Erikae – overgangen fra maiko til geiko
Efter flere år som maiko beslutter hun omkring tyveårsalderen om hun vil fortsætte som geiko eller forlade kagai. Overgangen kaldes erikae (衿替), der betyder “skift af krave”.
I de sidste uger som maiko bærer hun sakkō-frisuren og kan bruge ohaguro, den sorte tandfarve. Ved selve erikae erstattes maikoens røde krave af geikoens hvide, og hendes eget opsatte hår afløses af den paryk som tachikata-geikoer bruger i arbejdet. Hun bærer sort montsuki og går rundt til ochaya og andre forbindelser for at hilse og præsentere sig som geiko. Læs mere om selve frisuren i artiklen om maikoens påklædning, og om baggrunden i artiklen om uddannelsen som maiko.
Efter erikae bærer hun de kimonoer der bliver en fast del af hendes garderobe resten af karrieren. Se mere i artiklen om geikoens påklædning, frisure og makeup.
Arbejdet som geiko
Overgangen til geiko er samtidig en overgang til professionel og økonomisk selvstændighed. Hvor en maiko bor og forsørges af sin okiya, skal en geiko leve af sin egen kunst og sit professionelle netværk. Hun bevarer vigtige relationer til sit tidligere okiya, til ochaya, lærere og faste gæster, men er ikke længere på samme måde afhængig af huset. Hun forventes desuden at fungere som onēsan for yngre maikoer.
En geiko fortsætter sin træning gennem hele karrieren, men udvikler typisk sin professionelle rolle i én af to retninger. Hun arbejder også fast ved ozashiki, de private selskaber i distriktets ochaya.
Tachikata og jikata
En tachikata (立方) har dansen som sit fagområde. Det er hende der optræder ved forestillinger og selskaber, og hun bærer den hvide makeup og den traditionelle paryk som forbindes med geikoens udseende.
En jikata (地方) står for sang og instrumental akkompagnement, især på shamisen. Hun leverer den levende musik som dansen udføres til, og har normalt en mere afdæmpet frisure og makeup uden den karakteristiske geiko-paryk. Begge roller kræver mange års træning, og valget træffes typisk i løbet af karrieren.
Jimae – det selvstændige arbejdsliv som geiko
Jimae (自前) betyder at stå på egne ben. Det beskriver den professionelle og økonomiske selvstændighed der følger med at blive geiko: hun kan flytte i egen bolig, og hun lever af sin egen kunst frem for at være forsørget af okiyaen.
Overgangen er ikke uden vanskeligheder. Kyoto Kommune fremhæver netop økonomien ved denne selvstændighed som en af de aktuelle udfordringer i kagai-kulturen, og enkelte vælger at stoppe som geiko fordi springet er svært. Ookini Zaidan har derfor en særlig støtteordning til jimae-geikoer.
Hiki-iwai – afskeden med kagai
Når en geiko beslutter sig for at trække sig tilbage, afholdes en hiki-iwai. Historisk blev ceremonien holdt både når en geisha blev uafhængig af sit okiya og når hun helt forlod kagai. I dag er den først og fremmest hendes mulighed for at takke alle der har hjulpet hende gennem årene.
Hun går rundt til gæster og tidligere samarbejdspartnere og afleverer en lille æske med ris sammen med et trekantet ark papir hvorpå der står 引祝 samt hendes kunstnernavn og hendes civile navn.
Selv efter at hun har trukket sig tilbage, er hun ofte fortsat knyttet til sit gamle okiya, holder kontakten ved lige og kan blive spurgt til råds eller bedt om at hjælpe.
Livet efter karrieren som geiko
Der kan være mange grunde til at stoppe som geiko:
- Ægteskab, som traditionelt har betydet at en geiko forlader professionen. Normen eksisterer fortsat i Kyotos kagai
- Ønske om at åbne en restaurant eller bar
- Alder
Nogle tidligere geikoer bliver siden ejere af et okiya og oplærer den næste generation af maikoer og geikoer.