23. august 2026

Kyoto er det bedste sted i Japan at opleve geiko og maiko optræde. Mulighederne spænder fra store offentlige danseforestillinger og officielle kulturtilbud til mindre, private arrangementer på restauranter og ryokaner. Nedenfor er de to typer holdt adskilt, fordi de er meget forskellige både i karakter, pris og hvor tæt man kommer på.

Offentlige forestillinger og officielle kulturtilbud

Denne gruppe omfatter de tilbud der udgår fra kagaiets egne institutioner eller fra faste kulturhuse. De kræver ikke introduktion gennem en ochaya, billetterne kan købes af alle, og prisniveauet er langt lavere end ved private selskaber. Til gengæld ser man optrædenerne fra en sal frem for at tale med udøverne. For de fleste besøgende er det den mest realistiske — og ofte den mest imponerende — måde at opleve geiko og maiko på.

Gion Kagai Art Museum

Museet er knyttet direkte til Gion Kōbu og handler specifikt om kagai-kultur. Der er løbende Kyōmai-optrædener med en geiko eller maiko og mulighed for et officielt foto med den medvirkende. Udstillingerne viser blandt andet kimonoer, obi, makeup og andre genstande fra kagai. Det er den mest direkte officielle mulighed for at se en rigtig geiko eller maiko danse.

Gion Kagai Art Museum

De årlige odori-forestillinger

De fem kagai afholder hver deres store offentlige danseforestilling. Om foråret gælder det Kitano Odori i Kamishichiken, Miyako Odori i Gion Kōbu, Kyō Odori i Miyagawachō og Kamogawa Odori i Pontochō. Om efteråret afholder Gion Higashi Gion Odori. Datoerne offentliggøres årligt, og billetter sælges gennem de enkelte kagai.

Læs om distrikterne og deres forestillinger i artiklen om Kyotos fem kagai .

Gion Corner

Et program på cirka 50 minutter der samler flere traditionelle japanske kunstarter: Kyōmai-dans, teceremoni, ikebana, koto, bugaku og kyōgen samt enten bunraku eller nō afhængigt af perioden. Kyōmai-dansen udføres normalt af maiko fra Gion Kōbu. Det er et godt valg hvis du både vil se en rigtig maiko danse og have en introduktion til flere kunstformer på én gang.

Gion Corner

Geikoen Toshimana med shamisen
Geikoen Toshimana med en shamisen. Cop. Sakaguchi 55 Maiko net

Private oplevelser med geiko og maiko

Traditionelt kræver et ozashiki i et ochaya introduktion gennem en eksisterende gæst. Men flere restauranter, ryokaner og oplevelsesvirksomheder i Kyoto arrangerer i dag selskaber som alle kan booke. Man kommer tættere på udøverne end ved en sceneforestilling, men programmerne er tilrettelagt for besøgende, og priserne er væsentligt højere. Tilbuddene ændrer sig løbende, så kontrollér altid det aktuelle program før du booker.

Gion Shinmonso

En traditionel ryokan i Gion. Stedet tilbyder både en gruppefrokost med maiko-dans og private middagsarrangementer hvor en eller flere geiko eller maiko deltager. Aftenprogrammet omfatter dans, ozashiki-asobi, mad og samtale.

Gion Shinmonso

Gion Kyōryōri Hanasaki

En restaurant der serverer kaiseki, den traditionelle japanske flerretters middag, og kan arrangere maiko, tachikata-geiko og jikata-geiko. Der kan indgå dans, samtale, fotografering og selskabslege. Restauranten forklarer selv en nyttig detalje: levende shamisen til dans og lege kræver en jikata — ellers bruges optaget musik.

Gion Kyōryōri Hanasaki

GION MAIKOYA

En oplevelse i Gion med en geiko eller maiko, teceremoni med matcha og wagashi, en kort danseoptræden, samtale med spørgsmål, fotografering og engelsksproget tolkning. Maiko er normalt vært, mens geiko kan medvirke på visse datoer.

GION MAIKOYA

Ninenzaka KAMANZA

Arrangerer maiko-program med dans, introduktion, spørgsmål og fotografering. Der er krav om minimumsdeltagelse og reservation.

Ninenzaka KAMANZA


Sådan opfører du dig i kagai

Kyoto Kommune har skærpet retningslinjerne for besøgende i geisha-distrikterne, fordi turister følger efter geiko og maiko, fotograferer dem uden tilladelse og bevæger sig ind på privat område.

Se geiko og maiko ved en arrangeret forestilling eller oplevelse frem for at opsøge dem på gaden. Møder du en geiko eller maiko på vej til arbejde, skal du ikke følge efter hende, standse hende eller fotografere uden tilladelse. Respekter også skilte og private områder i kagai.