Den japanske teceremoni, chanoyu, har en lang og fascinerende historie der strækker sig over mere end tusind år. Dens udvikling er tæt forbundet med buddhismen, aristokratiet og samuraiernes kultur – og kulminerer med Sen no Rikyūs filosofi som stadig præger chanoyu i dag.
Fra Kina til Japan
Te og tedyrkning kom til Japan fra Kina i det 8. århundrede. I Kina havde man længe drukket te af medicinske årsager, men buddhistiske munke i landet havde også opdaget at teen hjalp med at holde dem vågne under meditation. Denne opdagelse gav de videre til japanske munke som besøgte Kina (bl.a. den berømte munk Eisai), og teen blev snart standard i de japanske klostre. Viden om teen spredte sig hurtigt videre til de øverste klasser i det japanske samfund som kejseren, adelen og samuraierne. I Heian-perioden (794–1185) blev te drukket som en luksusvare, og i Kamakura-perioden (1185–1333) havde samuraierne taget den til sig som en del af deres livsstil.
Overklassens tefester
Fra det 9. til det 15. århundrede udviklede teforbruget sig til overdådige fester blandt adel og krigere. Gæsterne blev underholdt med musik, dans og overdådige måltider, mens der blev drukket store mængder te. Denne prangende stil lagde grunden til den kontrast som senere blev fremhævet af de første tefilosoffer.
Murata Shukō og wabi-cha
I det 15. og 16. århundrede blev chanoyu formet som den praktiseres i dag af tre forskellige mænd. Den første var Murata Shukō (ca. 1422-1502), elev af zenmesteren Ikkyū, som var imod den pralende og overfladiske måde man dyrkede teceremonien på i overklassen. Han havde studeret zenbuddhisme og ønskede at teceremonien skulle være mere simpel og i tråd med zens filosofi. Ifølge zenbuddhisme kan almindelige hverdagsaktiviteter føre til oplysning, og Shukō mente at ved at servere te på en velovervejet, indstuderet måde kunne folk bedre værdsætte verden omkring dem.
Takeno Jōō og de første tehuse
Shukōs stil inden for teceremonien, kaldet wabi-cha, blev forfinet yderligere af Takeno Jōō (1502-1555) som flyttede teceremonien fra dens overklassemiljø til nye omgivelser i form af deciderede tehuse som med vilje var simpelt byggede stort set uden udsmykning. Dette skulle sikre at gæsterne kunne koncentrere sig fuldstændigt om teen.
Sen no Rikyū – teceremoniens mester
Jōōs elev var Sen no Rikyū (1522-1591) som er den mest berømte temester gennem tiden. Han virkede som æstetiker ved militærdiktatoren Toyotomi Hideyoshis hof. Rikyū mente at chanoyu i alle aspekter skulle udtrykke filosofien om wabi, et centralt begreb i japansk forståelse der fokuserer på åndelig fattigdom, og ved at tømme sig selv kunne man finde tilfredsstillelse ved noget der var større. I stedet for at svælge i overflod og ekstravagance skulle man som gæst ved en teceremoni fokusere på enkelhed, naturen omkring en og være i stand til at kunne se det smukke i det uperfekte.
Sen no Rikyū udpegede fire principper som de bærende i chanoyu: wa, kei, sei, jaku.
- Harmoni kaldet wa – der skal være harmoni mellem gæsterne, værten, naturen og det sted hvor ceremonien finder sted. Redskaber, udsmykning mm. skal være afstemt
- Respekt kaldet kei – man skal acceptere hinanden og behandle hinanden med respekt uanset status eller rang. Gæsterne skal vise respekt ved at behandle teredskaberne forsigtigt
- Renhed kaldet sei – man skal behandle sig selv og hinanden med et åbent og rent hjerte. Renhed opnås ved at forlade det pulserende liv udenfor og træde ind i terummet og fokusere på denne specielle ceremoni. Mere konkret kræves det også at deltagerne vakser hænder og skyller mundom symbolsk renselse før de træder ind i tehuset. En praksis der stammer fra shintoismen.
- Ro kaldet jaku – et punkt man når, en indre ro, hvis det er lykkedes at nå de tre foregående
Teskolerne
Efter Sen no Rikyūs død i 1591 blev hans tilgang til chanoyu videreudviklet af både elever og efterkommere. En af de mest betydningsfulde var Furuta Oribe (1544-1615), som havde været elev af Rikyū og blev en toneangivende temester efter hans død. Værker bestilt af Oribe var kendetegnet ved afvigende og uregelmæssige former der forstærkede brændingens tilfældige virkninger, og hans navn er siden knyttet til Oribe-keramikken fra Mino med dens grønne glasurer og kraftige dekorationer.
Rikyūs familietradition blev videreført gennem hans efterkommere. Hans oldebørn lagde grunden til de tre Sen-familier – Omotesenke, Urasenke og Mushakōjisenke – som alle eksisterer i dag. De har udviklet forskellige traditioner og fremgangsmåder, men fører alle deres tetradition tilbage til Rikyū.
Skolerne er organiseret omkring iemoto-systemet, hvor traditionen føres videre gennem skolens familie og dens overhoved, iemoto. Systemet regulerer blandt andet overleveringen af skolens praksis, undervisningen og certificeringen af udøvere. I sin institutionaliserede form udviklede det sig efter at de tre Sen-familier var etableret, og fik særlig betydning fra 1700-tallet. Der findes flere teskoler end de tre. Se Wikipedias oversigt over japanske teskoler for flere oplysninger.