Geishaernes oprindelse og tidlige regulering
I det 17.- og 18. århundrede var kurtisaner eller autoriserede prostituerede (oiran) centrum for det liv der herskede i bl.a. Yoshiwara-forlystelseskvarteret i Edo (nu Tokyo), Shimabara-kvarteret i Kyoto og i andre større byer i Japan. Her sørgede de for underholdning, musik og meget mere for deres kunder. Omkring 1730 begyndte der at dukke en ny gruppe af underholdere op kaldet geishaer som arbejdede side om side med kurtisanerne. De første geishaer var mænd der fungerede som tjenere der snakkede med gæsterne og lavede lidt komiske små teaterstykker for gæsterne. De første kvindelige geishaer kom til omkring 1750 og blev hurtigt den dominerende gruppe i forhold til mændene.
Omkring 1780 var en geisha blevet synonym med en kvindelig underholder. De først geishaer (hvad enten de var mænd eller kvinder) var under streng kontrol af regeringen. De måtte for eksempel ikke sidde i nærheden af kurtisanernes kunder eller på nogen måde have have et personligt forhold til dem.
Geishaer uden for forlystelseskvartererne
Fra begyndelsen var der geishaer som arbejdede uden for de autoriserede forlystelseskvarterer. I Edo var der adskillige forlystelseskvarterer langs Sumida-floden hvor forlystelsesbåde lagde til. I disse kvarterer var der ikke de samme restriktioner fra regeringens side eller en streng etikette der skulle overholdes. Tehuse og restauranter fik her en blomstrende forretning især båret frem af de mange geishaer-fester som forretningsmænd holdt for deres venner og forretningsforbindelser.
I modsætning til de autoriserede forlystelseskvarterer var det ikke kun de rige der kom her, men også den voksende klasse af købmænd og håndværkere (chōnin). Den mere simple og enkle, men stadig raffinerede stil som geishaerne repræsenterede, appellerede til dem.
Geishaernes storhedstid
Fra 1860’erne og frem blomstrede geisha-kulturen. De var trendsættende med mode og tilbehør i forhold til den almindelige japanske kvinde og formåede til stadighed at skabe en eksklusiv stemning i de tehuse hvor de arbejdede og som det var forbundet med status at være en del af. I 1895 blev der dannet en nationalt forbund for de de forskellige geishahuse der bl.a. beskrev takt og tone, krav til påklædning mm.
Geisha-kulturens nedgang efter 2. Verdenskrig
Da 2. verdenskrig var slut, var geisha-kulturen på retur. Mange kvinder blev nødt til at arbejde på fabrikker eller andre steder for at bidrage til genopbygningen af landet. Mange prostituerede på dette tidspunkt bar kimonoer og makeup som de rigtige geishaer, og det betød at de amerikanske soldater udstationeret i landet fik den opfattelse at at alle geishaer var prostituerede. Alle der var en del af underholdningsindustrien – dansere, geishaer, natklubværtinder og gadearbejdere – blev alle kaldt “geesha-girls”. Det betød at geishaernes ry tog skade og blev synonym med en prostitueret. En misforståelse der stadig den dag i dag hersker i Vesten.
Lovgivning og geishaernes rettigheder
Med Anti-prostitutionsloven der kom i 1958 skete der en lang reguleringer på området, bl.a. blev traditionen med mizuage forbudt – dvs. at sælge en geishas mødom eller snarere en maikos (geisha under oplæring). Lovgivningen sikrer fortsat at ingen kvinde kan blive solgt. En geisha bliver hyret efter egen fri vilje og har fuldstændig de samme rettigheder som enhver anden borger i Japan. De forskellige arbejdsretslove i Japan kræver desuden tvungen skolegang for en pige til hun er færdig med high school hvilket betyder at en geisha tidligst kan begynde at arbejde som 18-årig. Der gives dog en undtagelse ved oplæringen af maikoer i Kyoto (som en måde at sikre denne specielle kultur) der allerede kan starte som 16-årige.
Geisha-kulturens udfordringer i dag
Her i det 21. århundrede står geisha- og maiko-kulturen i Kyoto over for en række udfordringer for at sikre dens overlevelse. Antallet af geishaer og maikoer i Kyoto er faldet markant sammenlignet med tidligere århundreder. Hvor der engang var titusindvis af geishaer på landsplan, er der nu kun omkring 200 aktive i Kyoto. En faldende interesse for traditionelle kunstformer, økonomiske barrierer og en aldrende kundebase har gjort det svært for kulturen at opretholde sig selv uden støtte. Dertil kommer at mange unge kvinder fravælger at påbegynde den krævende træning som maiko og geisha.
Bystyret i Kyoto m.fl. har igangsæt en række initiativer for at sikre deres overlevelse. Der ydes økonomisk støtte til okiya (geisha-husene) og ochaya (tehusene), ofte i form af stipendier til unge piger der ønsker at blive maiko. Der gives også støtte til vedligeholdelse af de historiske hanamachi-distrikter. Geisha-kulturen bruges aktivt som en del af Kyotos branding som turistdestination hvilket sikrer en vis synlighed og finansiering gennem turisme.
Traditionelle arrangementer som “Haru no Odori” (forårsdanse) og “Gion Hassaku” giver offentligheden mulighed for at opleve geishaerne kunst og bidrager til at holde traditionen levende.
Links til videre læsning
Kagai — the sublime heritage of Kyoto – the everlasting world of geiko and maiko artikel om kagai-verdenen fra Kyoto Visitor’s Guide 300th Issue Special Feature (PDF) John Paul Fosters hjemmeside en fotoblog om maikoer og geishaer af en amerikansk fotograf bosiddende i KyotoGeisha of Japan større infoside med mange billeder
Geisha and maiko samling af sort/hvide og håndkolorerede gamle postkort af maikoer og geishaer
Geisha 101 kort intro
Wikipedias artikel om geisha
An inside peek at Kyoto’s secretive geisha culture artikel fra Vogue 22.3.2017
Geisha introartikel fra Japan Guide
The art of geisha fotoudstilling om geisha fra Google Arts and Culture projekt
Geishas in Kyoto: 7 things you should know artikel fra CNN 2.7.2014
Geisha grundig artikel fra Do you know Japan
Kyoto Geisha fra Inside Kyoto
Anatomy of maiko and geisha – gennemgang med gode fotos de forskellige frisurer og hårudsmykninger en maiko og en geisha bærer
Bøger og artikler
Clancy, Judith: The alluring world of maiko and geiko. Tankosha, 2016. 104 sider
Dalby, Liza: Geisha. Vintage, 2000. 384 sider
Dalby, Liza: Kimono. Vintage, 2001. 416 sider
Foster, John: Geisha & maiko of Kyoto: beauty, art, and dance. Schiffer Publishing, 2009. 144 sider
Iwasaki, Mineko: Geisha : a life. Washington Square Press, 2003. 336 sider. (Obs. også udgivet med titlen: Geisha of Gion)
Kawaguchi, Yoko: Butterfly’s sisters: the geisha in Western culture. Yale University Press, 2010. 336 sider
Mizobuchi, Hiroshi: The kagai in Kyoto. Mitsumura Suiko Shoin, 2016. 304 sider. (mange detaljerede billeder, bla. en længere fotodokumentation om pigen Satsuki’s udvikling fra maiko til geisha
Røjle Christensen, Asger: Geisha – kunstner i kimono. – 1. udgave. – [Ꜳrhus] : Turbine, 2025. – 245 sider : ill. i farver
日本の髪型 = Traditional Japanese coiffures. Kyōto Biyō Bunka Kurabu, 2000. 271 sider (lille fotobog om japanske hårfrisurer gennem tiden, inkl. frisurer for maikoer og geishaer)
Videoer
Geisha girl (2005) BBC-dokumentar om en ung pige, Yukina, fra det nordlige Japan der rejser til Kyoto for at blive en maiko (NB hendes maiko-navn blev Kikuyu, hun blev geisha omkring 2010, men trak sig som 22-årig tilbage i 2012 for at blive gift)
Begin Japanology Geiko and Maiko engelsksproget afsnit fra japanske NHK’s dokumentarserie Begin Japanology
Differences between a Geiko (Geisha) and a Maiko en geisha gennemgår forskellene i valg af kimono, hår og tilbehør
A rare look at the creation of a traditional hairstyle of a Geiko-in-training en kort intro til hvordan en maiko selv ordner sin makeup, får ordnet håret hos frisøren og får hjælp til kimonoen
Beautiful Kyoto: Being a Maiko om Fukunae-san og hendes daglige liv som maiko
Pearl of Gion: Return of the Miyako Odori en dokumentar fra NHK om en de store danseforestillinger – fine stemningsfulde billeder fra Gion