Sumi-e – japansk tuschmaling med dybe rødder i zenbuddhismen

Sumi-e (墨絵) er den traditionelle japanske tuschmaling hvor hele motivet skabes med sort tusch og nuancer af grå. Kunsten forener teknisk kunnen med spirituel fordybelse og er tæt knyttet til zenbuddhismen. Navnet kommer af sumi (墨) – tusch – og e (絵) – billede eller maleri.

Selv om materialerne er få og farvepaletten begrænset, rummer sumi-e et væld af udtryksmuligheder. Et enkelt penselstrøg kan indeholde både kraft og ro, præcision og spontanitet, og selve processen er ofte lige så vigtig som det færdige værk.

---

---

Sumi-e har en mere end 1000 år gammel historie der begynder i Kina. Her udviklede man i det 7. århundrede teknikken med at male med tusch, stærkt inspireret af kalligrafi. Kinesiske malere kombinerede præcise linjer med skiftende gråtoner for at skildre både natur og åndelige landskaber.

Denne form for maleri blev forbundet med intellektuelle kredse og daoistiske idealer hvor kunsten skulle udtrykke kunstnerens sind lige så meget som motivet.

Tuschmalingen kom til Japan gennem buddhistiske munke der rejste mellem Kina og Japan. Særligt i slutningen af Kamakura-perioden (1185-1333) vandt zenbuddhismen indpas og med den også tuschmaleriet. I begyndelsen blev motiverne domineret af buddhistiske figurer, mestre og scener der blev brugt som visuelle redskaber til meditation og undervisning.

I Muromachi-perioden (1392-1573) begyndte japanske munke at male deres egne værker med en ny sensibilitet. Teknikkerne var inspireret af Kina, men motiverne og udtrykket blev mere japanske.

En central skikkelse var zenmunken Josetsu (1394-1428) fra Shōkoku-ji-templet i Kyoto. Han var blandt de første til at male landskaber i tusch og anses for en grundlægger af den japanske sumi-e-tradition. Hans undervisning samlede en gruppe talentfulde kunstnere der udviklede stilen i retning af mere raffinerede, lyriske kompositioner.

Fra Josetsus kreds stammer tre generationer af kunstnere kendt som San-ami som fik stor betydning både for malerkunsten især landskabsmaleri og for japansk kultur generelt: Noami (1397-1471 en mester i både maleri og teceremoniens æstetik), sønnen Geiami (1431-85) der forfinede teknikkerne og barnebarnet Soami (d. 1525) som kombinerede sumi-e med dekorativ kunst og ikebana

Deres indflydelse rakte langt ud over maleriet. De var med til at forme de æstetiske principper, der stadig præger japansk kunst og havekultur.

En anden markant figur er Sesshū Tōyō (1420-1506), også tilknyttet Shōkoku-ji. Han rejste til Kina for at studere hos de store mestre og bragte ny inspiration hjem.

Sesshū udviklede en særlig abstrakt stil med dramatiske kontraster og dynamiske kompositioner. Hans mest berømte værk, Sansui Chōkan (“Lang rulle med landskabsmotiver”), er 15 meter langt og skildrer de fire årstider med stor teknisk virtuositet.

Samtidig med Sesshū er munken Sesson fra Soto sekten som malede med meget kratfulde og livlige penselstrøg. Hans billede af den kinesiske eneboer Ryo Douhin er hans bedst kendte billede.

Hasegawa Tohaku er en anden berømt maler fra denne periode. Hans hovedværk Fyrretræer, der befinder sig på Tokyo Nationalmuseum, er et af de berømteste sumi-e malerier.

I denne periode var Japan præget af magtkampe og opførelse af store borge. Sumi-e-kunstnere blev hyret til at udsmykke skydedøre (fusuma) og foldeskærme (byōbu) i pragtfulde sale.

I overgangen til den mere fredfyldte Edo-periode er Tawaraya Sotatsu den meste kendte sumi-e kunstner. Han udvikler en helt ny decideret japansk tuschmalingsstil uden indflydelse af kinesisk malekunst, og introducerer nye teknikker bl.a. tarashikomi en dryppeteknik hvor du drypper ny maling på en allerede malet overflade der ikke er tør endnu. Han er også grundlægger af den såkaldte Rinpa maleskole.

---

Redskaberne til sumi-e er i store træk de samme som til shodō (japansk kalligrafi), men der kan være forskelle i tuschtypen og i de pensler, du bruger. Pensler til kalligrafi er ofte tykkere på midten, da hårene skal kunne holde meget vand.

Inden for japansk tuschmaling taler man om de fire skatte, der er nødvendige for at kunne male: pensel, papir, tusch og rivesten. På japansk kaldes de blandt andet bunbō shigan (文房四玩), bunbō shiyū (文房四友) og bunbō shikō (文房四候).

Tusch (Sumi 墨)

Traditionel sumi-tusch er fremstillet af sod fra vegetabilsk olie eller fyrretræ, blandet med fiskelim og presset til stænger. Stængerne er som regel rektangulære, men kan også være ovale. Mange sumi-stænger er smukt dekoreret med mønstre, bladguld eller digte, og nogle fungerer som kostbare samlerobjekter.

Der findes fire grundlæggende farvetoner:

• Kokuboku – dybsort, bruges ofte til vintermotiver og bjerglandskaber
• Chaboku – sort med brun nuance, også populær til vintermotiver
• Seiboku – sort med blå tone, anvendes ofte til forårsbilleder
• Shiboku – sort med lilla tone, til mere forfinede motiver

De blålige og brunlige toner er de mest almindelige og eftertragtede. Tusch skal opbevares korrekt for at undgå at den tørrer ud og revner. Efter brug skal stangen tørres forsigtigt af, tørres helt op, eventuelt pakkes ind i plastfilm og opbevares mørkt og tørt.

Flydende tusch
Flydende tusch (boku-eki 墨液) er et praktisk alternativ, især til store værker hvor der bruges meget tusch. Den findes i forskellige kvaliteter og nuancer af sort.

Rivesten (suzuri 硯)

Rivestenen bruges til at rive tuschstangen med vand, så du opnår en brugsklar tuschblanding. Suzuri-sten findes i mange former og størrelser, men er typisk rektangulære eller ovale, lavet af forskellige typer skifer. Jo bedre kvalitet stenen har, jo mere jævn og smuk bliver tuschen.

Overfladen skal være helt glat uden revner. Rivesten sælges i papæsker eller ved dyrere kvaliteter, i håndlavede trææsker.

Pleje og brug af rivesten
Efter brug skal stenen skylles grundigt og tørres. Indtørret tusch er næsten umulig at fjerne, og hvis du river frisk tusch oven på gammel, bliver konsistensen grynet hvilket ses tydeligt i maleriet.

Rivning af tusch – en meditativ proces
Kvaliteten af tuschen afhænger både af selve tuschstangen og af rivestenen – men især af riveprocessen. Rivningen regnes som en central del af sumi-e og fungerer ofte som en meditativ forberedelse.

1. Hæld lidt vand i rivestenens fordybning (ikke for meget – det må ikke skvulpe over).
2. Dyp sumi-stangen i vandet og før den op på den flade del af stenen.
3. Hold stangen i en svag vinkel og riv i rolige, cirkulære bevægelser. Vend stangen undervejs, så den slides jævnt.
4. Riv i flere minutter til tuschen bliver mørk og tyk.
5. Test farven på et stykke papir – når den er olieagtig eller geleagtig, er den klar.

Våd tusch virker altid mørkere, så lav et teststrøg og lad det tørre, hvis du er i tvivl om nuancen. I tuschmaling arbejdes ofte med flere gråtoner, så det er en god idé at have en palette klar med rum til forskellige blandinger.

---

Papir (washi 和紙)

Til sumi-e bruges traditionelt japansk papir, gerne lavet af morbærtræets fibre som har en unik evne til at absorbere tusch og skabe bløde overgange. Papirtypen vælges efter motiv og teknik – nogle er mere absorberende, andre glattere.

Læs Hanafubuki.dks artikel om washi-papir.

Pensler (Fude 筆)

Der findes mange typer pensler til sumi-e – hver med deres særlige funktion:

• Kai pensler er lavet af egern eller sibirisk væsel og fås som regel i 3 størrelser. Denne type er god til tør pensel effekter bla.
• Menso pensler er lavet af grævling og væsel og bruges til de helt små detaljer som f.eks. at male øjne, næse og mund på mennesker
• Tentsuki pensler fås i S og L og er endnu finere end menso og bruges til de mindste detaljer.
• Sai shiki pensler er især gode når du maler med de japanske vandfarver.
• Hira er “flade” pensler der bruges til brede linier og strøg, til at male større områder og lign. Der findes 2 typer af hira-pensler: hake og renpitsu. Hake (刷毛) findes i flere størrelser og måles i fun og sun. 10 fun er lig 1 sun. 1 sun er ca. 3 cm. Hårene er lige lange og limes sammen. Renpitsu (連筆) er flere pensler der er limet sammen, gerne 3, 5 eller 7 sammen. Alle hår har samme længde så renpitsu fremtræder som en bred, flad pensel. Begge typer pensler bruges til at male større områder op, vådt-i-vådt teknik, til baggrund og til at lave brede strøg f.eks. når du skal male bjerge, tåge, skyer, vand og lign.

Der findes to typer af pensler til sumi-e der især kan anbefales:

• Chōryū (長流) der som regel findes i 3 faste størrelser S,M og L, nogen gange også XL. Penselhårene er lavet af gedehår, vaskebjørn mm.. Der findes forskellige producenter af chōryū og du må prøve sig frem før du finder det mærke du bedst kan lide. Alle chōryū-varianter har et mørkebrunt ensfarvet skaft.
• Den anden type er sakuyou (削用) hvor penselhårene stammer fra geder. Denne type er mere blød og bruges derfor til at male mere bløde linier. Den findes som regel i 4 størrelser: S,M,L og XL.

Derudover findes bambuspensler (take-fude) og pensler af strudsefjer. Nogle japanere får fremstillet en særlig kalligrafipensel af hår fra deres nyfødte barn (tai mao bi 胎毛筆) som lykkeamulet.

Størrelser markeres på følgende måde på japansk:

S: 小 ; M: 中 ; L: 大 ; XL: 特大

---

---

Pleje af pensler
Nye pensler er stive af lim. Før brug skal hårene stå i vand i ca. 10 minutter for at opløse limen. Efter brug vaskes penslen forsigtigt, overskydende vand trykkes ud med stof, og hårene rettes til. Hæng penslen med spidsen nedad, til den er helt tør, før opbevaring. Hvis en pensel ikke tørrer ordentligt, kan hårene rådne.

Andre materialer og tilbehør

Fiskelim kaldet nikawa (膠). Fiskelim bruges som grunder blandet med vandfarver til at lave en farvet grundbaggrund. Læs mere om nikawa hos JAANUS.

Penselholder (fudé oki)

Papirvægt kaldet bunchin (文鎮) til at holde papiret på plads. Som regel lavet af metal.

Sugende underlag (下敷き, shitajiki kaldes også mosen) gerne i filt eller lignende (trykkefilt er rigtig godt at bruge). Du kan købe filt i faste størrelser: A4 og A3-lignende og i metermål.

Hylster til pensler kaldet fudé maki lavet af bambus. Rul penslerne sammen i hylsteret og opbevar et tørt sted, så holder de længere.

Vandbeholder til rent vand/brugt vand. En japansk vandbeholder kaldet hissen (筆洗) er lavet af hvid porcelæn gerne inddelt i 2 eller 3 rum. Alm. små hvide skåle i porcelæn kan også bruges.

Palette i hvid porcelæn gerne rund i form som en blommeblomst. Den kaldes derfor en ume sara dvs. blommetallerken (梅 皿).

Lille flaske eller beholder ofte i porcelæn til hælde vand på rivestenen. De kaldes forskelligt på japansk: suiteki som faktisk er en lille ske eller afhængig af størrelse og udformning: suichuu (水注), suichuujou (水中丞 også 水丞), suiu (水盂) eller senjo (蟾蜍). De fås i forskellige udformninger nogen mere dekorerede end andre. Der findes også en noget større vandbeholder kaldet mizusashi (水指).

Segl eller stempel (in alm. brug, inkan, rakka, eller hanko til kunstnerisk brug). Her skelnes mellem et stempel med hvid baggrund og hvor tegnene er røde kaldet shubun. Den modsatte variant hvor baggrunden er rød og tegnene hvide kaldes haku bun.

Seglfarve kaldet shirushidoro (印泥). Seglfarven er en rød, tyk pasta lavet af knust cinnober (et tungt rødligt mineral bestående af mercurisulfat sulfid) blandet med amerikansk olie eller vegetabilsk olie. Seglfarven fås i forskellige rødlige nuancer ofte placeret i en lille dekorativ porcelænsskål med låg. Pas på at pastaen ikke tørrer ud og pas på med hudkontakt. Pastaen er noget giftigt stads.

T-jern/vinkeljern til at placere stempel i vinkel kaldet inku (印 矩).

Stempelunderlag til at lægge under papiret når der skal stemples kaldet in taku.

---

Tre faktorer er afgørende for udtrykket:

Gennem tiden er der udviklet en lang række teknikker inden for tuschmaling. Her nævnes kun et fåtal.

Sembyo: lineær penselstrøg, essensen af tuschmaling. Det er en rigtig god ide at kunne male en lang lige linie med penslen. Har du en fornemmelse for det, kan du variere tryk, mængden af tusch på et utal af måder og således skabe flere forskellige typer af penselstrøg.

Mokkotsu: Et blødt penselstrøg der består af 2-3 toner af tusch som kombineret med sembyo linien er basis for alle sumi-e teknikker. Dyp hele penslen i rent vand, dyb siden af penslen i en mellemgrå tone (som du allerede har blandet i en palette) og dyp til sidst spidsen af penslen i den mørkeste tusch (kaldet nobuku) der er i rivestenens fordybning. Hold penslen lodret og før penslen henover papiret alt i mens du drejer på penslen. Denne bevægelse gør at penselstrøget gradueres i forskellige toner netop fordi du har dyppet penslen i tuschen på en bestemt måde.

Dette penselstrøg kan varieres på et utal af måder, fx giver det et helt andet udtryk hvis der som udgangspunkt kun er meget lidt vand i penslen. du kan på den måde kombinere tørre og våde penselstrøg.

---

---

I zenbuddhismen er Sumi-e mere end kunst – det er en form for meditation. Hvert strøg er endeligt; der er ingen mulighed for at rette. Det kræver fuld tilstedeværelse og en ro i sindet, som afspejles i værket. Filosofien “ét strøg, ét liv” minder kunstneren om nuets betydning.

Moderne kunstnere kombinerer ofte Sumi-e med akvarel eller grafiske teknikker, men mange holder fast i den traditionelle proces. Der findes skoler og kurser i Japan og internationalt, hvor både begyndere og erfarne kan lære teknikkerne.