29. august 2026

Hvad er en daruma-dukke?

Daruma (だるま) er en traditionel japansk papmachédukke og amulet. Dukken forestiller Bodhidharma – eller daruma, som han kaldes på japansk – der traditionelt regnes som den første patriark for chan- og zenbuddhismen i Kina. Dukken har i århundreder været et symbol på vedholdenhed, håb og spirituel genfødsel.

Dukken har ingen arme eller ben og har ofte et intenst blik med store, hvide øjne uden pupiller. Formen viser Bodhidharma siddende i meditation, indhyllet i sin kappe. En senere legende fortæller at han sad i ni år og mediterede med øjnene stift rettet mod en væg, og at hans lemmer visnede bort under denne ekstreme praksis.

Men det der gør daruma-dukken særlig, er traditionen med at male dens øjne: har du et ønske, maler du det venstre øje sort (det øje der er til højre for dig når du kigger på den). Når ønsket er gået i opfyldelse eller målet er nået, maler du det højre øje som en form for tak.

Rækker af røde daruma-dukker opstillet langs stierne i Katsuoji-templet
Katsuoji-templet nord for Osaka

Et symbol på vedholdenhed og held

En daruma-dukke er en tumling og er kendt for sin evne til at rejse sig op igen, uanset hvor mange gange den bliver skubbet – heraf det japanske ordsprog “Nanakorobi yaoki” (七転び八起き), “fald syv gange, rejs dig otte”.

Dette gør dukken til et stærkt symbol i japansk kultur: den minder os om aldrig at give op, uanset modgang.

Den anvendes ofte som en lykkeamulet og gives som gave til folk med store mål: eksamener, jobskifte, forretninger eller personlige projekter.


Daruma-farver og deres betydning

Den klassiske daruma er rød. I moderne handel fremstilles daruma i mange farver, og producenter knytter ofte bestemte ønsker til hver farve. Betydningerne er ikke ens overalt, men et udbredt system ser sådan ud:

Farve Betydning
Rød Sikkerhed og succes
Sort Fordrivelse af al ondskab og et succesfuldt år
Blå Personlig succes
Guld Rigdom
Grøn Godt helbred og vitalitet
Orange Succes i skolen
Lyserød Held i kærlighed, ægteskab og fødsel
Lilla Succes i karrieren
Hvid Ønsker om en god fødsel
Gul Beskyttelse og sikkerhed

Farvevalget afhænger ofte af hvad man ønsker sig eller håber på i det kommende år. Betydningerne varierer mellem producenter og regioner.

Billedrulle med Bodhidharma hængende i en tokonoma-alkove i Tenryūji-templet
Billede af Bodhidharma (Daruma) i Tenryūji-templet, Kyoto

Nytårstraditionen og Daruma Kuyo (だるま供養)

Ved årets afslutning bringer mange japanere deres gamle dukke tilbage til det tempel hvor den blev købt. Her afholdes en ceremoni kaldet Daruma Kuyo hvor dukkerne symbolsk afbrændes som tak for det held de har bragt.

Ceremonien er en buddhistisk takke- og mindehøjtidelighed hvor dukkerne bortskaffes på respektfuld vis. Den markerer afslutningen på et år og begyndelsen på et nyt. Derefter køber man en ny dukke, så heldet fortsætter.


Daruma-templer i Japan

Shorinzan Darumaji – daruma-dukkens hjemsted

Et af de mest berømte steder for daruma-dukker er Shorinzan Darumaji-templet (少林山達磨寺) i Takasaki, Gunma-præfekturet. Templet blev grundlagt i 1697, men selve lykkedarumaen kom først til senere: under Tenmei-hungersnøden i 1780’erne lærte templets niende abbed lokale bønder at fremstille daruma-dukker i papmaché som en ekstra indtægtskilde.

Takasaki er stadig landets vigtigste produktionssted for daruma. Byen ligger under en time med shinkansen fra Tokyo, på ruten mod Kanazawa .

Daruma Ichi er templets årlige festival, som afholdes den 6. og 7. januar. Her kan besøgende aflevere deres gamle dukker og købe nye. Festivalen tiltrækker tusindvis af mennesker der ønsker at starte året med håb, beskyttelse og succes.

Shorinzan Darumaji

296 Hanadaka-machi, Takasaki, Gunma

Hjemmeside · Google-kort

Daruma-dukker opstillet ved Achi-helligdommen i Kurashiki

Katsuoji-templet – daruma-dukkernes tempel nord for Osaka

Et af de mest bemærkelsesværdige steder for daruma-dukker i Japan er Katsuoji-templet (勝尾寺) som ligger i de grønne bjerge i Minoh nord for Osaka. Templet blev grundlagt i 727 og er i dag berømt som “sejrens tempel”.

Katsuoji er fyldt med røde daruma-dukker i alle størrelser som besøgende har placeret overalt efter at have opnået deres mål. De specielle kachi-daruma (勝ち達磨, “sejrens daruma”) har tegnet for sejr (勝) på maven og bruges til at bede om succes inden for eksamener, sport, forretning og andre livsområder.

Katsuoji-templet

2-2914 Aomatani, Minoh, Osaka

Hjemmeside · Google-kort

Læs Hanafubuki.dks artikel om templet

Jindaiji-templet i det vestlige Tokyo

Jindaiji-templet (深大寺) i Chōfu i det vestlige Tokyo er et buddhistisk tempel der blev grundlagt i 733 og ofte omtales som Tokyos næstældste tempel efter Sensōji. Tempelområdet er grønt og fredeligt med gamle træer og små stier. Mange besøger også templet og området fordi der ligger mange klassiske soba-spisesteder her.

Hvert år holdes Jindaiji Daruma-ichi den 3. og 4. marts. Markedet har talrige boder med daruma-dukker, og der afholdes forskellige ritualer for at sikre lykke og beskyttelse mod uheld.

Jindaiji-templet

5-15-1 Jindaiji Motomachi, Chofu, Tokyo 182-0017

Hjemmeside · Google-kort


Daruma i japansk kultur

Daruma optræder ikke kun som fysisk dukke – den er også et populært motiv på fx ema-votivtabletter som hænges op i templer over hele Japan med personlige ønsker skrevet på bagsiden.

Du vil også kunne finde malerier og statuer af Bodhidharma i templer som Tenryūji-templet i Kyoto, hvor hans intense blik stadig inspirerer besøgende til fordybelse og beslutsomhed.

Links til videre læsning

Udenlandske sider

Shopping info

Daruma-dukker kan købes flere steder i Japan: i stormagasiner og i kædebutikker som Loft, Hands og Don Quijote. Udvalget og omfanget svinger. Derudover kan følgende specialbutikker anbefales i Tokyo og Takasaki.

Tokyo

HappyDaruma Atelier @ Akihabara

5-9-21 Ueno, Taito-ku, Tokyo — 2k540 AKI-OKA ARTISAN L-3

Hjemmeside · Google-kort

Moderne atelier med farverige, håndmalede daruma-dukker. Ligger ved 2k540 under togskinnerne.

HappyDaruma – hovedbutik i Nishiarai

1-5-1 Nishiarai, Adachi-ku, Tokyo

Hjemmeside · Google-kort

Ofte bredere udvalg end filialen i Akihabara. God hvis du vil se flere størrelser og varianter.

Daruma Land Asakusa

1-34-5 Asakusa, Taito-ku, Tokyo 111-0032

Hjemmeside · Google-kort

Oplagt til souvenirs og klassiske daruma-varianter. Tæt på Sensōji-templet og Nakamise-området.

Daruchan

5-5-1 Jindaiji Motomachi, Chofu, Tokyo 182-0017

Hjemmeside · Google-kort

Lille specialbutik ved Jindaiji-templet. Kendt for chōfu-daruma beklædt med stofrester og korte workshops.

Takasaki

Daimonya

124-2 Fujizukamachi, Takasaki, Gunma 370-0875

Hjemmeside · Google-kort

Traditionsrig producent af Takasaki-daruma med bredt udvalg fra klassiske røde til farverige varianter.