Sumi-e – japansk tuschmaling med dybe rødder i zenbuddhismen

Intro

Sumi-e (墨絵), i faglitteraturen også kaldet suiboku-ga (水墨画), er den traditionelle japanske tuschmaling hvor hele motivet skabes med sort tusch og nuancer af grå. Kunsten forener teknisk kunnen med spirituel fordybelse og er tæt knyttet til zenbuddhismen. Navnet kommer af sumi (墨) – tusch – og e (絵) – billede eller maleri.

Selv om materialerne er få og farvepaletten begrænset, rummer sumi-e et væld af udtryksmuligheder. Et enkelt penselstrøg kan indeholde både kraft og ro, præcision og spontanitet, og selve processen er ofte lige så vigtig som det færdige værk.

---

Historien bag sumi-e

Kinesiske rødder

Sumi-e har sine rødder i Kina. Under Song-dynastiet (960-1274) blev teknikken med at male med tusch udviklet, stærkt inspireret af kalligrafi. Kinesiske malere kombinerede præcise linjer med skiftende gråtoner for at skildre både natur og åndelige landskaber.

Denne form for maleri blev forbundet med intellektuelle kredse og daoistiske idealer hvor kunsten skulle udtrykke kunstnerens sind lige så meget som motivet.

Introduktion til Japan

Tuschmalingen kom til Japan gennem zenbuddhistiske munke der rejste mellem Kina og Japan, og den slog for alvor igennem fra midten af 1300-tallet. I begyndelsen blev motiverne domineret af buddhistiske figurer, mestre og scener der blev brugt som visuelle redskaber til meditation og undervisning, og de tidlige japanske malere kopierede i vid udstrækning kinesiske forbilleder.

Muromachi-perioden – et japansk særpræg opstår

I Muromachi-perioden (1392-1568) begyndte japanske munke at male deres egne værker med en ny sensibilitet. Teknikkerne var inspireret af Kina, men motiverne og udtrykket blev mere japanske.

En central skikkelse var zenmunken Josetsu, der var virksom i begyndelsen af 1400-tallet ved Shōkoku-ji-templet i Kyoto. Omkring 1413 fik han af shogunen Ashikaga Yoshimochi bestilling på et billede i “den nye stil” — resultatet blev Fange en malle med en kalabas, et af japansk tuschmalerkunsts mest berømte værker og en zen-gåde i billedform: hvordan fanger man en glat malle med en lille kalabas?

Josetsu regnes som ophavsmand til den vigtigste linje af Muromachi-tuschmalere. Han var lærer for Shūbun, som igen underviste Sesshū Tōyō. De tre generationer udgør tilsammen den centrale tradition i japansk tuschmaleri.

Ami-linjen

Sideløbende med Shōkoku-ji-malerne virkede Ami-linjen. Endelsen -ami i deres navne markerer troen på Amida-buddhaen. De tre var Noami (1397-1471), sønnen Geiami (1431-85) og barnebarnet Soami (d. 1525).

De tjente Ashikaga-shogunerne som æstetiske rådgivere og havde ansvaret for at vurdere og ordne shogunatets samlinger af kinesisk kunst. Som malere holdt de sig til en blødere, mere poleret og konservativ stil end de dristige, grove penselstrøg der kendetegnede Shōkoku-ji-malerne. Deres indflydelse rakte ud over maleriet og var med til at forme de æstetiske principper der stadig præger japansk kunst og havekultur.

---

Sesshū Tōyō

En anden markant figur er Sesshū Tōyō (1420-1506), også tilknyttet Shōkoku-ji. Han rejste til Kina for at studere hos de store mestre og bragte ny inspiration hjem.

Sesshū udviklede en stil med dramatiske kontraster og dynamiske kompositioner. I Kina så han at malerkunsten dér var langt bredere end tuschmaleriet alene, og hans senere værker bruger derfor også farve. Hans mest berømte værk, Sansui Chōkan (“Lang rulle med landskabsmotiver”), blev malet for Mori-klanen i Yamaguchi og skildrer de fire årstider med stor teknisk virtuositet.

Andre mestre i perioden

Samtidig med Sesshū virkede munken Sesson Shūkei. Han holdt sig helt uden for Kyotos lærlingesystem, levede som omvandrende munk med sammensat uddannelse og arbejdede i det fjerne nordøstlige Japan. Hans tuschmaleri er ladet med en stærkt personlig energi der fanger krigstidens rugende uvished. Hans billede af den daoistiske udødelige Ryo Dōhin (呂洞賓, kinesisk Lü Dongbin) er hans bedst kendte værk.

Hasegawa Tōhaku er en anden berømt maler fra denne periode. Hans hovedværk Fyrretræer, der befinder sig på Tokyo Nationalmuseum, er et af de berømteste sumi-e-malerier.

Azuchi-Momoyama-perioden (1568-1600)

I denne periode var Japan præget af magtkampe og opførelse af store borge. Sumi-e-kunstnere blev hyret til at udsmykke skydedøre (fusuma) og foldeskærme (byōbu) i pragtfulde sale.

I overgangen til den mere fredfyldte Edo-periode står Tawaraya Sōtatsu som en af de mest markante. Han udvikler et udpræget japansk formsprog og introducerer nye teknikker, blandt andet tarashikomi, en dryppeteknik hvor man drypper ny maling på en allerede malet overflade der ikke er tør endnu. Sammen med Hon’ami Kōetsu regnes han for ophavsmand til den stil der senere blev kaldt rinpa. Navnet er dannet af anden stavelse i Ogata Kōrins navn og ha (pa), som betyder skole eller gruppe — altså opkaldt efter stilens førende udøver i Edo-perioden, et århundrede efter Sōtatsu selv.

Edo-perioden (1603-1867)

Edo-perioden var en rolig og stabil periode. Tuschmaleriet forblev populært, men mistede efterhånden noget af sin spontanitet og blev mere formelbundet.

I 1700-tallet udviklede der sig en japansk fortolkning af den kinesiske literatmalertradition, kaldet bunjinga eller nanga. Blandt de centrale kunstnere var Ike no Taiga (1723-76), Yosa Buson (1716-84) og Uragami Gyokudō (1745-1820). Deres billeder afbildede som regel kinesisk inspirerede landskaber i en sort, monokrom stil. En ny stil kaldet haiga dukkede også op, der kombinerede tuschmaling med haiku-kalligrafi.

---

De fire skatte – redskaberne i sumi-e

Redskaberne til sumi-e er i store træk de samme som til shodō (japansk kalligrafi), men der kan være forskelle i tuschtypen og i de pensler du bruger. Pensler til kalligrafi er ofte tykkere på midten, da hårene skal kunne holde meget vand.

Inden for japansk tuschmaling taler man om de fire skatte der er nødvendige for at kunne male: pensel, papir, tusch og rivesten. På japansk kaldes de bunbō shihō (文房四宝), studerekammerets fire skatte. Der findes også mindre udbredte varianter af betegnelsen: bunbō shigan (文房四玩), bunbō shiyū (文房四友) og bunbō shikō (文房四候).

Tusch (sumi 墨)

Traditionel sumi-tusch er fremstillet af sod fra vegetabilsk olie eller fyrretræ, blandet med animalsk lim (nikawa) og presset til stænger. Stængerne er som regel rektangulære, men kan også være ovale. Mange sumi-stænger er smukt dekoreret med mønstre, bladguld eller digte, og nogle fungerer som kostbare samlerobjekter.

Der findes fire grundlæggende farvetoner:

• Kokuboku – dybsort, bruges ofte til vintermotiver og bjerglandskaber
• Chaboku – sort med brun nuance, også populær til vintermotiver
• Seiboku – sort med blå tone, anvendes ofte til forårsbilleder
• Shiboku – sort med lilla tone, til mere forfinede motiver

De blålige og brunlige toner er de mest almindelige og eftertragtede. Tusch skal opbevares korrekt for at undgå at den tørrer ud og revner. Efter brug skal stangen tørres forsigtigt af, tørres helt op, eventuelt pakkes ind i plastfilm og opbevares mørkt og tørt.

Flydende tusch (boku-eki 墨液) er et praktisk alternativ, især til store værker hvor der bruges meget tusch. Den findes i forskellige kvaliteter og nuancer af sort.

Rivesten (suzuri 硯)

Rivestenen bruges til at rive tuschstangen med vand, så du opnår en brugsklar tuschblanding. Suzuri-sten findes i mange former og størrelser, men er typisk rektangulære eller ovale, lavet af forskellige typer skifer. Jo bedre kvalitet stenen har, jo mere jævn og smuk bliver tuschen.

Overfladen skal være helt glat uden revner. Rivesten sælges i papæsker eller ved dyrere kvaliteter i håndlavede trææsker.

Pleje og brug af rivesten. Efter brug skal stenen skylles grundigt og tørres. Indtørret tusch er næsten umulig at fjerne, og hvis du river frisk tusch oven på gammel, bliver konsistensen grynet, hvilket ses tydeligt i maleriet.

Rivning af tusch – en meditativ proces. Kvaliteten af tuschen afhænger både af selve tuschstangen og af rivestenen – men især af riveprocessen. Rivningen regnes som en central del af sumi-e og fungerer ofte som en meditativ forberedelse.

1. Hæld lidt vand i rivestenens fordybning (ikke for meget – det må ikke skvulpe over)
2. Dyp sumi-stangen i vandet og før den op på den flade del af stenen
3. Hold stangen i en svag vinkel og riv i rolige, cirkulære bevægelser. Vend stangen undervejs, så den slides jævnt
4. Riv i flere minutter til tuschen bliver mørk og tyk
5. Test farven på et stykke papir – når den er olieagtig eller geleagtig, er den klar

Våd tusch virker altid mørkere, så lav et teststrøg og lad det tørre hvis du er i tvivl om nuancen. I tuschmaling arbejdes ofte med flere gråtoner, så det er en god idé at have en palette klar med rum til forskellige blandinger.

Papir (washi 和紙)

Til sumi-e bruges traditionelt japansk papir, gerne lavet af morbærtræets fibre som har en unik evne til at absorbere tusch og skabe bløde overgange. Papirtypen vælges efter motiv og teknik – nogle er mere absorberende, andre glattere.

Læs Hanafubuki.dks artikel om washi-papir.

Pensler (fude 筆)

Der findes mange typer pensler til sumi-e, hver med deres særlige funktion:

• Kai – pensler lavet af egern eller sibirisk væsel, som regel i tre størrelser. Denne type er blandt andet god til tørpensel-effekter
• Menso – pensler af grævling og væsel, som bruges til de helt små detaljer, fx at male øjne, næse og mund på mennesker
• Tentsuki – fås i S og L og er endnu finere end menso. Bruges til de mindste detaljer
• Sai shiki – især gode når du maler med de japanske vandfarver
• Hira – “flade” pensler der bruges til brede linjer og strøg, til at male større områder og lignende. Der findes to typer: hake og renpitsu. Hake (刷毛) findes i flere størrelser og måles i fun og sun, hvor ti fun er lig ét sun, og ét sun er ca. tre cm. Hårene er lige lange og limes sammen. Renpitsu (連筆) er flere pensler limet sammen, gerne tre, fem eller syv. Alle hår har samme længde, så renpitsu fremtræder som en bred, flad pensel. Begge typer bruges til at male større områder op, til vådt-i-vådt-teknik, til baggrund og til brede strøg, fx når du skal male bjerge, tåge, skyer og vand

Der findes to typer pensler til sumi-e der især kan anbefales:

• Chōryū (長流) findes som regel i tre faste størrelser, S, M og L, nogle gange også XL. Penselhårene er lavet af gedehår, vaskebjørn mm. Der findes forskellige producenter af chōryū, og du må prøve dig frem før du finder det mærke du bedst kan lide. Alle chōryū-varianter har et mørkebrunt ensfarvet skaft
• Sakuyou (削用) hvor penselhårene stammer fra geder. Denne type er mere blød og bruges derfor til at male bløde linjer. Den findes som regel i fire størrelser: S, M, L og XL

Derudover findes bambuspensler (take-fude) og pensler af strudsefjer. Nogle japanere får fremstillet en særlig kalligrafipensel af hår fra deres nyfødte barn (tai mao bi 胎毛筆) som lykkeamulet.

Størrelser markeres på følgende måde på japansk: S: 小 · M: 中 · L: 大 · XL: 特大

---

---

Pleje af pensler. Nye pensler er stive af lim. Før brug skal hårene stå i vand i ca. ti minutter for at opløse limen. Efter brug vaskes penslen forsigtigt, overskydende vand trykkes ud med stof, og hårene rettes til. Hæng penslen med spidsen nedad til den er helt tør, før den lægges væk. Hvis en pensel ikke tørrer ordentligt, kan hårene rådne.

Andre materialer og tilbehør

• Animalsk lim kaldet nikawa (膠). Bruges som grunder blandet med vandfarver til at lave en farvet grundbaggrund. Læs mere om nikawa hos JAANUS
• Penselholder (fude oki)
• Papirvægt kaldet bunchin (文鎮) til at holde papiret på plads. Som regel lavet af metal
• Sugende underlag (下敷き shitajiki, kaldes også mōsen) gerne i filt eller lignende (trykkefilt er rigtig godt at bruge). Du kan købe filt i faste størrelser, A4 og A3-lignende, og i metermål
• Hylster til pensler kaldet fude maki, lavet af bambus. Rul penslerne sammen i hylsteret og opbevar dem et tørt sted, så holder de længere
• Vandbeholder til rent og brugt vand. En japansk vandbeholder kaldet hissen (筆洗) er lavet af hvid porcelæn, gerne inddelt i to eller tre rum. Almindelige små hvide porcelænsskåle kan også bruges
• Palette i hvid porcelæn, gerne rund i form som en blommeblomst. Den kaldes derfor en ume sara, blommetallerken (梅皿)
• Lille flaske eller beholder ofte i porcelæn til at hælde vand på rivestenen. De kaldes forskelligt på japansk: suiteki (水滴), en vanddråber til at tilsætte vand til rivestenen, eller afhængigt af størrelse og udformning suichū (水注), suichūjō (水中丞, også 水丞), suiu (水盂) eller senjo (蟾蜍). De fås i forskellige udformninger, nogle mere dekorerede end andre. Der findes også en noget større vandbeholder kaldet mizusashi (水指)
• Segl eller stempel (in i almindelig brug, inkan, rakka eller hanko til kunstnerisk brug). Her skelnes mellem et stempel med hvid baggrund hvor tegnene er røde, kaldet shubun, og den modsatte variant hvor baggrunden er rød og tegnene hvide, kaldet hakubun
• Seglfarve kaldet indei (印泥). Seglfarven er en rød, tyk pasta lavet af knust cinnober — et tungt rødligt mineral der kemisk er kviksølvsulfid — blandet med amerikansk olie eller vegetabilsk olie. Den fås i forskellige rødlige nuancer, ofte placeret i en lille dekorativ porcelænsskål med låg. Pas på at pastaen ikke tørrer ud, og undgå hudkontakt: cinnober er en kviksølvforbindelse og skal behandles derefter
• T-jern eller vinkeljern til at placere stemplet i vinkel, kaldet inku (印矩)
• Stempelunderlag til at lægge under papiret når der skal stemples, kaldet in taku

---

Teknikker i sumi-e

Tre faktorer er afgørende for udtrykket:

1. Vand- og tuschmængde i penslen
2. Penslens vinkel
3. Tryk under strøget

Gennem tiden er der udviklet en lang række teknikker inden for tuschmaling. Her nævnes kun et fåtal.

Sembyō – lineære penselstrøg, essensen af tuschmaling. Det er en rigtig god idé at kunne male en lang, lige linje med penslen. Har du en fornemmelse for det, kan du variere tryk og mængden af tusch på utallige måder og således skabe flere forskellige typer penselstrøg.

Mokkotsu – “knogleløse” strøg. Et blødt penselstrøg der består af to-tre toner af tusch, og som sammen med sembyō-linjen er basis for alle sumi-e-teknikker. Dyp hele penslen i rent vand, dyp siden af penslen i en mellemgrå tone som du allerede har blandet i en palette, og dyp til sidst spidsen af penslen i den mørkeste tusch (kaldet nōboku) der er i rivestenens fordybning. Hold penslen lodret og før den hen over papiret alt imens du drejer på den. Denne bevægelse gør at penselstrøget gradueres i forskellige toner, netop fordi du har dyppet penslen i tuschen på en bestemt måde.

Dette penselstrøg kan varieres på utallige måder. Det giver fx et helt andet udtryk hvis der som udgangspunkt kun er meget lidt vand i penslen. På den måde kan du kombinere tørre og våde penselstrøg.

Tarashikomi – vådt-i-vådt-teknik.

Haboku – “stænket blæk”, hvor formerne antydes med spontane, hurtige strøg frem for at blive tegnet op. Teknikken kommer fra kinesiske chan-buddhistiske malere, som sammenlignede den intuitive penselføring med selve oplevelsen af oplysning. Sesshū er kendt for sine haboku-landskaber.

---

Traditionelle motiver

Motiverne i japansk tuschmaling er traditionelle, især blomster og træer, fugle, landskaber og mennesker. Et særligt populært motiv er tranen, da den symboliserer held og lykke og lang levetid. Tranen er i øvrigt også et populært motiv i origami.

Inden for tuschmaling er der især fire motiver som er populære. De kaldes tilsammen shikunshi (四君子), de fire ædle, et motivsæt med rødder i kinesisk malerkunst. Det er blomme ume (梅), vild orkidé ran (蘭), bambus take (竹) og krysantemum kiku (菊). Disse motiver symboliserer årstiderne: blomme er vinter, orkidé er forår, bambus er sommer og krysantemum er efterår. Der bruges forskellige teknikker til disse fire motiver, og mestrer du dem alle, er du en dygtig sumi-e-kunstner.

---

Sumi-e som spirituel praksis

<!– ★ RETTET: “I zenbuddhismen er sumi-e mere end kunst – det er en form for meditation” var

Tuschmaleriet har historisk været tæt forbundet med zenmiljøerne. Med kraftige sorte strøg og lavering kunne malerne skære alt væk undtagen motivets væsentlige karakter, og netop den bestræbelse på reduktion ligger tæt op ad zenbuddhismens. Hvert strøg er endeligt; der er ingen mulighed for at rette. Det kræver fuld tilstedeværelse og en ro i sindet som afspejles i værket. Tanken “ét strøg, ét liv” minder kunstneren om nuets betydning.

Moderne kunstnere kombinerer ofte sumi-e med akvarel eller grafiske teknikker, men mange holder fast i den traditionelle proces. Der findes skoler og kurser i Japan og internationalt hvor både begyndere og erfarne kan lære teknikkerne.

Links til videre læsning

• The art of monochrome painting onlineudstilling fra Googles Arts and Culture projekt
• Nara ink onlineudstilling fra Googles Arts and Culture projekt
• Sumi-e Society of America
• Wikipedias artikel om tuschmaling

Shopping info

Kyoto

Tokyo