Shikomi – den første fase mod at blive maiko
Shikomi er det første stadie på vejen mod at blive maiko og senere geiko. En kommende maiko kan normalt begynde sin oplæring efter afsluttet obligatorisk skolegang, typisk fra omkring femtenårsalderen. Da mange ansøgere er mindreårige, kræves forældrenes samtykke.
Det afgørende er ikke kun interesse for kimonoer eller maikoens karakteristiske udseende. En kommende maiko skal være indstillet på flere års intensiv træning i traditionelle kunstarter og på at leve og arbejde inden for kagaiets særlige sociale og professionelle rammer.
Kyotos fem kagai — Gion Kōbu, Miyagawachō, Pontochō, Kamishichiken og Gion Higashi — har hver deres organisation og traditioner. Det overordnede uddannelsesforløb er fælles, men detaljer som optagelse, prøver, undervisning og ceremonier kan variere fra distrikt til distrikt og mellem de enkelte okiya.
Optagelse i okiyaen
En pige der ønsker at blive maiko, skal optages i et okiya, det hus hvor hun bor og bliver oplært under ledelse af husets okāsan. Tidligere blev kontakten som regel formidlet gennem personlige forbindelser, men i dag kan man kontakte et af de fem kagai, et okiya direkte eller Ookini Zaidan, Kyoto Traditional Musical Art Foundation, som blandt andet hjælper med at formidle kontakt mellem ansøgere og okiya.
Optagelsesprocessen varierer mellem distrikterne. I Gion Kōbu foregår den eksempelvis gennem ansøgning, samtale og møde med et okiya, før et eventuelt tidspunkt for indflytning aftales. Kost og logi under shikomi-perioden betales af okiyaen.
Hverdagen som shikomi
Shikomi-perioden varer typisk omkring et år. Livet i en okiya er hierarkisk, og en shikomi er nederst i hierarkiet. Hun hjælper husets okāsan og de ældre maikoer og geikoer, gør rent, folder tøj og hjælper med påklædning og makeup. Samtidig begynder den kunstneriske undervisning.
Sproglig og kulturel træning
En shikomi lærer også det særlige Kyoto-sprog, Kyō-kotoba, og de høflighedsformer og talemåder der bruges i kagai-miljøet.
Husets okāsan har ansvaret for at undervise shikomi i at servere te, gå ud og ind af et rum på den rigtige måde, åbne og lukke en skydedør og bevæge sig i en kimono. Shikomi deltager også i nogle forkurser (betalt af okiya) som skal give hende et basalt kendskab til sin kommende uddannelse som maiko. Disse forkurser kan fx være undervisning i fløjtespil, i shamisen (et trestrenget japansk lutinstrument), trommespil og dans (odori).
Afslutning af shikomi-perioden
Når shikomi-perioden nærmer sig sin afslutning, vurderer okiyaen og hendes lærere om hun er parat til næste trin. Praksis varierer mellem de fem kagai: nogle steder indgår en formel danseprøve, mens overgangen andre steder sker efter danselærerens vurdering og tilladelse.
En maiko optræder aldrig under sit fødenavn, men får et kunstnernavn. Navnet dannes normalt med udgangspunkt i hendes onēsans kunstnernavn, så det ofte deler et tegn med hendes.
I shikomi-perioden bærer den unge pige almindeligt vestligt tøj. Kun i forbindelse med særlige begivenheder bærer hun en kimono houmongi (en semiformel kimono til brug ved visitter). Håret er enkelt enten samlet i en hestehale eller i en knold.
Minarai – lær ved at observere
Efter shikomi-perioden begynder minarai, der betyder omtrent “lær ved at se efter”. Perioden varer typisk omkring en måned. Den kommende maiko får tilknyttet en ældre maiko eller geiko som mentor, sin onēsan, storesøster.
Hun følger sin onēsan til ozashiki, de private selskaber, og lærer arbejdet i praksis ved at observere hvordan geiko og maiko underholder gæsterne. Det er en form for læring der ikke kan foregå i undervisningslokalet, og samtidig lærer hun distriktets faste gæster at kende.
En minarai kendes på sit udseende. Hun bærer wareshinobu-frisuren, en kortere obi kaldet han-dara og lavere okobo end en fuldt debuteret maiko.
Onēsan og søsterskabsritualet
Forholdet til onēsan bekræftes ved en formel ceremoni, hvor den kommende maiko og hendes storesøster udveksler sakebægre, shimai sakazuki. Ceremonien foregår ofte i kaburenjō eller et tilsvarende sted og markerer et bånd der fortsætter gennem hele karrieren. Onēsan bliver hendes vejleder i både kunst og arbejdsliv.
Misedashi – debuten som maiko
Misedashi er den ceremoni der markerer en shikomis officielle debut som maiko. Det er en festdag for maikoen og for hele kagaiet, hvor hun præsenteres som fuldgyldigt medlem af distriktet.
Festdag og præsentation i distriktet. Misedashi er en festdag for maikoen og for hele geisha-distriktet. I de første tre dage som maiko bærer hun en særlig sort formel kimono (kuromontsuki hikizuri) med fem emblemer fra den okiya hun tilhører (okiya mon) og en særlig hårudsmykning. Hun besøger sammen med sin onēsan de ochaya og andre forbindelser i distriktet for at præsentere sig.
Den fortsatte uddannelse. Efter misedashi mangler maikoen stadig en del uddannelse for at kunne underholde på et tilfredsstillende niveau. Det er hendes ældre “søsters” ansvar fortsat at tage hende med til tehuse (ochaya), restauranter og hjælpe hende videre. Maikoen får langsomt mere og mere ansvar og begynder at snakke og spille med gæsterne, optræde mm. og modtager også fortsat undervisning. Tiden som maiko varer flere år og varierer fra person til person og mellem de enkelte kagai. Overgangen til geiko sker typisk omkring tyveårsalderen eller i begyndelsen af tyverne. Læs mere om maikoens udseende i artiklen om maikoens påklædning, frisurer og makeup.
Geisha-lærlinge uden for Kyoto
Kyotos maiko-system er ikke en landsdækkende standard. Andre geisha-miljøer har deres egne uddannelsesforløb og betegnelser. I Kantō-regionen, blandt andet i Tokyo, bruges betegnelsen hangyoku om unge geisha-lærlinge. Uddannelsens længde, de forskellige stadier og påklædningen varierer mellem distrikterne.
I flere distrikter uden for Kyoto bruger lærlingene desuden paryk frem for at få sat deres eget hår, og kimonoerne kan være mere afdæmpede end i Kyoto.