Zenbuddhisme er en retning inden for den japanske buddhisme. Ordet zen (禅) stammer fra sanskrit dhyana der betyder meditation.
Indhold
Historisk baggrund
Buddhismen er en af de ældste religioner i verden. I følge traditionen blev grundlæggeren Buddha født i 563 f.Kr. i Lumbini i Nepal nær grænsen til Indien. Han blev født som prins Siddhartha Gautama (i Japan kaldet Shakyamuni eller Shaka Nyorai), men besluttede sig for som 29-årig at opgive sit verdslige liv og forlod sin familie for at finde en mening med tilværelsen. Han havde set forgængligheden i den menneskelige tilværelse og hvor meget lidelse det enkelte menneske var underkastet pga. alder, sygdom og død. Efter seks års søgen og et liv som omvandrende asket besluttede han sig for at sidde ned i stille meditation under et boho-træ i Bodh Gaya syd for Varanasi i Indien. Efter 49 dage i fuld meditation opnåede han oplysning, den fuldkomne erkendelse. Han rejste herefter til den nærliggende by Sarnath hvor han prædikede sin lære for første gang.
Navnet Buddha betyder “den oplyste” og da han døde, opnåede han nirvana, den endelige løsrivelse fra menneskelig lidelse. Buddha nedskrev ikke sin lære (dharma), men senere følgere sørgede for at nedskrive og udbrede hans lære – buddhismen. Buddhismen spredte sig hurtigt i Indien, især da kejser Ashoka blev omvendt i 262 f.Kr. Siden hen spredte religionen sig til det øvrige Asien, herunder Japan, og i mere moderne tider den vestlige verden.
Buddhas lære siger at livet involverer lidelse, men denne lidelse kommer fra et liv i sansenydelser og en illusion om at det er vigtigt. Ved at følge en middelvej – mådehold i alting – og ved at følge den såkaldte Ædle Ottedelte Vej kan disse sansenydelser blive udryddet og et stadie af nirvana kan sidenhen opnås. For at dette kan ske, skal man igennem en række genfødsler eller reinkarnationer der styres af loven om karma. Det er menneskets gode og dårlige handlinger i tidligere liv der bestemmer hvilken rolle de skal have i det nye liv.
Læren om De Fire Ædle Sandheder er også et af grundelementerne i den buddhistiske lære. Den forklarer, at livet er lidelse, årsagen dertil, at lidelsen kan ophøre, og angiver vejen væk fra lidelsen.
Zenbuddhismens grundlæggelse
Efterhånden som buddhismen blev udbredt, dannede der efterhånden sig også forskellige skoler og sekter der havde forskelligt syn på hvordan oplysning kan opnås. En af disse skoler er zenbuddhismen som hører ind under Mahayana-retningen inden for buddhismen. Zenbuddhismen blev grundlagt i Kina omkring 520 af den tilrejsende indiske munk Bodhidharma (ca. 470-543, kendt som Daruma i Japan). I Kina blev zen kendt som ch’an, der betyder meditation, og det var netop meditation som Bodhidharma prædikede som midlet til at opnå oplysning. I stedet for at søge sandheden i ord og tekster skal man se ind i sig selv og erkende tankesindet som det virkeligt er. Som han siger:
En særlig formidling udenfor læren
Indfør ikke ord og bogstaver
Udpeg direkte menneskets bevidsthed
Se naturen og bliv en buddha 1Citeret fra Zazen roku af Tim Pallis
Virkeligheden er ikke lineær, og derfor kan man ikke læse sig til erkendelse af virkeligheden. I stedet skal man meditere.2Zenbuddhisme – Visdomsnettet.dk
Besøger man et zenbuddistisk tempel er Bodhidharmas eller Darumas betydning tydelig: der hænger ofte et billede af ham enten i form af et portræt eller et hvor han sidder i en hule og mediterer. I følge traditionen sad han i 9 år og mediterede med ansigt vendt mod væggen i en hule. Han var så fast besluttet på ikke at falde i søvn at han fjernede sine øjenlåg. Det er derfor han på afbildninger har et noget bistert udtryk med udstående øjne. Det siges også at han mediterede så længe at hans arme og ben faldt af til sidst, hvilket forklarer hvorfor Daruma-dukker er formet som en kugle uden arme og ben.
Buddhismen kom til Japan i det 6.-7. århundrede i Nara-perioden og Heian-perioden hvorimod zenbuddhismen først kom til landet i det 12. århundrede i Kamakura-perioden. Her udviklede den sig langsomt og sikkert, og egentlige skoler som Rinzai zen og Sōtō blev grundlagt (se nedenfor).
Overalt i Japan blev der bygget templer som fungerede som kulturelle centre udover at være udøvende religiøse centre. De mange templer gjorde at zen fik enorm indflydelse på den japanske kultur og japanske æstetik med dens fokus på bla. sindsro og spontanitet. Som eksempler kan nævnes den japanske teceremoni og i det hele taget te som den foretrukne drik, noh-teatret, tuschmaling, ikebana, den japanske have (især karesansui – den tørre stenhave), den vegetariske tempelmad (shojin ryori) mm. Hos Japans krigerklasse samuraierne, blev zen-træning og kongfuzianisme blandet sammen i deres moralkodeks bushido (krigerens vej).
I anden halvdel af 1900-tallet blev zenbuddhisme og dens tænkning udbredt i vesten især gennem japaneren D.T. Suzukis virke. Den dag i dag eksisterer der adskillige zen-centre i Europa (herunder Danmark) og i USA og Canada.
Hvad er zen?
Zenbuddhisme er ikke en religion eller filosofi man kan læse sig til, men skal opleves for at kunne “forstås”. Zen er meget simpel og så simpel at den kan være svær at forstå. Men skal man gøre et forsøg kan man sige at essensen af zenbuddhisme er at alle levende væsener er Buddha, og det eneste de skal gøre er at opdage denne sandhed for at opnå oplysning:
Alt levende er i deres væsen Buddha.
Som med vand og is
er der ingen is uden vand.
Adskilt fra levende væsner
er der ingen buddhaer.
Hakuin Ekaku (1686-1769) 3Zazensangen, oversat af Tim Pallis. I: e-ukrudt – zen-buddhistisk tidsskrift, nr. 4 (2004)
Sagt på en anden måde har zenbuddhismen fokus på bevidsthedens opvågnen til sin sande natur (kensho) via opnåelse af pludselig oplysning (satori).
Zenbuddhismens lærere mener, at muligheden for at opnå oplysningen findes hos alle, men pga. uvidenhed benyttes dette potentiale ikke. Vejen til erkendelse er ikke studier af hellige skrifter, udførelsen af fortjenstfulde handlinger, riter og ceremonier eller tilbedelse af billeder, men den går gennem et pludseligt gennembrud hvor dagligdagens logik og opdeling i subjekt og objekt brydes 4Andreasen, Esben; Borggreen, Gunhild: zenbuddhisme i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 2. februar 2022 fra https://denstoredanske.lex.dk/zenbuddhisme.
Dette opnås bedst gennem personlig oplæring og samtaler (sanzen) med en zenmester (roshi) og vha. zazen (siddende meditation) samt gådefulde og paradoksale spørgsmål (kōan). Recitation af sutraer kommer i anden række.
Der findes tre skoler inden for zenbuddhisme: Rinzai (Rinzaishū 臨濟宗), der er den ældste, Sōtō (Sōtōshū 曹洞宗), der er den største og Ōbaku (Ōbakushū 黃檗宗), der er den mindste. Der er omkring 20.000 zentempler i Japan, hvoraf ca. 75% af dem tilhører Sōtō-skolen. I Kyoto med dens mange tusinde templer er det især Rinzai-skolen der er den dominerende.
Rinzai zen
Rinzai-skolen og Ōbaku-skolen hører organisatorisk sammen og minder i deres tænkning meget om hinanden. Begge skoler kan spore deres rødder tilbage til den kinesiske munk fra Tang-dynastiet Linji Yixuan (d. 866, kaldet Rinzai på japansk).
Rinzai-skolen kom til Japan fra Kina i slutningen af det 12. århundrede. En af grundlæggeren i Japan var zenmesteren Senko Kokushi, også kaldet Eisai (1141-1215). Han bragte med tilbage fra Kina flere vigtige zen-tekster som Línjì yǔlù (dvs. Linji’s optegnelser, kendt som Rinzai-goroku på japansk), Hekiganroku (1125, en samling af kōan) og Kaian Kokugo (historien om landet Huaian) der alle er grundstene i Rinzai zen.
Rinzai-zen lægger især vægt på pludselig oplevelse af erkendelse eller oplysning gennem anvendelse af paradoksale spørgsmål (kōan), men praktiserer også meditation (zazen, se under Sōtō zen).
At kōan-spørgsmålene er absurde er ikke tilfældigt: de skal være umulige at løse vha. ens intellekt. Gennem meditation og samtaler med zen-mesteren kan kōan være med til at udvikle sindet hos den zen-udøvende. Kōan skal give en dybere forståelse og ikke et svar. Et par eksempler på kōan er:
- Du kender lyden af to hænder, der klapper. Hvad er lyden af én hånd?
- Hvad er dit oprindelige ansigt, før du blev født? 5Japansk religion / Esben Andreasen, Jørn Borup, s. 127.
Præsten, forfatteren og kunstneren Hakuin (1686-1769) var en nøgleperson i udviklingen af Rinzai-skolen især i brugen af kōan som meditationsobjekt. Man mener der findes omkring 1700 kōan i alt. To vigtige samlinger af kōan er udover førnævnte Hekiganroku også Mumonkan (1228).
Rinzai-templer
Bla. Rinzai-skolens hovedtempler kan nævnes Kenninji-templet, Daitokuji-templet, Enkakuji-templet, Myoshinji-templet og Tōfukuji-templet. Alle beliggende i Kyoto.
Ōbaku zen
Ōbaku-skolen kom til Japan via Nagasaki fra Kina noget senere i 1654 og har i modsætning til Rinzai beholdt mange af sine kinesiske regelsæt. Ōbaku-skolen blev grundlagt i Japan af Ingen Ryūki (kin. Yin-yüan 1592-1673). Udover zazen-meditation praktiserer den også nembutsu, dvs. påkaldelse af Amida Buddha som middel.
Ōbaku-templer
Ōbaku-skolen har omkring 450 templer tilknyttet. Dens hovedtempel er Manpukuji-templet i Uji nær Kyoto.
Find mere info på den fælles hjemmeside for Rinzai og Ōbaku-skolerneSōtō zen
Forskellen mellem Rinzai-skolen og Sōtō-skolen er større end der er mellem Rinzai og Ōbaku. Sōtō-skolen blev grundlagt i 1227 af Joyo Daishi, også kaldet Dogen (Dogen Zenji, 1200-1253) efter studier i Kina. Rinzai-skolen ser zazen-meditation som et middel til oplysning, hvorimod Sōtō ser det som et mål/slutning i sig selv. Øvelse og oplysning er et for Sōtō-skolen.
Zazen er den mest benyttede form for meditation inden for zenbuddhisme og betyder siddende meditation. Hos Sōtō er meditation kendt som shikantaza dvs. “at sidde ned”. Det overordnede mål for en zen-munk og øvrige udøvende under en meditationsseance er at kunne sidde uforstyrret af tanker og følelser og i al sin simpelhed være til stede.
Det kræver at man sidder i total stilhed, gerne i fuld lotusstilling på en lille fast pude. Åndedrættet skal være kontrolleret, øjnene åbne og hænderne foldet så tommelfingrene rører hinanden let.
Rinzai-skolen laver zazen ved at have hovedet vendt mod midten af rummet, hvorimod Sōtō-skolen vender hovedet mod væggen. Begge skoler arbejder også med kinhin der er gående meditation.
Sōtō-templer
Sōtō-skolens hovedtempler er Eiheiji-templet nær Fukui og Sojiji-templet i Yokohama. Sojiji-templet på Noto-halvøen fungerede som hovedtempel indtil slutningen af 1800-tallet.
Find mere info på Sōtō-skolens hjemmesideLinks til videre læsning
Danske sider
Hanafubuki.dk’s blogindlæg om forskellige zenbuddistiske templer i JapanBuddhistisk samfund – praktiserer rinzai zen
One Drop Zendo
Zazen roku – om zazen af Tim Pallis
Udenlandske sider
thezensite – div. info og ressourcer om zenbuddhismeJapanese zen buddhist philosophy meget grundig indføring fra Stanford Encyclopedia of Philosophy
The International Research Institute for Zen Buddhism
Zen Buddhism Virtual Library
Buddhism.org
BuddhaNet file library – samling af forskellige zen-tekster
BuddhaNet weblinks større linksamling om zenbuddhisme
The koan in zen buddhism – fra h2g2 The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy: Earth Edition
The practice of zazen – kort illustrativ guide (PDF)
Learn religions – Rinzai Zen
Learn religions – Zen 101: a brief introduction to zen buddhism
Religions – Buddhism: Zen Buddhism – BBC
Wikipedias artikel
Britannicas artikel
The Met – Zen Buddhism
University of Cumbria – Ch’an
Age of the Sage – transmitting the wisdoms of the ages – zen buddhism
Public Broadcasting Service – biography of D.T. Suzuki
Zen Mountain Monastery – Zazen instructions
Meditation-zen.org meditationscenter i Frankrig og Tyskland (Sōtō zen)
Center for Pragmatic Buddhism – introduction to zazen
Bøger og artikler
Der findes store mængder af litteratur om zenbuddhisme – følgende liste er et udvalg som man kan starte med. D.T. Suzuki og Alan Watts har skrevet flere klassiske værker om zen. Herhjemme har Jørn Borup og Tim Pallis skrevet flere bøger og artikler om emnet.
An introduction to zen buddhism / D.T. Suzuki, Daisetz Teitaro Suzuki. – New Ed edition. Rider, 1991. 144 siderBorup, Jørn: D. T. Suzuki : post-orientalistisk zen-tænker. – (Religionsvidenskabens (halv-)glemte ‘helte’). I: Religionsvidenskabeligt tidsskrift [online], Nr. 67 (2018)
Borup, Jørn: Tekst og ritual i zen-buddhismen. I: Religionsvidenskabeligt tidsskrift, Nr. 38 (2001). – S. 33-45
Borup, Jørn: Zen – levende japansk buddhisme. – Genudgivelse (med nyt forord). – Univers, 2016 (ebog)
Borup, Jørn: Zen støves af i Østen. Videnskab.dk, 2010
Burkett, Tim: Zen in the age of anxiety : wisdom for navigating our modern lives. – 1. edition. – Boulder, Colorado : Shambhala, 2018. – xi, 170 sider
Davies, Roger J.: Japanese culture : the religious and philosophical foundations
Dougill, John: Zen gardens and temples of Kyoto. – Tokyo : Tuttle, 2017. – 143 sider ; ill. i farver
Japansk religion / Esben Andreasen, Jørn Borup. – 1. udgave. – Højbjerg: Univers, 2013. – 217 sider ; ill. (nogle i farver)
The kōan: texts and contexts in Zen Buddhism. Oxford University Press, 2000
Masuno, Shunmyo: Zen : 100 praktiske råd der bringer ro og glæde i dit liv . – 1. udgave. – Kbh. : People’sPress, 2019. – 219 sider ; ill.
Pallis, Tim: Om zenbuddhismens åndelighed. I: Religionslæreren, Årg. 105, nr. 3 (2000). – S. 6-7 ; ill.
Pallis, Tim: Zen æstetik. – Kbh. : Taigu ; Højbjerg : [eksp.] Werks Grafiske Hus (Bjødstupvej 2-4, 8270), 2017. – 235 sider, tavler (nogle i farver)
Rigby, Graham: Koaner – mere end ord. I: Nyt aspekt, Årg. 40, nr. 6 (2008). – S. 20-22 ; ill.
Ritskes, Rients: Zen og kunsten at studere. – [Højbjerg] : Bogan, 2010. – 143 sider ; ill.
Satori, Koan and aesthetic experience : exploring the “realization of emptiness” in buddhist enlightment via an empirical study of modern art / Matthew Pelowski, Fuminori Akiba, Victor Palacios. – (Kunst og psykologi). I: Psyke & logos, Årg. 33, nr. 2 (2012). – S. 236-268, 485 ; ill.
Suzuki, D.T.: Manual of zen buddhism. Bibliotech Press, 2019. 164 sider
Treace, Boonie Myotai: Wake up : how to practice Zen Buddhism. Emeryville, California : Rockridge, 2019. – xi, 134 sider ; ill. i farver
Watts, Alan: The way of zen. Vintage books, 1999. 256 sider
What is zen? / Fujiwara Tōen, Jeffrey Hunter. Tokyo: Tankosha, 2010. 157 sider ; ill.
Zen and Japanese culture / D.T. Suzuki, Richard M. Jaffe. Princeton University Press, 2018. 608 sider. – (Princeton Classics)