18. maj 2019

En geisha (芸者) er en veluddannet værtinde der underholder sine kunder ved fester og middage med sang, musik, dans og konversation. Hendes primære funktion er at få sine kunder (nu om dage især rige forretningsmænd) til at slappe af og sørge for en god stemning. Geisha betyder egl. “kunstnerperson” eller “kunstner” og er den mest almindelige betegnelse og den der er bedst kendt uden for Japan. Et andet ord for geisha er geiko (芸子) som bruges om de geishaer der arbejder i Kyoto. En maiko (舞子 egl. “dansebarn”) er navnet på en ung pige der er ved at uddanne sig til geisha og er et fænomen der kun er kendt i Kyoto.

Kyoto er den by der har det højeste antal af arbejdende maikoer og geishaer. Der findes også geisha-distrikter i Tokyo (Shimbashi, Akasaka, Yoshicho, Kagurazaka, Asakusa og Mukojima). Derudover er der også Furumachi i Niigata og Higashichaya i Kanazawa mfl.


Historie

I det 17.- og 18. århundrede var kurtisaner eller autoriserede prostituerede (oiran) centrum for det liv der herskede i bla. Yoshiwara-forlystelseskvarteret i Edo (nu Tokyo), Shimabara-kvarteret i Kyoto og i andre større byer i Japan. Her sørgede de for underholdning, musik og meget mere for deres kunder. Omkring 1730 begyndte der at dukke en ny gruppe af underholdere op kaldet geishaer som arbejdede side om side med kurtisanerne. De første geishaer var mænd der fungerede som tjenere der snakkede med gæsterne og lavede lidt komiske små teaterstykker for gæsterne. De første kvindelige geishaer kom til omkring 1750 og blev hurtigt den dominerende gruppe i forhold til mændene. Omkring 1780 var en geisha blevet synonym med en kvindelig underholder. De først geishaer (hvad enten de var mænd eller kvinder) var under streng kontrol af regeringen. De måtte for eksempel ikke sidde i nærheden af kurtisanernes kunder eller på nogen måde have have et personligt forhold til dem.

Fra begyndelsen var der geishaer som arbejdede uden for de autoriserede forlystelseskvarterer. I Edo var der adskillige forlystelseskvarterer langs Sumida-floden hvor forlystelsesbåde lagde til. I disse kvarterer var der ikke de samme restriktioner fra regeringens side eller en streng etikette der skulle overholdes. Tehuse og restauranter fik her en blomstrerende forretning især båret frem af de mange geishaer-fester som forretningsmænd holdt for deres venner og forretningsforbindelser. I modsætning til de autoriserede forlystelseskvarterer var det ikke kun de rige der kom her, men også den voksende klasse af købmænd og håndværkere (chōnin). Den mere simple og enkle, men stadig raffinerede stil som geishaerne repræsenterede, appellerede til dem.

Fra 1860’erne og frem blomstrede geisha-kulturen. De var trendsættende med mode og tilbehør i forhold til den almindelige japanske kvinde og formåede til stadighed at skabe en eksklusiv stemning i de tehuse hvor de arbejdede og som det var forbundet med status at være en del af. I 1895 blev der dannet en nationalt forbund for de de forskellige geishahuse der bla. beskrev takt og tone, krav til påklædning mm.

Kotondo_Torii_sommer_geisha
Træsnit af Kotondo Torii – sommer geisha – fra 1934

Da 2. verdenskrig var slut, var geisha-kulturen på retur. Mange kvinder blev nødt til at arbejde på fabrikker eller andre steder for at bidrage til genopbygningen af landet. Mange prostituerede på dette tidspunkt bar kimonoer og makeup som de rigtige geishaer, og det betød at de amerikanske soldater udstationeret i landet fik den opfattelse at at alle geishaer var prostituerede. Alle der var en del af underholdningsindustrien – dansere, geishaer, natklubværtinder og gadearbejdere – blev alle kaldt “geesha-girls”. Det betød at geishaernes ry tog skade og blev synonym med en prostitueret. En misforståelse der stadig den dag i  dag hersker i Vesten.

Med Anti-prostitutionsloven der kom i 1958 skete der en lang reguleringer på området, bla. blev traditionen med mizuage forbudt – dvs. at sælge en geishas mødom eller snarere en maikos (geisha under oplæring). Lovgivningen sikrer fortsat at ingen kvinde kan blive solgt. En geisha bliver hyret efter egen fri vilje og har fuldstændig de samme rettigheder som enhver anden borger i Japan. De forskellige arbejdsretslove i Japan kræver desuden tvungen skolegang for en pige til hun er færdig med high school hvilket betyder at en geisha tidligst kan begynde at arbejde som 18-årig. Der gives dog en undtagelse ved oplæringen af maikoer i Kyoto (som en måde at sikre denne specielle kultur) der allerede kan starte som 16-årige.


Uddannelse som maiko

Shikomi

Shikomi er det første stadie til at blive en maiko og senere geisha. En pige der stræber efter at blive en maiko skal være 16 år da hun skal have færdiggjort sin junior high school. Øvrige krav er at man ikke må være højere end 160 cm, veje mindst 43 kg og så selvfølgelig være interesseret og indstillet på at studere forskellige traditionelle japanske kunstarter i årevis. Hvis man ikke allerede har en kontakt i geisha-miljøet, kan man kontakte Ookini Zaidan som fungerer som laug for alle Kyoto’s geisha-distrikter. Vurderer de at man er en egnet kandidat, vil de sende ens profil til de forskellige okiya-huse (det sted hvor man sor maiko og geisha bor og studerer) og en af dem vil måske være interesseret i at undervise en.

Pigens forældre skal selvfølgelig også give deres tilladelse. Der laves en mundtlig aftale mellem forældre og ejer af den okiya man er blevet optaget i. En aftale kaldet kakae. Denne indebærer bla. at forældrene må acceptere ikke at kunne kontakte deres datter i en periode på omkring 2 måneder. Pigen skal flytte ind i okiya’en og lære at leve selvstændigt. Denne 2 måneder karantæneperiode skal lære at gøre hende uafhængig af familien.

Livet i en okiya er meget hierarkisk, og en shikomi er nederst i hierarkiet. En shikomi bliver sat til at lave forskelligt husligt arbejde som at gøre rent, at folde tøj sammen mm. Hun har også ansvaret for at hjælpe en maiko med at få tøj af og på, hjælpe med makeup etc. De følger deres ældre “søstre” hvorend de går og hjælper med at bære ting rundt hvis nødvendigt. En shikomi skal altid stå til rådighed hvis den ældre søster behøver hjælp og altid udvise den største respekt.

geisha maiko
Fra venstre til højre: en geisha, en yngre maiko med halvlang obi (er endnu ikke formelt debuteret som maiko), en anden geisha, endnu en yngre maiko med lang obi (er debuteret som maiko) og en shikomi. Cop https://www.flickr.com/photos/nudoetcrudo/

Derudover skal man lære den særlige Kyoto-dialekt (Kyo-kotaba) som er essentiel for en geishas arbejde. Denne dialekt har sin oprindelse i det kejserlige hof og har en mere blød tone og er ikke så tydelig som moderne japansk.

Ejerinden af stedet (okasan) har ansvaret for at undervise shikomi i at servere te, gå ud og ind af et rum på den rigtige måde, åbne og lukke en skydedør og bevæge sig i en kimono. Shikomi deltager også i nogle forkurser (betalt af okiya) som skal give hende et basalt kendskab til sin kommende uddannelse som maiko. Disse forkurser kan f.eks. være undervisning i fløjtespil, i shamisen (traditionelt japansk strengeinstrument i stil med en guitar), trommespil og dans (odori). Efter at have været en shikomi i omkring 6 måneder til 1 år vurderes det om hun er parat til at begynde som maiko. Men dette afhænger også af hvor hurtigt hun lærer. Shikomi-perioden afsluttes med en eksamen der foregår på kaburenjo-teatret (se nedenfor) hvor hun optræder med en række musik- og dansenumre foran sine lærere.

Består hun sin eksamen tager okasan hende med til det lokale tempel hvor præsten skal give hende et egnet kunstnernavn. En maiko optræder aldrig under sit fødenavn. Det skal være et navn der passer til pigen og hvad du forventer af hende.

I shikomi-perioden bærer den unge pige almindeligt vestligt tøj. Kun i forbindelse med særlige begivenheder bærer hun en kimono houmongi (en semiformel kimono til brug ved visitter). Håret er enkelt enten samlet i en hestehale eller i en knold.

Minarai

Efter shikomi-perioden starter den formelle træning – minarai – der egl. betyder “lær ved at se efter”. På dette tidspunkt får man tilknyttet en ældre maiko eller geisha som sin mentor og som man kalder sin onēsan (søster).

Man følger sin onēsan til ozashiki (middage) og sidder og observerer hvordan geishaer og maikoer snakker og underholder deres kunder. Man deltager ikke selv og snakker ikke med kunderne. Men det er en måde at lære  tips og tricks som ikke kan læres i kaburenjo-skolen (se nedenfor). Samtidig lærer man også potentielle kunder at kende.

Minarai starter en måned før man debuterer som maiko.

Maiko Koaki i dansepositur. Den røde underkimono kan skimtes og den store pocchi på obi-bæltet er tydelig. Cop. Raisuke 55 Maiko.net

Misedashi

Misedashi er en ceremoni der markerer en shimiko’s debut som maiko. På dagen deltager maikoen bla. i et sansankudo-ritual (bruges også ved bryllupsceremonier) hvor man deler 3 kopper sake 3 gange med sin onēsan, geishaer og øvrige maikoer. Ritualet kan ses som et optagelsesritual eller tilknytningsritual hvor man anerkendes som et fuldgyldigt medlem af geisha-distriktet.

Misedashi er en festdag for maikoen og for hele geisha-distriktet. I de første tre dage som maiko bærer hun en særlig sort formel kimono (kuromontsuki hikizuri) med fem emblemer fra den ukiya hun tilhører (okiya mon) og en særlig hårudsmykning. Hun besøger de andre ochiya i nabolaget og introducerer sig selv. Vifter og flag med navnet på den nye maiko deles ud til loyale støtter og andre medlemmer af distriktet.

Efter misedashi mangler maikoen stadig en del uddannelse for at kunne underholde på et tilfredsstillende niveau. Det er hendes ældre “søsters” ansvar fortsat at tage hende med til tehuse (ochaya), restauranter og hjælpe hende videre. Maikoen får langsomt mere og mere ansvar og begynder at snakke og spille med gæsterne, optræde mm. og modtager også fortsat undervisning. Uddannelsen som maiko i Kyoto varer 4-5 år.

Udenfor Kyoto i f.eks. Tokyo kaldes en maiko for hangyoku. De starter deres uddannelse når de er 18 og debuterer som geisha et par år senere. Deres uddannelse er ikke på samme niveau som dem i Kyoto og værdsættes derfor ikke på samme måde. Deres kimono er ikke farverig som maikoerne i Kyoto, og de bærer som regel paryk og får ikke sat deres eget hår.


Karriere som geisha

Erikae
Erikae (egl. “skifte krave”) er en ceremoni hvor en maiko efter endt uddannelse debuterer som geisha. I de sidste 14 dage op til ceremonien ændrer hun også sin frisure og valg af kimono til en mere moden stil. Erikae er en betydningsfuld og festlig dag for en maiko og for hele geisha-distriktet. På dagen går hun også rundt til sine forskellige kunder og samarbejdspartner og takker for deres støtte og for at vise sig frem ikke længere som en ung maiko, men som en moden geisha. Hun uddeler også nye visitkort med sit geishanavn.

De første tre dage efter erikae bærer geishaen en formel sort kimono som ved misedashi. De efterfølgende tre dage bærer hun en meget farverig kimono. Efter en uge begynder hun at bære den type af kimono som hun vil bruge i resten af sin karriere (se mere i afsnittet: En geishas påklædning, frisure mm.)

I arbejde som geisha

Når en geisha er færdiguddannet er hun fortsat tilknyttet den okiya hvor hun var som maiko. Aftaler om engagementer går igennem okiya’en og aftales ikke direkte hos den enkelte geisha. En del af en geisha’s løn går til driften af okiya’en og til de mennesker der bor der som endnu ikke arbejder dvs. maikoer, pensionerede geishaer mfl. En geisha forventes også at være mentor for en maiko og hjælpe hende med at lære faget at kende. En geisha fortsætter også med sin undervisning men har nu mulighed for at specialisere sig i et enkelt instrument eller en bestemt dans.

En geisha kan opnå uafhængighed i forhold til okiya’en fra det 6. år (dvs. fra hun startede som shikomi) hvis hun har betalt al sin gæld (kost og logi og undervisning gennem årene) til stedet. Denne type af geisha kaldes jimae. Hun har nu mulighed for at flytte i egen bolig og er mere fri til at styre sit liv. Aftaler mm. styres dog fortsat af den okiya hun er tilknyttet. Når en geisha bliver uafhængig, bliver to nemaki-sølvbånd der sidder i hendes frisure fjernet (se mere i afsnittet: En geishas påklædning, frisure mm.)


Hiki-iwai

Når en geisha beslutter sig for at trække sig tilbage bliver der afholdt en hiki-iwai-ceremoni. I gamle dage blev en hiki-iwai fejret når en geisha blev uafhængig af sin okiya efter at have betalt sin gæld til stedet eller når hun helt forlod geisha-distriktet. Nu om dage bliver ceremonien for at geishaen har mulighed for at vise sin taknemmelighed over for alle der har hjulpet hende i hendes arbejde igennem årene.

Hun går rundt til sine kunder og tidligere samarbejdspartnere og afleverer en lille æske med ris og og et trekantet ark papir hvor hendes geisha navn og hendes rigtige navn er skrevet. Dette stykke papir kaldes en sashikami.Hvis risen i æsken er rød, betyder det at geishaen aldrig vil vende tilbage og arbejde som geisha. Hvis risen er hvid, og der også ligger nogle røde sasage-bønner i æsken, betyder det at hun måske vil vende tilbage og arbejde som geisha igen. Selvom en geisha har trukket sig tilbage, er hun stadig knyttet til sin gamle okiya og holder kontakten ved lige og kan stadig blive spurgt til råds og blive bedt om at hjælpe i okiya’en.

Grundene til at ophøre med at arbejde som geisha kan være mange: hvis hun skal giftes (man kan ikke være gift og være geisha), åbne en restaurant, bar eller lignende, alderdom mm. Det er også meget almindeligt for en pensioneret geisha at blive ejer af en okiya (en såkaldt okami-san) og begynde at uddanne nye geishaer og maikoer.


En maikos kimono og tilbehør

Maikoerne især i Kyoto er berømte for deres smukke kimonoer, fine hårpynt og hvidmalede ansigter. En maikos påklædning består som udgangspunkt af følgende dele:

Darari-no obi

Darari-no obi er en særlig variant af en obi dvs. det bånd eller bælte der holder sammen på en kimono. En darari-no obi er ikke helt foldet sammen bagtil i en knude som normalt, men to lange ender af obien hænger ned og når næsten til anklerne. I sin fulde længe kan den være op til 6 meter lang. I den indledende shikomi-periode bæres en halvlang obi: han-dera. I modsætning til almindelige obi er mønstret gentaget på bagsiden som er med til at fremhæve en maiko’s elegante figur når man ser hende fra siden. Det kræver en del fysisk styrke at binde en darari-no obi. Som regel er det en mandlig påklæder (otokoshi) som sørger for at klæde en maiko på.

Pocchiri / obidome

Pocchiri er en broche der bæres på forsiden af en obi. En pocchiri der bæres af en maiko, er større end normalt og er ofte lavet af dyre materialer som elfenben, koral og perler. Mange pocchiri har været del af en okiya i gennem flere generationer, og der passes godt på dem. De undervises sågar i faldteknik så de undgår at ødelægge deres pocchiri og øvrigt udstyr.

Okobo

Okobo er særlige høje sandaler lavet af kejsertræ. De er omkring 10 cm høje og er hule indeni. Den dag en maiko debuterer (misedashi) bliver der sat små klokker på begge sandaler. Efterhånden falder klokkerne af, og hun betragtes nu som en rigtig maiko.

Stropperne på sandalerne er i starten af en maikos uddannelse i kraftige lysende farver som rød og lyserød, men bliver efterhånden mere enkle og nedtonede.

maiko_Fukutomo
Maiko Fukutomo med en ozashiki kago taske. Hendes fine pocchiri broche er også tydelig. Cop. Hirokuni_Doi, 55maiko.net

Susohiki

Den kimono som en maiko bærer, kaldes en susohiki og er længere end en normal kimono op til 2 meter lang. Når en maiko bevæger sig rundt, løfter hun op i den med venstre hånd. Denne måde at holde kimonoen på gør også at hendes venstre hånd er tæt på hendes bryst der således beskytter v-udskæringen af kimonoen. Det er en måde at signalere at “jeg er en der underholder, men jeg er ikke en prostitueret”. Det er en skik der stammer fra gamle dage hvor rollen som en geisha/geiko og maiko ofte blev forvekslet med en prostitueret. Denne detalje viste at den unge pige var en maiko og ikke en prostitueret. Under kimonoen bærer en maiko en nagajuban, en rød underkimono med hvidt mønster. Den røde underkimono der titter frem, er et meget karakteristisk træk ved en maiko. Kraven der titter frem fra kimonoen, er som udgangspunkt rød med hvidt, sølvfarvet eller guldfarvet broderi. Et par år inde i maiko-uddannelsen bruges fortsat en rød krave, men broderiet er kun hvidt.

Ozashiki kago

Er en lille taske omkring 13 cm høj og 30 cm bred som en maiko bruger til de småting hun har brug for i sit arbejde som f.eks. makeup, visitkort, en vifte, en pose til sokker og sykit. De er lavet af forskellige tekstiler og med forskellige motiv afhængig af årstid.

Tynde, luftige stoffer (ro og sha) med kølige motiver som f.eks. guldfisk eller snerler bruges i løbet af sommermånederne, mens mere mørke og kraftige tekstiler som chirimen bruges i løbet af vintermånederne.


En maikos frisure mm.

Kanzashi

Kanzashi er de smukke hårudsmykninger som en maiko bærer. Mange er lavet af silkecrepe (chirimen) med blomster-og dyremotiver. Designet følger årstidernes skiften. F.eks. en gren med fyrretræ, bambus og blommeblomster i januar, grene fra et piletræ i juni, klokkeblomst i september etc.

Læs mere om kanzashi under Tilbehør.

Mageyui

En maiko bruger forskellige hårfrisurer (mageyui) under sin uddannelse. Frisurerne er for komplicerede til at sætte selv og en maiko går derfor til specialiserede frisører ca. én gang om ugen. I mellem besøgene hos frisøren bruger en maiko en særlig pude der støtter nakken, men holder håret fri.

Maiko Fumine med en smuk hana kanzashi med kirsebærblomster der passer til årstiden. Cop. Kan Ota, 55maiko.net

Eks. på frisurer

  • Wareshinobu I de første år af sin uddannelse bærer en maiko denne frisure med en kuglerund knold sat højt hvori der foroven og forneden er sat 2 tykke røde silkebånd eller bændler (kanoko). I midten af knolden sidder en hårudsmykning (kanokodome).
  • Ofuku Omkring to år efter hun er debuteret skifter en maiko til ofuku-frisuren. Den minder meget om wareshinobu, men har en lidt anden form. De to røde silkebånd er erstattet af en tegara et trekantet stykke silke der sættes fast i knolden forneden. Farven på denne trekant starter med at være rød og ændrer sig senere til lyserød efterhånden som maikoen bliver ældre. Til slut kan forskellige farver bruges.
  • Yakko shimada bæres af de ældre maikoer ved nytår, ved setsubun (bønnekastningsfestival 3. februar) og ved hassaku (en slags sommer-thanksgiving 1. august). Over knolden er fastgjort en kam (hatsuyori) med en række perler. Om vinteren er perlerækken lavet af koral hvor den midterste perle er af jade, og om sommeren er perlerækken lavet af jade hvor den midterste er lavet af koral. Under knolden er fastgjort et som regel rødt kanonoko-bånd. Udsmykningen af håret afstemmes yderligere af tidspunktet på året. Ved nytår bliver håret bla. pyntet med en hårudsmykning i form af en due uden øje og tørrede riskorn. Maikoen og geishaen maler det ene øje på duen og beder en de holder af, om at male det andet øje som en lykkebringende gestus for det kommende år. Yakko shimada bruges ved teceremoni i forbindelse med odori dansefestivalerne forår og efterår.
  • Katsuyama bæres af de ældre maikoer ved Gion-festivalen i juli. Katsuyama minder om yakko shimida med røde kanoko-bånd. De kan også være lyserøde eller blå hvis maikoen er ældre. På hver side af knuden i nakken sidder en bonten, en hårudsmykning med sølvblomster.
  • Sakkō er den frisure en maiko bærer de sidste to uger inden hun bliver en geisha. Den er meget mere avanceret og kostbar at sætte i forhold til de frisurer hun hidtil har båret. Til denne frisure hører bla. en særlig sakkō kanzashi (daikan) som maikoen selv er med til at designe. Den bæres i venstre side. Motivet er som regel et lykkebringende dyr, oftest en en trane. Knolden i nakken har en lille hestehale hængende ud derfra. Aftenen før maikoen bliver geisha, klipper okasan dette stykke hår af sammen med de bånd der holder frisuren oppe. Et symbol på at maikoen nu fuldt og helt helliger sig til et liv som geisha. Til sakkō-frisuren hører bla. også en kam og en hårnål lavet af skildpaddeskal.

En maikos makeup

Oshiroi og beni

En maiko ordner selv sin makeup undtagen ved misedashi som er så en betydningsfuld en dag at en professionel makeup artist bliver hyret. Oshiroi er den hvide foundation lavet af rispudder som en maiko bruger til at dække hele sit ansigt og nakke med. I nakken er den hvide foundation gerne tegnet op i to spidser (W-formet, eri ashi) for at give en illusion af en længere nakke og give et mere elegant og sensuelt udseende. Ved særlige lejligheder bla. den dag en maiko debuterer som geisha, tre spidser (sanbon ashi) tegnet op i nakken.

En maiko har røde læber og bruger også rød eyeliner og maler sine øjenbryn sort/røde. Den røde makeup (beni) kaldes også for “Kyoto rød”. En ung maiko (i sit første uddannelsesår) maler kun underlæben rød, mens en ældre maiko også maler overlæben.


En geishas påklædning, frisure mm.

Når en maiko er færdiguddannet og kan begynde at arbejde som en geisha, ændrer hendes udseende og påklædning sig også.

  • Frisure En geisha bruger i modsætning til en maiko ikke sit eget hår til de forskellige frisurer men en paryk (kazura). Hårfrisurerne er i en stil kaldet shimida som kendes tilbage til Edo-perioden (1603-1868) med en høj opsat knold. Hver paryk er tilpasset den enkelte geisha og laves af menneskehår. De kan kostes titusindvis af kroner og skal passes og plejes løbende.
  • Kanzashi Hårudsmykninger og øvrige smykker bliver hos geisha også mindre og er ikke længere så prangende. Men ved særlige lejligheder kan en geishas hår stadig være meget udsmykket. To kanzashi i sølv er karakteristiske træk for en geisha: Øverst på knolden er der bundet to tynde sølvsnore med enderne stikkende lige op i vejret (hanemottoi); under knolden er der bundet nogle brede nemaiki-sølvstrimler.
  • Makeup En geisha bruger stadig den hvide foundation til at dække sit ansigt med men ofte kun op om aftenen ved engagementer. I dagtimerne bruger en geisha mindre makeup udfra den holdning at hun nu er modnet så meget at hendes naturlige skønhed kan vises frem.
  • Kimono: Valg af kimono og obi bliver også mere enkle og nedtonede i farverne i modsætning til en maikos kimono. Ofte er den mere ensfarvet med kun et mønster forneden. Obien er ikke lang som hos en maiko, men bindes ofte i en flad traditionel knude (taiko musubi). Kraven der titter frem fra kimonoen er helt hvid. Underkimonoen kan være rød eller lyserød.

  • Fodtøj: En geisha bærer ikke de høje otoko-sandaler men flade zori-sandaler med eller uden tabi-sokker.

Kaburenjō – undervisningssted og teater

Kaburenjō fungerer både som en skole og et teater. I dagtimerne hvor maikoerne og geishaerne ikke arbejder ved ozashiki-middage (se næste afsnit) modtager de undervisning her. Undervisningen slutter ikke når en maiko bliver geisha, men fortsætter i al den tid man arbejder i geisha-distriktet.

I Kaburenjō undervises der i at spille på shamisen-strengeinstrumentet, den lille shimedaiko-trumme, fløjte mm. Der er undervisning i traditionel sang og klassisk dans (nihon buyō). Derudover undervises der i kalligrafi, ikebana, teceremoni og lignende som en geisha også forventes at mestre.

Kaburenjō fungerer også som teater hvor de hvert forår og efterår afholder deres berømte dansefestivaler. Her kan man som publikum komme helt tæt på maikoer og geishaer (Se mere nedenfor i afsnittet om de forskellige geisha-distrikter).

kitano_odori_2009
Kitano Odori-dansefestival i teatret der tilhører Kamishichiken-geishadistriktet, 2009. Cop. Oniheide, 55maiko.net

Ozashiki – en middag hvor maikoer og geishaer optræder

Ozashiki eller ozashiki-asobi er navnet på den middag hvorunder geishaer og maikoer optræder for deres kunder. En middag kan vare en eller flere timer. Antallet af maikoer og geishaer afhænger hvilken reservation der er foretaget. Jo flere geishaer der er booket, jo dyrere er det. Det er sjældent at kun en enkelt kunde deltager i et ozashiki-måltid da det er normalt at flere deles om regningen.

Der findes en ikke fast formel hvor en sådan middag forløber. Men det er en maikos og en geishas ansvar at sørge for at skænke drikkevarer undervejs i middagen. De kan drikke noget kun hvis kunderne tilbyder dem det, men de spiser aldrig med. Mens kunderne nyder deres måltid, underholder de med dans og musik. Når middagen er overstået er det tid til selskabslege.


Selskabslege og spil under en ozashiki

Ved en ozashiki-middag er der udover sang og dans også forskellige selskabslege og spil som maikoer og geishaer kan underholde deres gæster med.

  • Tora-tora (egl. tiger-tiger) et spil der minder om “sten-papir-saks”-spillet. Spillet kræver to deltagere der begge står op og er adskilt af en skærm så de ikke kan se hinanden. Akkompagneret af en shamisen begynder de begge at synge tora-tora sangen og på bestemte tidspunkter under sangen træder de væk fra skærmen så de kan se hinanden og har nu mulighed for vise posituren for en samuraikriger, en tiger eller en gammel kvinde. Samuraikrigeren kan vinde over tigeren, tigeren kan vinde over den gamle kvinde og den gamle kvinde kan vinde over samuraikrigeren fordi hun er hendes mor. Se video om spillet.
  • Konpira fune fune To deltagere sætter sig over for hinanden på gulvet. I mellem sig har de et lavt bord hvorpå der står en lille skål med låg eller æske. Akkompagneret af en shamisen begynder de nu at synge konpira fune fune-sangen og skiftes samtidig til at placere deres flade hånd på skålen. Det er tilladt at fjerne skålen (men højst 3 gange i træk), gøres det, skal den modsatte part røre bordet med sin knytnæve. Spillet følger melodien der spilles som bliver hurtigere og hurtigere. Den første der laver et forkert træk har tabt. Se video om spillet.
  • Kitsune ken endnu et spil der minder om “sten-papir-saks”-spillet der her er erstattet af ræv, jæger og landsbyens leder. Med hænderne formes ører som en ræv eller som et gevær (jægeren) eller hænderne på hofterne som lederen. Den der taber, skal som regel drikke en kop sake. Se video om spillet.
  • Tōsenkyō et præcisionsspil der minder om dart hvor du skal kaste med en vifte og få den ramme eller til at lande på en smal stander i træ uden at den falder ned. Forskellige typer af kast udløser forskellige point, og den der har flest point til sidst vinder. Se video om spillet.

Ochaya – selskabslokale hvor ozashiki ofte holdes

Ozashiki er som før nævnt den type af middag hvor maikoer og geishaer underholder deres gæster. Ochaya (egl. tehus) er et selskabslokale hvor geishaer og maikoer under private former kan underholde deres kunder. En geisha er ikke tilknyttet en bestemt ochaya men hyres fra gang til gang (gennem sin okiya) til forskellige ochaya.

En ochaya har normalt ikke ansvaret for at lave mad til selskabet. I stedet bestiller kunderne catering fra nærliggende restauranter der lever af at servicere de forskellige ochaya. Hvis en ochaya er stor nok, kan den godt have flere selskaber på samme aften. En ochaya holder nomalt til i et gammelt machiya-byhus. Rummene er indvendigt i traditionel stil med skydedøre og tatamimåtter.

De forskellige ochaya er normalt meget eksklusive steder hvor man ikke bare kan ringe og reservere stedet. Kun kunder som ejeren af en ochaya kender i forvejen eller som er anbefalet af allerede kendte kunder, kan komme og deltage i ozashiki i et tehus. Denne regel kaldes også for ichigensan okotowari (kun kendte kunder accepteret).

seiichiro_konishi_ichiriki_chaya
Træsnit af Seiichiro Konishi forestillende Ichiriki chaya i Gion

Den hænger nøje sammen med det afbetalingssystem der er gældende i en ochaya. Ejeren af en ochaya sørger for at organisere måltidet og betaler på forhånd lønnen eller hanadai til de deltagende geishaer og maikoer. Kunden ved ikke hvilke udgifter aftenen ender med at få og betaler ikke når aftenen er omme. Ochaya sender regningen senere, og kunden accepterer den og betaler. Det er et system baseret på tillid som kun kan fungere på pga. det gode forhold der opbygget over årene mellem ochaya’en og kunden. En anden grund der ligger bag ichigensan okotowari, er at en ochaya gerne vil yde deres bedste på aftenen, og det kan kun lade sig gøre hvis de kender kunden og vedkommendes præferencer i forvejen.

Et af de mest berømte tehuse i Kyoto er den mere end 300 år gamle Ichiriki chaya (ikke Ichiriki ochaya). Det er et stort, flot rødt gammelt byhus som man ikke kan undgå at lægge mærke til på på hjørnet af Shijō-gaden og Hanamigawa-gaden midt i Gion. Se kort her.


Kagai-distrikterne (geisha-distrikterne) i Kyoto

Kagai (betyder egl. “blomsterby”) er det navn som man i den lokale dialekt kalder de distrikter i Kyoto hvor geishaer og maikoer bor og arbejder. De kaldes også for hanamachi. Der er 5 kagai i Kyoto: Gion Kobu, Miyagawacho, Pontocho, Kamishichiken og Gion Higashi som tilsammen kaldes Kyoto Gokagai. Hver kagai har deres egne specielle traditioner og vaner som har eksisteret gennem århundreder. Alle kagai afholder dansefestivaler og andre traditionelle begivenheder hvert år.

Oprindelsen til de 5 kagai-distrikter kan føres tilbage til Muromachi-perioden (ca. 1333-1573). Allerede dengang tiltrak de mange store templer i Kyoto besøgende, herunder  Yasaka-helligdommen, Kenninji-templet og Kitano Tenmangu-helligdommen. I nærheden af disse steder var de traditonelle tehuse Mizu chaya. I mizu chaya arbejede piger og ældre kvinder som tjenere og serverede te og søde sager for gæsterne. Efterhånden begyndte man også at servere alkohol og forskekllige snacks. Mizu chaya blev også udvidet med egentlige serveringsrum i tilknytning til tebutikkerne. Serveringen blev mere rafineret, og det blev almindeligt at kvinder underholdt gæsterne med sang og danse. De traditioner der blev udviklet dengang, er blevet videreført i den måde geisha og maiko underholder gæsterne nu om dage.

I 1996 blev Kyoto Traditional Musical Art Foundation (Ookini Zaidan) grundlagt for at sikre bedre arbejdsforhold mm. i de 5 kagai. (Ookini betyder tak i den lokale Kyoto-dialekt).

  • Gion Kobu (祇園甲部)

Gion Kobu er den mest berømte kagai, der holder til på den sydøstlige side af Kamo-floden og strækker sig over et område fra Shirakawa dori-gaden i nord til Kenninji-templet i syd. Gion Kobu gennemskæres på midten af den centrale Shijo-dori gade. Hovedgaden i Gion er Hanamikoji-gaden som er fyldt med restauranter og gamle træhuse (machiya) som huser tehuse (ochaya) hvor geishaer underholder deres gæster. Gion Kobu stammer fra 1665 hvor Tokugawa-shogunatet gav tilladelse til at den blev oprettet.

Gion Kobu har ansvaret for Miyako Odori som er den største og meste berømt af geisha-dansefestivalerne i Kyoto (afholdes hvert år i hele april). Her er der rig lejlighed til at se geishaer og maikoer danse. Gion Kobu afholder også en efterårsfestival kaldet Onshukai. Mere info: Miyako Odori’s hjemmeside.

  • Miyagawacho (宮川町

Miyagawacho dækker området vest for Kenninji-templet syd for Minamiza Kabukiteatret. Miyagawacho har ansvaret for Kyō Odori, den næstestørste dansefestival efter Miyako Odori. Den afholdes hver dag fra den 1.-3. søndag i april hvert år og om efteråret afholdes Mizuekai-festivalen. Begge festivaler finder sted i Miyagawacho-teatret.

Mere info om Miyagawacho.

Videoklip fra Kyo Odori dansefestival

  • Pontocho (先斗町)

Pontocho-distriktet blev grundlagt i 1712. Distriktet er opkaldt efter Pontocho-gaden, en smal gade langs Kamo-floden fyldt med restauranter og tehuse. Pontocho har ansvaret for Kamogawa Odoi som afholdes hver dag fra d. 1.-24. maj i Pontocho-teatret der ligger i den nordlige ende af gaden. Om efteråret afholdes Suimeikai-festivalen.

  • Kamishichiken (上七軒)

Kamishichiken er den ældste kagai i Kyoto og ligger øst for Kitano Tenmangū-helligdommen. Hvert år i i dagene 15.-25. april afholdes Kitano Odori-dansefestivalen. I efteråret afholdet Kotobukikai. Begge festivaler finder sted i Kamishichiken teatret. Mere info: Officiel hjemmeside

pontocho_kyoto
Pontocho-gaden, Kyoto
  • Gion Higashi (祇園東)

Gion Higashi ligger længst mod øst ved siden af Yasaka-helligdommen og nord for Shijojdori-gaden mellem Hanami koji-gaden og Higashi-oji. I efteråret hvert år afholdes Gion Odori-festivalen i Gion-teatret. Gion Higashi var oprindelig en del af Gion Kobu, men området blev delt op i to af Kyotos borgmester i 1881. Gion Higashi fik sit egentlige navn i 1955.


Links til videre læsning

Udenlandske sider

Bøger og artikler
  • Clancy, Judith: The alluring world of maiko and geiko. Tankosha, 2016. 104 sider
  • Dalby, Liza: Geisha. Vintage, 2000. 384 sider. Se også mere på Liza Dalby’s hjemmeside om geisha
  • Dalby, Liza: Kimono. Vintage, 2001. 416 sider
  • Foster, John: Geisha & maiko of Kyoto: beauty, art, and dance. Schiffer Publishing, 2009. 144 sider
  • Iwasaki, Mineko: Geisha : a life. Washington Square Press, 2003. 336 sider. (Obs. også udgivet med titlen: Geisha of Gion)
  • Kawaguchi, Yoko: Butterfly’s sisters: the geisha in Western culture. Yale University Press, 2010. 336 sider
  • Mizobuchi, Hiroshi: The kagai in Kyoto. Mitsumura Suiko Shoin, 2016. 304 sider. (mange detaljerede billeder, bla. en længere fotodokumentation om pigen Satsuki’s udvikling fra maiko til geisha, Satsuki er fortsat – i 2019 – en af de mest succesrige og betydningsfulde geishaer i Kyoto,  Satsuki’s instagramprofil).
  • 日本の髪型 = Traditional Japanese coiffures. Kyōto Biyō Bunka Kurabu, 2000. 271 sider (lille fotobog om japanske hårfrisurer gennem tiden, inkl. frisurer for maikoer og geishaer)
Videoer

Geisha girl (2005) BBC-dokumentar om en ung pige, Yukina, fra det nordlige Japan der rejser til Kyoto for at blive en maiko (NB hendes maiko-navn blev Kikuyu, hun blev geisha omkring 2010, men trak sig som 22-årig tilbage i 2012 for at blive gift)
Begin Japanology Geiko and Maiko engelsksproget afsnit fra japanske NHK’s dokumentarserie Begin Japanology
Real geisha real women dokumentar om kvinder der er eller har været geishaer og maikoer i Kyoto
Differences between a Geiko (Geisha) and a Maiko en geisha gennemgår forskellene i valg af kimono, hår og tilbehør
A rare look at the creation of a traditional hairstyle of a Geiko-in-training en kort intro til hvordan en maiko selv ordner sin makeup, får ordnet håret hos frisøren og får hjælp til kimonoen
Beautiful Kyoto: Being a Maiko om Fukunae-san og hendes daglige liv som maiko

Sightseeing info

Følgende restauranter giver bla. turister mulighed for at opleve en maiko danse og spille.