Bidoro er et gammelt japansk ord for glas, afledt af det portugisiske vidro.
Glas var på det tidspunkt overordentlig kostbart fordi man ikke selv kunne fremstille råmaterialet. En enkelt glasvindklokke kunne koste hvad der i nutidens penge svarer til flere millioner yen, og kun daimyōer og velhavende købmænd havde råd. Alle andre købte vindklokker i bronze.
I løbet af Tenpō-perioden (1830-43) blev glasvarer langt mere udbredte i Edo (nuværende Tokyo) hvor der opstod grossister med speciale i bidoro-vindklokker og glassmykker. Fūrin blev nu noget almindelige folk kunne eje.
Selve betegnelsen Edo fūrin er derimod moderne. Den blev givet i Shōwa-tiden af Shinohara Yoshiharu som navn for de håndblæste glasvindklokker der viderefører Edo-tidens teknik. Før da hed de blot glasvindklokker eller bidoro-fūrin. Navnet er i dag et registreret varemærke som kun må bruges af Yoshiharus godkendte efterfølgere og deres værkstedsskole.
Tre kendte fūrin-traditioner
Fūrin fremstilles i mange forskellige materialer og regionale traditioner. Tre af de mest kendte er:
- Nambu fūrin (南部風鈴) – vindklokker i støbejern fra Nambu tekki-traditionen i Iwate
- Hibashi fūrin (火箸風鈴) – vindklokker af smedede jernstænger, især kendt fra Myōchin-familien i Himeji
- Edo fūrin (江戸風鈴) – håndblæste glasvindklokker fra Tokyo
Links til videre læsning
Udenlandske sider
- The furin poetic charm for the summer season (PDF)
- History and production of edo wind-chimes fra Nihon Ichiban
Bøger
- Bells. I: Japan and things Japanese / Mock Joya. Routledge, 2016. S. 3-4.
Sightseeing info
Flere steder i Japan er særligt kendt for fūrin. Ved Kawasaki Daishi samles vindklokker fra hele landet til et stort sommermarked, mens lyden af Nambu-fūrin på Mizusawa Station er udpeget som et af Japans bevaringsværdige lydlandskaber.
Kawasaki
Kawasaki Daishi Furin-Ichi
Stort årligt sommermarked ved Kawasaki Daishi-templet, hvor vindklokker fra producenter og traditioner over hele Japan samles på ét sted — omkring 800 forskellige varianter. Markedet afholdes i juli. Kawasaki ligger tæt på Tokyo og kan nemt besøges på en dagsudflugt.
Ōshū
Mizusawa Station
Stationen er kendt for sine mange vindklokker og står på miljøministeriets liste over Japans 100 bevaringsværdige lydlandskaber — det er specifikt Nambu-fūrin på Mizusawa Station der er udpeget. Mizusawa er samtidig et af de to centre for Nambu tekki, så vindklokkerne her er i støbejern. Om sommeren hænges flere hundrede op på stationen.
Shopping info
Uden for Japan kan man købe et udvalg af vindklokker hos The Wind Chime Shop og i Danmark fx via Japanshoppen.
Tokyo
Der findes specialbutikker der sælger vindklokker, men de kan også findes i stormagasinerne. I området omkring Nakamise-gaden i Asakusa kan man ofte også finde vindklokker til salg, fx hos papirbutikken Kurodaya.
Shinohara Maruyoshi Furin
Det ene af de to tilbageværende værksteder der fremstiller Edo fūrin med den traditionelle håndblæste teknik. Her sælges forskellige fūrin i håndlavet glas.
Shinohara Furin Honpo
Det andet af de to værksteder der viderefører Edo fūrin-teknikken. Værkstedet er grundlagt i Taishō-tiden, og det var anden generation, Shinohara Yoshiharu, der gav glasvindklokkerne navnet Edo fūrin.
Kurodaya
Salg af fūrin i håndlavet glas samt et meget stort udvalg af japansk papir (washi) m.m. Super butik.
Nousaku
Nousaku er en støberivirksomhed fra Takaoka i Toyama, der blandt andet fremstiller moderne fūrin i messing. Firmaet har flere egne butikker i Tokyo. Se den aktuelle butiksliste på hjemmesiden.
Shizuoka
Miyabi Andon
Værksted for Suruga take sensuji zaiku, Shizuokas traditionelle fintspaltede bambusarbejde. Blandt produkterne findes fūrin hvor den flettede bambuskonstruktion kombineres med en Nambu-jernklokke.
Himeji
Myōchin Honpo
Fremstiller de karakteristiske hibashi fūrin af smedede jernstænger. Myōchin-familien fører sin tradition som rustningssmede tilbage til Heian-perioden, og efter overleveringen skænkede kejser Konoe dem navnet Myōchin i midten af 1100-tallet. Da behovet for rustninger forsvandt efter Meiji-restaurationen, gik familien over til at smede ildtænger, hibashi — efter sigende fordi en forfader havde lavet ildtænger til temesteren Sen no Rikyū. I 1965 udviklede 52. generation vindklokken ved at udnytte tængernes klare klang.
Otaru
Otaru på Hokkaido er kendt for sin glaskunst og sine mange glasbutikker. Her kan du også finde et stort udvalg af vindklokker i glas.
Taisho Glass Museum
Udstiller og sælger glaskunst, herunder vindklokker. De tilbyder også sæsonbestemte værksteder hvor man selv kan fremstille eller dekorere en fūrin.
Fine Craft
Sælger forskelligt japansk kunsthåndværk, fx i træ, glas m.m.