24. august 2026

Intro

Et chashitsu (茶室) er det særlige tehus eller terum hvor den japanske teceremoni, chanoyu, afholdes. Rummet er ikke blot en praktisk ramme, men en essentiel del af oplevelsen. Alt fra arkitektur og materialer til indretning og udsmykning er nøje udvalgt for at skabe den ro og enkelhed der er kernen i teens vej.

Et terum kan også være et bestemt rum i en privat bolig eller et andet sted der normalt ikke er forbundet med en teceremoni.

Plantegning over et typisk terum med tatami-måtter, ildsted og tokonoma
Opbygning af et typisk terum

Arkitektur og størrelse

Et klassisk chashitsu er ofte et fritstående lille hus i en have (roji). Indvendigt er rummet næsten altid beklædt med tatami-måtter. Den mest almindelige størrelse er 4,5 tatami-måtter (ca. 8,2 m²), men der findes både større og mindre varianter.

Størrelsen blev standardiseret i Muromachi-perioden, og efter traditionen går den tilbage til den meditationscelle som den indiske lægmandsdiscipel Vimalakirti — på japansk Yuima — skal have haft. Sen no Rikyū skabte senere et berømt tehus, Tai-an, på blot to tatami-måtter – et stærkt symbol på wabi-idealet.

Jo-an-tehuset i Urakuen-haven med stråtag og lav indgang
Jo-an-tehuset, Urakuen-haven, Inuyama

Indgang og symbolik

Gæsterne træder ind gennem den lave døråbning, nijiriguchi (“kravle-ind-indgangen”) som tvinger dem til at bukke sig. Dette symboliserer ydmyghed og lighed mellem alle deltagere, uanset status. Værten kommer ind ad en særskilt dør kaldet sadōguchi som forbinder til forberedelsesrummet (mizuya).


Tokonoma – ceremoniens fokuspunkt

Et centralt element i chashitsu er tokonoma, en alkove i hjørnet af rummet. Her hænges en billedrulle (kakemono) med digte, berømte buddhistiske ordsprog eller lign. eller udtryk der knytter sig til teceremonien. Kakemono vælges med omhu i forhold til årstiden, tid på dagen etc.

Den traditionelle form for japansk blomsterarrangement er ikebana hvor flere blomster placeres i en vase eller skål. Ved den japanske teceremoni derimod bruges kun få blomster, ofte kun en enkelt blomst. Den placeres i en vase (lavet i keramik eller bambus) i tokonoma. Der findes flere varianter; nogle kan hænge, andre står. Valget af blomsten eller blomsterne afhænger af årstiden og hvilken type ceremoni det er. Chabana bidrager til og understreger stemningen ved teceremonien.

Tokonoma fungerer som ceremoniens visuelle og spirituelle fokuspunkt, og gæsterne viser altid respekt ved at beundre udsmykningen først.


Kalligrafi på billedrulle hængende i en tokonoma-alkove
Kalligrafi på billedrulle hængende i en tokonoma-alkove, Engakuji-templet, Kamakura

Ildstedet

I gulvet er der et lille nedsænket ildsted, ro, hvor tekedlen varmes i vintermånederne. Om sommeren bruges i stedet et transportabelt kulbækken, furo, der stilles ovenpå gulvet. Skiftet mellem de to markerer årets gang i terummet og er en af de mest håndgribelige forskelle mellem en vinter- og en sommerceremoni.


Materialer og æstetik

Tehuse bygges i en wabi-stil hvor naturlige materialer som træ, bambus, papir og ler dominerer. Væggene er ofte dæmpede i farver, og vinduerne dækket af japansk papir (shōji), så lyset filtreres blødt ind i rummet. Enkelhed og rustik skønhed er nøgleord, i tråd med wabi-sabi-æstetikken.


Haven som overgang – roji (露地)

Et chashitsu er næsten altid omgivet af en tehave kaldet roji eller chaniwa. Gæsterne passerer gennem denne have, renser hænder og mund ved et stenbassin (tsukubai) og forbereder sindet inden de træder ind i terummet. Haven fungerer som en overgang mellem den travle verden udenfor og den ro man finder i teceremonien.

Læs mere om de forskellige typer af japanske haver.

Tehus med stråtag i Kodaiji-templets have i Kyoto
Tehus i Kodaiji-templets have, Kyoto

Kendte tehuse i Japan

  • Tai-an i Myōkian-templet (Kyoto) – designet af Sen no Rikyū i 1580’erne og Japans mindste og mest berømte tehus. Tehuset kan kun besøges mod forudgående reservation
  • Jo-an i Urakuen-haven (Inuyama) – anses for et af de mest velbevarede tehuse fra 1600-tallet
  • Meimei-an (Matsue) – kendt for sin smukke have og autentiske atmosfære

Et chashitsu er ikke blot et rum, men en integreret del af chanoyu. Arkitektur, symbolik og æstetik forenes i et rum der indbyder til ro, enkelhed og harmoni. At træde ind i et tehus er at træde ind i et univers hvor tidens tempo sænkes, og hvor skønheden i det enkle kan opleves fuldt ud.

Vil du vide mere om den japanske teceremoni?